onsdag den 16. oktober 2013

Må jeg præsentere: Merlin!

Næste år barsler jeg med en ny serie til børn. Det er en serie med afsluttende fortællinger, så hver bog kan læses for sig selv. Den er både til drenge og piger, men jeg håber, at især drengene vil kunne lide den. Historierne er en blanding af humor og gys, to genrer som jeg personligt er stor fan af.

11-årige Merlin flytter til byen Tusmørkedalen sammen med sin familie, men måske jeg skulle give ordet til Merlin og lade ham præsentere sig selv og familien:

”Mor har aldrig været helt som andre mødre. Hun er lidt flippet. Det må man da være, når man kalder sin ældste datter for Moon og sin søn for Merlin. Moon er tolv år, og jeg er elleve. Vores lillesøster har et andet navn, men vi kalder hende altid for Dippe-Dutten. Hun er lige blevet to år.
  Jeg er nok den mest almindelige i familien. Merlin den Almindelige. Der er ikke noget særligt ved mig udover mit navn og min skøre familie. Jeg har lyst hår og blå øjne. En leverpostejmad ved siden af smørebrødet.”


Merlin er måske meget normal, men det er Tusmørkedalen ikke og heller ikke hans familie, hvilket han finder ud af. I denne verden findes der magiske væsner og monstre, og Merlin kommer til at krydse spor med en del af dem. Det er i det mindste planen for serien.

I ”Merlin og Dippe-Duttens dukke” sker der mærkelige ting hjemme hos Merlin:

Der er en sær lyd. Jeg kan ikke høre, hvor den kommer fra, men den suser nærmest som et vandrør langt væk.
   Jeg lægger hovedet på skrå, og nu kan jeg høre, hvad det er.
   En stemme der hvisker.
   ”… perfekt … to … altid …”
   Jeg har gåsehud gange tusind over hele kroppen. Hvem er det som hvisker? Mor eller Moon? Men hvorfor hviske? Måske er det mor, som taler til Dippe-Dutten. Forsøger at få hende til at falde i søvn igen, hvis hun er vågnet.
   Det lyder bare ikke som mor. Stemmen er anderledes. Mærkelig. På en gang hæs og raspende og så med en lys tone.
   Langsomt tager jeg et par skridt i den mørke gang. Mest af alt har jeg lyst til at vende om og gå tilbage til min klovneseng, trække dynen over hovedet og bare klapre tænder til det bliver lyst.
   Og alligevel går jeg videre. Hårene stritter på mine arme, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Min blære er blevet lillebitte, og jeg har virkelig, virkelig, brug for et toilet. Snart.
   ”… dig og mig … mama …”
   Mama?
   Jeg åbner munden for at kalde på min mor, men lukker den så igen. Det er fuldstændig åndssvagt, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad hvis der bliver svaret? Og det ikke er mor?
   Dum tanke. Og stærk nok til at jeg ikke tør kalde.
   Jeg fortsætter.
  Der bliver stadig hvisket. Det må være mor. Moon sover, mormor er ikke hjemme, og oldemor bor to etager længere oppe. Og min lillesøster har et ordforråd på omkring ti ord.
   Den svage hvisken bliver ved. Den suser som en tv-kanal med sne på i ørerne. Det er meget få ord, som er så tydelige, at jeg kan forstå dem. Det generer mig. En eller anden har gang i en lang samtale med sig selv, og den må være ret vigtig.
   Jeg ville sikkert have det meget bedre, hvis jeg tydeligt kunne høre, hvad der blev sagt. Og det for eksempel viste sig at være mor, som lå og gentog indkøbssedlen for sig selv.
   Jeg er nået frem til Dippe-Duttens værelse. Døren står helt åben, og jeg kigger ind. Det er umuligt at se hende i tremmesengen fra døren, men jeg behøver heller ikke gå helt ind. Den hviskende stemme kommer ikke herfra, og mor er ikke på Dippe-Duttens værelse.
   Uden at tænke mig om rækker jeg ud efter Dippe-Duttens dør og lukker den. Den giver en langstrakt knagen fra sig, og jeg farer sammen.
   Så står jeg og lytter.
   Der er stille. Den hviskende baggrundsstøj er døet ud.
   Jeg venter, men den kommer ikke igen.
   ”Mor?” kalder jeg lavt. Min stemme skælver. Ingen svarer, og jeg går langsomt hen til hendes værelse. Døren er lukket, som den altid er, og jeg tager forsigtigt fat om dørhåndtaget. Jeg tøver. Det føles lidt, som om der ligger noget på lur derinde. Noget mørkt.
   Eller det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind. Det er så nemt at skræmme sig selv, når alt er mørkt, og resten af huset sover.
   I det mindste tilsyneladende.
   Jeg trykker håndtaget ned og skubber døren op. Den knager svagt. Nu kan jeg se mors seng, og jeg træder et par skridt ind i rummet. Hun ligger på siden, krummet let sammen. Ind mod hendes bryst ligger Dippe-Dutten og snorker.
   Utrolig så meget lyd der kan være i en lille unge.
   Jeg kan ikke lade være med at smile, men så dør smilet ud. Hvis mor sover … hvem var det så som hviskede?

2 kommentarer:

  1. Svar
    1. Øhm ... det var vist ikke lige den reaktion jeg gik efter ;)

      Forhåbentligt er det mavepine udløst af spænding, haha.

      Slet