At være et Troværdighedsbarometer

Mine forfatterkollegaer – dem der læser hvad jeg skriver før nogen andre – er spredt ud over hele landet. Derfor kommunikerer vi ofte via en chat, og forleden brokkede jeg mig over en bog. Egentlig kan jeg rigtig godt lide bogen, men der var nogle ting, der generede mig.

Da jeg var yngre læste jeg Victoria Holt bøger. Det er romantiske bøger med spænding, og de er ganske glimrende, som det de er. Man skal bare ikke læse for mange i rap, da man begynder at kunne se ”opskriften” bag dem, og hvad man kan forvente. Jeg har det på samme måde med Mary Higgins Clark. Hun skriver krimier med kærlighed og romantik. De er gode … men man skal ikke læse for mange på for kort tid.

Det skete så for mig igen. Jeg blev pludselig virkelig irriteret over at kunne se ”opskriften” for tydelig i den bog, jeg læste. Også selvom jeg kunne lide den.

Så jeg hoppede på chatten og begyndte at brokke mig over hovedpersonen og det univers, som forfatteren havde lavet. Og det tilsyneladende evindelige trekantsdrama med en pige og to fyre. Det førte os videre til vores egne fiktive personer, og hvordan vi som læsere reagerer på dem.

En af mine skrivebuddies fortalte så, at hun bruger mine reaktioner til at afgøre, om hendes antihelte er realistiske. Mens et par af hendes andre betalæsere åbenbart falder for de – og det er de helt sikkert – charmerende antihelte, er mit syn på dem lidt anderledes. For jeg bedømmer dem ikke kun som fiktive, men som hvordan jeg ville se på dem, hvis de var virkelige. Og en ting er at finde en psykisk ustabil fyr charmerende, når han er på papiret … noget andet er, hvordan jeg ville opleve ham i virkeligheden.

Som denne skrivebuddies skrev: ”Jeg er dum nok til at falde for dem i virkeligheden. Det ville Pernille ikke gøre, og derfor kan jeg måle ud fra hendes reaktion om der er balance i karakteristikken.”

Sjov tanke egentlig at være et troværdighedsbarometer :o)

Jeg kan til gengæld bruge hende i en lidt anden retning. Hun falder for mine antihelte, de Charmerende Røvhuller og de mere alvorligt forskruede typer. Hvis hun kan lide dem, ved jeg, at jeg har fået lavet personer, som er psykisk ustabile. Hun er heeeelt klart fan af Zan og hepper på ham og Helena.

Min skrivebuddie bruger også et par andre af sine betalæsere til at afbalancerer hinanden. En af disse er blevet mor, og det har gjort hende en smule … defekt. Når hun har skrevet ”Nååårh” 3-4 gange i en tekst, må The Zan-fan messe for sig selv: ”Han sagde ikke noget til det her, han sagde ikke noget, sagde ikke noget …”

Og sådan komplementerer vi så hinanden ;o)