tirsdag den 13. januar 2015

Hvor kommer ideerne fra?

Før en bog bliver til en bog, starter den som en ide - en tanke - i forfatterens hoved.

Men hvor kommer ideerne fra?

Det er et godt spørgsmål. Nogle gange kan det føles lidt som magi, når en ide pludselig stryger ind i ens hoved og nærmest med det samme giver sig til at gnistre, så man "ser" hovedpersonen og scener og hører dialoger.

Det første frø kan stamme mange steder fra. Jeg kender en forfatter, som havde mareridt, og drømmen brugte hun som inspiration til sin debutroman. En anden forfatter finder inspiration i tidsskrifter som Alt om Historie. Hun har skrevet en del historiske romaner.

Hvor får jeg så mine ideer fra? Tja, det kan være noget jeg har læst eller set i fjernsynet. Det kan være en tanke, der synes at opstå af sig selv. Andre gange hiver jeg selv ideen frem.

Noget af det vigtigste er at tænke: Hvad nu hvis ...

Jeg kan komme med nogle eksempler fra mine bøger.

"For foden af trappen"
”For foden af trappen” startede med et billede i mit hoved af en pige, som står i sit vindue og ser en familie flytte ind. Hun følger med i deres gøren og laden på afstand … og så går det op for læseren at hun … nå ja, er død.

Okay, så hun var død. Hvordan var hun død og hvornår? I ”Kristines hjerte” havde jeg et gammelt spøgelse, men hvad hvis denne pige i vinduet var forholdsvis ny? Og hvad hvis hun var blevet myrdet?

Det lød jo ret interessant, men hvis jeg skulle myrde hende – så at sige – samtidig med at det kunne blive forvekslet med et uheld … hvordan skulle det så ske? Ved at falde/blive skubbet ned ad trappen!

Og sådan udviklede historien sig med, at jeg lavede en afgrænset gruppe af mistænkte og derefter skulle udvælge morderen og et motiv …




"I Pandoras æske"
Den første gnist til denne ide kom af et tv-program, hvor en dreng drømte om en pige. Jeg har en svaghed for historier, der blander krimi og det paranormale sammen, så hvis der var en dreng, som drømte om en pige ... hvorfor gjorde han det så? Hvordan? Og hvem var hun?

I "Kristines hjerte" havde jeg allerede ladet min hovedperson dø, for at hun pludselig kunne få evnen til at se spøgelser.

Jeg havde ikke lyst til at gøre det samme her, så jeg fandt på, at min hovedperson skulle køres ned og få en hjernerystelse. Hvem ved hvad det kunne føre med sig!

Som for eksempel pludselig at drømme om en pige. Derefter fandt jeg så ud af, hvem pigen var, og hvorfor hun havde brug for hjælp.




"Mission: Drømmeprins"
Nogle gange behøver man ikke vente på ideen. Man kan selv skabe den.

"Mission: Drømmeprins" er en af de romaner, jeg har ”fremprovokeret”. Jeg havde lyst til at skrive en humoristisk kærlighedshistorie i stil med ”Sol, sommer og scorereplikker”, men hvad skulle den handle om?

Jeg kom på ideen med en pige, der for sjov ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave (noget jeg selv havde gjort) … og veninden der tager hende på ordet. Og da det jo skulle være en humoristisk kærlighedshistorie, skulle der humoristiske scener til.

Derfor udtænkte jeg forskellige dates, som den stakkels hovedperson kunne komme ud for.




Drømmer-serien
Jeg skriver det for det meste ned, når jeg får en ide, og det følgende er udpluk af, hvad jeg skrev i forbindelse med starten på Drømmer-serien:

I dag fik jeg pludselig den tanke, at en bankede på vinduet, og da jeg så kiggede ud, ville der stå en pige … ikke bare en pige, men en pige fra en roman. En kentaurer! På en eller anden måde ryger hovedpersonens hovedperson fra romanen ind i hendes VIRKELIGE verden og banker på vinduet.

Det er jo bare ikke lige til at skjule en kentaurer – ”Hvorfor fanden var det ikke en elver som kom på besøg,” hvæsede jeg, ”så kunne jeg have smækket en hue på hovedet af hende og det var det!”

Nå, men det er da komisk. Hun bliver nødt til at skjule hende. Kentauren kender hende. Måske får hun så trukket en af sine hekse ind i sin egen verden for at få hende til at lave kentauren om til et menneske (hun har jo nok prøvet at sende kentauren tilbage uden at det virker).

Senere tog jeg fat i ideen, da jeg gerne ville prøve at skrive noget mere letlæseligt til børn.
Pigen Sille, som kan lide at skrive historier, får på en eller anden måde hevet Rikka, som er en kentaurer, ind i sin egen verden. Sille har skrevet om Rikka, og som jeg overvejede i den første tanke omkring ideen, får hun også hevet heksen Lussy ind i sin verden i forsøget på at få Rikka hjem igen.




Blodets Bånd-serien
I 2009 faldt jeg over ordet "blodsøstre", og min hjerne associerede på det: Blodsøstre ... blod ... søstre ... vampyrer ... kvinder ...

En slags familie bestående af kvindelige vampyrer? Som holdt mænd på afstand?

Der var ikke meget i ideen, men jeg skrev den ned. Og mine notater kunne sikkert have ligget urørt hen endnu, hvis ikke min redaktør i oktober 2010 spurgte, om jeg havde tænkt på at skrive en vampyrroman?

Jeg kunne ikke lade være med at overveje det, og jeg huskede den lille stump ide. Det var da altid et sted at starte.

Der var ingen handling i ideen, andet end at hovedpersonen muligvis forelskede sig i en mand, hvilket resten af familien ikke ville bryde sig om. Altså, jeg havde ingen grundide andet end en familie bestående af kvindelige vampyrer ... så hvad kunne jeg have lyst til at skrive om? Jo, måske noget der var sket i fortiden, som havde indflydelse på nutiden ...

Man skulle tro, at mine personer bare havde ligget på lur og ventet på muligheden, for da jeg først begyndte at lege med mulighederne, eksploderede ideen, og i løbet af ganske kort tid havde jeg skrevet mange siders notater med baggrundshistorier, personernes mål og indbyrdes forhold.