Når jeg skriver, gør jeg det først og fremmest, fordi det morer mig. Ja, det er ikke ren underholdning hele tiden, men det er værd at kæmpe engang imellem, og jeg vender altid tilbage.
Dernæst ønsker jeg egentlig bare for mine læsere, at de får en god læseroplevelse. Jeg har selv nydt mange bøger gennem livet, og mit liv er bygget på bøger igennem mit arbejde som bibliotekar og forfatter. Det er fantastisk at høre eller læse, at nogen har nydt en af mine bøger.
Desværre kan ingen stille alle tilfreds, og jeg faldt over denne anmeldelse af "Spejlsøstre" på hjemmesiden goodreads.
Kort fortalt vil læseren hellere tale om byldepest, gulerødder og fugleklatter end at læse "Spejlsøstre". Hun formulerer sig ganske underholdende, og jeg får helt ondt af hende. Jeg håber ikke, hun læste hele bogen. Livet er for kort til bøger, man ikke "svinger" med. Så er det bedre at returnere den til biblioteket og snuppe en ny fra stakken.
Jeg kan dog godt forstå, hvis hun blev skuffet. Hun forventede, at "Spejlsøstre" er en gyser. Det er den ikke, men mere en bog om kærlighed, tab og om hvorvidt der er noget efter døden.
Og for lige at vise, at smag og behag heldigvis er forskellig, er der her en anmeldelse fra Palles Gavebod.
Jeg citerer: "Jeg elsker simpelthen denne her bog, jeg synes at forfatteren skriver den faktisk så godt at man virkelige føler at man er Lucas." og "Så hvis du er til lidt overnaturlige bøger og romantiske og magiske og spændende bøger, så synes jeg du skal læse dennne magiske bog."
Så læs kun de bøger du kan lide (medmindre det selvfølgelig er en bundet opgave). Der er nok at vælge imellem.
Og, nå ja, lad mig lige slå et slag for nogle af mine medforfattere på Tellerup som skriver horror: Carina Evytt, Michael Kamp, Nick Clausen og Teddy Vork. De er gode :o)