Viser opslag med etiketten Carina Evytt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Carina Evytt. Vis alle opslag

søndag den 27. december 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #8 Komma eller ej før ´for´?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Komma eller ej før ´for´?

Kommatering er et område, der har været ekstremt meget debat om de seneste år. Først var der det grammatiske komma, så det nye komma, og nu er vi vist nok gået tilbage til det grammatiske komma bare med nogle undtagelser for de oprindelige regler. Eller noget i den stil.

Personligt blander jeg mig overhovedet ikke i andres kommaer, medmindre kommaet eller manglen på samme virker forvirrende eller decideret meningsforstyrrende for læseren. Et enkelt sted hvor der nemt kan opstå sådan en forvirring er før ordet ´for´, hvilket skyldes at ordet har forskellige betydninger/funktioner.

Slår man op i nudansk ordbog er der ikke mindre end 7 forskellige latinske betegnelser for ordets forskellige betydninger, men jeg har kun én vigtig regel:

Altid komma før ´for´, hvis det – uden at ændre sætningen - kan erstattes med ´fordi´.

Forklaringen på den regel ligger egentlig i de mange betydninger af ordet, for (bemærk komma) i de fleste situationer læser man bare hen over ordet uden pause.

Eksempelvis:
Han besluttede sig for at gå en tur.
Hun gik ud for at handle.

Komma før for(di)
I de situationer hvor ´for´ kan erstattes af ´fordi´ bør der dog være en pause, og hvis den ikke indikeres, snubler rytmen, og læseren tvinges til at begynde forfra. Irriterende og unødvendigt.

Eksempelvis:
Han gik ud, for(di) han trængte til frisk luft.
Hun så mod himlen, for(di) hun hørte torden.

fredag den 18. december 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #7 Hvornår bruger man hans/hendes og hvornår sin/sit?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Hvornår bruger man hans/hendes og hvornår sin/sit?

Dette er et af de punkter, jeg selv har problemer med når jeg skriver, men hvor fejl til gengæld – som regel – springer i øjnene, når jeg læser. I forbindelse med at jeg skriver dette, har jeg været på jagt efter oplysninger om emnet, både i retskrivningsordbogen og på Dansk Sprognævns hjemmeside (DSN.dk), men man må sige at de holder oplysningerne tæt til kroppen, og jeg måtte faktisk opgive overhovedet at finde emnet. Muligvis fordi jeg ikke kender den latinske betegnelse, men det er jeg nok ikke den eneste forfatter, der ikke gør.

Her må I i hvert fald nøjes med min egen – måske ufuldendte – huskeregel:

Hvis genstandsledet tilhører grundleddet, skal det være sin/sit.
Eksempelvis:
Ib og Bo kom op at skændes. Ib (grundled) tog sin hat (genstandsled) og gik.

Hvis jeg her havde skrevet ´hans´ i stedet for ´sin´, ville de to gutter have endnu et emne at skændes om, for så var det nemlig Bos hat som Ib tog, da han gik.

Ejefald i grundleddet skal være hans/hendes.
Eksempelvis:
Ib (grundled) og hans far (grundled) kom op at skændes.

Og endelig er der kombinationerne:
Ib tog sin fars hat og gik.

Her tilhører hatten jo ikke Ib (grundleddet), men faren gør, og genstandsleddet er ikke kun hatten, men ´fars hat´. Derfor skal det være ´sin´.

søndag den 31. maj 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #6 Tegnsætning omkring direkte tale

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige
problemer.

Tegnsætning omkring direkte tale

Direkte tale markeres med citationstegn i begyndelsen og slutningen af replikken, men hvordan er det nu lige med tegnsætningen?

Først og fremmest det nemme:

Al tegnsætning skal være inden for citationstegnene.
En replik kan ikke stå uden afsluttende tegnsætning.

Altså ikke noget med at sætte punktummer, spørgsmålstegn, kommaer og hvad man ellers kan finde på uden for citationstegnene. Og det nytter heller ikke at tænke: ´Hmm … skal det nu være punktum eller komma her? Jeg undlader at sætte et tegn og lader læseren om at beslutte det.´

Nu ved jeg godt, at det er pædagogisk ukorrekt at give eksempler på noget forkert, men tegnsætning er nærmest umuligt at forklare uden at gøre dette, så:

FORKERT: ”Hvorfor siger du det”?
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”
RIGTIGT: ”Hvorfor siger du det?”

Ofte bruger man i dialog indskudte bemærkninger og/eller det der kaldes ´inkvit´. Inkvit er bare betegnelsen for sagde/spurgte/svarede/hviskede/mumlede/sukkede/find-selv-på-flere han/hun, men hvis man bruger det, skal man være opmærksom på at det ændrer på tegnsætningen i replikkerne:

Ved brug af inkvit erstattes replikkers afsluttende punktum med komma, og punktummet sættes først efter inkvit.

Eksempelvis:
”Jeg mente det ikke,” hviskede han.

Selv vælger jeg at se på replik + inkvit som en sætningskæde, og der ville sætningen ´Hviskede han.´ jo være fuldstændig meningsløs hvis den stod alene. Derfor komma sidst i replikken og punktum efter inkvit.

Hvis inkvit sættes midt i en direkte sætning, skal både første del af replikken og inkvittet afsluttes med komma.

Eksempelvis:
”Jeg synes,” sagde han, ”at vi skal tale om det her.”

Hvis replikken ikke blev afbrudt af inkvittet, ville der næppe være punktum mellem ´Jeg synes´ og ´at vi skal tale om …´, og det skal der så heller ikke være, bare fordi der er en inkvit. Derfor komma begge steder.

Heldigvis er det kun punktum der påvirkes af inkvit. Alle andre tegn skal sættes helt almindeligt.

Eksempelvis:
”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg synes, at vi skal tale om det her.”

Her afsluttes inkvittet i øvrigt med punktum, fordi både punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer ´fuldt stop´.

Og så er der lige den med stort eller lille begyndelsesbogstav omkring direkte tale:

Man bruger store eller små begyndelsesbogstaver efter præcis samme regler, som uden replikken.

Det vil sige, at inkvittet altid er med småt, fordi den efterfølger et komma. Om replikkens første ord skal skrives med stort eller småt begyndelsesbogstav afhænger af tegnsætningen umiddelbart før replikken.

Eksempelvis:
Han nikkede. (punktum) ”Du har ret.”

Da der er punktum lige inden replikken, skal denne have stort begyndelsesbogstav.

Hvis der er komma før replikken, skal denne ikke have stort begyndelsesbogstav.
Eksempelvis:
”Jeg synes, (komma)” sagde han, (komma) ”at vi skal tale om det her.”

Endelig er der den mulighed at droppe citationstegnene og i stedet bruge tankestreg til at vise, at her begynder en replik. Det bryder jeg mig personligt meget lidt om, da jeg synes at det ofte kommer til at fremstå rodet og uoverskueligt, hvis der er inkvit eller indskudte sætninger i replikken. Hvis I alligevel vælger at benytte denne metode, er I selv uden om eventuelle problemer og må finde løsningen et andet sted.

søndag den 26. april 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #5 Nutids-r

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Jeg giver hermed ordet til Carina.

Nutids-r

Hvornår skal der r på udsagnsord, og hvornår skal der ikke? Man kan ikke altid høre(r?) det, men igen er der en meget enkel metode til at afgøre det:

Prøv med ´prøver´!

Hvis du er i tvivl om hvorvidt der skal r på eller ej, erstatter du bare ordet med prøve/prøver, og så bliver det pludselig nemt at høre, at der for eksempel ikke skal r på ´høre´ i afsnittets første linje.
Andre eksempler:
Jeg køre(r?) bil som de blinde slås (jeg prøveR bil …)
Gider du høre(r?) efter? (gider du prøve efter)

Evytts yderst uofficielle regelsamling #4 Ligger eller lægger?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Jeg giver hermed ordet til Carina.

Ligger eller lægger?

Endnu en klassiker, hvor hele balladen handler om hvorvidt man beskriver noget aktivt (lægger) eller noget passivt (ligger).

Her har jeg flere gange hørt en huskeregel noget i stil med: ´Hønen ligger (passivt) og lægger (aktivt) æg´, og idéen er så at ordet ´æg´ indgår i ´lægger´ eller noget i den stil.

Den huskeregel fungerer sikkert for mange, men hvad så hvis ægget er lagt og nu ligger i reden? Personligt foretrækker jeg denne – lidt mere morbide – huskeregel:

Lig ligger stille (for ellers får de tæsk).

For sjællændere kan en enkel løsning i øvrigt være, bare at sætte ordet i datid (lå/lagde) eller før nutid/datid (jeg har/havde ligget og jeg har/havde lagt), for så er det nemt at høre om det skal være det ene eller det andet.
Den løsning hjælper dog ikke ret meget hvis man er jyde, for på jysk er det åbenbart helt almindeligt for eksempel at ´have lagt ned i en times tid´. Det problem har jeg så endnu ikke fundet en huskeregel til, men hvis andre har, vil jeg meget gerne høre om det.

onsdag den 8. april 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #3 Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.


Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?

Prikker kan bruges til mange formål i en tekst, men selv om nogle tilsyneladende tror, at man bare snupper et tilfældigt antal, er der faktisk regler, og heldigvis er de meget simple:

1 prik = punktum = Fuldt stop.
2 prikker = Du ramte tasten for hårdt eller for blødt og bør straks slette eller tilføje en prik.
3 prikker = Afbrydelse eller tøven.
4 prikker og derover = Du ramte tasten for hårdt og bør straks slette de overflødige.

De 3 prikker har så yderligere regler om, hvorvidt der skal være mellemrum før eller ej. Igen er reglerne simple:

Hvis det er en sætning der afbrydes, skal der være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tænkt på at …”

Hvis det er et ord der afbrydes, skal der IKKE være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tæ…”

fredag den 20. marts 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #2 Af/ad - hvornår bruger man hvad?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.


Af/ad - hvornår bruger man hvad?

Dette er vist den regel, som jeg selv har haft størst problemer med at lære, og også den hvor folk oftest svarer: ´Ja, jeg ved godt, at jeg har problemer med det´.

Indrømmet: Erkendelse er dejligt og et pænt skridt på vejen mod ´helbredelse´, men det løser altså ikke problemet at indrømme dets eksistens. Og faktisk er det ikke så svært som vi bilder os ind.

Nem huskeregel: Af = fra. Ad = via.

Er du i tvivl om det skal være ´af´ eller ´ad´, så prøv at indsætte erstatningsordet.

Eksempelvis:
Tårerne løb ned fra/via hendes kinder.
(De fleste menneskers tårer kommer FRA øjnene, VIA kinderne, så her skal det være ´ad´)

Han tog pengene op fra/via lommen.
(Vi må formode, at pengene til at starte med lå i lommen og ikke et sted omkring den, så her skal det være ´af´)

Han gik ud fra/via døren.
(Stod han inde i døren til at begynde med, eller stod han indendørs og ville ud? Formodentlig det sidste, og så skal det være ´ad´)

Og endelig det klassiske – og ret sjove – eksempel:
Bruden kom op af/ad kirkegulvet. Hvad synes du?

tirsdag den 17. marts 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #1 Biord + forholdsord

Carina Evytt, som er forfatter (og en af mine skrivebuddies) har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Og jeg har fået lov til at dele dem med jer, der måske kunne have brug for en huskeregel eller to (jeg kan bestemt).

Enjoy!


Biord + forholdsord (adverbium + præposition), mellemrum eller ej?



Ja, det lyder jo flot, og dermed svært, men egentlig er her bare tale om ord som ´indenfor/inden for´, ´ovenpå/oven på´, ´udenom/uden om´ osv. Men hvornår skal de trækkes sammen, og hvornår skal de skilles?

Nem huskeregel: 1 eller 3 ord.

Eksempelvis:
Han stod udenfor (1 ord = intet mellemrum)
Han stod uden for døren (3 ord = mellemrum)
Katten gik ovenpå (1 ord = intet mellemrum)
Katten gik oven på bordet (3 ord = mellemrum)

De ´3 ord´ skal dog tages med en smule forbehold, idet de ikke kun dækker deciderede ord, men mere selve idéen bag ordene.

Eksempelvis:
Hun gik uden om den kæmpestore kasse med de fint udskårne håndtag (her er jo langt flere end 3 ord, men skærer man sætningen ned til det basale, lyder den: Hun gik uden om kassen = 3 ord.)


Carina Evytt har skrevet fantasyromanen "Den fredløse", horrorromanerne "Dæmoner", "Jack the Rippers lærling" og "Let bytte", samt gendigtningen om Vølsungerne "Sværdet fra Odin" ... plus fem små monster-bøger sammen med mig!

mandag den 2. september 2013

Posten kom forbi med en gave

For et par uger siden - hmmm, næ, mon ikke det snart er måneder? - ringede det på døren en lørdag morgen. Okay, det var vist ikke så tidligt, men tidligt nok til at frøken Eybye her satte sig op i sengen og tænkte noget, der ikke er særligt passende at skrive ned.

Cirka det samme tænkte jeg, da jeg stod foran spejlet på badeværelset og gloede på mit Morgen-Jeg. Men når der bliver ringet på døren, kan det jo være vigtigt, så jeg hev noget tøj på, flåede en børste gennem håret og drønede ud for at lukke op.

Kun for at se en rødklædt ryg et par huse længere nede ad gaden. Postbuddet. Jeg havde en anelse om, hvad han mon medbragte, og et øjeblik overvejede jeg rent faktisk at sætte i en spurt efter ham, da jeg ikke lige kunne lokalisere en pakke i nærheden af hoveddøren ved første øjekast.

Men så jeg trak mig slukøret tilbage og sparede naboerne for mit Morgen-Jeg i sprint med bare fødder ned ad vejen, mens jeg brølede "Veeeeeeeeent!"

Heldigvis for et par timer senere fandt jeg rent faktisk pakken, og indeni lå denne skønhed.

 
 
Romanen "Dæmoner" skrevet af min skrivebuddie Carina Evytt.

"Dæmoner" er en horrorroman, så hvis man godt kan lide at krybe sammen i sofaen med et uhyggeligt bekendtskab, er der her en god sofamakker!

I får lige bagsideteksten:

DÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.
Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker?

Carina Evytt stammer fra Hillerød, og hendes tidligere romaner udspiller sig også her, men i 2004 rykkede hun teltpælene op og flyttede med mand og børn til Sydvestsjælland. Nu er hendes romanpersoner også klar til at tage springet. Dæmoner tager således sin begyndelse med en af hovedpersonernes flytning fra Hillerød til et tilsyneladende fredfyldt landsbymiljø.

Og her har min nye skat indtaget sin plads på boghylden:



Jeg har faktisk ikke det store behov for at eje bøger, så hvis vi lige ser bort fra kogebøgerne og børnebøgerne fra barndommen, så indeholder min bogsamling mine egne bøger, mine skrivebuddies og et par bonusser.

Det her er, hvad min "bogreol" består af: En hylde. Meeen hvis jeg lige kan få et par store moppedrenge mere, så tror jeg, at jeg skal udvide til hele TO hylder!