Forfattervejen - kampen mod nåleøjet 2

Godt så. Jeg havde indsendt et manuskript til Tellerup, havde fået et par gode tilbagemeldinger og var tæt på at tro, at nu skete det. Nu blev jeg forfatter.

Det endelige svar var et nej.

Efter at have ømmet mig spurgte jeg, om de var interesserede i at se noget andet jeg havde skrevet. Ganske skræmmende spørgsmål at stille for tænk hvis de ikke ville!

Men det sagde de heldigvis ja til, og jeg sendte dem det næste manuskript.

Så ventede jeg. Igen.

Så modtog jeg en mail med en udtalelse. Den var ikke dårlig, men forlaget ville gerne have andre til at læse manuskriptet, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed.

Næste gang jeg hørte fra forlaget var manuskriptet blevet læst af flere. En af udtalelserne indeholdt sætningen "Den er simpelthen fantastisk" (wuhuu!), mens en anden ikke kunne anbefale en udgivelse, men grundet forbedringen fra det første manuskript til det andet godt kunne håbe, at jeg med tiden ville kunne levere et godt produkt ... (ouuhhhh!).

Det er noget, der rammer ens forfatter-forfængelighed ;oP

Forlaget var dog ikke helt færdig med manuskriptet endnu, så jeg ... ja, ventede.

På det her tidspunkt boede jeg i Aalborg og læste på biblioteksskolen. En weekend var jeg hjemme hos min far, og jeg sad i hans stue, da hans telefon ringede. Jeg løb ind på hans kontor for at tjekke nummeret, da jeg tænkte, det sikkert var et af de her ”må jeg stille dig nogle spørgsmål” opkald.

Jeg nåede ikke at tage telefonen, men der var noget velkendt over telefonnummeret. Jeg søgte derfor efter det på nettet, men kunne ikke finde ud af, hvem der ejede det. Det lignede dog ret meget et nummer, der stod på Tellerups hjemmeside.

Så jeg tjekkede min mail, og forlæggeren havde lige sendt en til mig. Han skrev, at han havde forsøgt at komme i kontakt med mig og ville jeg ringe til ham på det her nummer?

Selvfølgelig! Jeg tog mig næsten ingen tid til at trække vejret roligt, men trykkede nummeret (med rystende fingre). Og så fortalte han, at de gerne ville udgive Kristines hjerte. Mit svar: ”Hvor fedt!”

Resten af samtalen står ret sløret, men min del af samtalen bestod vist ikke af ret meget andet end "Ja", "Nej", "Okay" og "Selvfølgelig", mens jeg kæmpede for at bevare fatningen.

Efter samtalen gik jeg ind i stuen, hvor min far var, satte mig ned og prøvede at sige de magiske ord: ”Der er et forlag, som vil udgive en af mine historier”. Det var ret svært, for jeg kunne mærke, at bare det at sige ordene ville få mig til at hyle. En meget passende reaktion!

Min far spurgte, om der var noget galt.

”Nej, nej,” svarede jeg. ”Det er ikke noget dårligt.” Så fik jeg kvækket det frem. Og gav mig til at hyle.

 

Jeg var kommet igennem nåleøjet! (nå ja, det første nåleøje)

 

Det skete den 25. april 2004, så man kan vel sige, at jeg har 9-års jubilæum som forfatter :oP

 

Forfattervejen - kampen mod nåleøjet

At være forfatter kan være en lang og sej kamp. Selvfølgelig er der tider, hvor det hele bare kører, og man svæver på en sky, alt er fedt, og man er ge-ni-al!

Det er de gode sider. De andre kan være problemer med at få en god ide, få tiden og overskuddet til at skrive den, kæmpe mod hovedpersoner som hellere vil gå deres egne veje, forsøge at holde på selvtilliden, udholde lange ventetider ... og naturligvis: Nåleøjet.

Hvis man når der til, at man faktisk gerne vil dele sine skriverier med andre - og det skal være igennem en trykt bog - er der den evige kamp mod Nåleøjet.

Forlagene bliver hvert år oversvømmet af uopfordrede manuskripter. Har man én gang forsøgt at sende til et forlag, ved man højst sandsynligt også, at der går meget lang tid, før man får svar. Et forlag som Gyldendal får årligt 1.000-1.500 uopfordrede manuskripter og mellem 4 og 8 personer får det svar, de drømmer om. Det store JA!

Deprimerende læsning, ikke sandt?

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg har fået flere afslag efter jeg første gang nåede igennem nåleøjet end før. Noget jeg ikke havde troet, da jeg stadig stod på den anden side og længselsfuldt stirrede på det lille hul med alle dets lokkende løfter.

Et sted i mine teenageår begyndte jeg at sende forskellige tekster ud i verden. Det blev vist ikke engang til så mange. Fire romaner vist nok (her ser jeg bort fra novellekonkurrencer). Jeg kan huske:

1. Børnebogen om en kat ved navn Tiger
2. Den første udgave af "Sol, sommer & scorereplikker" der deltog i en romankorrence og chokerende nok ikke vandt
3. En fantasyroman som jeg fik tilbage indenfor få uger, fordi forlaget troede, jeg havde sendt det til andre forlag på samme tid.

Den sidstnævnte fik mig til at holde en pause på flere år. Det var svært nok at få modet til at sende en historie af sted. At få den tilbage igen på grund af en misforståelse fjernede enhver lyst til at prøve foreløbigt.

Når jeg ser tilbage, var det ikke nogen dårlig ide. Manuskriptet havde da sine lyspunkter, og jeg kan se, at jeg så småt var begyndt at få styr på det at skrive. Men god nok til udgivelse? Bestemt ikke. Jeg tog ingen skade af at bruge lidt flere år på at forbedre mig.

Efter jeg fandt fyldepennen smed jeg en roman på siden. Den fik gode tilbagemeldinger, og den skabte kontakten til den første af de forfattere, som nu er med bag kulissen på Blodets Bånd-serien.

Det var fantastisk for første gang at få feedback på hvad jeg skrev. Det stivede selvtilliden gevaldigt af, og jeg sendte selvsamme roman af sted til Tellerup, som jeg altid havde haft en svaghed for. De lod et par konsulenter læse den, og jeg fik et par fine udtalelser ud af det. De ville dog lige kigge på manuskriptet igen, før jeg fik et endeligt svar.

Jeg begyndte at ... håbe. Var det nu? Ville det virkelig ske? Kunne jeg få et ja til udgivelse og få opfyldt drømmen?

Ventetiden var lang, og forhåbningerne skød i vejret. Jeg ville blive forfatter, min historie ville udkomme som bog og alt ville ...

Det blev et nej.

Det er aldrig sjovt at få et nej, men jeg ramte godt nok jorden hårdt denne gang. Jeg følte, jeg havde været så tæt på at kunne krybe igennem nåleøjet, så skuffelsen var stor.

Jeg fik lov til at læse udtalelsen, og mine tanker var ret modstridende efter afslaget.

"Jeg er elendig!"

"Nej, jeg er ej!"

"Jeg kan lige så godt holde op med at skrive."

"Sikke noget pjat. Bliv ved og bliv bedre!"

 

Heldigvis vandt de positive tanker, og efter jeg havde fået skrabet mig selv op fra gulvet igen, skrev jeg tilbage til Tellerup og spurgte, om de var interesserede i at læse mere fra min hånd.

 

Og det var de! Heldigvis :o)

Forfattervejen: Fyldepennen

I de første år, hvor jeg skrev, kendte jeg ingen andre med samme interesse. Det var også en anden tid, dengang jeg første gang skrev en novelle. Internettet var ikke en del af ens liv, og jeg kunne derfor ikke finde en online-fællesskab.

I det hele taget fandt jeg det svært at fortælle om min hobby og min drøm. At skrive er meget personligt. At lade andre læse, hvad man skriver, føles lidt som at invitere dem indenfor og lade dem se, hvad der foregår i ens hoved.

Meget privat. Meget grænseoverskridende. Ret afslørende.

Andre hobbyer er nemmere at gå til. De fleste kan se på en tegning og sige, at den er flot, men kvindens næse vist er lidt for stor. At læse er anderledes. Ikke alle har samme smag, og det kan være svært at bedømme, hvad der er godt, og hvad der trænger til en omskrivning.

Jeg tror også, jeg lå under for janteloven. Jeg skulle jo  nødig tro, jeg var noget. Og at blive forfatter? Ha! Store drømme, hva? Kom lige ned på jorden igen.

Jeg har stadig svært ved at snakke om mine bøger og min skrivning. At fortælle folk jeg ikke kender, at jeg er forfatter, giver mig følelsen af, at jeg opfører et mindre stepshow på en scene. Og spørger folk til mine bøger, er jeg ret sikker på, at jeg ligner et eller andet stakkels pelset kræ, der er blevet fanget i forlygternes skarpe lys.

Bare bær over mig og al min kejtethed ;o)

Nuvel: I mange år var jeg altså "aaaaall byyyy myyyyself". Jeg skrev på mine historier, drømte stadig drømmen om at blive forfatter, men havde ingen anelse om, hvor god jeg egentlig var.

Det var ret frustrerende. Hvor forkrampet jeg end bliver over fokus på mig selv og min skrivning, havde jeg også behov for ligesindede, som jeg kunne tale med.

Jeg vidste det ikke dengang, men svaret fandt jeg i 2003. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ind på Fyldepennens side, men jeg fandt den, og den kom til at få stor betydning på mange måder.

Fyldepennen er en side for mennesker, som skriver. Man kan skrive dagbog, deltage i debatter, og man kan lægge sine tekster ud.

Jeg tog mod til mig og smed en novelle på. Jeg fik nogle fine tilbagemeldinger - og blod på tanden - så jeg lagde efterfølgende en roman op på siden. Romanen modtog også gode kommentarer, men bedst af alt skabte den kontakten til Carina Evytt.

Carina skriver overvejende horror og har fået udgivet tre bøger på forlaget Tellerup (den fjerde er på vej), men dengang havde ingen af os opnået en udgivelse.

Hvordan det gik til, husker jeg heller ikke længere, men vi begyndte at skrive til hinanden privat. Senere sluttede Anika Eibe sig til selskabet, og endelig kendte jeg ligesindede. Folk der forstod min interesse, som jeg kunne tale med og som kunne give den feedback, jeg havde manglet.

På den måde har Fyldepennen givet mig så meget. De mennesker, jeg mødte der, gav mig selvtilliden og troen på, at jeg faktisk godt kunne skrive. De hjalp mig til at blive bedre. De opmuntrede og støttede mig, krydsede fingre når jeg sendte et manuskript af sted til et forlag, gav mig et spark i røven, når det var nødvendigt.

Samarbejdet har udviklet sig, så vi ofte er med helt fra starten, når en ny roman påbegyndes. Fælles brainstorming og sparring har været en uvurderlig hjælp for mig i forbindelse med Blodets Bånd-serien. Meget ville nok have været anderledes, hvis jeg havde gjort det hele på egen hånd.

Jeg ville måske have opnået drømmen om at blive forfatter uden fyldepennen ... men de mennesker jeg mødte der og som stadig er i mit liv, gjorde turen så meget sjovere! Jeg tror slet ikke, jeg kan undvære dem nu :o)

Forfattervejen - ambitionerne

Jeg vil tro, den sjoveste tid som forfatter faktisk er den, hvor man skriver løs helt ukritisk og bare morer sig. Hvor man kaster sig ud i historien og bare lader sig føre med uden at tænke over, om man får beskrevet personen eller miljøet godt nok.

Men på et eller andet tidspunkt sker det for nogen, at ambitionerne stikker hovederne frem. Det skete i hvert fald for mig. Jeg elskede at skrive så meget, at jeg gerne ville gøre det så perfekt som muligt. Derfor begyndte jeg at finpudse historierne ekstra omhyggeligt. Jeg gjorde mit bedste for at sætte teksten op korrekt med indrykninger (og lad mig bare fortælle, at det gør man ikke ved at bruge space-knappen!) og ved at redigere igen og igen samt korrekturlæse.

Som barn stavede jeg ikke særligt godt. Jeg kunne sagtens læse, men det med at stave haltede åbenbart så meget, at jeg kom på "læseklinik". Det var særlige timer enten efter skoledagen eller sideløbende med mine klassekammeraters undervisning.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg egentlig fik ud af de timer, når det drejer sig om at stave. Jeg ved, at noget i mig nok led et knæk ved følelsen af, at jeg ikke var "god nok". Resten af min skoletid knoklede jeg på med lektierne, for hvis jeg ikke gjorde mit bedste, ville alt måske gå galt.

Jeg lærte måske ikke at stave på læseklinikken, men min passion for at skrive hjalp helt klart på det. Ikke nok med at jeg skrev mange ord igen og igen. Mit ønske om at få novellerne og romanerne til at fremstå så perfekte som muligt gjorde også, at jeg brugte lang tid på at læse og tjekke, at jeg havde stavet korrekt. Ligesom kryds og bolle blev brugt flittigt.

Jeg skriver ikke perfekt, og selvom jeg endte med at blive ret gode venner med det gamle komma, så har jeg ikke haft samme succes med det nye. Mange ord kan jeg skrive, når jeg har et tastatur under fingrene, men med en blyant i hånden må jeg tænke efter. Af og ad ligger jeg i konstant krig med, og jeg er tilsyneladende blind, når det kommer til det retningsbestemte.

Det hører med til at have ambitioner om at dele sine historier med andre. Man må lægge en masse arbejde i det. Forlagene lader sig naturligvis ikke stoppe af, at man måske ikke har styr på nutids-r, men de skal føle, at man har gjort en indsats for at finpudse manuskriptet.

Som teenager lånte jeg også bøger om at skrive. Dengang var der ikke så mange skrivekurser, og jeg kendte ingen, som havde samme hobby. Derfor måtte jeg klare mig selv, og det bedste jeg kunne gøre var at læse om, hvordan man skriver godt.

Så i flere år gik jeg rundt alene og drømte søde drømme om at blive forfatter, mens jeg skrev og overvejede hvor kommaerne skulle placeres.

Men jeg var heldigvis ikke alene ...

Forfattervejen - begyndelsen

Nogle forfattere kan fortælle, at de har skrevet lige så længe de har kunnet holde på en blyant. Eller at de brugte barndommen på at underholde med deres egne historier.

 

Det kan jeg ikke. Jeg fortalte ikke historier, men jeg var god til at finde på lege og jeg kunne sidde foran dukkehuset i lang tid og digte hvad der skete for playmobil-dukkerne og skovens dyr. Jeg kunne også godt lide at tegne, og nogle gange blev tegningerne til en lang historie.

Jeg kan huske, at jeg et par gange tog et hæfte og forsøgte at skrive en historie. Der har måske været flere forskellige, men den eneste jeg husker, er den om mine tøjdyr. De levede naturligvis et helt andet liv, så snart jeg vendte ryggen til.

 

Historien blev aldrig skrevet færdig. Ikke i hånden i det mindste og måske var jeg aldrig blevet forfatter, hvis ikke mine forældre købte en computer. Det skete i 93 eller 94, da jeg var 11-12 år gammel.

Jeg har altid været en læsehest, som slugte bøgerne lånt på biblioteket. Og på et tidspunkt læste jeg en bunke gysernoveller. Nogle var rigtig gode, men andre skuffede og fik mig til at tænke, at det kunne jeg gøre bedre.

Det forsøgte jeg så. Jeg kan ikke huske første gang, jeg satte mig foran computeren med det mål i tankerne. At skrive min egen novelle. Men jeg ville virkelig gerne opleve det. Dengang var computeren ikke fast inventar ligesom et fjernsyn, og jeg må have gloet mere på tastaturet end på skærmen, mens jeg langsomt bogstav for bogstav skabte en historie.

 

Med det i tankerne fascinerer det mig, at den første novelle må have tændt så stærk en ild i mig, at jeg gjorde det igen. Og igen. Og aldrig er holdt op. Barndommens lege fandt en måde at blive hos mig på, selvom jeg for længst har mistet barnets evne til at lege.

Nogle af novellerne havde titler som ”De fortabte børns hus”, ”Børnegravene”, ”Vrinsket fra de døde”, ”Spøgelsets hævn” og … ”Badeforhænget”. Og ja, den sidste var også en gysernovelle, hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg skrev også noveller indenfor fantasy, science fiction og mere realistiske noveller, men det var ikke så mange. Hvornår jeg kastede mig over min første roman kan jeg ikke huske, men romanerne blev snart min store kærlighed.