torsdag den 15. november 2012

Bogforum 2012 - Drengelitteraturprisen

Kulturstyrelsen uddelte for andet år i træk prisen for det bedst skrevne novelle henvendt til drenge. Novellen måtte højst være på 1500 ord (hvilket virkelig ikke er meget), og der var 153 bidrag i alt. Ud af de 153 noveller blev fem valgt, og børnene fik herefter muligheden for at stemme på de bedste. De tre noveller med flest stemmer kom så med til Bogforum, hvor det blev afsløret, hvem der havde vundet.

Jeg deltog i konkurrencen, men var desværre ikke blandt de fem. Men jeg kendte en som var i top 3! Anika Eibe, som jeg rejste sammen med, skulle klokken 16 være ved Børnescenen, og jeg var selvfølgelig med, ligesom resten af "rejseselskabet".

Anika har skrevet en spændende novelle om en gladiator-kamp i Colosseum. Ren drenge-action.

Det var spændende at sidde foran scenen og vente på det store øjeblik. Tredje pladsen blev uddelt ... og det var ikke til Anika. Anika var nok den som var mest spændt, men jeg følte nu også nervøsiteten.

Og vinderen viste sig at være både Anika og Maria Kjær-Madsen. De to noveller havde fået lige mange stemmer! Helt utroligt, så der skulle to vindere op på scenen.

De to glade vindere. Anika er til venstre.

De læste begge to op af novellerne og fik - som det kan ses på billedet - hver en buket. Det var stort at opleve, og det må være en fantastisk ære og skulderklap at få fra børnene.

Tellerup har i forbindelse med Drengelitteraturprisen lavet en lille bog med novellerne fra deres forfattere. Anikas vindernovelle er også at finde i bogen ligesom sidste års vinder, Michael Kamp. Han er også Tellerup forfatter.

Fin, ikke?


Billeder i indlægget tilhører Forlaget Tellerup.

Bogforum 2012 - Rævescenen

Efter jeg havde været på Børnescenen og fortælle om Blodets Bånd-serien, signerede jeg bøger. Derefter var der lidt tid at bruge sammen med forfatterkollegaerne, inden jeg skulle på Tellerups Rævescene.



Rævescenen fra flere vinkler - pyntet så fint med mine bøger.

Jeg blev interviewet om Drømmer-serien, som er min første læselet serie for børn. Desværre drillede teknikken en smule, så jeg havde svært ved at høre spørgsmålene.


Efter interviewet var der mulighed for at få signerede bøger. Jeg var især glad for besøget af moderen, som havde et par af Drømmer-bøgerne med (de andre var udlånt). Hun fortalte, at hendes børn kunne lide serien. Jeg skriver jo normalt for teenagere, så at høre at yngre børn kan lide Drømmer-serien er bare alletiders.

Jeg var så heldig at få besøg af Søster og Svoger sammen med niecerne, mens jeg var på Rævescenen. Vi bor jo alle i Jylland, så at det kunne lade sig gøre var fantastisk.

Søster tog dette billede af meget begejstret forfatter ved Børnescenen: "Se! Se! Mit navn! Jeg var her!"

Så var mit "arbejde" på Bogforum forbi, og der var en lille time til det næste spændende indslag: Afsløringen af vinderen af Drengelitteraturprisen.

tirsdag den 13. november 2012

Bogforum 2012 - Børnescenen

Kort før showtime fik jeg monteret en trådløs mikrofon, og så var tiden inde til min første "solo" optræden.


 
Her er jeg sekunder før det er på tide at indtage scenen.



Jeg trådte op på scenen med mine fem Blodets Bånd-bøger og blev præsenteret. Og så var jeg på egen hånd.

Det er en ret mærkelig oplevelse at stå på en scene. Jeg husker ikke alt hvad jeg sagde, og selvom jeg godt var klar over, at der var folk, som kiggede på mig, var det alligevel lidt, som om jeg blokerede for det. Hvor mit blik befandt sig, mens jeg talte, aner jeg simpelthen ikke.

Sådan så Børnescenen ud da jeg var på.

 



Jeg startede med at fortælle, at jeg ville forsøge at tale i femten minutter, og så var der mulighed for at stille spørgsmål til sidst. Jeg ville præmiere det bedste spørgsmål med de fem bøger - og jeg håbede, håååbede virkelig, at nogen ville modtage bøgerne. Kufferten var allerede proppet, og jeg havde transporteret bøgerne i en pose hele vejen hjemmefra.

Så gav jeg en kort introduktion til bogen og fortalte om hvordan jeg havde fået den allerførste ide, og hvordan den senere udviklede sig. Jeg fortalte også om, hvordan personerne i serien havde været usædvanlig viljestærke i forhold til mine tidligere hovedpersoner.

Og så nåede jeg slutningen af hvad jeg havde planlagt at fortælle. Jeg var godt klar over, at jeg vist ikke havde fået det hele med, men der opstod en mindre kortslutning. Jeg kastede et blik på uret og ... der var kun gået ti minutter!

Det var ikke så godt. En forfatterkollega med mere erfaring i at fortælle om sig selv og sit forfatterskab havde fortalt, at det kan være svært at få spørgsmål på Bogforum. I hvert fald fra børnene, så jeg havde lidt frygtet ikke at få spørgsmål. Det var også derfor, jeg havde satset på at bruge det meste af tiden på at fortælle om noget jeg havde forberedt.

Jeg endte alligevel med at spørge, om der var nogen spørgsmål, og det der føltes som en (okay, mindre) skov af hænder røg i vejret.

Jeg måtte helt tæt på for at kunne høre spørgsmålene. Fik heldigvis det råd fraforfatteren Camilla Wandahl at gentage spørgsmålene, så resten af tilhørerne også kunne høre det.

 



De sidstse ti minutter fløj af sted med mange interessante spørgsmål, og jeg tror, de fleste fik spurgt. Det var helt fantastisk at opleve at få stillet så mange gode spørgsmål til mig selv og mine bøger. Desværre husker jeg ikke alle, men der blev spurgt, om jeg skriver på en eller flere bøger af gangen, om jeg er typen, som burer mig inde, når jeg skriver og hvordan jeg får ideer.

Vinderspørgsmålet handlede om, hvorvidt jeg bruger min egen personlighed og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Virkelig godt spørgsmål som jeg ikke tror, jeg har hørt før.

Vinderen som heldigvis gerne ville befri mig for at slæbe de fem bøger med hjem igen.

Og så var tiden gået, og jeg følte mig helt høj. Yeah! Det var da let nok!

Mange tak til publikum som lyttede og stillede gode spørgsmål. I gjorde det til en fantastisk oplevelse!

Bogforum 2012 - Rejsen, anden del (til dem der bare ikke kan få detaljer nok)

Fredag morgen stod jeg op kl. 5 for at blive klar. Alt, alt for tidligt, men da der var afgang lidt over syv, og vi var fire mennesker, som skulle være klar, var der ikke andet for. Desuden tager det altid længere tid, når man bruger andres badeværelser. Mit eget "badeværelse" var pakket ned i kufferten, og udover det havde jeg overvejelser omkring, hvordan jeg tørrede hår uden at vække resten af huset eller glattede håret uden at brænde meget social killing af.

I en times tid var der bare mig og killing i det stille hus, men efterhånden vågnede resten af beboerne til live. De sidste forberedelser blev gjort, vi fik samlet alle vores ting sammen og forlod huset for at påbegynde rejsten mod Bellacenteret.

Det var en længere tur. Først skulle vi et stykke med bus, derefter ventede vi på kold perron i omkring 50 minutter, før vi kunne springe på vores tog. Anika stod på senere, og så var hele rejseselskabet samlet.

Vi nåede frem til Banegården, og efter at have pisket omkring fandt vi metroen og det rigtige tog. Det var omkring det tidspunkt, at jeg begyndte at blive mere nervøs. Klokken var blevet mere, end jeg havde forventet, og der var ikke meget mere end en halv time til, at jeg skulle være ved Børnescenen.

Jeg skævede til køreplanen og de forskellige stop og forsøgte at beregne, hvor længe turen ville vare. Endelig nåede vi endestationen, vi væltede ud ad toget og lod os opsluge af menneskevrimlen, som tilsyneladende alle skulle det samme sted hen: Bogforum. Det var et imponerende syn at følge den lange række af mennesker.

Jeg var bagefter tidsplanen, så Anika og jeg gik i forvejen (vi ikke ligefrem løb, men der var fart over fødderne og jeg var glad for al det vabelplaster jeg havde viklet om tæerne i de lidt for stramme støvler).

Vi kom indenfor, og Anika fik hevet mig det rigtige sted hen, hvor jeg var tæt på at panikke, da jeg så hvor lang min kø var. Heldigvis var jeg i selskab med en handlekraftig kvinde, som sørgede for at jeg fik mit navneskilt og som villigt lod mig kaste kuffert og frakke i hovedet på sig, inden jeg spænede videre alene.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med at finde rundt ikke er min stærke side. Jeg har engang befundet mig i en banegårdsbygning, hvor jeg ikke kunne finde hovedudgangen. Derfor var jeg ikke såååå vild med at være på egen hånd, da jeg piskede indenfor og ikke anede hvor jeg skulle hen.

Heldigvis kunne jeg se et stort skilt i det fjerne, hvor der stod "Børnescenen", så den stilede jeg imod. Stor var glæden, da jeg forstod, at jeg var nået frem, og endda med næsten tyve minutter før jeg skulle på. Pheww!

Jeg fik hilst på teknikeren, inden jeg trak mig ud til den ene side og tog et sidste kig på manuskriptet - dog uden helt at kunne læse og forstå. Og så dukkede resten af rejseselskabet op i god ro og orden, så vi nåede det alligevel alle sammen.

søndag den 11. november 2012

Bogforum 2012 - rejsen

Jeg skulle på Børnescenen om fredagen kl. 11, og det virkede lidt for risikabelt at tage af sted på dagen. Samt alt, alt, aaaaalt for tidligt at skulle stå op for at kunne nå det.

Derfor planlagde jeg at tage af sted om torsdagen og overnatte hos en af mine rejsepartnere. Sidste år var jeg på Bogforum sammen med forfatterne Carina Evytt og Anika Eibe. I år valgte vi så at gentage successen, og vi havde også Louise Haiberg med. Hendes første roman udgives på Tellerup til næste år.

Vi bor alle forskellige steder i landet, så der skal lidt planlægning til med både tog og hotel og hvordan vi alle ender samme sted på samme tid. Louise tog også af sted torsdag, så planen var at jeg skulle springe på et tog efter arbejde, og et par timer senere ville hun stige på samme tog.

Jeg havde lukkevagten på en filial og havde derefter en køretur på tre kvarter til togstationen. Desværre havde jeg kun sådan noget som syv minutter i overskud at gøre godt med.

Jeg vogtede på uret efterhånden som tiden nærmede sig 17.00 og krydsede fingre for at ingen lånere ville komme ind ad døren to minutter i lukketid. Heldigvis klappede alt, og jeg spænede ud til min bil, satte gps'en til og kørte.

Det første stykke af vejen kendte jeg, men fremfor at fortsætte den vej, jeg troede, vi skulle, fik gps'en mig ud på små, snoede veje. Jeg havde så ikke tid nok til at gamble omkring hvorvidt jeg vidste bedst, hvorfor jeg valgte at følge gps'ens anvisninger.

Sådan noget som otte minutter senere fortrød jeg, da jeg måtte snegle mig afsted i hælene på ikke mindre end to traktorer, som fyldte så meget, at overhaling ikke var en mulighed. Endelig kom jeg forbi og jeg susede videre med et øje på tidsangivelsen på gps'en. Der var stadig tid, men der var røget lidt for mange minutter af ekstratiden til at jeg var helt tryg ved det.

Jeg nåede frem, fik smidt bilen ind i en bås, flået kuffert, jakke, taske og pose (kufferten havde ikke helt kunnet rumme alt) til mig og satte i løb samtidig med at jeg kunne høre et tog køre ind på perronen.

Om det var mit tog, var jeg ikke klar over, jeg vidste ikke engang, hvilken perron toget afgik fra, men jeg gættede på, det var samme perron som jeg plejer at bruge, når jeg skal til Købemhavn. Samme perron som toget lige nu kørte ind på.

Jeg måtte fræse ned i den anden ende af perronen, ned ad en trappe og hen til trappen der førte op til min perron. På vej op ad denne hørte jeg den mest uønskede lyd: Lyden af et tog i bevægelse. Jeg nåede op lige i tide til at se bagenden af mit tog køre væk.

Så er det at man (okay, jeg) må tage et par dybe vejrtrækninger for ikke at komme til at brøle noget upassende udover de tomme spor. Jeg fik kontaktet Louise, som netop stod og var på vej ud af døren for at møde mig på det tog, som lige var kørt sin vej.

Jeg havde en times tid at bruge på en togstation uden butik, så jeg gik på jagt efter noget at spise. Fik lokaliseret en pølsevogn, spiste mens jeg stadig skumlede over gps'er og traktorer, og var tilbage i god tid, så jeg kunne stige på næste tog.

Resten af turen gik uden problemer. Louise stod på på sin station, hvorefter vi brugte tiden på at snakke og underholde kupeen, der indtil da havde været helt stille. Vel fremme blev vi hentet af Carina. Resten af aftenen var hyggelig, og vi gik i seng ... og der var mindre end tolv timer til at jeg skulle stå på Børnescenen.

Helt, helt - gulp - alene.

Bogforum 2012 - forberedelsen

Sidste år var jeg til Bogforum for første gang nogensinde. Det var også første gang, jeg var "på" som forfatter. Mine indlæg om bogforum 2011 kan ses her og her.

Det var en stor oplevelse sidste år. Jeg havde desværre været syg ugen før, hvilket satte sig på mine stemmebånd, og jeg levede nærmest af bolsjer på togturen til København. Jeg talte så meget den første dag, at stemmen næsten var væk på anden dagen.

I år skulle jeg så også med, men med noget nyt: Jeg skulle på Børnescenen og fortælle om min vampyrserie "Blodets bånd". Det krævede selvfølgelig noget forberedelse, ikke mindst fordi jeg aldrig før har stillet mig op og fortalt om mig selv eller mine bøger. På Fantasymessen blev jeg interviewet, men Børnescenen ville være anderledes. Der ville der kun være mig, en scene og tyve minutter at gøre godt med.

Jeg spurgte derfor forskellige personer, hvad de mente ville være interessant at høre om i forbindelse med Blodets Bånd. Jeg dykkede også ned i mine gamle dokumenter om Blodets Bånd og fandt faktisk et, som genopfriskede nogle af mine egne oprindelige tanker og overvejelser. Ret så underholdende. Jeg havde for eksempel glemt, at hyænedrengene først havde været tænkt som almindelige unge drenge, der tilfældigvis falder over den viden at vampyrer findes, og som går på jagt en dag bare for sjov.

Da mit manuskript var skrevet, gik jeg i gang med at øve. De første gange fyldte det mere end tyve minutter, så der måtte skæres her og der indtil jeg nåede ned på omkring femten minutter. Det ville give plads til spørgsmål, hvis der ellers var nogen.

I min forberedelse fandt jeg et klip fra Børnescenen i 2011, hvor en forfatter gik rundt med en håndholdt mikrofon. Så for at være på den sikre side, øvede jeg da også lige et par gange med hårbørsten som stand-in. Et yndigt syn uden tvivl.

Men det der skal siges er jo ikke alt. Påklædningen er også vigtig, så jeg legede Guldlok med mit klædeskab ("For koldt, for varmt, for fint, for kedeligt, for ubekvemt, for bibliotekar-agtigt ...").

Og mindedes med gru støvlerne fra sidste år, mens jeg kiggede på de nye støvler, som insisterede på at være mine tro væbnere på dette års Bogforum. Også selvom de klemte.

Dagene gik, og så var det tid til at pakke. Jeg fandt ud af, hvorfor det er godt, jeg aldrig har været backpacker (jeg var så tæt på at gå på jagt efter en større kuffertfor intet skulle mangle).

Og så nåede jeg frem til afrejsedagen ...

onsdag den 7. november 2012

Følgesvenden og Heksekunst - my precious

Yeah, så har jeg modtaget en fin pakke indeholdende både "Følgesvenden" og "Heksekunst", som er bind 4 og 5 i min serie "Blodets bånd".

De er så fiiiiine!

Jeg får jo helt trang til at hænge ind over kassen med hår ned over ansigtet, mens jeg hvæser af alle som kommer for tæt på. "My precioooous!"

Hvis jeg ellers var gode venner med mit kamera, delte jeg gerne billedet af den fantastiske kasse med indhold.

Indtil da må I nøjes med forsidebillederne.

 "Følgesvenden" med søde Leo.

Og "Heksekunst" med hjælpsomme Liliana. Her kan I læse om, hvordan jeg ledte efter den "rigtige" til at være Liliana på forsiden. Ret fantastisk at se hvordan det egentlig endte.
 
Egentlig var handlingen i de to bøger planlagt til at skulle være i en bog, men jeg blev bare ved og ved med at skrive, og jeg følte knap nok at jeg var kommet rigtig i gang, før jeg var mere end halvvejs i det som endte med at blive første del.
 
På den måde er det meget passende, at jeg modtager begge bøger samtidig :o)
 
"Blodets bånd"-familien begynder så småt at se imponerende ud med hele fem familiemedlemmer. Og de fylder en del på min boghylde.
 
De kommer med på Bogforum, selvom de først har officiel udgivelsesdato senere.