Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.
Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige
problemer.
Tegnsætning omkring direkte tale
Direkte tale markeres med citationstegn i begyndelsen og slutningen af replikken, men hvordan er det nu lige med tegnsætningen?
Først og fremmest det nemme:
Al tegnsætning skal være inden for citationstegnene.
En replik kan ikke stå uden afsluttende tegnsætning.
Altså ikke noget med at sætte punktummer, spørgsmålstegn, kommaer og hvad man ellers kan finde på uden for citationstegnene. Og det nytter heller ikke at tænke: ´Hmm … skal det nu være punktum eller komma her? Jeg undlader at sætte et tegn og lader læseren om at beslutte det.´
Nu ved jeg godt, at det er pædagogisk ukorrekt at give eksempler på noget forkert, men tegnsætning er nærmest umuligt at forklare uden at gøre dette, så:
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”?
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”
RIGTIGT: ”Hvorfor siger du det?”
Ofte bruger man i dialog indskudte bemærkninger og/eller det der kaldes ´inkvit´. Inkvit er bare betegnelsen for sagde/spurgte/svarede/hviskede/mumlede/sukkede/find-selv-på-flere han/hun, men hvis man bruger det, skal man være opmærksom på at det ændrer på tegnsætningen i replikkerne:
Ved brug af inkvit erstattes replikkers afsluttende punktum med komma, og punktummet sættes først efter inkvit.
Eksempelvis:
”Jeg mente det ikke,” hviskede han.
Selv vælger jeg at se på replik + inkvit som en sætningskæde, og der ville sætningen ´Hviskede han.´ jo være fuldstændig meningsløs hvis den stod alene. Derfor komma sidst i replikken og punktum efter inkvit.
Hvis inkvit sættes midt i en direkte sætning, skal både første del af replikken og inkvittet afsluttes med komma.
Eksempelvis:
”Jeg synes,” sagde han, ”at vi skal tale om det her.”
Hvis replikken ikke blev afbrudt af inkvittet, ville der næppe være punktum mellem ´Jeg synes´ og ´at vi skal tale om …´, og det skal der så heller ikke være, bare fordi der er en inkvit. Derfor komma begge steder.
Heldigvis er det kun punktum der påvirkes af inkvit. Alle andre tegn skal sættes helt almindeligt.
Eksempelvis:
”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg synes, at vi skal tale om det her.”
Her afsluttes inkvittet i øvrigt med punktum, fordi både punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer ´fuldt stop´.
Og så er der lige den med stort eller lille begyndelsesbogstav omkring direkte tale:
Man bruger store eller små begyndelsesbogstaver efter præcis samme regler, som uden replikken.
Det vil sige, at inkvittet altid er med småt, fordi den efterfølger et komma. Om replikkens første ord skal skrives med stort eller småt begyndelsesbogstav afhænger af tegnsætningen umiddelbart før replikken.
Eksempelvis:
Han nikkede. (punktum) ”Du har ret.”
Da der er punktum lige inden replikken, skal denne have stort begyndelsesbogstav.
Hvis der er komma før replikken, skal denne ikke have stort begyndelsesbogstav.
Eksempelvis:
”Jeg synes, (komma)” sagde han, (komma) ”at vi skal tale om det her.”
Endelig er der den mulighed at droppe citationstegnene og i stedet bruge tankestreg til at vise, at her begynder en replik. Det bryder jeg mig personligt meget lidt om, da jeg synes at det ofte kommer til at fremstå rodet og uoverskueligt, hvis der er inkvit eller indskudte sætninger i replikken. Hvis I alligevel vælger at benytte denne metode, er I selv uden om eventuelle problemer og må finde løsningen et andet sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar