Viser opslag med etiketten Bogforum. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bogforum. Vis alle opslag

fredag den 14. november 2014

Bogforum 2014 - del 2

Læs for livet
Vi fik hentet Carina, mast både hende og oppakning indenbords og kørte resten af vejen. Vel fremme udnyttede vi groft Louises transportmiddel og læssede den med bogdonationerne til Læs For Livet.

Læs for livet laver små biblioteker på steder, der huser sårbare børn og unge, såsom julemærkehjem, krisecentre, døgninstitutioner og børnehjem.

Desværre kan jeg ikke tage ret meget af æren for mængden af bøger, som vi medbragte til den gode sag. Jeg har aldrig haft trangen eller lysten til at eje mange bøger. Jeg har to hylder med bøger, hvoraf halvdelen er min egen produktion. Så ejer jeg nogle kogebøger og børnebøger fra min barndom. Ikke noget der kan gives videre.

Heldigvis anmelder jeg engang imellem bøger til litteratursiden, så jeg havde da et par stykker, jeg kunne give videre.

Louise griber pennen
Vores lørdagsprogram var ret stramt. Noget strammere end vi er vant til.

12:00 Louise signerer
12:00 Chris Carter signerer (Anika skulle have en bog med hjem til sin gemal)
13:00 Carina og Anika står i tombola hos "Læs for livet"
14:00 Pernille holder foredrag på Børnescenen
15:00 Pernille signerer på Tellerups stand
15:30 VIP træf hos Tellerup.

Som det første fik vi overdraget bøgerne til Læs For Livet, inden vi vendte kursen mod Tellerups stand og fik krammet os igennem staben af medarbejdere, efterhånden som vi løb på dem.

Overraskende hurtigt blev det tid til at Louise skulle gribe kuglepennen og signere bøger, og en kø af pæn størrelse samlede sig foran bordet.

Normalt er en eller flere af vores lille rejsegruppe i nærheden, når der signeres, for hvis der ikke er nogen, som gerne vil have en krusedulle, kan tiden blive lang. Men Louise blev godt underholdt uden vores hjælp. Hver gang jeg kastede et blik over mod, hvor hun sad, virkede køen til at have samme længde.

Sludre, sludre, selfie
Jeg fik snakket lidt med læsere, som var på Tellerups stand. En fortalte, at hun havde nydt I Pandoras æske, hvilket jeg skamløst lappede i mig. Som forfatter holder man af alle sine bøger, men jeg har lidt et svagt punkt for IPÆ, da denne ikke rigtig synes at have ’ramt’ læserne. En anden læser udtrykte håb for, at jeg ikke tog livet af Viking.

Jeg fik også talt med Flemming Schmidt, som har lavet illustrationerne til Merlin. Man kan vel sige, at han er Merlins papa – manden bag Merlins visuelle design. Jeg elsker Flemmings tegninger, og jeg håber, at jeg får muligheden for at sætte ham i sving med at lave flere illustrationer til Merlin-bøger.

Og på et tidspunkt endte jeg i Tellerups baglokale, hvor jeg muntrede mig med at tage en dobbeltgænger-selfie.

Frokost og tågehjerne
Mens Anika jagtede Chris Carter for at få en signering til gemalen, og Louise skrev smukke hilsner i Dom 1 og Dom 2 (seriøst, hun har virkelig en lækker håndskrift), gik det op for mig, at jeg hellere måtte få noget frokost indenbords, så jeg ikke dejsede ned fra Børnescenen i et pludseligt anfald af sult. Jeg fik købt en sandwich og huggede halvdelen i mig stående udenfor Bellacenteret, mens Carina røg.

Efter en times signering var Louise endelig igennem køen, og vi vandrede hen for at samle hende op. Det var slet ikke gået op for hende, hvor lang tid der var gået, så hun har uden tvivl haft en rigtig god time sammen med både nye og erfarne læsere af Dom-bøgerne.

Anika og Carina satte kursen ned mod Læs for livet, hvor de skulle passe tombolaen, mens Louise og jeg … ja, jeg ved faktisk knap nok, hvad vi lavede. På det her tidspunkt begyndte min hjerne at blive ret tåget, og mit fokus lå et sted: På Børnescenen.

torsdag den 13. november 2014

Bogforum 2014 - del 1

Tidligt op og af sted
Bogforum 2014 er forbi for i år, og for fjerde gang var jeg af sted sammen med skrivebuddierne: Anika Eibe, Carina Evytt og Louise Haiberg. Sidste år prøvede vi for første gang at tage bilen i stedet for toget, og det var sådan en succes, at det blev gentaget i år.

Og da jeg bor længst væk, skulle jeg også tidligst op. Faktisk skulle jeg ud af døren fem minutter i syv ifølge Anikas plan (hun er Planlæggeren i gruppen). Ikke så sent, egentligt. Ikke værre end til hverdag. Men jeg skulle jo også have bagage og lignende med mig, og belært af erfaringer fra sidste år, hvor jeg væltede ud af døren 25 minutter for sent på den, stod jeg op kl. 5.

En del af min hjerne mumlede noget om ”bare en halv time mere”, mens jeg vaklede ned ad gangen med kurs mod mit badeværelse, men det lykkedes mig at ignorere det tillokkende forslag. Det blev jeg glad for senere, for som forventet tog alt længere tid, men jeg kom da ud af huset hele fem minutter før planen.

Jeg satte min gps til, klar til en afslappende køretur på små fyrre kilometer før jeg skulle på motorvej og derfra videre mod Fyn, hvor Louise skulle samles op som den første.

”Drej til venstre, til venstre, til venstre …”
Sidst jeg var af sted, bemærkede jeg, at selvom jeg på udturen blev ført af en rute, så kom jeg hjem af en anden. Og denne ”anden rute” var nærmest motorvej hele vejen, indtil jeg endte i den by, hvor jeg arbejder. Jeg besluttede at køre over Arbejds-byen på vej mod Sjælland, for jeg kender vejen godt, og det ville være afslappende. Tænkte jeg. Troede jeg.

Og da jeg skulle på Børnescenen senere med min nye børneserie Merlin, ville jeg gerne have fred og ro og ingen stress til at tænke på foredraget.



Allerede da jeg forlod min carport kunne jeg se, at gps’en denne gang ville have mig af en helt tredje rute, men jeg ignorerede den og kørte mod Arbejds-byen. Så ville den vel beregne en ny rute.

Det gjorde den. Bare ikke den rute jeg regnede med. De næste fyrre minutter bad den mig om at dreje til venstre, hver gang det var muligt (hvilket jeg ignorerede). Og samtidig lavede den hele tiden om på mit ankomsttidspunkt.

Jeg blev mere og mere forsinket ifølge gps’en, og den afslappende tur blev i stedet erstattet af et hårdt greb om rattet, et øje på gps’en og hektisk hjerneaktivitet omkring hvorvidt jeg nu igen havde dummet mig.

”Hey, jeg bliver nok 50 minutter forsinket …”
Ved ankomsten til Arbejds-byen var der ingen ændring i min situation. Ikke andet end at gps’en nu ville have mig til at dreje til højre, hvilket jeg tillod mig at være skeptisk omkring. I stedet kørte jeg efter hukommelsen – og der ER altså en grund til at jeg bruger en gps! – i den retning, hvor jeg mente, jeg ville kunne komme på motorvejen.

På det her tidspunkt var jeg omkring 50 minutter forsinket, og jeg var stærk i tvivl om jeg huskede korrekt omkring ruten. Efter endelig at have givet efter for gps’ens forslag – og straks indset at det ikke kunne passe – endte jeg med at holde ind til siden, hive telefonen frem og ringe til Søster, min egen personlige 112.

Heldigvis gav hun mig ret i, at det var muligt at komme på motorvejen fra Arbejds-byen, og da jeg var så heldig, at et skilt viste mod E20, der hvor jeg holdt, sagde jeg hurtigt farvel og kørte videre, mens gps’en ihærdigt fortsatte med at foreslå mig at dreje mod venstre. Jeg nåede frem til en stor rundkørsel med hele to afkørsler mod E20 … men gps’en mente, at jeg skulle vælge en tredje vej.

Derfor var der måske en bilist eller to, som så en lille grå Peugeot tage adskillige ture rundt, mens chaufføren glanede ud på skiltene. Jeg måtte konsultere Søster igen, som atter gav mig ret i, at gps’en ikke havde ret, og jeg tog en af E20-afkørslerne. Hvorefter gps’en foreslog mig at forlade motorvejen igen om 17 kilometer.

På det her tidspunkt var jeg begyndt at frygte, at jeg aldrig nåede frem, så ved første rasteplads holdt jeg ind, ringede til Louise for at fortælle, at jeg vist blev liiiidt forsinket, samtidig med at jeg rodede med gps’en. Det virkede som om den forsøgte at holde mig væk fra motorvejen, så måske var der en fejl i opsætningen.

En lille stationcar
Heldigvis blev gps’en vist nærmest nulstillet ved, at jeg tog strømmen, for da jeg atter valgte adressen, var jeg kun små ti minutter forsinket, og nu måtte jeg gerne blive på motorvejen. Jeg sagde farvel til Louise og fræsede ud på motorvejen igen, men resten af turen var ikke videre afslappende, for jeg stolede overhovedet ikke på vejviseren i forruden.

Men jeg kom da frem, og med lidt besvær fik vi læsset Louises oppakning, der inkluderede rulleraceren (kørestol) ind i min lille dyt. Vi kørte videre, mens vi ivrigt knevrede, nåede frem til Anika, hvor vi flyttede både Louises og min bagage over i Anikas stationcar, som pludselig virkede som en meget lille en af slagsen.

Heldigvis pakker Carina let, men jeg vidste, at hun havde adskillige poser bøger med til Læs For Livet, så måske vi blive lidt udfordrede pladsmæssigt.

mandag den 18. november 2013

Bogforum 2013

Torsdag - "Lige et afsnit mere!"
Dagen før bogforum rendte jeg omkring, pakkede de sidste ting og ved 21-tiden smed jeg mig foran fjernsynet, for jeg kunne da liiige se endnu et afsnit af The Walking Dead.

Denne tv-serie har jeg først set indenfor de sidste par måneder. Da den blev sendt i fjernsynet, var det for sent på aftenen efter min smag, og efter at være blevet opfodret flere gange lånte jeg første sæson. Som jeg "åd". Det var ikke meget bedre med anden sæson, og denne torsdag var jeg godt i gang med tredje sæson.

Kvart i tolv tænkte jeg, at jeg da liiige kunne se 15 minutter af næste afsnit ... og blev kun stoppet, da der ikke var flere afsnit på disken. I stedet lagde jeg mig til at sove. Sikkert fornuftigt nok når det nu skulle være, men så kunne jeg jo altid drømme videre om zombier. En lille pris at betale for at konsumere store mængder af The Walking Dead.

Fredag - Tosse 1 på vej
Vækkeuret ringede - ikke alt for tidligt, men alligevel tidligt nok - og jeg sprang ud af sengen (sådan cirka). Jeg havde sat 1½ time af til blive klar, men tidsplanen begyndte at skride. Sidst jeg kørte til Sjælland, til Fantasymassen, havde Krak og min gps to forskellige opfattelser af, hvor lang tid det tog at køre.

Heldigt nok, for jeg kom for sent ud af døren dengang, men gps'en kunne få mig hurtigere frem end Krak. Dette håbede jeg på også galt denne gang, for jeg væltede ud af døren cirka tyve minutter for sent. Okay, så 25 minutter da.

Gps'en var så ikke med mig denne gang, og min fredelige køretur blev lidt mere sammenbidt.
Sidste år tog jeg og skrivebuddierne det offentlige, men vi talte om at køre næste gang, da det både ville være billigere og mere fleksibelt. Og det var så planen: Jeg skulle samle Louise Haiberg, Anika Eibe og Carina Evytt op undervejs og fragte os alle sikkert frem til bogforum.

Mens jeg kørte af sted foregik følgende samtale på Facebook.

Carina: Yay! Forlænget friweekend og bogmesse fredag-lørdag. Sidstnævnte selvfølgelig forudsat at frk. Eybye kan finde ud af Århus, Ålborg, Hamborg og alle de andre bilistfælder mellem Skjern og Amager. Ses vi?

Carinas datter: Du må hygge dig med tosserne. - Og passe på dig selv!:D

Anika: Altså. Foreløbigt er tosse 1 forsinket, så der har nok været en bilistfælde af en art.

Hvad man ikke skal finde sig i ... Ahem!

Nå, men jeg nåede da til Fyn og fik samlet Louise, hendes bagage og rulleracer (kørestol) op. Louise har på vores andre messe-træf medbragt en stok, men da benene var lidt ekstra trætte - og bogmesser er HÅRDE for både ben og fødder - opgraderede vi for en sikkerhedsskyld til rulleraceren.

Jeg har ikke den største bil, og mens vi fik det hele presset ind, håbede jeg, at Anika og Carina som de andre år var dem, som medbragte mindst bagage.

Første møde med banner-Dom
Under hyggelig sludren kørte vi af sted og fik samlet resten af truppen op og nåede til sidst frem til Bogforum. Rulleraceren blev samlet og fungerede snart som vores rullende garderobe. Supersmart. Alle burde medbringe en kørestol!

De andre år har vi haft noget på programmet alle dage, hvis ellers jeg husker rigtigt, men denne fredag skulle vi intet. Så vi fik faktisk set nogle flere stande, end vi plejede.

Louise, som debuterede med Oprører  i år, skulle signere om lørdagen, og der var blevet lavet et virkelig flot banner af hendes forside med dæmonen Dom. Selvfølgelig blev der knipset en del billeder af Louise med Dom.

Flot, ikke?

Banneret er endnu mere imponerende i virkeligheden. Der var også et af Michael Kamp med en smule spooky øjne. De spooky øjne fik vi set ved selvsyn næste dag.

Drengelitteraturprisen og "Tøser ingen adgang"
Senere så vi overrækkelsen af drengelitteraturprisen. Vi deltog alle, men ingen gik videre. Sidste år vandt Anika dog en delt første plads. Vinderen blev i år Mette Lauritsen med novellen: De levende døde.

Efter overrækkelsen vendte vi tilbage til Tellerups stand for endelig at få fingre i deres antologi "Historier til drenge - tøser ingen adgang". Vi fik en hel Tellerup-pose hver med frieksemplarer, hvilket gav fire røde poser i alt. Jeg begyndte så småt at grue for pladsen i min lille bil.

Bogen var pænt stor i år med hele 29 bidrag. I år havde vi også fået mere plads at brede os på ordmæssigt, og det var tiltrængt. Min novelle hedder "Mammas hus", og er en gysernovelle. Da jeg i sin tid startede med at skrive, var det gysernoveller (ikke nødvendigvis gode gysernoveller), og det var sjovt at vende tilbage til rødderne. Og jeg er godt tilfreds med resultatet.

Så snart vi havde fået bøgerne i hånden, indledte vi autografjagten. Mange af navnene kendte vi ikke, men dem vi kendte blev nådesløst omringet og fik stukket kuglepenne i hånden.

Hotellet og det er tid til at gå til ro
Ved sekstiden forlod vi Bogforum og kørte hen til vores hotel. Vi indtog værelserne, inden vi gik ovenpå til restauranten til aftensmaden. Der blev spist, snakket og grinet til et punkt, hvor jeg havde så mange tårer i øjnene, at man vist godt kunne sige, at jeg hulkegræd af grin. Og sjovt - det var det!

Bagefter sad vi oppe til kl. 1 og snakkede videre, og det var vist kun på grund af træthed og vigtige planer næste dag, at vi endelig gik til ro.

Lørdag - sig appelsiiiiin!
Velankomne til Bogmessen startede vi ud med at få taget nogle pressefotos. Rulleraceren blev læsset med fotoudstyr, og så drog vi ud sammen med fotografen for at finde et sted. Jeg var lidt pessimistisk med, hvor man dog skulle kunne finde et roligt hjørne i den heksekedel, som er Bogmessen - men der var faktisk et rigtigt fint område lige bag Børnescenen.

Det så ikke ud af noget særligt - bare en skillevæg til den ene side, men med smart folde-ud-baggrund, som vi holdt oppe på skift sammen med fotografens assistent, blev der taget en række billeder.

Anika fotograferede fotograferingen. Se eksempler på hendes blog.

Og se her et af Louises billeder brugt på Tellerups hjemmeside. Utroligt hvad man kan få ud af sådan en folde-ud-baggrund!

Louise signerer og det helt uden rådden frugt
Efter at have strejfet mere omkring på messen var det Louises tur til at komme i den varme signerings-stol. Hun skulle være på i en time, og det kan godt være en lillebitte smule skræmmende. Hvad hvis der ikke kommer nogen? Hvad hvis der kommer mange? Louises egen personlige frygt var rådden frugt og folks lyst til at bruge det. Min yndlingsfobi: "Hvordan staver du dit navn?"

Maja/Maia, Carina/Karina, Freja/Freya, Louise/Luise ... risikoen for at skamfere nyindkøbt - eller måske ligefrem medbragt - bog synes ret høj.

Louise var heldigvis velbesøgt, og når der var lidt stille, rykkede vi på skift tættere på og underholdt hinanden lidt. Jeg tilbragte noget af tiden i rulleraceren, så hvis nogen spottede mig i den, kan jeg fortælle, at jeg ikke led af andet end trætte fødder.

"Hvordan - *snøft* - staver man dit navn?"
Imens jeg sad der og nød at have en stol under mig - stole er en stor mangelvare på Bogforum - spottede jeg pludselig en kvinde med Drømmer-serien på Tellerups stand. Drømmer er mit første forsøg på at skrive for yngre børn, og en noget lunken lektørudtalelse har gjort, at den ikke er så udbredt på de danske biblioteker. Samtidig har jeg ikke rigtig nogen føling med, om jeg egentlig ramte målgruppen, så Drømmer er lidt mit svage punkt.

Så jeg var nok overdreven begejstret over at spotte serien i hænderne på nogen. Min henrykkelse antog nye højder, da kvinden lidt senere kom hen til mig sammen med sin 9-årige datter og spurgte, om jeg ville skrive i den?

Det viste sig, at datteren havde læst de første bøger i serien, og at hun kunne lide dem. Moderen kunne fortælle, at det ikke altid var let at finde noget på skolebiblioteket, men at Drømmer-serien havde interesseret pigen. Og at hun selv var begyndt at skrive. Først bagefter slog det mig, at hun muligvis var begyndt at skrive på grund af Sille i historien som skriver historier.

Men altså, at få denne besked var da nok til lige at give duggede øjne ("You like me, you really like me!"), og jeg fik skrevet en lille hilsen.

Farvel og på gensyn
Efterfølgende var Louise også til Meet n' greet på Boggnaskers stand. Det så rigtig spændende ud, men jeg kunne ikke komme tæt nok på til at lytte med. Læs mere om det på Louises blog.

Aftensmaden bestod af et par små, tørre pølsebrød købt og indtaget på Bogforum, og kort tid derefter tog vi afsked med Tellerups stand og Bogforum, fandt bilen og fik med lidt planlægning proppet alle vores ting ind i bilen og så af sted hjemover.

Søndag med the walkers
Jeg tog det heeeelt afslappet, sov længe og stop og i ro og mag. Ved 14 eller 15-tiden satte jeg The Walking Dead på - bare lige for at se et par afsnit - og så gloede jeg ellers på zombier resten af dagen kun afbrudt af den tid det kunne tage at hente noget takeaway.

Ikke nogen dårlig forlænget weekend ...


Ekstra materialer
Louises oplevelse af Bogforum, del 1 og del 2.
Anikas oplevelse af Bogforum

Her er en række links til mit Bogforum 2012:
Forberedelsen
Rejsen
Rejsen del to
Børnescenen
Rævescenen
Drengelitteraturprisen
De sidste oplevelser

Og 2011:
Bogforum del 1
Bogforum del 2

søndag den 18. november 2012

Yes! Jeg skriver igen!

Jeg så virkelig frem til Bogforum og at jeg skulle på Børnescenen og fortælle om Blodets Bån-serien. Det var skræmmende, helt klart, men det var også spændende.  Da jeg ikke er særlig rutineret i at stille mig op og fortælle om mig selv og mine bøger (som i: Nærmest ingen erfaring) krævede det en del øvelse.

Og nogle gange virker min skrive-gejst til at være temmelig ensporet. Jeg skal helst fokusere på den og intet andet. Det resulterede i, at jeg sådan noget som to uger før Bogforum gik helt i stå med at skrive. Den stod på træning i stedet. Og da jeg nåede dertil, hvor jeg næsten ikke kunne tage mig sammen til at træne mere, kunne jeg heller ikke samle skrivningen op.

Det er skræmmende ikke at skrive. Skræmmende ikke at have "forbindelsen" til teksten. Når hvert ord og sætning skal trækkes ud under stort besvær. Jeg vil ikke sige, at jeg er tilbage og surfer af sted på en bølge af inspiration. Men jeg skriver igen.

Lige nu har jeg cirka 120 wordsider. Den sidste Blodets Bånd-bog var på 220 wordsider. Jeg er altså kun (og "kun" er vel relativt) 100 sider fra slutningen, hvis jeg satser på samme længde. Det virker sjovt nok overkommeligt.

Og jeg skriver! Og jeg føler, at skrive-gejsten er ved at gribe fat i mig igen! Weeehuuu!

Beam me up. Scotty!

(Okay, begejstringen har muligvis taget overhånd med Star Trek referencen. Jeg beklager. Men jeg er stadig så haaaaappyyyyyy!)

 

lørdag den 17. november 2012

Bogforum 2012 - de sidste oplevelser

Efter besøget ved Børnescenen, hvor vinderne af Drengelitteraturprisen var blevet afsløret, var vi lidt længere på Bogforum, men derefter tog vi "hjem" til vores hotel.

I år var vi gået en stjerne op i valget af hotel. Sidste år lå to af os i køjeseng, den sidste måtte have fødderne under en hylde og det var lige trangt nok. Så i år opgraderede vi altså.

Der var også restaurant på hotellet, så der var lige tid til at smide bagagen fra sig, inspicere værelset og ligge på sengen og nyde at lade fødderne få en pause. Jeg slap dog ikke mine ud af støvlerne. Turde ikke.

Efter den tiltrængte pause på værelserne fandt vi restauranten og bestilte. Det var så hyggeligt at sidde med mine gode forfatterkolleger og få noget at spise, mens vi knevrede løs. Jeg har jo kendt Anika og Carina i snart ti år, men jeg har nok højst mødt dem 4-5 gange tidligere. Louise mødte jeg første gang ved Fantasymessen. Alligevel er det bare afslappet og hyggeligt, og snakken gik uden problemer.

Senere kaprede vi hotellets sofaarrangement, hvor snakken fortsatte. Nogle polakker spillede pool lige ved siden af, og hvis de forstod os bedre end vi forstod dem, har de nok tænkt: Skøre danskere! Jeg kan ikke huske alt hvad vi snakkede om, men der blev da talt om katte, tegnsprog (jeg kan vist sige "jeg skal tisse" nu på tegnsprog), vores bøger, at nogle fladorme i "parringsdansen" kæmper om at få lov til at være hannen ved at fægte med deres ... tjaaa ...

Nogle ting er bare nemmere at tale om med andre forfattere (og her tænker jeg ikke nødvendigvis på fladormene). Vi kan tale om vores bøger og personer med andre som kender dem. Det giver noget ekstra, som er svært at finde andre steder.

Jeg er i øvrig ganske heldig, at jeg ikke var på egen hånd. Jeg kunne ikke finde ud af at bruge nøglekortet til vores værelse. Selv efter at have fået forklaret de finere finesser var døren ikke sådan lige til at åbne. Den bandt godt nok en smule, men alligevel ... fnys! Fordelen ved at rejse i flok er at Anika er ganske praktisk i forbindelse med at bestille hotel og togbilletter, og Louise havde en oppakning af cirka samme størrelse som mig, så hun kunne være behjælpelig med ekstra vableplaster, da jeg havde opbrugt mit eget lager.

Så ud over det gode selskab ... hvad kunne jeg så ønske mig mere?

Senere gik vi i seng. Jeg delte værelse med Carina og Anika. På holdet har vi et par snorkere. Jeg er efter sigende ikke en af dem, til gengæld kan jeg byde ind med at skære tænder, snakke i søvne og gå i søvne, så der er masser af underholdning ... også om natten!

Næste dag tog vi tilbage til Bogforum og havde den lidt syrede oplevelse at køre med en chauffør (muligvis fra Pakistan), som var digter. Så en taxa fyldt med ikke mindre end fem skrivende!

Tilbage på Bogforum gik vi lidt omkring og kiggede, inden det var tid til Carinas optræden. Hun skulle diskutere horror sammen med Teddy Vork og Michael Kamp. De er alle tre Tellerup-forfattere, og de fik samlet sig en fin gruppe af interesserede.


Her ses hele gruppen. Mathias Clasen styrede diskussionen. 
 
 
Og et lille blik på publikum.
 
 
Det var meget spændende at lytte til. Desværre var i hvert fald mine fødder ved at være godt brugte, og jeg begyndte at drømme om en stol.
 
De tre fortalte og diskuterede i næsten en time omkring horror, hvad horror kan og hvad der  personligt skræmmer dem. Et spændende indblik i en noget anden genre end den jeg selv bevæger mig rundt i.
 
Kort efter var Bogforum slut for mig for denne gang: Jeg fik et lift af Søster og Svoger tilbage til Jylland, men det var med en vis ærgrelse, at jeg gik glip af lidt længere tid tilbragt sammen med Anika, Carina og Louise.
 
Men der kommer vel andre lejligheder, hvor vi kan mødes. Og Bogforum ... det er kun et lille år ude i fremtiden.

For at se flere billeder fra Bogforum: Besøg Tellerups facebookside.

Eller besøg Anika Eibes blog, Michael Kamp eller Louise Haiberg for at læse om deres oplevelser af Bogforum.

torsdag den 15. november 2012

Bogforum 2012 - Drengelitteraturprisen

Kulturstyrelsen uddelte for andet år i træk prisen for det bedst skrevne novelle henvendt til drenge. Novellen måtte højst være på 1500 ord (hvilket virkelig ikke er meget), og der var 153 bidrag i alt. Ud af de 153 noveller blev fem valgt, og børnene fik herefter muligheden for at stemme på de bedste. De tre noveller med flest stemmer kom så med til Bogforum, hvor det blev afsløret, hvem der havde vundet.

Jeg deltog i konkurrencen, men var desværre ikke blandt de fem. Men jeg kendte en som var i top 3! Anika Eibe, som jeg rejste sammen med, skulle klokken 16 være ved Børnescenen, og jeg var selvfølgelig med, ligesom resten af "rejseselskabet".

Anika har skrevet en spændende novelle om en gladiator-kamp i Colosseum. Ren drenge-action.

Det var spændende at sidde foran scenen og vente på det store øjeblik. Tredje pladsen blev uddelt ... og det var ikke til Anika. Anika var nok den som var mest spændt, men jeg følte nu også nervøsiteten.

Og vinderen viste sig at være både Anika og Maria Kjær-Madsen. De to noveller havde fået lige mange stemmer! Helt utroligt, så der skulle to vindere op på scenen.

De to glade vindere. Anika er til venstre.

De læste begge to op af novellerne og fik - som det kan ses på billedet - hver en buket. Det var stort at opleve, og det må være en fantastisk ære og skulderklap at få fra børnene.

Tellerup har i forbindelse med Drengelitteraturprisen lavet en lille bog med novellerne fra deres forfattere. Anikas vindernovelle er også at finde i bogen ligesom sidste års vinder, Michael Kamp. Han er også Tellerup forfatter.

Fin, ikke?


Billeder i indlægget tilhører Forlaget Tellerup.

Bogforum 2012 - Rævescenen

Efter jeg havde været på Børnescenen og fortælle om Blodets Bånd-serien, signerede jeg bøger. Derefter var der lidt tid at bruge sammen med forfatterkollegaerne, inden jeg skulle på Tellerups Rævescene.



Rævescenen fra flere vinkler - pyntet så fint med mine bøger.

Jeg blev interviewet om Drømmer-serien, som er min første læselet serie for børn. Desværre drillede teknikken en smule, så jeg havde svært ved at høre spørgsmålene.


Efter interviewet var der mulighed for at få signerede bøger. Jeg var især glad for besøget af moderen, som havde et par af Drømmer-bøgerne med (de andre var udlånt). Hun fortalte, at hendes børn kunne lide serien. Jeg skriver jo normalt for teenagere, så at høre at yngre børn kan lide Drømmer-serien er bare alletiders.

Jeg var så heldig at få besøg af Søster og Svoger sammen med niecerne, mens jeg var på Rævescenen. Vi bor jo alle i Jylland, så at det kunne lade sig gøre var fantastisk.

Søster tog dette billede af meget begejstret forfatter ved Børnescenen: "Se! Se! Mit navn! Jeg var her!"

Så var mit "arbejde" på Bogforum forbi, og der var en lille time til det næste spændende indslag: Afsløringen af vinderen af Drengelitteraturprisen.

tirsdag den 13. november 2012

Bogforum 2012 - Børnescenen

Kort før showtime fik jeg monteret en trådløs mikrofon, og så var tiden inde til min første "solo" optræden.


 
Her er jeg sekunder før det er på tide at indtage scenen.



Jeg trådte op på scenen med mine fem Blodets Bånd-bøger og blev præsenteret. Og så var jeg på egen hånd.

Det er en ret mærkelig oplevelse at stå på en scene. Jeg husker ikke alt hvad jeg sagde, og selvom jeg godt var klar over, at der var folk, som kiggede på mig, var det alligevel lidt, som om jeg blokerede for det. Hvor mit blik befandt sig, mens jeg talte, aner jeg simpelthen ikke.

Sådan så Børnescenen ud da jeg var på.

 



Jeg startede med at fortælle, at jeg ville forsøge at tale i femten minutter, og så var der mulighed for at stille spørgsmål til sidst. Jeg ville præmiere det bedste spørgsmål med de fem bøger - og jeg håbede, håååbede virkelig, at nogen ville modtage bøgerne. Kufferten var allerede proppet, og jeg havde transporteret bøgerne i en pose hele vejen hjemmefra.

Så gav jeg en kort introduktion til bogen og fortalte om hvordan jeg havde fået den allerførste ide, og hvordan den senere udviklede sig. Jeg fortalte også om, hvordan personerne i serien havde været usædvanlig viljestærke i forhold til mine tidligere hovedpersoner.

Og så nåede jeg slutningen af hvad jeg havde planlagt at fortælle. Jeg var godt klar over, at jeg vist ikke havde fået det hele med, men der opstod en mindre kortslutning. Jeg kastede et blik på uret og ... der var kun gået ti minutter!

Det var ikke så godt. En forfatterkollega med mere erfaring i at fortælle om sig selv og sit forfatterskab havde fortalt, at det kan være svært at få spørgsmål på Bogforum. I hvert fald fra børnene, så jeg havde lidt frygtet ikke at få spørgsmål. Det var også derfor, jeg havde satset på at bruge det meste af tiden på at fortælle om noget jeg havde forberedt.

Jeg endte alligevel med at spørge, om der var nogen spørgsmål, og det der føltes som en (okay, mindre) skov af hænder røg i vejret.

Jeg måtte helt tæt på for at kunne høre spørgsmålene. Fik heldigvis det råd fraforfatteren Camilla Wandahl at gentage spørgsmålene, så resten af tilhørerne også kunne høre det.

 



De sidstse ti minutter fløj af sted med mange interessante spørgsmål, og jeg tror, de fleste fik spurgt. Det var helt fantastisk at opleve at få stillet så mange gode spørgsmål til mig selv og mine bøger. Desværre husker jeg ikke alle, men der blev spurgt, om jeg skriver på en eller flere bøger af gangen, om jeg er typen, som burer mig inde, når jeg skriver og hvordan jeg får ideer.

Vinderspørgsmålet handlede om, hvorvidt jeg bruger min egen personlighed og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Virkelig godt spørgsmål som jeg ikke tror, jeg har hørt før.

Vinderen som heldigvis gerne ville befri mig for at slæbe de fem bøger med hjem igen.

Og så var tiden gået, og jeg følte mig helt høj. Yeah! Det var da let nok!

Mange tak til publikum som lyttede og stillede gode spørgsmål. I gjorde det til en fantastisk oplevelse!

Bogforum 2012 - Rejsen, anden del (til dem der bare ikke kan få detaljer nok)

Fredag morgen stod jeg op kl. 5 for at blive klar. Alt, alt for tidligt, men da der var afgang lidt over syv, og vi var fire mennesker, som skulle være klar, var der ikke andet for. Desuden tager det altid længere tid, når man bruger andres badeværelser. Mit eget "badeværelse" var pakket ned i kufferten, og udover det havde jeg overvejelser omkring, hvordan jeg tørrede hår uden at vække resten af huset eller glattede håret uden at brænde meget social killing af.

I en times tid var der bare mig og killing i det stille hus, men efterhånden vågnede resten af beboerne til live. De sidste forberedelser blev gjort, vi fik samlet alle vores ting sammen og forlod huset for at påbegynde rejsten mod Bellacenteret.

Det var en længere tur. Først skulle vi et stykke med bus, derefter ventede vi på kold perron i omkring 50 minutter, før vi kunne springe på vores tog. Anika stod på senere, og så var hele rejseselskabet samlet.

Vi nåede frem til Banegården, og efter at have pisket omkring fandt vi metroen og det rigtige tog. Det var omkring det tidspunkt, at jeg begyndte at blive mere nervøs. Klokken var blevet mere, end jeg havde forventet, og der var ikke meget mere end en halv time til, at jeg skulle være ved Børnescenen.

Jeg skævede til køreplanen og de forskellige stop og forsøgte at beregne, hvor længe turen ville vare. Endelig nåede vi endestationen, vi væltede ud ad toget og lod os opsluge af menneskevrimlen, som tilsyneladende alle skulle det samme sted hen: Bogforum. Det var et imponerende syn at følge den lange række af mennesker.

Jeg var bagefter tidsplanen, så Anika og jeg gik i forvejen (vi ikke ligefrem løb, men der var fart over fødderne og jeg var glad for al det vabelplaster jeg havde viklet om tæerne i de lidt for stramme støvler).

Vi kom indenfor, og Anika fik hevet mig det rigtige sted hen, hvor jeg var tæt på at panikke, da jeg så hvor lang min kø var. Heldigvis var jeg i selskab med en handlekraftig kvinde, som sørgede for at jeg fik mit navneskilt og som villigt lod mig kaste kuffert og frakke i hovedet på sig, inden jeg spænede videre alene.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med at finde rundt ikke er min stærke side. Jeg har engang befundet mig i en banegårdsbygning, hvor jeg ikke kunne finde hovedudgangen. Derfor var jeg ikke såååå vild med at være på egen hånd, da jeg piskede indenfor og ikke anede hvor jeg skulle hen.

Heldigvis kunne jeg se et stort skilt i det fjerne, hvor der stod "Børnescenen", så den stilede jeg imod. Stor var glæden, da jeg forstod, at jeg var nået frem, og endda med næsten tyve minutter før jeg skulle på. Pheww!

Jeg fik hilst på teknikeren, inden jeg trak mig ud til den ene side og tog et sidste kig på manuskriptet - dog uden helt at kunne læse og forstå. Og så dukkede resten af rejseselskabet op i god ro og orden, så vi nåede det alligevel alle sammen.

søndag den 11. november 2012

Bogforum 2012 - rejsen

Jeg skulle på Børnescenen om fredagen kl. 11, og det virkede lidt for risikabelt at tage af sted på dagen. Samt alt, alt, aaaaalt for tidligt at skulle stå op for at kunne nå det.

Derfor planlagde jeg at tage af sted om torsdagen og overnatte hos en af mine rejsepartnere. Sidste år var jeg på Bogforum sammen med forfatterne Carina Evytt og Anika Eibe. I år valgte vi så at gentage successen, og vi havde også Louise Haiberg med. Hendes første roman udgives på Tellerup til næste år.

Vi bor alle forskellige steder i landet, så der skal lidt planlægning til med både tog og hotel og hvordan vi alle ender samme sted på samme tid. Louise tog også af sted torsdag, så planen var at jeg skulle springe på et tog efter arbejde, og et par timer senere ville hun stige på samme tog.

Jeg havde lukkevagten på en filial og havde derefter en køretur på tre kvarter til togstationen. Desværre havde jeg kun sådan noget som syv minutter i overskud at gøre godt med.

Jeg vogtede på uret efterhånden som tiden nærmede sig 17.00 og krydsede fingre for at ingen lånere ville komme ind ad døren to minutter i lukketid. Heldigvis klappede alt, og jeg spænede ud til min bil, satte gps'en til og kørte.

Det første stykke af vejen kendte jeg, men fremfor at fortsætte den vej, jeg troede, vi skulle, fik gps'en mig ud på små, snoede veje. Jeg havde så ikke tid nok til at gamble omkring hvorvidt jeg vidste bedst, hvorfor jeg valgte at følge gps'ens anvisninger.

Sådan noget som otte minutter senere fortrød jeg, da jeg måtte snegle mig afsted i hælene på ikke mindre end to traktorer, som fyldte så meget, at overhaling ikke var en mulighed. Endelig kom jeg forbi og jeg susede videre med et øje på tidsangivelsen på gps'en. Der var stadig tid, men der var røget lidt for mange minutter af ekstratiden til at jeg var helt tryg ved det.

Jeg nåede frem, fik smidt bilen ind i en bås, flået kuffert, jakke, taske og pose (kufferten havde ikke helt kunnet rumme alt) til mig og satte i løb samtidig med at jeg kunne høre et tog køre ind på perronen.

Om det var mit tog, var jeg ikke klar over, jeg vidste ikke engang, hvilken perron toget afgik fra, men jeg gættede på, det var samme perron som jeg plejer at bruge, når jeg skal til Købemhavn. Samme perron som toget lige nu kørte ind på.

Jeg måtte fræse ned i den anden ende af perronen, ned ad en trappe og hen til trappen der førte op til min perron. På vej op ad denne hørte jeg den mest uønskede lyd: Lyden af et tog i bevægelse. Jeg nåede op lige i tide til at se bagenden af mit tog køre væk.

Så er det at man (okay, jeg) må tage et par dybe vejrtrækninger for ikke at komme til at brøle noget upassende udover de tomme spor. Jeg fik kontaktet Louise, som netop stod og var på vej ud af døren for at møde mig på det tog, som lige var kørt sin vej.

Jeg havde en times tid at bruge på en togstation uden butik, så jeg gik på jagt efter noget at spise. Fik lokaliseret en pølsevogn, spiste mens jeg stadig skumlede over gps'er og traktorer, og var tilbage i god tid, så jeg kunne stige på næste tog.

Resten af turen gik uden problemer. Louise stod på på sin station, hvorefter vi brugte tiden på at snakke og underholde kupeen, der indtil da havde været helt stille. Vel fremme blev vi hentet af Carina. Resten af aftenen var hyggelig, og vi gik i seng ... og der var mindre end tolv timer til at jeg skulle stå på Børnescenen.

Helt, helt - gulp - alene.

Bogforum 2012 - forberedelsen

Sidste år var jeg til Bogforum for første gang nogensinde. Det var også første gang, jeg var "på" som forfatter. Mine indlæg om bogforum 2011 kan ses her og her.

Det var en stor oplevelse sidste år. Jeg havde desværre været syg ugen før, hvilket satte sig på mine stemmebånd, og jeg levede nærmest af bolsjer på togturen til København. Jeg talte så meget den første dag, at stemmen næsten var væk på anden dagen.

I år skulle jeg så også med, men med noget nyt: Jeg skulle på Børnescenen og fortælle om min vampyrserie "Blodets bånd". Det krævede selvfølgelig noget forberedelse, ikke mindst fordi jeg aldrig før har stillet mig op og fortalt om mig selv eller mine bøger. På Fantasymessen blev jeg interviewet, men Børnescenen ville være anderledes. Der ville der kun være mig, en scene og tyve minutter at gøre godt med.

Jeg spurgte derfor forskellige personer, hvad de mente ville være interessant at høre om i forbindelse med Blodets Bånd. Jeg dykkede også ned i mine gamle dokumenter om Blodets Bånd og fandt faktisk et, som genopfriskede nogle af mine egne oprindelige tanker og overvejelser. Ret så underholdende. Jeg havde for eksempel glemt, at hyænedrengene først havde været tænkt som almindelige unge drenge, der tilfældigvis falder over den viden at vampyrer findes, og som går på jagt en dag bare for sjov.

Da mit manuskript var skrevet, gik jeg i gang med at øve. De første gange fyldte det mere end tyve minutter, så der måtte skæres her og der indtil jeg nåede ned på omkring femten minutter. Det ville give plads til spørgsmål, hvis der ellers var nogen.

I min forberedelse fandt jeg et klip fra Børnescenen i 2011, hvor en forfatter gik rundt med en håndholdt mikrofon. Så for at være på den sikre side, øvede jeg da også lige et par gange med hårbørsten som stand-in. Et yndigt syn uden tvivl.

Men det der skal siges er jo ikke alt. Påklædningen er også vigtig, så jeg legede Guldlok med mit klædeskab ("For koldt, for varmt, for fint, for kedeligt, for ubekvemt, for bibliotekar-agtigt ...").

Og mindedes med gru støvlerne fra sidste år, mens jeg kiggede på de nye støvler, som insisterede på at være mine tro væbnere på dette års Bogforum. Også selvom de klemte.

Dagene gik, og så var det tid til at pakke. Jeg fandt ud af, hvorfor det er godt, jeg aldrig har været backpacker (jeg var så tæt på at gå på jagt efter en større kuffertfor intet skulle mangle).

Og så nåede jeg frem til afrejsedagen ...

fredag den 25. november 2011

Bogforum 2011 - del 2

Ja, jeg skal gerne indrømme det: Jeg googler mig selv. Og i forbindelse med Bogforum blev den gode, gamle søgemaskine da lige sat i sving. Det resulterede blandt andet i at jeg opdagede, hvor totalt fokuseret jeg kan være. Eller måske sagt med andre ord: Hvor blind jeg kan være!

Jeg fandt fx Mainias blog, hvor hun skriver om sit besøg på Bogforum. Hun var forbi og få en autograf i "For foden af trappen" og "Blodsøstre". Der blev - efter alt at dømme - også taget et billede! Men jeg har ingen erindring om det. Okay, jeg kigger ganske vist ned, men stadigvæk.

"Kultur for unge" besøgte også Bogforum. De har taget en masse fine billeder, og jeg har sneget mig ind sammen med min bog "Blodsøstre." Jeg tror faktisk, jeg bemærkede et par unge mennesker fotografere standeren med "Blodsøstre", men jeg så ikke, at jeg selv blev fotograferet, mens jeg blev interviewet af Tellerup. Kig selv - man kan se kameraet i højre side! Måske er det meget godt, at jeg ikke så dem. Det var skræmmende nok at blive interviewet med videokamera som vidne!

Tellerup interviewede alle de fremmødte forfattere. De interviews er så blevet klippet sammen. Ikke alle er kommet med - undertegnede er heller ikke - men resultatet kan ses her. Forlaget har planer om flere forfatterinterviews. Tjek fx Michael Kamps interview som er det første.

Af andre sjove ting fra Bogforum kan jeg fortælle, at jeg fik besøg fra http://www.boggnasker.dk/.
Boggnasker er en side med anmeldelser af bøger til unge - anmeldt af unge. Der er desuden mulighed for at diskutere bøger eller deltage i konkurrencer.
Jeg blev bedt om at sende boggnaskers læsere en lille hilsen. Jeg er spændt på, om det kunne bruges. Min stemme var desværre ikke helt på toppen, og jeg gik vist i stå et øjeblik. Et laaaaangt øjeblik. Men det var interessant at få besøg. Desværre fik jeg ikke spurgt, om det var selveste Boris, der kom forbi.

Bogforum 2011

Så er Bogforum 2011 forbi. I år var jeg faktisk med - for første gang nogensinde! Jeg har ikke været der som gæst tidligere, og i år var jeg så på programmet hos Tellerup. Fra fredag til søndag havde Tellerup hele ni forskellige forfattere, som sad parate til at give autograffer til interesserede. Jeg selv var "i den varme stol" om fredagen.

Jeg fik udgivet min første roman i 2004, men det var min første offentlige optræden, og jeg var ret spændt på, om der ville komme nogen forbi i de to timer. Selvfølgelig bliver mine bøger læst, men ville de læsere være at finde på Bogforum? Og ville de ligefrem planlægge et stop hos Tellerup på grund af mig? Bogforums program er jo proppet med arrangementer, så der var nok at vælge imellem.

Stor var min overraskelse da jeg fik besøg næsten med det samme. Og faktisk af en mindre flok (den virkede muligvis større end den reelt var ;oP). I sådan en situation er filmen omkring bøgerne en endnu større plage end normalt, men af kom den da, og jeg fik skrevet min første hilsen og givet en autograf.

Det var overvældende at møde så mange læsere. At skrive er et langt stykke af vejen noget man gør alene. Når bogen så bliver udgivet, er den ude af ens hænder, og man aner ikke, hvem der læser den, eller hvilken læseoplevelse de får. At møde nogen af læserne ... ja, det var en speciel oplevelse. Desværre var der ikke megen tid til snak - og jeg er også bange for, at jeg ikke er særlig god til at tale om mine egne bøger. Gad vide hvordan de virkelig store forfattere gør det? Jeg nævner i flæng: Jürgensen, Kaaberbøl, Bøgh Andersen?

Nå, men jeg håber, at jeg får muligheden for at øve mig lidt mere. Måske til Bogforum 2012?


"Og hvordan er det nu man staver til Line?"

"Værsgo!"

Her er jeg sammen med min redaktør fra Tellerup. Første gang vi mødes, men jeg håber ikke, det er sidste gang!

Hvis I vil se flere billeder fra Bogforum, kan I besøge Forlaget Tellerups Facebookside her!
Billederne i dette indlæg tilhører Tellerup.