tirsdag den 30. oktober 2012

Tellerups halloweentilbud: Forsendelsesgebyret er skræmt væk

Et lille tip til de bogglade som gerne vil have en fyldt bogreol: I anledningen af Halloween kan man til og med i morgen kl. 23.59 bestille bøger uden at skulle betale for fragten.

Interesseret? Kig forbi Tellerups hjemmeside.

Skattekisten er også et besøg værd. Her kan man finde bøger og ebøger, der er sat ned. De kan dog blive fjernet fra skattekisten og få deres normale pris igen, så vent ikke for længe hvis du finder noget godt.

lørdag den 27. oktober 2012

Nisser på bloggen?

Julen kommer tidligere og tidligere, og nu er nisserne vist også rykket ind på min blog.

Se, jeg har jo for sjov lavet den her afstemning omkring, hvad jeg kunne kaste mig over, når jeg er færdig med Blodets Bånd-serien. Og der var 7-8 personer, som havde stemt.

Men alle stemmerne ... de er væk. Jeg har ikke censureret dem væk.

Så måske har jeg nisser?

mandag den 22. oktober 2012

Når bøger har deres eget soundtrack

Flere af mine bøger - ikke alle, men en del - har sange, som jeg synes passer godt til dem. Det kan fx gå på handlingen eller stemningen i bogen, og når sangen bliver spillet, er jeg tilbage i det univers. Det er ret fantastisk.

Denne her synes jeg passer rigtig godt til min serie "Blodets bånd".

fredag den 19. oktober 2012

Blodets bånd 4 - Følgesvenden - er snart på gaden

Så er der ikke længe til, at næste bind i min serie "Blodets bånd" udgives. Bogen har fået titlen "Følgesvenden", og dem som har læst de tidligere bind, har sikkert en aaanelse om hvorfor.

Her er omslaget. Er det ikke flot? Jeg er selv helt forelsket i det. Så smukt. Og Leo er nuttet. Alvorlig, men nuttet.


Den officielle udgivelsesdato er den 21. november, meeen jeg er ret sikker på, at den er at finde på Bogmessen.

Her er bagsideteksten:


Kassie føler at tiden er ved at rinde ud,
og sammen med Liliana forsøger hun at finde sandheden
om sit tidligere liv.

Samtidig gør Leo sit bedste for at beherske sin magi,
men han har foruroligende drømme og tager en drastisk
beslutning.

I Archers hus kæmper Viking stadig for at holde sig i live,
og han møder Junior, Archers søn, som spiller efter sine egne
regler.

Imens iværksætter Zan næste trin i sin plan. Et trin der
involverer hyænedrengene.
 
 
Nå, men nu er der så ikke meget andet at gøre end at læne sig tilbage og krydse fingre for, at læserne kan lide bogen. Og, nå ja, bruge ventetiden på at koste lidt mere rundt med hovedpersonerne. De har nok at lave, de stakler. Jeg er nået cirka 70 wordsider ind i næste bind, og Kassie, Leo og alle de andre forsøger stadig at komme sig over begivenhederne i det tidligere bind.
 
Jeg håber, jeg gør jer nysgerrige ;o)


mandag den 8. oktober 2012

Blodets bånd kommer til bogmessen

Til november drager jeg for anden gang til København for at deltage i bogmessen. Denne gang skal jeg - udover at sætte mine kragetæer i interesseredes bøger - også "optræde" på børnescenen. Jeg skal fortælle om min vampyrserie, Blodets bånd, men hvad vil være interessant at høre om?

Hvis der er nogen derude, som har forslag eller tanker, må I da gerne dele dem med mig :o)

Og måske ses vi på bogmessen?

søndag den 7. oktober 2012

Fantasymessen 2012 - jeg var der!

I september måned blev der åbnet for den første fantasymesse. Rammerne var Herlufsholm, hvilket var meget passende. Da jeg var på vej op på første sal, hvor det hele foregik, kunne jeg sagtens forestille mig, at trappen rev sig løs - ligesom i Harry Potter.

Jeg besøgte messen sammen med mine to gode kollegaer, som jeg har søndagsdeadlines samt en fjerde person, som bogelskere nok kommer til at se mere til i fremtiden. Vi havde lavet en hel lille udflugt ud af det, og det var superhyggeligt, både at kunne mødes, men naturligvis også at nyde messen.

Indendøre foregik det spændende i Spisesalen og Festsalen. I begge rum var der stande med forskellige forlag, og Håbefulde Unge Forfattere var også til stede. Der var en lille scene både i Spisesalen og Festsalen, hvor forskellige arrangementer foregik. Der var interviews og foredrag, og i Mellerne - som jeg desværre aldrig fik at se - var der oplæsning.

I en lille gård kunne man købe noget at spise og drikke, der var levende musik og mulighed for at købe bøger.

På en græsplæne kunne man prøve kræfter med bueskydning, hvilket vi selvfølgelig prøvede. Og det var heeelt med vilje, at min ene pil vendte en halv omgang i luften og hånende ramte dukken lige i ansigtet med den fjerede ende. Sådan. Blændet og ydmyget, det er sådan, det skal gøres!

Der var også mulighed for at kæmpe med rollespils sværd, meeen det skulle jeg alligevel ikke nyde noget af.

Flere af eleverne på skolen var klædt ud, og man kunne jo blive helt inspireret af at kigge på riddere og orker, der som den naturligste ting i verden vandrede rundt imellem os. Jeg så også et par elever fra Hogwarts.

 Iøvrigt var servicen af de optrædende helt i top. Vi blev vist op i et VIP-rum, hvor vi fik informationer. Her kunne vi sidde ned, slappe lidt af med en kop kaffe eller et glas vand og forberede os til, når det var vores tur på scenen.

Jeg blev interviewet om min serie Blodets bånd.

Her er jeg på scenen.
Det var første gang, jeg var "på", og første gang jeg er blevet interviewet direkte på scenen. Jeg havde talt med intervieweren inden, og det var meget interessant at høre, hvordan hun havde oplevet bøgerne, og hvad hun havde fået ud af dem.

Bemærk de smarte headsæt vi har på. Det lykkedes mig at få min på, men da jeg skulle have den af igen, blev mit hår viklet godt og grundigt ind i den. Heldigvis havde jeg jo mine kære kollegaer med, og med et par ekstra hænder kunne jeg slippe fri og komme ned fra scenen.


Bagefter var der mulighed for en autograf.

Det var en rigtig god oplevelse at være på fantasymessen, og jeg håber, de gentager det næste år ... og at jeg også kan komme med!

Billederne i indlægget tilhører Forlaget Tellerup. For at se flere billeder fra Fantasymessen, hvor flere af Tellerups forfattere deltog, så besøg deres facebookside.

tirsdag den 2. oktober 2012

At blive forfatter kræver: Passion

Passion er et stærkt ord, men "lyst" dækker heller ikke helt. Der er for eksempel flere ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre eller prøve ... men en ting er at have lyst, noget andet er rent faktisk at gøre det!

Jeg hører jævnligt folk sige, at de godt kunne tænke sig at skrive en bog eller være forfatter. Det forstår jeg selvfølgelig, det er jo min egen passion. Men for nogle hænger lysten mere sammen med slutresultatet. At kunne stå med bogen eller at kunne sige: "Jeg er forfatter."

Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at være en af dem, som kan dekorere en kage. Det er en lyst, jeg har haft i lang tid, og jeg er kommet så lang som til at låne bøger om emnet og søge på nettet. Jeg har bare endnu ikke gjort forsøget ...

For mig hænger lysten til kagedekorering nok sammen med slutresultatet. At kunne bære den fantastisk flotte kage ind, som måske ligner en løve eller en øde ø eller som har søde figurer på toppen. At kunne sige: "Tadaaa! Se hvad jeg har lavet!" (selvom, det ville jeg nok ikke sige højt, men tanken ville da være der ;o)

Det er muligt, at jeg vil finde det sjovt at dekorere kagen, og måske vil det også ende som en passion. Men lige nu og her er det bare en lyst. Min passion - det jeg ikke kan lade være med - er at skrive.

Så hvis du gerne vil være forfatter eller skrive din egen bog ... så hav først og fremmest passion. At skrive kan noget af tiden være surt og hårdt og et slemt stykke arbejde, men grunden til at du bliver ved og kæmper dig igennem, er at det også er sjovt og noget du ikke vil undvære.

Passion ... det er måske det vigtigste, hvis man gerne vil være forfatter. Frøet. Det skal naturligvis have et sted at gro, vand og kærlige grønne fingre, men alt det andet giver ingenting, hvis der ikke til at begynde med var et frø bestående af passion.