Hvad jeg gør ved skriveblokader

I anledningen af min ferie - og den uendelig mængde tid til rådighed - spurgte jeg på min facebookside, om nogen havde ideer til, hvad jeg kunne blogge om.

Jeg fik forslaget: "Blokader". Jeg gætter på, det handler om, hvad jeg gør ved sådanne små sataner ;o)
Forslaget blev stillet af Nanna Foss, som udkommer på Tellerup med sin første roman i 2014. Efter hvad jeg hører, kan vi YA-elskere godt glæde os!

Okay, blokader ...

Hmmm, blokader kan vel både være store og små. Selvom jeg har skrevet i en del år efterhånden, så prøver jeg mig stadig frem. Og til tider glemmer jeg, hvad der har virket før, og i stedet for at forsøge mig med dem bruger jeg tid på ikke at komme nogen vegne.

Jeg tror ikke, jeg er hårdt ramt at de Store Blokader. De Store Blokader har været af en særlig karakter, og dem vender jeg lige tilbage til lidt senere. Først kan jeg fortælle lidt om, hvad jeg gør ved manglende fokus. Det er ikke direkte blokader, men de kan være tidskrævende nok.

Til tider kan min hjerne være lidt flyvsk. Jeg får skrevet et par linjer, og så skal jeg lige tjekke, om der er sket noget nyt på tv2 nyhederne. Eller jeg skal da lige vande blomster ... eller tjekke et eller andet ... eller ...

Det kan man bruge en del tid på. En af måderne at bekæmpe rastløsheden er at sætte mig mål. Fx at jeg skal skrive en side, før jeg må noget som helst andet. Eller at jeg skal skrive i x antal minutter. Ofte resulterer det i, at jeg kommer længere ned i historien og bliver mindre tilbøjelig til "jeg skal lige".

Ellers laver jeg også til tider intervalskrivning med nogle af mine skrivebuddies. Da vi bor spredt ud over hele landet, mødes vi ofte på en chat. Hvis to eller flere har tid, mødes vi på chatten, snakker en halv times tid og smutter så hver til sit, hvor vi skriver eller planlægger eller redigerer. Hvad der nu er på programmet.

Det er en stor hjælp. Man er ikke alene, og man vil jo også gerne kunne polere glorien lidt ekstra, inden man mødes til næste chat-interval. Tiden på chatten kan også bruges til at få sparring på problemer med teksten, så der er meget at hente.

Noget andet, jeg bruger jævnligt, er gåture. En gåtur kan både være en slags inspirationsgåtur, hvor man opsøger steder med liv eller lignende, eller en tur man deler med en anden. Med den rette person kan man vende ens ide og bygge videre på den.

Ovenstående er så ikke, hvad jeg gør, men jeg kan sagtens se værdien i dem. Når jeg føler, at jeg har et problem, noget der skal løses eller jeg ved, at jeg skal have tænkt lidt mere over en person, og hvad der skal ske, fungerer det fantastisk med en gåtur.

I stedet for at stirre på computerskærmen går jeg på en vej med marker på begge sider. Der er ikke rigtig noget at kigge på, i hvert fald ikke meget der kan forstyrre (andet end den sædvanlige hund der skælder mig ud på lang afstand). Men det at bevæge mig, bare at gå uden at skulle være opmærksom på omgivelserne, plejer at få sat gang i den kreative gryde, så der ofte kommer noget brugbart op til overfladen.

Det var så et par eksemplar på, hvad jeg gør, når jeg har manglende fokus eller mindre problemer.

De Store Blokader ... jeg kan lige nu faktisk kun komme på 2-3 direkte blokader, og de har vist begge været resultatet af andre og større begivenheder i mit liv.

Min far blev alvorligt syg og døde for nogle år siden. Det var en hård omgang, og da han var død, lå min skrivning brak i et stykke tid. Jeg var træt, ked af det og havde mange andre praktiske ting at tage mig af. Det generede mig ikke, at jeg ikke skrev. Jeg var vist egentlig ret ligeglad (for nu at sige det pænt). Jeg vil tro, at det samme skete, da min mor døde for en del år siden, men det er så længe siden, at jeg ikke har det i frisk erindring.

I sådan en situation tror jeg ikke, der er så meget at gøre. Man må bare vente. Årsagen til den manglende skrivegejst er jo en personlig krise.

Den anden skriveblokade, jeg har oplevet, er af nyere dato. Da jeg færdiggjorde bind 6 i min Blodets Bånd serie, Forfald, kunne jeg mærke, at jeg var træt. Virkelig ... træt. Det påvirkede ikke kun min lyst til at skrive. Jeg var træt, når jeg tog på arbejde, og træt når jeg tog hjem. Det var ikke en træthed, der kunne soves væk, og den blev hængende længere, end jeg brød mig om.

Hvad der lige skete, ved jeg ikke helt. Måske havde jeg kørt mig selv for hårdt i flere år med arbejde, huskøb, husistandsættelse, en syg far og seks Blodets Bånd bøger skrevet hurtigere end nogen af mine andre bøger. Men jeg ved, at jeg var træt.

I denne situation som med min fars død var der ikke andet at gøre end at vente. Jeg følte ikke, at den manglende lyst eller overskud til at skrive direkte havde noget med skrivningen at gøre. Skrivningen var måske en medårsag til, at jeg var flad rent energimæssigt, men det var ikke, fordi jeg var "bange" for at fortsætte med at skrive på serien. Eller sad og stirrede på "det hvide papir" med den blinkende markør.

Sååå ... jeg har vist ikke svaret på, hvad man gør med skriveblokader. At vente er nok ikke løsningen for alle, det må komme an på årsagen til blokaden :o)