lørdag den 29. juni 2013

Biblioteksafgiften 2013 - yeeeehaaaaa!

Lad det være sagt med det samme: Man skal ikke begynde at skrive for at tjene penge. Man skal være usædvanlig talentfuld og heldig for at tjene store penge. For de fleste forfattere er timelønnen latterlig lav. Den tid der bruges på at udtænke ideen, skrive den, finpudse den efterfulgt af kampen for at få et forlag til at udgive bogen ... den tid tjenes sjældent ind i penge, så lad lysten drive værket.

At man så tjener penge på noget, man elsker at gøre, er jo bare en bonus :o)

Danmark er et lille marked, og det er meget svært at leve af at være forfatter. Heldigvis er der biblioteksafgiften, der er en støtteordning for danske forfattere. Den udbetales en gang om året i slutningen af juni måned.

Afgiften er baseret på, hvor mange bøger man har stående på bibliotekernes hylder, hvor mange sider disse bøger er på, og hvilket slags materiale bogen er. Bøger til voksne giver for eksempel 1,7 point pr. side, mens børnebøger giver 1.

"Kristines hjerte" er for eksempel på 217 sider, og på bibliotekerne er der lige nu 409 bøger.

Regnestykket: 217 gange 409 gange 1=88753.

Årets pointværdi er 6,1529 øre.

Det betyder, at 88753 gange 6,1529 giver 546088.3337 øre. I kroner bliver det så cirka 5460.

En ting man skal være opmærksom på er, at selvom pengene udbetales i juni, så udregnes afgiften fra en opgørelse, som laves i december måned. Det betyder altså, at alle bøger købt af bibliotekerne fra januar måned og frem til afgiftens udbetaling slet ikke har nogen betydning for beløbets størrelse.

Hvis man er en forfatterspire, vil denne side måske have interesse: http://www.bibliotekspenge.dk/

Her kan man se, hvad de forskellige danske forfattere får. Det kan give en ide om, hvad man som forfatter kan tjene på sine bøger ved siden af salget. Og hvor mange titler man skal have stående på bibliotekerne, før man kan leve af at være forfatter. For de fleste forfattere kræver det en hel del titler, medmindre man brager igennem med en krimi eller lignende.

En af mine mindste romaner er "Spejlsøstre" (hvis vi ser bort fra Drømmer-serien). Bogen er på 148 sider, men den giver alligevel 4671 kr. Det er et eksempel på, hvor vigtig lektørudtalelsen er. "Spejlsøstre" fik en ret fin udtalelse.

Jeg klipper lige de bedste bidder: "Bogen er let at læse, den er skrevet i et godt og nutidigt sprog, og person- og miljøskildringer er genkendelige og troværdige. Paranormale fænomener er populære i ungdomslitteraturen, og her får læseren samtidig en velskrevet historie om kærlighed og venskab".

og

"Pernille Eybye har skrevet endnu en vellykket roman for unge, hvor hun igen kombinerer skildringen af unges hverdag med temaer, der er hentet i det okkulte".

Min bog "I Pandoras æske" fik en lidt mere lunken udtalelse:

"Bogens livlige talesprog, filmiske beskrivelser og karakteristikken af Jonas og hans venner er ganske vellykket. Spændingsmæssigt taber historien pusten lidt i takt med de mange ensartede besøg i Pandoras verden. Referencen til Pandoras æske er lidt svær at gennemskue, og ingen undrer sig rigtig over, at Jonas kan se Pandora."

og

"Hæsblæsende paranormal thriller, der har mange gode elementer i spil, men mangler lidt rød tråd, progression og sandsynlighed i personernes psykologiske reaktioner for at være helt i top".

Det er jo ikke, fordi det er så slemt, men det kan alligevel ses på salget til bibliotekerne. 239 eksemplarer er indkøbt af bibliotekerne, mens "Spejlsøstre" er på 513. Så en bog behøver ikke have mange sider for at have betydning for biblioteksafgiften.

Jeg har været ret spændt på, hvad jeg ville få i biblioteksafgiften i år. Mine Blodets Bånd-bøger har efter alt at dømme solgt ganske fint til bibliotekerne, så jeg var nysgerrig efter at se, hvilken betydning det ville få for afgiftens størrelse.

Sidste år fik jeg cirka 38.000, og jeg håbede lidt optimistisk på, at beløbet ville snige sig op på 50.000. På et eller andet tidspunkt vil jeg nok gerne gå ned i tid på mit arbejde, så der kommer mere balance mellem jobbet som bibliotekar og som forfatter. Og forhåbentligt kan jeg få mere tid til at skrive.

Biblioteksafgiften har stor betydning for, om og hvornår sådan en plan vil kunne sættes i værk.

I går fredag skulle jeg spise ude, men på vejen hjem fra arbejde tog jeg lige en tur forbi derhjemme for at tjekke postkassen. Den blev åbnet og - yeah! - der lå en stor konvolut fra biblioteksstyrelsen. Jeg flåede papiret op og tog et kig.

(Alt hvad jeg efterlod, før jeg spurtede ud af døren igen: Nøglerne til postkassen og en tom konvolut ;oP)
Og ... ja, jeg indrømmer det: Jeg hoppede et par gange på stedet, da jeg så beløbet. Det var meget bedre end forventet. Drømmen om mere tid til at skrive var pludselig det tættere på at kunne gå i opfyldelse :o)

Nysgerrig? Jamen, så tjek siden her.

torsdag den 27. juni 2013

Jeg venter ... og venter ... og venter ...

Hvis ellers min bog "Forfald" får en lektørudtalelse, sker det indenfor den næste uges tid.

Det betyder, at jeg glor på det her billede et par gange om dagen (eller - hmmm - flere):



0 poster. Suk.

Da jeg er bibliotekar, har jeg adgang til databasen med materialevurderinger. Det er en fed fordel, men det betyder selvfølgelig også, at jeg skal glo på det her billede et par gange om dagen (eller flere).

Rent statistisk sker der nok først noget i næste uge, men det forhindrer mig naturligvis ikke i lige at tjekke, om der skulle være sket noget. Det kunne jo være :o)

Har jeg nævnt før, at man som forfatter skal være tålmodig og vente?

Haha, ja, selvfølgelig har jeg det. Nå ja, selv hvis man ikke er tålmodig, så kommer man til at vente. Det er ligegyldigt hvor mange gange, man trykker på "Søg"-knappen. Hvis lektørudtalelsen ikke er der, så kommer den ikke frem.

Hmmm, er det her bibliotekar-udgaven af at Google sig selv?

lørdag den 22. juni 2013

At have eller ikke at have ... et brand?

De færreste læsere tænker sikkert over det, men nogle forfattere har rent faktisk et brand. Noget der gør dem genkendelige fra andre forfattere.
 
Læs for eksempel Skrivekrampes indlæg omkring forfatterbrands. Han nævner også det at være ikonisk. For eksempel min Tellerup kollega Michael Kamp. Han har et karakteristisk skæg - det er flettet. Det er hans personlige stil, som sikkert ikke er udtænkt som nogen strategi, men som ikke desto mindre gør ham letgenkendelig.
 
Et andet eksempel er Leonora Christina Skov. Hun går helt bevidst efter "diva"-looket. Opsat hår, stiletter, knaldrøde læber og flotte kjoler. Et gennemført look må man sige. Og også et look der gør mig helt udmattet bare ved tanken. Det er en stil, som jeg aldrig ville kunne få til at virke.
 
Og heldigvis har jeg heller ikke et skæg jeg lige kan lave om til en fletning!
 
Måske jeg skulle gå all in for bibliotekar-looket? Det stereotype billede af en bibliotekar med knold i nakken, brillerne i en kæde om halsen og tækkelig nederdel? Eller måske ikke ... ;o)
 
Næ, jeg er jo egentlig ret almindelig. Som en læser skrev i en anmeldelse: "Hun ser jo ikke ud af meget, når man møder hende, men hun er så bund sød og rolig at man tænker at hun umuligt kan gemme på noget mere dystert end en blomstereng og en enhjørning."
 
Murwahahah! Skinnet kan bedrage, ikke sandt?
 
Men ja, mit look må være Ret Almindelig. Her er et billede fra Bogforum 2011, hvor jeg har min Almindelige Hårfarve.
 

 
Her forleden blev jeg så farvet. Jeg lod frisøren vælge farven - hun var jo ligesom den med mest erfaring. Da min ældste niece så mig: "Du har fået orange hår, moster." Hmmm ... Jeg spurgte så den yngste, hvilken hårfarve jeg nu har og svaret var: "Orange".
 
Det lyder voldsommere end det er, og helt orange er mit hår nok ikke, men det har fået en rød-brun-orange farve.
 
Så er jeg mon nu helt uigenkendelig? Fra Lyshåret Almindelig til Orange Almindelig?


 (Beklager den dårlige kvalitet. Farven kommer slet ikke til sin ret her)

Nå ja, det kan jo også være et hint om mit fremtidige look: Forfatteren med det virkelige orange hår!

torsdag den 20. juni 2013

At møde sine læsere

Selvom det er mere end 9 år siden, at jeg fik kæmpet mig igennem nåleøjet hos forlagene ... så kan jeg stadig finde det lidt "mærkeligt" at møde mine læsere. Misforstå mig ikke, det er SKØNT at høre, at andre kan lide, hvad jeg skriver. Skønt, skønt, skønt, skøøøønt!

Jeg tror måske bare, jeg bliver lidt genert. Sådan lidt: "Iihhh, har du læst, hvad jeg har skrevet?! Jamen ... ej, hvor vildt!"

I går fik jeg besøg af en af mine unge læsere på mit arbejde. Jeg er bibliotekar, så det er jo ret perfekt, hvis man elsker bøger og at læse. Hun kom sammen med sin mor, og de havde købt deres eget eksemplar af "For foden af trappen", som pigen var ved at læse for anden gang.

Se, er det ikke fedt? Hun ved jo ligesom allerede, hvem der er morderen!

Jeg skrev en lille hilsen (efter at have sikre mig at jeg kunne stave til Nicoline), og da hun efterlyste noget lignende, reklamerede jeg da lige for "I Pandoras æske". Jeg var så lettere blank, da jeg skulle komme med flere lignende bøger - skiftet "bibliotekar - forfatter - bibliotekar" - gik vist ikke så glat. Meeen så fik jeg da rystet "Bodyfinder" og "Slide" ud fra de støvede hjerneceller.

Det var hyggeligt med besøget. Og et fint selvtillids-boost.

Det er lidt sjovt at være forfatter og bibliotekar. Jeg tror det var, da "Kampbrødre" var nyudgivet, at jeg havde udlånsvagt, og en ung pige kom og spurgte efter den. Hun anede ikke, at det var mig, der havde skrevet bogen - og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om jeg skulle fortælle det. Hun spurgte jo bare efter en bog, ikke om at møde forfatteren.

Noget andet der var morsomt i den situation var, at jeg allerede i flere dage havde holdt øje med bogen i vores søgesystem (jeg sad på lur efter lektørudtalelsen, murhahaha!) og faktisk havde søgningen stående på skærmen.

Mon hun var imponeret, da jeg kunne fortælle hende bogens nøjagtige status ... uden at slå den op? ;o)

Jeg ved det ikke. Jeg spurgte ikke, og jeg fortalte heller ikke, hvem jeg var.

Men det var stadig fedt at møde en af dem ... en af dem der læser mine bøger. For det er ret utroligt. Stadigvæk :o)

onsdag den 19. juni 2013

"Forfald" indtager bibliotekerne

Ja, det skrider fremad med "Forfald". Nu er posten på bibliotek.dk endelig færdig, så der er både forfatternavn og beskrivelse.



Og om et par uger kommer der forhåbentlig en lektørudtalelse.

*krydser fingre for at den er god*

I det mindste har jeg fået en god tilbagemelding fra en læser på "Forfald" ... og denne læser er jeg hverken beslægtet med eller en af de forfattere, som jeg kender og arbejder sammen med ;o)

Man kan ikke se det her, men der er faktisk allerede et bibliotek, der har købt bogen. Wuhhuu! Den første af mange håber jeg.

Såå, æhhh ... videre med næste bog?

tirsdag den 18. juni 2013

Pigen med glashjertet - et eventyr

For ikke så lang tid siden fik jeg en pakke fra Tellerup. Pakken indeholdt mine frieksemplarer af "Forfald", men der var også en ekstra godte ... eventyrbogen "Heksens briller".



"Heksens briller" indeholder 13 forskellige eventyr, og er blevet til i et samarbejde mellem forlag, forfatterforening og boghandlere under læsekampagnen Ordet Fanger.

Jeg var en af dem, der blev spurgt, om jeg ville skrive et eventyr.

Det var et spændende forslag, men også skræmmende. Dels er eventyr ikke det, der bliver produceret mest af i min hjerne. De sidste skrevne eventyr lå en del år tilbage (tror vi skal helt tilbage til teenageårene). Dels var og er min hjerne pt. også inficeret med vampyrer. Udover det kender jeg to forfattere, som kan det der med at skrive eventyr. Anika Eibe og Carina Evytt har eventyr med i "Moderne danske eventyr". Anika vandt endda konkurrencen med "Moderne danske eventyr II".

Det var jo noget at leve op til. Jeg overvejede meget, om jeg skulle sige ja. Jeg ville hade ikke at kunne klare opgaven, og jeg gav rimelig tydeligt udtryk for mine følelser. Hellere være sandfærdig fra starten fremfor at male et for lyserødt billede :o)

Det endte dog med, at jeg sagde ja, og så skulle jeg jo finde på eventyret. Jeg havde en ide om, hvad moralen skulle være, men inden jeg fandt indpakningen til denne historie, røg jeg ud på et sidespor. Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Jeg tror, jeg tænkte på kærligheden og dens forskellige udtryk. Kærligheden mellem forældre og barn. Og kærligheden mellem to voksne mennesker.

Og pludselig havde min hjerne glemt vampyrerne (dog kun for en tid) og begyndte at fortælle om pigen, der fik et fint glashjerte af sin far.

Jeg blev helt glad for mit lille eventyr, og efter at have udbredt mig om mine betænkeligheder er det nok ikke sært, at jeg fik tilbagemeldinger, der lød sådan her: "Jeg er simpelthen så forbløffet (tag det ikke ilde op) ... det er så fint skrevet" og " Hvor er det altså fint, det her!"

Jeps, man skal bare sætte barren lavt. Så imponerer man det mere ;o)
 

Foredrag igen igen

Huuhaaa!

Så har jeg atter prøvet at stå foran en skoleklasse og fortælle om at være forfatter. Faktisk gjorde jeg det to gange på en dag. Først den ene klasse og så den anden. Jeg var ikke sikker på, at min stemme kunne trænge igennem til omkring 40 elever. Den har vist bare ikke det rigtige toneleje :o) Jeg var engang på et kursus i at blive bedre til at undervise (det var arbejdsrelateret), og da jeg skulle "fremlægge" for resten af holdet, så jeg kunne få feedback ... bad læreren mig om på det nærmeste at brøle, hvad jeg ville fortælle.

Det virkede da, men det er ikke ligefrem den mest afslappende metode :o)

Nå, men jeg lavede altså to forfatterforedrag, og det foregik på min gamle folkeskole. Jeg har været der siden jeg gik ud, men det er nu stadig sjovt og lidt mærkeligt at vende tilbage. Mange år der blev tilbragt i den bygning, og det er mange år siden, at jeg forlod skolen.

Ligesom sidst var jeg på besøg i to fine klasser, der havde en del spørgsmål. Vi kom omkring lidt af hvert, for eksempel hvad jeg tjener på at være forfatter. Tror eleverne var imponerede, men penge for en 6. klasses elev er iiiiikke helt det samme for en voksen med hus, bil og regninger :o) Jeg blev også spurgt, om jeg havde en manager. Nej, ikke som sådan, men jeg har da en redaktør.

Bagefter kom jeg med ind på lærerværelset og fik lidt at spise og drikke. Jeg fortalte den ene klasselærer om mit største minde fra lærerværelset fra dengang jeg selv gik på skolen. Jeg kan ikke huske, om det var et blad eller selve bogen, men jeg husker, at jeg så "Kadavermarch" derinde. Og billede af zombierne med manglende lemmer og blottede tarme brændte sig ind i min letpåvirkelige hjerne.

Hmmm, oversharing?

Jeg skulle nok bare have holdt mig til et pænt "Tak for i dag" ;o)

lørdag den 8. juni 2013

Blodets bånd som lydbog

Nogle af jer ved måske, at jeg arbejder som bibliotekar, og her i går, da jeg var på vagt, gik jeg forbi vores reol med nye materialer. Jeg lod blikket glide over hylderne for at se, om der var fyldt op, kiggede væk og så sagde min hjerne: "Hov, vent, var det ikke ..." Efterfulgt af: "Hvad laver den der, den er jo ikke ny!"

Se hvem der ... smilede ... meget begejstret ... tilbage til mig:


"Hyænelatter" som lydbog :o)

Helt ny, så den var da det rigtige sted, selvom jeg et øjeblik var pænt forvirret. Jeg kunne altså ikke lade være med at forevige synet af den grinende hyænedreng på vores "nye materialer"-hylde. Håber ikke jeg virkede alt for selvoptaget, da jeg stod og fotograferede min egen lille frembringelse midt i udlånet ;oP

"Blodsøstre" blev udgivet som lydbog for noget tid siden, og den har jeg derhjemme.


Jeg har ikke lyttet til den endnu. "Tør" vist ikke helt. Det er altså noget særligt at høre andre læse ens bog op. Man ved jo, hvordan trykket skal lægges på ordene, og hvis det ikke lyder, som man havde forestillet sig det sådan noget som 25 gange, bliver det lidt sært.

Lydbøgerne kan lånes på bibliotekerne eller via netlydbogen.



onsdag den 5. juni 2013

"Forfald" findes!

I hvert fald ifølge bibliotek.dk ;oP

Tag lige et kig her. Pt. er det en meget skrabet post med bare titel, forlag og isbn-nummer. Mit navn står der ikke engang, men forsiden er der. Jeg ved jo godt, at min bog eksisterer, men det bliver bare lidt mere virkelig, når det kan ses på bibliotek.dk

Det betyder nemlig, at den er på vej derud. Ud på bibliotekerne. Hvor læseheste og bogorme kan låne min bog og tage den med hjem, ligesom jeg lånte bøger dengang jeg var barn og teenager og drømte hemmelige drømme om at blive forfatter.

Nu kan jeg så ikke gøre meget andet end at krydse fingre, trække vejret dybt ... og vente på lektørudtalelsen.

*skælve*

tirsdag den 4. juni 2013

Origami-storken har været på besøg!

Se, se, hvad postbuddet leverede til mig i går! En hel kasse fyldt med "Forfald" (det ser heldigvis bedre ud end det lyder ... en kasse med forfald ...)

Jeg beklager, at nyheden om "familieforøgelsen" er en hel dag forsinket, men jeg havde sikret min tablet (også kendt som "leverandør af billeder til bloggen") så effektivt med en kode, at jeg ikke kunne låse den op. Sådan noget som tyve forsøg og fire timer senere forsøgte jeg igen ... med selvsamme adgangskode jeg brugte første gang ... og så virkede det.

Nogle gange tror jeg, at teknik har humor, og den griner af mig.



Bogen er blevet så flot. Alle de timer der er blevet brugt på forsiden er for længst glemt, og jeg er bare glad og tilfreds over det endelige resultat. Hårkatastrofen blev afværget, og vi slap for kiksede hjemmepermanenter og Beatles-hår. I stedet fik vi Viking. Mmmmmmm!

I kassen var der en ekstra overraskelse. Bogen "Heksens briller". Det er en eventyrantologi, og jeg har et eventyr med. Det hedder "Pigen med glashjertet". Det kommer der nok et indlæg om en dag, for det har sin helt egen historie ;o)

 


Nå, men da jeg har modtaget mine frieksemplarer af "Forfald", betyder det også, at konkurrencen "Vind en Blodets Bånd-bog" er overstået.

lørdag den 1. juni 2013

Kan jeg byde på en overspringshandling?

Jeg havde set frem til weekenden. Ikke kun fordi det er to fridage, men fordi det var to dage, hvor jeg kunne koncentrere mig om næste bog i min serie Blodets bånd.

Jeg startede dagen med at arbejde på min have-samvittighed. Græsset blev slået, terrassen og carporten fejet, to poser med haveaffald og et bundt grene samt en gammel vandslange blev transporteret på genbrugspladsen.

Med en skinnende ren glorie tillod jeg mig at dampe af med en kold cola og en bog. Bogen er en, jeg skal anmelde, og det betyder en deadline. Det hjælper på læsedisciplinen i en tid, hvor jeg efterhånden har svært ved at give mig selv lov til at læse.

Flere timer senere chattede jeg kortvarigt med en forfatterkollega, der skulle ud at spise. Hun mente, jeg skulle tage og lave de frikadeller, jeg havde købt ind til. Jeg var enig ... men endte med at læse videre i min bog, til jeg nåede slutningen.

Fint! Så kunne jeg jo gå i gang med Blodets Bånd.

Ja, det kunne jeg, men det gjorde jeg ikke. I stedet støvsugede jeg huset, rengjorde badeværelserne, afkalkede vaskene og en æggekoger (tror jeg lavede en fejl med æggekogeren. Den ser lidt mærkelig ud), vandede blomster, fjernede malingstreger fra et par vinduer og vindueskarme (ha! Så er de strøget fra hængeparti-listen) og fik filtret en plante ud af persiennen. Jeg havde godt set den tage en afstikker, men det var egentlig meget hyggeligt at se, hvordan den fortsatte op af vinduet. Jeg troede så, den havde valgt vejen mellem to lameller, men i stedet var det imellem snorene, der holder lamellerne. Efter en del asen og masen (og et bandeord eller to) var den fri.

Og nu sidder jeg så her og skriver et indlæg om mine overspringshandlinger ...

Jeg mangler vist lidt fokus.