De sidste par år har jeg skrevet indlæg omkring biblioteksafgiften for at give forfatterspirene et indblik i den side af forfatterlivet.
2013 indlægget handlede om, hvor stor betydning lektørudtalelsen har for salget til bibliotekerne. 2014 indlægget handlede om, hvordan indkøbene af bøgerne i en serie falder, jo flere bind der kommer til.
I år vil jeg skrive om, hvad bibliotekspengene betyder for mig.
2010: Blodets Bånd påbegyndes … og jeg køber og istandsætter hus
Min serie Blodets Bånd startede i oktober 2010, da min redaktør spurgte, om jeg nogensinde havde tænkt på at skrive en vampyrroman. Jeg begyndte at lege med ideen, og det var nærmest, som om historien havde ligget og ventet. I hvert fald væltede det frem med scener, dialoger og personer, så jeg i løbet af få dage havde skrevet mange siders notater ned.
Og snart havde jeg kastet mig ud i at skrive det, som skulle blive til de to første bøger. Selvfølgelig gik det ikke for fuld hammer konstant, men jeg skrev de to romaner hurtigere, end jeg havde skrevet nogen anden roman før.
Samme år havde jeg købt et hus. Når man køber hus, har man store planer for at gøre huset til sit eget. Det resulterede i, at så godt som hele hytten blev malet, der kom nyt gulvtæppe på, badeværelset fik en ny vask og nogle skabe, og det lille, originale køkken blev skiftet ud med et nyt.
2011-12: Sygdom, død, hussalg, huskøb, istandsættelse og BB
De store projekter var afsluttet i starten af 2011. Til gengæld var året knap nok begyndt, da min far fik konstateret uhelbredelig kræft. Det lykkedes mig at færdigskrive ”Blodsøstre” og ”Hyænelatter”, inden sygdommen blev kraftigt forværret. Han døde i juni, og bagefter var mit overskud og min lyst til at skrive forsvundet. Der fik flere måneder, før lysten vendte tilbage, og der var også mange praktiske ting at tage sig af. Søster og jeg stod med vores barndomshjem, der skulle tømmes og sælges.
Det endte med, at jeg solgte mit hus og købte barndomshjemmet, og det kastede mig så ud i en ny omgang istandsættelse samtidig med, at jeg skrev videre på Blodets Bånd serien.
BB-crewet var vældig flinke til at samarbejde, og jeg fik skrevet de næste bøger i serien ganske hurtigt.
2013: Noget så træt
Da jeg nåede til bind 6 i serien i 2012 opdagede jeg, at noget ikke føltes som før. Det tog længere tid at skrive denne bog i forhold til de andre, og det var, som om det hele ikke rigtig gled som tidligere. Bogen blev skrevet færdig i januar måned 2013, og da det var gjort, var jeg træt. Noget så træt.
Mit energiniveau var helt i bund. Når jeg kørte på arbejde om morgenen, sad jeg og gabte i bilen. Og når jeg kørte hjem igen, gabte jeg stadigvæk. Jeg kunne ikke sove trætheden væk, og min hjerne føltes, som om den var eksploderet. Den kunne slet ikke overskue den næste bog eller det faktum, at jeg nærmede mig slutningen af serien, og at der nu skulle samles op på ledetråde og lignende.
Historien føltes død, og BB-crewet var ingen steder at se. Der var ingen gnist eller lyst til at skrive den næste bog, og jeg havde det, som om jeg havde fået sparket benene væk under mig og lå udsplattet på jorden.
Heldigvis var jeg dog i stand til at skrive, så jeg skrev eventyret ”Pigen og glashjertet” samt to af Merlin-bøgerne.
Det tog mig et halvt år, før jeg igen var i stand til at skrive på BB-serien.
2014: Nye planer
Jeg ved ikke helt hvad der skete. Jeg så slet ikke, at det var ved at gå galt, før det gik galt. Det føltes ikke som stress, da jeg ikke havde de sædvanlige fysiske symptomer. Måske det mere var en form for overanstrengelse. Under alle omstændigheder var det på ingen måder rart at slingre omkring i konstant energiunderskud i over et halvt år og frygte, at jeg ikke ville blive i stand til at skrive videre på BB-serien.
Og jeg vidste, at jeg ikke ville ende der igen.
Derfor arrangerede jeg, at jeg kunne gå ned i tid på mit hverdagsarbejde, da jeg havde bibliotekspenge nok til at erstatte min tabte arbejdsfortjeneste. Den økonomiske side af mig går med livrem og seler, og den del ville gerne have ventet noget længere med at tage det skridt.
Men den del af mig, som huskede, hvordan det var at være drænet, og med en hjerne der føltes som grød … den del er meget målrettet omkring at sørge for, det ikke sker igen.
Så siden december 2014 har jeg været lidt mindre bibliotekar og lidt mere forfatter end tidligere. Måske ville jeg alligevel ikke være endt i samme hul som dengang i 2013, men hey: Så er der jo det mere tid til at skrive.
Og det er, hvad biblioteksafgiften betyder for mig: Muligheden for at skrive :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar