Nå ja, jeg kan da løfte sløret for nogle af de spændende smuttere jeg fandt, mens jeg kæmpede mig igennem sumpen.
Der var fx
- "vejrtræningen" - vi skal jo helst være i form til at trække vejret
- "pengefingeren" - sådan en kunne jeg vist godt bruge
- Der var et mindeværdige øjeblik, hvor en person sank en mundfyld spyt
- "Hun lagde hoved på skrå". Økonomisk tænkning, for hvem var brug for de sidste bogstaver?
- "finderspidsen" - smart, men måske vi bare skulle skrive "fingerspidsen"
- Så var der scenen, hvor personen stryger sit lange hår om bag øret ... selvom hun i starten af kapitlet havde rottehaler (det er hvad der kan ske, når man begynder at redigerer)
Kom ikke og sig der ikke er underholdning i korrektur-sumpen! ;o)
onsdag den 8. august 2012
Korrektur-sumpen
Når man skriver en roman, handler det ikke bare om at få historien ned på papiret, afleverer den til forlaget for derefter at læne sig tilbage og vente på at trykkeriet får gjort deres del af arbejde. Næ nej, der er lige et par trin - eller en meeeeget lang trappe - man skal igennem først.
Sådan foregår det hos mig:
Det første trin er, at jeg selv redigerer romanen, når jeg er færdig. Jeg læser den igen, retter stavefejl og kommafejl og omskriver der hvor det trænger. Det kan der godt gå nogle dage, hvis ikke uger med.
Dernæst sender jeg manuskriptet til mit forlag, som laver en manuspleje. Dette trin går ligesom det første på romanens indhold, men tager selvfølgelig også fat i de fejl, som bliver spottet. Når redaktøren har været romanen igennem, får jeg manuskriptet tilbage igen. Jeg kigger det igennem, ser hvad redaktøren har fundet, kommer med forslag til hvordan det kan omskrives og sender derefter manuskriptet tilbage igen. Manuskriptet bliver sendt frem og tilbage et par gange, til vi er kommet igennem alle rettelserne.
Så ryger bogen til sats, hvorefter det er tid til ... korrekturlæsning!
Her er det stavefejlene, kommaerne og "kan man egentlig skrive det sådan?" der arbejdes med. Det kræver en grundig gennemlæsning ... og jeg har naturligvis ikke fået nok af min roman på nuværende tidspunkt. Sleeet ikke.
Det er så det jeg har brugt de sidste par uger på. Redigering, manuspleje og korrekturlæsning. I søndags var jeg udenfor klokken tolv, og jeg bemærkede, at vejret var dejligt. Jeg besluttede, at jeg ville læse korrektur et par timer, derefter slå græsset (ukrudtet var blevet ret langt) og bagefter tjekke, om det var varmt nok til at sidde på terrassen med en bog.
Klokken ti om aftenen sendte Søster en sms om, at hun havde siddet på terrassen og var gået igang med Kampbrødre. Først der gik det op for mig, at jeg aldrig var kommet udenfor igen. Jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken. Så koncentreret havde jeg været om det, der foregik på skærmen. Naturligvis havde jeg ikke læst korrektur nonstop, men jeg havde heller ikke lavet ret meget andet.
Det er korrektur-sumpen. Heldigvis blev jeg færdig i dag, og lige nu nyder jeg friheden ... så længe den varer.
.
Sådan foregår det hos mig:
Det første trin er, at jeg selv redigerer romanen, når jeg er færdig. Jeg læser den igen, retter stavefejl og kommafejl og omskriver der hvor det trænger. Det kan der godt gå nogle dage, hvis ikke uger med.
Dernæst sender jeg manuskriptet til mit forlag, som laver en manuspleje. Dette trin går ligesom det første på romanens indhold, men tager selvfølgelig også fat i de fejl, som bliver spottet. Når redaktøren har været romanen igennem, får jeg manuskriptet tilbage igen. Jeg kigger det igennem, ser hvad redaktøren har fundet, kommer med forslag til hvordan det kan omskrives og sender derefter manuskriptet tilbage igen. Manuskriptet bliver sendt frem og tilbage et par gange, til vi er kommet igennem alle rettelserne.
Så ryger bogen til sats, hvorefter det er tid til ... korrekturlæsning!
Her er det stavefejlene, kommaerne og "kan man egentlig skrive det sådan?" der arbejdes med. Det kræver en grundig gennemlæsning ... og jeg har naturligvis ikke fået nok af min roman på nuværende tidspunkt. Sleeet ikke.
Det er så det jeg har brugt de sidste par uger på. Redigering, manuspleje og korrekturlæsning. I søndags var jeg udenfor klokken tolv, og jeg bemærkede, at vejret var dejligt. Jeg besluttede, at jeg ville læse korrektur et par timer, derefter slå græsset (ukrudtet var blevet ret langt) og bagefter tjekke, om det var varmt nok til at sidde på terrassen med en bog.
Klokken ti om aftenen sendte Søster en sms om, at hun havde siddet på terrassen og var gået igang med Kampbrødre. Først der gik det op for mig, at jeg aldrig var kommet udenfor igen. Jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken. Så koncentreret havde jeg været om det, der foregik på skærmen. Naturligvis havde jeg ikke læst korrektur nonstop, men jeg havde heller ikke lavet ret meget andet.
Det er korrektur-sumpen. Heldigvis blev jeg færdig i dag, og lige nu nyder jeg friheden ... så længe den varer.
.
søndag den 5. august 2012
Jagten på Liliana
"Duer ikke. Væk!”
Sådan har det lydt her på adressen en del gange for nogle
dage siden. Jeg har nemlig været på jagt efter Liliana – eller en som kunne
forestille hende på forsiden af en af de kommende ”Blodets bånd”-bøger.
Det har ikke været let, skal jeg gerne indrømme. Jeg har
pløjet mig igennem en mængde krølhårede, unge kvinder og har lidt følt mig som
prinsessen i Klodshans. ”Okay, så behøver du heller ikke se mere glad ud. Få
lige styr på mundtøjet, ikke?”, ”Åhh, hvorfor har du det tøj på?! Du har ellers
det rigtige look!” og ”Få den hårtørrer væk!”
Til sidst endte jeg med en større flok kandidater, som jeg
testede på tre, som har læst de tidligere bøger og bad dem udvælge dem de mente
lignede Liliana.
Resultatet? På nær en enkelt kandidat, så valgte alle tre
kvinder forskellige og samtidig satte de også minus ved nogle af de andres
valg. Så jeg sad stadig tilbage med en masse håbefulde Liliana’er.
Jeg er glad for, at jeg ikke var med i jagten efter Kassie.
Jeg er rigtig glad for valget i dag, men jeg er ikke sikker på, at jeg kunne
have taget en beslutning dengang.
Abonner på:
Opslag (Atom)