Backstage på Blodets Bånd serien #3 Kassies navnesøster og nattesyner

Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.

Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.

(Kassie - vampyren der drømmer)

Navne og nattesyner
(Her er en blanding af mine overvejelser/tanker (markeret med fed) og Kassie der "taler".)

Alle vampyrer får et nyt navn når de genfødes (eller hvad de nu kalder det). Det er deres skaber som navngiver dem. Bess gav mig navnet Kassandra. Alle kalder mig Kassie. Kassandra, min navnesøster, forudså Trojas fald, men ingen troede på hende og hun blev stemplet som sindssyg (skal lige tjekke rigtigheden af de udsagn). Jeg føler mig lidt for nært beslægtet med hende på det punkt.
Tænker nemlig at Kassie har syner om natten.

Vampyrer sover selvfølgelig ikke, men vi har alligevel brug for en form for hvile. Vi går ind i en nærmest meditativ tilstand, hvor vi ikke er til stede med vores bevidste sind. Og det er så her at hun ”drømmer/ser syner” – lidt på samme måde som ved søvn.
 Der må så være udslag i min søvn, for jeg drømmer. Noget andre vampyrer ikke gør. På en måde føler jeg heller ikke det er drømme. I så fald er det vågne drømme. Det er mere syner som er så livagtige, at jeg i al min idiotiske blufærdighed flere gange er vågnet op i en T-shirt fordi ingen af mine natlige besøgende skulle se mig nøgen.
(de der syner er nok vigtige på en eller anden måde. Måske er hun lidt synsk – eller ser måske personer fra den fortid hun ikke kan huske? Det tænker hun måske ogå selv, altså, at de er skyggerne fra det liv hun ikke kan huske)

(Meget betryggende at se, hvor meget styr på en historie en forfatter kan have, ikke? Det ene øjeblik slynger en fiktiv karakter ud, at hun har sære syner om natten. Det næste overvejer forfatteren, at synerne nok er vigtige på en eller anden måde ;)

Backstage på Blodets Bånd serien #2 Kassie og hendes søstre

Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.

Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.

(Anastasia på forsiden af bind 7

- første gang omtalt som lidt af en vamp)

Kassie og hendes søstre
(Her er nogle af de første tanker, jeg havde om Kassies søstre.)

Hun bor sammen med tre andre vampyr-kvinder. Den ene er den som har forvandlet dem alle. Hun er nærmest en mor for dem, mens de andre to er som søstre for Kassie.
Jeg tror ”moderen” hedder Bess. Hvad de andre to hedder, ved jeg ikke.
Jeg tænker at den ene søster faktisk er lidt ”vamp” – altså, sexet og fræk
Den anden er den der ser yngst ud, selvom hun sikkert er myndig. Hun ser bare yngre ud. Det er lidt hendes problem. Hun kan selvfølgelig godt få arbejde, men det er nemmest at få arbejde som om hun er teenager – altså, en umyndig teenager. Må være træls at have det sådan for altid. Hun har måske alternative indtægter – forfatter måske?
”Moderen” er nok den alvorlige. Hende der bestemmer

(Kassie valgte så lige at indkaste en bemærkning omkring, at hun er den yngste og så noget om et hierarki)

Jeg er den sidste der blev forvandlet, også selvom søster (Jeg markerede "søster" med fed, fordi jeg ikke vidste, hvad hun skulle hedde - det blev så Wendy) ser yngre ud. Det stiller mig faktisk nederst i hierarkiet.

(Jeg tog så over med mine overvejelser omkring det hierarki)
Forestiller mig at der er et hierarki. Måske er der en form for regler? Ikke at man måske blindt skal adlyde sin skaber eller hvad? Er der nogle bånd måske?
Bess har forvandlet de tre piger. Hun har ikke slået dem ihjel men har taget sig af dem efter at andre har efterladt dem i en tilstand hvor de kun kunne dø
Jeg tænker faktisk at Kassie bliver fundet i en flod? Som om hun på den måde er sluppet væk fra sine overfaldsmænd

(At skrive kan føles som at forsøge at lægge et puslespil uden at kende motivet. "Jeg tror måske, hun er fundet i en flod" smider jeg ud. Og ja, det endte hun så med at blive :)

Backstage på Blodets Bånd serien #1 Hyænedrenge og en wicca

Når jeg får en ide, skriver jeg den ned i et dokument. Jeg noterer alt, hvad der falder mig ind, og det resulterer i en del "jeg tror" og "måske der så sker" og lignende. Hvis personerne har lyst til at snakke med, bliver dokumentet ofte en blanding af mine overvejelser og personerne, der fyrer nogle replikker af. Der kan også være hele og halve scener, som bliver skrevet ned, hvis ideen slår nok gnistrer.

Dengang min redaktør spurgte mig, om jeg havde overvejet at skrive en vampyrroman - og jeg så rent faktisk gav mig til at overveje det - væltede det frem med tanker og ideer, så jeg i løbet af to dage skrev næsten 20 sider, der var en blanding af mine tanker, scener og personerne som talte.

Hyænedrengene og en wicca
(Det her er det første jeg skrev om de fyre, som senere blev til hyænedrengene - og så en helt særlig wicca):

Jeg har en ide om at hun skal møde en wicca - altså en heks, men med rigtige magiske egenskaber.
Jeg forestiller mig at hun render i armene på et par vampyrjægere – som ikke rigtigt er vampyrjægere. Den ene har måske en bedstefar som var det og det er hans grej de bruger. Det lykkes dem at fange hende og sadistiske som de er, slæber de hende med ud i skoven hvor de lænker hende så hun kan blive svitse af solen
Jeg ved ikke hvor hun har været men hun er måske på vej hjem da hun kan lugte blod og beslutter at undersøge det

(Lige under det afsnit påbegyndte jeg scenen, hvor Kassie møder fyrene): "Der var blod og der var meget af det." 
(Ni linjer blev det til, så havde jeg lige endnu et personlig notatet til mig selv):

Det bliver til en kamp – aner ikke hvordan de vinder, men det gør de. Under kampen kan hun nok godt mærke at de ikke virker som trænede vampyrjægere – de har nok ikke den der barriere i deres sind. De snakker nok også sammen – måske først bagefter da de har taget på hende – og hun forstår at de ikke er trænede vampyrjæger men bare en par drenge der har fundet ud af at der findes en anden verden og i dumhed og overmod skal prøve kræfter imod den. Hun tænker at hun godt ved hun ikke lige er i den bedste situation, men mener alligevel at de er heldige at de mødte hende og ikke en anden vampyr som måske er knap så diskret som hun og hendes familie. Plus at hun ved at hvis de fortsætter vil det koste dem livet – selv trænede vampyrjægere dør ofte.

(Efterfulgt af mere kamp og en "tur ud i skoven", som slutter med at Kassie sætter tænderne i en kanin :)

Evytts yderst uofficielle regelsamling #6 Tegnsætning omkring direkte tale

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige
problemer.

Tegnsætning omkring direkte tale

Direkte tale markeres med citationstegn i begyndelsen og slutningen af replikken, men hvordan er det nu lige med tegnsætningen?

Først og fremmest det nemme:

Al tegnsætning skal være inden for citationstegnene.
En replik kan ikke stå uden afsluttende tegnsætning.

Altså ikke noget med at sætte punktummer, spørgsmålstegn, kommaer og hvad man ellers kan finde på uden for citationstegnene. Og det nytter heller ikke at tænke: ´Hmm … skal det nu være punktum eller komma her? Jeg undlader at sætte et tegn og lader læseren om at beslutte det.´

Nu ved jeg godt, at det er pædagogisk ukorrekt at give eksempler på noget forkert, men tegnsætning er nærmest umuligt at forklare uden at gøre dette, så:

FORKERT: ”Hvorfor siger du det”?
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”
RIGTIGT: ”Hvorfor siger du det?”

Ofte bruger man i dialog indskudte bemærkninger og/eller det der kaldes ´inkvit´. Inkvit er bare betegnelsen for sagde/spurgte/svarede/hviskede/mumlede/sukkede/find-selv-på-flere han/hun, men hvis man bruger det, skal man være opmærksom på at det ændrer på tegnsætningen i replikkerne:

Ved brug af inkvit erstattes replikkers afsluttende punktum med komma, og punktummet sættes først efter inkvit.

Eksempelvis:
”Jeg mente det ikke,” hviskede han.

Selv vælger jeg at se på replik + inkvit som en sætningskæde, og der ville sætningen ´Hviskede han.´ jo være fuldstændig meningsløs hvis den stod alene. Derfor komma sidst i replikken og punktum efter inkvit.

Hvis inkvit sættes midt i en direkte sætning, skal både første del af replikken og inkvittet afsluttes med komma.

Eksempelvis:
”Jeg synes,” sagde han, ”at vi skal tale om det her.”

Hvis replikken ikke blev afbrudt af inkvittet, ville der næppe være punktum mellem ´Jeg synes´ og ´at vi skal tale om …´, og det skal der så heller ikke være, bare fordi der er en inkvit. Derfor komma begge steder.

Heldigvis er det kun punktum der påvirkes af inkvit. Alle andre tegn skal sættes helt almindeligt.

Eksempelvis:
”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg synes, at vi skal tale om det her.”

Her afsluttes inkvittet i øvrigt med punktum, fordi både punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer ´fuldt stop´.

Og så er der lige den med stort eller lille begyndelsesbogstav omkring direkte tale:

Man bruger store eller små begyndelsesbogstaver efter præcis samme regler, som uden replikken.

Det vil sige, at inkvittet altid er med småt, fordi den efterfølger et komma. Om replikkens første ord skal skrives med stort eller småt begyndelsesbogstav afhænger af tegnsætningen umiddelbart før replikken.

Eksempelvis:
Han nikkede. (punktum) ”Du har ret.”

Da der er punktum lige inden replikken, skal denne have stort begyndelsesbogstav.

Hvis der er komma før replikken, skal denne ikke have stort begyndelsesbogstav.
Eksempelvis:
”Jeg synes, (komma)” sagde han, (komma) ”at vi skal tale om det her.”

Endelig er der den mulighed at droppe citationstegnene og i stedet bruge tankestreg til at vise, at her begynder en replik. Det bryder jeg mig personligt meget lidt om, da jeg synes at det ofte kommer til at fremstå rodet og uoverskueligt, hvis der er inkvit eller indskudte sætninger i replikken. Hvis I alligevel vælger at benytte denne metode, er I selv uden om eventuelle problemer og må finde løsningen et andet sted.

Skrivetip: Skab din hovedperson

Personer vs. Handling

Så … hvordan opbygger man gode Personer til at vandre rundt i ens fiktive indre miljø?

Godt spørgsmål. Jeg er knap nok sikker på, jeg ved hvordan, men lad mig prøve at komme med nogle tips.

En ide kan starte på forskellige måder. Den KAN jo faktisk starte med, at man pludselig har besøg af en Person, som er så interessant, at man gerne vil skrive om dem. Så allerede der ved man noget om Personen, for … hvorfor skulle man have lyst til at skrive om dem, hvis ikke der var noget, som satte gang i ens fantasi?

Andre gange er det mere historien i sig selv, der skaber behovet for en Person, som man så skal ud og kigge efter.

For mit eget vedkommende tror jeg oftest, at mine ideer starter med Historien frem for Personen. Fx ”Pige ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave” (Mission: Drømmeprins), ”Pige er blevet myrdet og vil have Dreng til at finde ud af hvem der gjorde det” (For foden af trappen), ”Dreng drømmer om forsvundet Pige” (I Pandoras æske).

Andre gange kommer Personen og Handlingen nærmest hånd i hånd. Kassie fra Blodets Bånd-serien kom ikke svansende fiks og færdig, men hun hviskede mig i øret, og hendes stemme som fortalte, at hun ikke havde planer om at leve evigt, var med til at skabe hende som Person.

Hvad har du brug for?

Når mine ideer starter med Handlingen, tager jeg – nok ubevidst – udgangspunkt i, hvilket behov jeg har. Ens Personer påvirker Handlingen, og Handlingen påvirker Personerne. Hvis jeg har brug for en, der kan ”sparke røv” nærmest fra side 1, skal jeg måske ikke vælge en personlighed, som hellere vil krybe ned under gulvbrædderne end at sige noget højt i en større gruppe af mennesker.

Man må fornemme, hvad man har behov for. Hvilke tanker og følelser skal Personen have om sig selv? Hvilken personlighed vil få Personen til at reagere på den rigtige måde i vigtige scener? Scener som fører Handlingen videre?

Forfattere skriver på forskellige måder. Nogen ønsker ikke at vide, hvor historien skal ende, så de kaster sig ud i historien sammen med Personen og ser, hvordan det hele udvikler sig. Jeg vil så gerne vide, hvor jeg er på vej hen, og det påvirker min måde at planlægge og skrive på.

Når skakbrikken skal flyttes …

At skrive er lidt som at spille skak (hvilket jeg ikke gør, men jeg vil da tro, at det er sådan). Man må forudse sine træk. Hvis man flytter en brik på en bestemt måde … så vil trækket påvirke ens muligheder fremover. Og man kan ikke pludselig springe mange træk tilbage for at lave et om – ikke hvis det har store konsekvenser for historien. I så fald skal man nok acceptere omskrivning.

Det gælder både Handling og Personer.

Forskellige personlighedstyper giver forskellige muligheder på spillepladen ligesom skakbrikkerne. Nogle kan kun bevæge sig diagonalt på brættet, andre må tage to skridt frem og et til siden – her taler jeg altså om skakbrikkerne, men det samme gør sig gældende med Personerne. En Bonde kan altså ikke bevæge sig som en Dronning.

Følg Personens regler

I min vampyrserie ”Blodets Bånd” har jeg en del seje karakterer. De er lidt mere badass, fordi de er vampyrer og har oplevet mere end andre. Altså har jeg nogle muligheder med dem, som jeg ikke har med Menneskelig Teenagedreng (som i det her tilfælde hedder Leo).

Leo er en fin fyr. Sjov og omsorgsfuld og bestemt ikke fej, men han ER altså menneskelig, og når han pludselig befinder sig i en verden, hvor han er omgivet af væsner, som er hurtigere og stærkere – og i flere tilfælde – mere ondskabsfulde end ham … man kan ikke forvente, at Leo sparker røv på samme måde som vampyrerne Kassie, Anastasia og Viking.

Man må ganske enkelt følge reglerne for den Person man har skabt. Det betyder ikke, at Personerne ikke kan ændre sig, men man skal gøre det troværdigt. Det betyder heller ikke, at Personerne ikke kan indeholde ”modsætninger”. Den Stille Pige kan jo sagtens være den med den groveste humor, og Den Store Stærke Fyr er måske den, som sætter sig ned og græder i en krisesituation.

Personens ”stemme”

Prøv at forestille dig, hvordan din persons indre stemme er. Hvordan tænker og føler de? Hvad er deres kerne? Hvad er deres motivation?

Da jeg gik i gang med Blodets Bånd serien vidste jeg, at jeg skulle have en familie af kvindelige vampyrer, men hvor mange og hvordan skulle de være som Personer? Til at begynde med vidste jeg endnu ikke så meget om den overordnede historie at jeg anede, hvor mange jeg ville få behov for, så jeg måtte vælge og endte med Hovedpersonen Kassie og hendes tre søstre (og så måtte jeg bare krydse fingre for at der ikke var for mange eller for få).

Da jeg ret tidligt i historien præsenterede både Kassie og de tre søstre for læseren, tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre dem forskellige for at lette adskillelsen af dem i læserens hoved.

Det resulterede i moderlige og alvorlige Bess, drømmende, kunstneriske og lidt flyvske Wendy og festglade og humoristiske Anastasia. Det er ganske få ord til at beskrive dem, men det giver noget at fokusere på, når man lader dem handle og tale. Anastasia endte med at få en synsvinkel, og hun er sjov, men også benhård når det er nødvendigt. Efterhånden som historien skrider frem, bliver situationen mere alvorlig, men Anastasia mister ikke sin humoristiske tone – den bliver bare en anelse mere dyster.

Anastasia har en humoristisk tone, mens fx Junior er meget sanselig og næsten poetisk i sin oplevelse af omgivelserne. Deres grundlæggende personlighed farver deres måde at fortæller på.

Personens bagage

Vi bærer alle sammen rundt på noget bagage. For nogle er det bare en lille rygsæk og andre har en monster-kuffert på slæb.

Din Person behøver ikke at have en traumatisk barndom, men vær klar over om vedkommende slæber rundt på noget, som påvirker dem i særlig grad her og nu – i deres historie som du vil fortælle. Har du BRUG for at de har en bagage?

Gennemsnitlig Almindelig Pige har måske ikke noget særligt at bære på, men det kan jo også være at hendes mor døde, da hun var lille eller hun blev mobbet.

Luna i ”I månens skygge” mistede sin far til familie-forbandelsen, og det har påvirket hende og fået hende til at tage nogle valg omkring sit liv og fremtid. Kassie kan ikke huske sin fortid som menneske, men selvom hun måske ikke kender vægten af sin bagage … så er den der jo. Den påvirker hende og får hende til at handle på bestemte måder.

Kend din Persons bagage. Du kan også bruge den imod dem. Jeg brugte Bess’ til at sætte hende ud af spillet på, da jeg var nødt til at reducere Kassies allierede.

Når Personerne vil bestemme

I de fleste tilfælde føler jeg, at det er mig som bestemmer og former Personerne som jeg vil have dem. Men det er sket, at jeg har måttet makke ret.

Menneskelige Leo – ham den søde, flinke fyr … min oprindelige tanke for ham var, at han skulle være bare en anelse mere badass. Ikke vampyr-badass, men trods alt menneskelig-badass.

Jeg nåede så aldrig i nærheden af at få ham til at agere sådan. Fra det øjeblik han mødte Kassie, vidste han, at han ville have hende, og han spillede ingen spil med hende. Her var ikke noget med at være ”varm og kold” og skifte mening. Og han var heller ikke ”hård” i sin personlighed.

Leo insisterede på at være en Sød Fyr og det havde indflydelse på hele serien. Havde han været mere hård, ville det have ændret på nogle ting, men jeg er faktisk glad for, at han insisterede på at være den han er. Der er så mange badass-typer i BB-serien, så for mig var det rart og forfriskende at have Leo som han var. Og hans kamp og udvikling var interessant at følge.

Så nogle gange bør man måske bare lytte til Personen og ikke forsøge at gøre en Bonde til en Konge. I en historie kan den lille brik gøre den største forskel.

Kort og Godt

For at opsummere:

Hvilken type Person har du brug for? (Skal Hun kaste sig direkte ud i problemløsningen uden at blinke eller skal Hun lige modne og vokse med opgaven først?).

Kend din Persons:

• stemme (”Livet er skønt!”/”Åh, fuck you, life!”).
• motivation (”Jeg vil beskytte min familie!”/”Jeg vil finde morderen”)
• bagage

Følg Personens regler – og hvis du afviger fra, hvad læseren forventer: Så gør det troværdigt.

  

 

Biblioteksafgiften 2015 - hvad den betyder for mig

De sidste par år har jeg skrevet indlæg omkring biblioteksafgiften for at give forfatterspirene et indblik i den side af forfatterlivet.

2013 indlægget handlede om, hvor stor betydning lektørudtalelsen har for salget til bibliotekerne. 2014 indlægget handlede om, hvordan indkøbene af bøgerne i en serie falder, jo flere bind der kommer til.

I år vil jeg skrive om, hvad bibliotekspengene betyder for mig.

2010: Blodets Bånd påbegyndes … og jeg køber og istandsætter hus
Min serie Blodets Bånd startede i oktober 2010, da min redaktør spurgte, om jeg nogensinde havde tænkt på at skrive en vampyrroman. Jeg begyndte at lege med ideen, og det var nærmest, som om historien havde ligget og ventet. I hvert fald væltede det frem med scener, dialoger og personer, så jeg i løbet af få dage havde skrevet mange siders notater ned.

Og snart havde jeg kastet mig ud i at skrive det, som skulle blive til de to første bøger. Selvfølgelig gik det ikke for fuld hammer konstant, men jeg skrev de to romaner hurtigere, end jeg havde skrevet nogen anden roman før.

Samme år havde jeg købt et hus. Når man køber hus, har man store planer for at gøre huset til sit eget. Det resulterede i, at så godt som hele hytten blev malet, der kom nyt gulvtæppe på, badeværelset fik en ny vask og nogle skabe, og det lille, originale køkken blev skiftet ud med et nyt.

2011-12: Sygdom, død, hussalg, huskøb, istandsættelse og BB
De store projekter var afsluttet i starten af 2011. Til gengæld var året knap nok begyndt, da min far fik konstateret uhelbredelig kræft. Det lykkedes mig at færdigskrive ”Blodsøstre” og ”Hyænelatter”, inden sygdommen blev kraftigt forværret. Han døde i juni, og bagefter var mit overskud og min lyst til at skrive forsvundet. Der fik flere måneder, før lysten vendte tilbage, og der var også mange praktiske ting at tage sig af. Søster og jeg stod med vores barndomshjem, der skulle tømmes og sælges.

Det endte med, at jeg solgte mit hus og købte barndomshjemmet, og det kastede mig så ud i en ny omgang istandsættelse samtidig med, at jeg skrev videre på Blodets Bånd serien.

BB-crewet var vældig flinke til at samarbejde, og jeg fik skrevet de næste bøger i serien ganske hurtigt.

2013: Noget så træt
Da jeg nåede til bind 6 i serien i 2012 opdagede jeg, at noget ikke føltes som før. Det tog længere tid at skrive denne bog i forhold til de andre, og det var, som om det hele ikke rigtig gled som tidligere. Bogen blev skrevet færdig i januar måned 2013, og da det var gjort, var jeg træt. Noget så træt.

Mit energiniveau var helt i bund. Når jeg kørte på arbejde om morgenen, sad jeg og gabte i bilen. Og når jeg kørte hjem igen, gabte jeg stadigvæk. Jeg kunne ikke sove trætheden væk, og min hjerne føltes, som om den var eksploderet. Den kunne slet ikke overskue den næste bog eller det faktum, at jeg nærmede mig slutningen af serien, og at der nu skulle samles op på ledetråde og lignende.

Historien føltes død, og BB-crewet var ingen steder at se. Der var ingen gnist eller lyst til at skrive den næste bog, og jeg havde det, som om jeg havde fået sparket benene væk under mig og lå udsplattet på jorden.

Heldigvis var jeg dog i stand til at skrive, så jeg skrev eventyret ”Pigen og glashjertet” samt to af Merlin-bøgerne.

Det tog mig et halvt år, før jeg igen var i stand til at skrive på BB-serien.

2014: Nye planer
Jeg ved ikke helt hvad der skete. Jeg så slet ikke, at det var ved at gå galt, før det gik galt. Det føltes ikke som stress, da jeg ikke havde de sædvanlige fysiske symptomer. Måske det mere var en form for overanstrengelse. Under alle omstændigheder var det på ingen måder rart at slingre omkring i konstant energiunderskud i over et halvt år og frygte, at jeg ikke ville blive i stand til at skrive videre på BB-serien.

Og jeg vidste, at jeg ikke ville ende der igen.

Derfor arrangerede jeg, at jeg kunne gå ned i tid på mit hverdagsarbejde, da jeg havde bibliotekspenge nok til at erstatte min tabte arbejdsfortjeneste. Den økonomiske side af mig går med livrem og seler, og den del ville gerne have ventet noget længere med at tage det skridt.

Men den del af mig, som huskede, hvordan det var at være drænet, og med en hjerne der føltes som grød … den del er meget målrettet omkring at sørge for, det ikke sker igen.

Så siden december 2014 har jeg været lidt mindre bibliotekar og lidt mere forfatter end tidligere. Måske ville jeg alligevel ikke være endt i samme hul som dengang i 2013, men hey: Så er der jo det mere tid til at skrive.

Og det er, hvad biblioteksafgiften betyder for mig: Muligheden for at skrive :)

Et eventyr fra Perina

Jeg arbejder på en ny roman - pt. blot kaldet Projektet, hvilket dækker over mere end blot denne ene roman. Min historie foregår i landet Perina, og Carina Evytt skriver ligeledes en roman, som foregår i dette univers. Hvis forlaget siger ja til at udgive dem (når vi engang er færdige), er planen at vi skriver de næste bøger i serien sammen.

I min historie er der indtil videre dukket forskellige lege op, et børnerim, noget der minder om en historietime og ... et eventyr.

Og eventyret ... det kommer her :)

Prinsessen og de grå vidders land

I Perina levede der engang et kongepar som spredte velstand, fred og lykke omkring sig. Dronningen var lige så smuk som hun var god, og det blev sagt at hun var den smukkeste kvinde landet nogensinde havde set.

    Desværre var dronningen blevet syg, og hun døde og efterlod sig kongen og deres datter, prinsessen, som var yndig med langt lyst hår og klare blå øjne.

    Alle sørgede over tabet, men ingen så dybt eller inderligt som prinsessen. Hun blev tavs og stille, og slottet genlød ikke længere af hendes latter. I stedet sad hun dag efter dag i det øverste tårn og stirrede ud over Perinas grønne landskab.

    Kongen frygtede at han ville miste sin datter som han havde mistet sin kone, og han bekendtgjorde at han ville give sin datter og det halve kongerige til den mand der kunne bringe hende tilbage fra de grå vidders land.

    Prinser fra de omkringliggende riger kom rejsende til, og en efter en blev de ledt op i tårnet til prinsessen. De var smukke og galante, og de tog prinsessens hånd, bøjede sig og kyssede hendes rosenrøde mund.

    Men intet kys bragte gnisten tilbage i hendes falmede øjne, og selvom den ene var smukkere end den anden, vendte hun ikke blikket mod en eneste. Hun fortsatte blot med at stirre ud ad vinduet, men hun så ikke al den skønhed som Perina besad.

    Kongen blev mere desperat, og han sendte bud til endnu fjernere riger for at få flere prinser til at komme. En af prinserne måtte jo kunne bringe hans datter tilbage til ham, og prinserne kom, og de kyssede prinsessen.

    Men intet skete, intet ændrede sig.

    Til sidst havde alle prinser skænket prinsessen deres kys, og kongen så ingen anden udvej end at bede adelens sønner om at gøre et forsøg. Unge mænd strømmede til slottet for at kysse prinsessen, men heller ikke disse kunne lokke hende tilbage fra landet hvor alt var gråt.

    Kongen lod købmændene og håndværkernes sønner prøve uden held, og det samme tungsind der havde bemægtiget sig hans datter, sænkede sig over ham. Med sorg i sit hjertet sendte han alle de håbefulde friere bort, og han sad i den mørklagte tronsal. De før så lykkelige dage syntes langt borte, og han længtes efter sin dronning og døden der ville føre ham til hende.

     Hans tanker blev mørkere og mere dystre, og da hans hjerte næsten var så tungt at han troede det ville briste, hørte han en stemme tale til sig.

    ”Min konge.”

    Han vendte sig, og hans blik faldt på en ung mand klædt i stalddrengenes uniform.

    ”Ja?” spurgte kongen og undrede sig svagt over hvad manden lavede her i hans tronsal.

    ”Vi kender alle prinsessens ulykkelige situation,” sagde stalddrengen alvorligt og knugede sin hat mellem hænderne. ”Og vi har set de mange prinser og adelige sønner som er kommet rejsende til i forsøget på at vække prinsessen fra hendes tungsind.”

    Kongen nikkede træt og var parat til at gøre tegn til en af vagterne for at få stalddrengen fjernet.

    ”Det er ikke lykkedes for en eneste,” fortsatte stalddrengen. ”Lad mig prøve, min konge. Jeg ved, jeg kan få prinsessen tilbage.”

    Ønsket var vanvittigt. Hvordan skulle en stalddreng kunne gøre hvad alle de mange prinser ikke havde kunnet?

    Kongen åbnede munden for at nægte stalddrengen denne chance, men hans datters sjælesyge havde tynget hans eget hjerte. Kongen var træt helt ind til marven, og frem for at sige nej gav han stalddrengen et eneste nik.

    Så stalddrengen blev vist op i tårnet til prinsessen, men i stedet for at kysse hendes ubevægelige læber fandt han en stol, trak den hen ved siden af hende og satte sig. Han stirrede ud ad vinduet på Perinas grønne landskaber, og kongen som ellers følte sig grå og tom indeni, mærkede en gnist af vrede.

    ”Hvorfor sidder du der?” spurgte han den unge mand. ”Ville du ikke bringe min datter tilbage til mig?”

    ”Det vil jeg, min konge, men nogle ting skal ikke gøres med hast.” Stalddrengen vendte igen blikket mod vinduet, og der blev han siddende i tre dage og tre nætter uden at sige et eneste ord.

    Kongen tilbragte tiden i tronsalen, men på den tredje dag gik han tilbage til tårnet. Det var hans plan at få smidt stalddrengen på porten, men da han trådte ind i rummet, rejste den unge mand sig. Han smilede til kongen og gik så hen til prinsessen. Han sank på hug ved siden af hendes stol og betragtede et øjeblik det triste ansigt før han strakte sig og gav sig til at hviske noget i hendes øre.

    Ingen kunne høre hvad han sagde, men han blev ved, og med et gik det op for kongen, at noget havde ændret sig. Hans datters før så blege hud havde fået en smule farve hen over kinderne, og hendes mund rørte let på sig. Hun blinkede, og pludselig knækkede hun sammen i livet med et gisp.

    Stalddrengens hånd fór ud, og fingrene lukkede sig om en lille, glimtende genstand i luften før han vendte sig mod prinsessen igen. Kongen stod som stivnet og først troede han at hans datter græd, men så forstod han at hun lo.

    Hun rettede sig op i stolen mens latteren strømmede frem, og hun så på stalddrengen med øjne der strålede.

    Stalddrengen lo med, og han viste kongen hvad han havde grebet ud af luften. Det var en lille, hård tåre der glimtede som var den lavet af diamant.

    ”Den havde sat sig fast,” sagde stalddrengen mens prinsessen rejste sig. Hun trådte helt hen til ham, lagde hænderne på hans skuldre og hævede sig op på tå. De kyssede hinanden, og snart var der bryllup.

    Stalddrengen – som blev konge – og prinsessen levede lykkeligt og med megen latter hele deres liv, men de afslørede aldrig hvad han havde hvisket i hendes øre.

    Det forblev deres hemmelighed.