fredag den 17. december 2010

Bogkuffert - nææææ!

Ja, jeg skal gerne indrømme det: Jeg googler jævnligt mine egne bøger. Man er jo nysgerrig og skal da liiige tjekke, om der er nogen, som har en mening om dem et sted. Det var sådan, jeg faldt over dette projekt, som Hørsholm bibliotek og skole samarbejder om.

De har forskellige bogkufferne til 5. og 7. klasse - pakket med forskellige bøger, som skal fremme læselysten og læseinteressen. Og, og, og! "I Pandoras æske" er at finde i kufferten til 7. klasse. DET er da dejligt. Jeg håber virkelig, at min bog kan være med til at opfylde formålet: Læselysten.

At have ... fans?

Det er altid dejligt at høre, når folk har nydt en af mine bøger (og helst dem alle!). Jeg skriver først og fremmest for mig selv - hvis jeg ikke selv er underholdt, er det meget svært at piske sig selv til tastaturet. Dernæst er det vigtigste for mig, at min læser er underholdt. Jeg vil "bare" gerne give nogle gode timers underholdning pakket ind i en bog på samme måde, som jeg selv har modtaget vidunderlige timers fornøjelser og eventyr på bibliotekets hylder.

For ikke så længe siden nævnte mine kollegaer i børneafdelingen - jeg arbejder selv i voksen - at en af deres bogopsættere havde snakket med begejstret om mine bøger, og at jeg burde give hende en autograf, da hun selv var for genert til at spørge. Nu havde jeg lige modtaget mine frieksemplarer med "For foden af trappen", så jeg skrev en lille hilsen og lagde den i hendes bakke.

Dagen efter havde jeg modtaget en håndskrevet brev fra pigen, der takkede for bogen. Et rigtigt sødt og dejligt brev, hvor hun blandt andet skrev, at hun specielt var glad for historien om Luna og Solar - og det var jeg så rigtig glad for at få at vide.

I selv samme uge snakkede jeg med en - voksen - låner, som har læst mine romaner og som kom for at hente den nyeste. Her fik jeg også et par rosende ord med på vejen samt et ønske om at jeg forsøgte mig med at skrive en roman for voksne!

Det er en tanke, jeg selv leger med og som jeg bestemt vil forsøge mig med - bare lidt en hæmsko at mine personer helst ikke vil være ældre end tyve og for det meste er 16.

Nå, lige nu er jeg igang med et nyt projekt - igen for unge - så voksen romanen må vente. Men indtil da vil jeg nyde, at jeg har læsere, som er glade for mine bøger. Hvad kan en forfatter ønske sig mere?

Tidligere lektørudtalelser

Jeg har tidligere nævnt, hvor vigtig lektørudtalelsen er for en romans fremtid på de danske folkebiblioteker. Personligt kan jeg også godt selv lide at læse lektørudtalelser - jeg arbejder som bibliotekar og har nem adgang til dem - men I skal også have chancen for at se lektøren på mine bøger. Dog ikke "I Månens skygge" da den ikke ligger på nettet.

"Kristines hjerte" - læs her.

"Sol, sommer & scorereplikker" - læs her.

"Mission: Drømmeprins" - læs her.

"I Pandoras æske" - læs her.

Mission: Drømmeprins

Min fjerde roman er "Mission: Drømmeprins" - udgivet 2010 - og er genremæssig i samme kategori som "Sol, sommer & scorereplikker".

Nora fylder snart 16 og uden at tage det alvorligt, ønsker hun sig Drømmeprinsen af sin bedste veninde Victoria. Et ønske som veninden kaster sig ud i at opfylde med en masse katastrofale dates som resultat. Følg fx med Nora på en paintball-date, hvor hun opdager helt ukendte agressive sider af sig selv eller tag med ud at ride med fyren på den hvide ... vallak. Hvor er prinsen? Og når Victoria at opfylde ønsket før Nora fylder 16?

Romanen udsprang af at jeg selv engang skrev Drømmeprinsen på min ønskeseddel - dog uden at ende i samme rædselsvækkende situationer som Nora. Fantasi er en dejlig ting, og man skal ikke undervurdere "Hvad nu hvis ..." tanken. Inden man får set sig om, har man skrevet en humoristisk kærlighedshistorie!

I Månens skygge

"I Månens skygge" er min 3. roman og blev udgivet i 2008. Romanen hører til under paranormale kærlighedshistorier, som efter min mening er fantastiske at smide sig i sofaen med i nogle timer. Kærlighed er et andet gennemgående tema i mange af mine bøger, og hvis jeg kan mikse historien med noget overnaturligt, drama, et eller andet der skal opklares ... så er jeg i himlen! Denne er ikke en humoristisk historie som "Sol, sommer & scorereplikker".

Luna er ikke helt almindelig. Hun bor sammen med sin mor, der er ødelagt af sorg, og sin bedstemor. Kvinderne har mere end en hemmelighed: De er hekse, og de er forbandet. Alle mænd der forelsker sig i dem - og hvor kærligheden er gengæld - vil dø.
For Luna er der ikke noget valg: Hun vil ikke ende som sin mor, der stadig lever i minderne med Lunas far. Luna gemmer sig bag en maske og holder alle på afstand, men så en dag starter en ny dreng på hendes skole. Der er noget anderledes ved ham, og selvom hun kæmper imod, bliver forbandelsen vækket ...

Jeg tror, "I Månens skygge" er den roman, jeg har omskrevet flest gange og som endte med at være temmelig anderledes end første udkast. Jeg er meget glad for historien - paranormal kærlighed, det kan ikke blive bedre!

onsdag den 24. november 2010

Sol, sommer & scorereplikker

"Sol, sommer & scorereplikker" er min anden bog og er udgivet i 2008. Humoren er altid en vigtig del i mine historier - faktisk har jeg svært ved at holde den nede - og i denne bog får humoren fuld gas. Det er en humoristisk kærlighedshistorie, som gerne skal få gang i lattermusklerne.

Den 16-årige Kim er en rigtig Casanova, og selvom han er i sommerhus med far, stedmor, stedbror og lillesøster skal der scores! Eller ... i hvert fald indtil han møder Louise, som han falder for. Uheldigvis er Kim ikke hendes type. Og Kim har pludselig mistet alle sine scoretricks.

"Sol, sommer & scorereplikker" har en lidt sjov forhistorie. Det er faktisk den ældste - udgivne - roman, jeg har skrevet. Jeg skrev den første udgave som teenager og sendte den ind til en konkurrence. Meget overraskende vandt jeg ikke, og romanen fik lov til at ligge til 2003, hvor jeg pludselig fik lyst til at kigge på den igen. Jeg rev den mere eller mindre fra hinanden og sad tilbage med løsrevne scener fra første udgave, som skulle sættes sammen på ny.

Bogen var længe undervejs, for jeg arbejdede samtidig på andre romaner. Men færdig blev den og kan nu både lånes på biblioteket og købes. Det skulle jeg bare have vidst som teenager!

For foden af trappen har fået en lektørudtalelse!

Yes! Så er lektørudtalelsen til "For foden af trappen" kommet - og jeg kan roligt sige, at den ser rigtig godt ud! Det må være den flotteste udtalelse, jeg har fået, så jeg er bare suuuuper glad!

Lektøren skriver blandt andet:
"Det er en virkelig spændende, gribende og meget velskrevet bog. Det gode plot er skrevet i en flydende stil med gode replikker. Man fornemmer et naturligt skrivetalent med stort potentiale."

Jamen, kan man være andet end tilfreds? Det tror jeg ikke. Hele lektørudtalelsen kan læses her her.

Lektørudtalelsen bruges af bibliotekerne, når de skal beslutte, om de skal købe en bog. Og om hvor mange eksemplarer de har brug for. Det er klart, at en god lektørudtalelse virkelig betyder meget - og det ser ud til, at min bog har fået en god start!

mandag den 15. november 2010

Kristines hjerte

Nu hvor jeg allerede har præsenteret mine to nyeste bøger, kan jeg vel lige så godt fortsætte og tage de sidste fire med. Dette indlæg handler om min første bog, som blev udgivet i 2004 - "Kristines hjerte".

Jeg har altid godt kunne lide spøgelseshistorier. Ofte er spøgelseshistorier både spændende og et mysterium der skal løses: Hvordan døde de egentlig?Og hvorfor går de igen?

I "Kristines hjerte" bliver Diana tvunget til at tilbringe sommerferien på sin storesøsters gård. Deres eget hus er brændt,, og Diana er på flere måder mærket af den skræmmende oplevelse. Der går ikke lang tid, før det går op for hende, at ikke alt er som det skal være på gården.

Den unge pige Kristine hjemsøger stedet, men hvorfor? Ved et tilfælde finder Diana Kristines gamle dagbog og et smykke, og de bliver ledetråde i mysteriet.

Som nævnt i et tidligere indlæg optræder der også et spøgelse i "For foden af trappen", men det er på en anden måde. Jeg vil rigtig gerne skrive endnu en spøgelseshistorie, men det må vente til den rigtige ide dukker op.

For foden af trappen

"For foden af trappen" er min sjette roman for unge og er - næsten - frisk fra trykkeriet.

I forgår opdagede jeg, at bogen har fået en færdig post på http://www.bibliotek.dk/. Til at begynde med er sådan en post meget skrabet - titel, forlag og årstal. Ikke mere, men nu er der både en beskrivelse, emneord og selve forsiden! Det ser godt ud.

"For foden af trappen" handler om Samson, der sammen med sin familie flytter til en ny by. Samson har en del bagage med sig, og hans situation bliver ikke nemmere, da han møder Ella. Ella er nemlig død, og da Samson er den eneste, som kan se hende, er han også den eneste, der kan finde hendes morder.

Jeg er meget spændt på, hvordan bogen bliver modtaget, især hvilken lektørudtalelse den får. Lektørudtalensen bruges af bibliotekerne til at vurdere en bog - er den god, er det noget for os, hvor mange skal vi have. Så en lektørudtalelse er mere eller mindre det der bestemmer, hvor godt det vil gå en bog på bibliotekerne.

Kryds fingre! Det gør jeg.

søndag den 14. november 2010

I Pandoras æske

Min femte bog "I Pandoras æske" udkom i juli. Det er egentlig ikke længe siden, selvom det føles sådan. Det er en thriller for teenagere og handler om Jonas, der lige har fået sommerferie. Den skal nydes med kammeraterne Dennis og Katja, men da Jonas bliver kørt ned og får hjernerystelse, ændres alt.

Han begynder at drømme om en pige, der kalder sig Pandora. Hun viser sig at være identisk med Charlotte, der er forsvundet samtidig med Jonas uheld. Pandora beder om hjælp og Jonas kaster sig ud i jagten på at finde ud af sandheden. En jagt der både foregår i virkeligheden og i hans drømme.

I mine romaner er der næsten altid noget overnaturligt/paranormalt (undtagelserne er de 100% humoristiske som "Sol, sommer & scorereplikker" og "Mission: Drømmeprins").

I min første bog "Kristines hjerte" og i en ny, som er lige på trapperne, er der spøgelser, og i romanen "I Månens skygge" er der hekse, magi og gamle forbandelser.

For mig gør det bare selve skriveoplevelsen SÅ meget sjovere, at jeg ikke skal holde mig helt til virkelighedens verden. Hvis jeg kan presse en kentaurer med ind, så gør jeg det. Men jeg har som mål at skrive en roman engang, hvor der ikke er noget paranormalt og hvor historien ikke bæres af humoren. Jeg er spændt på resultatet.




Velkommen til

Ja, så skete det altså. Nu blogger jeg også - eller har i det mindste ambitioner om at gøre det.

På denne blog vil jeg skrive om mine bøger og om mit forfatterliv.og hvad der dertil hører. For det at skrive er virkelig skønt, især når man flyver højt på ideerne, og der er en magnet i tastaturet. På den anden side er det jo heller ikke sjov og ballade det hele, som når ens hovedpersoner holder tidlig weekend, eller et læs vasketøj står i vejen for de kreative udfoldelser.

Vi får se hvad bloggen bringer og indtil da - velkommen til!