torsdag den 30. april 2015

Et eventyr fra Perina

Jeg arbejder på en ny roman - pt. blot kaldet Projektet, hvilket dækker over mere end blot denne ene roman. Min historie foregår i landet Perina, og Carina Evytt skriver ligeledes en roman, som foregår i dette univers. Hvis forlaget siger ja til at udgive dem (når vi engang er færdige), er planen at vi skriver de næste bøger i serien sammen.

I min historie er der indtil videre dukket forskellige lege op, et børnerim, noget der minder om en historietime og ... et eventyr.

Og eventyret ... det kommer her :)

Prinsessen og de grå vidders land


I Perina levede der engang et kongepar som spredte velstand, fred og lykke omkring sig. Dronningen var lige så smuk som hun var god, og det blev sagt at hun var den smukkeste kvinde landet nogensinde havde set.

    Desværre var dronningen blevet syg, og hun døde og efterlod sig kongen og deres datter, prinsessen, som var yndig med langt lyst hår og klare blå øjne.

    Alle sørgede over tabet, men ingen så dybt eller inderligt som prinsessen. Hun blev tavs og stille, og slottet genlød ikke længere af hendes latter. I stedet sad hun dag efter dag i det øverste tårn og stirrede ud over Perinas grønne landskab.

    Kongen frygtede at han ville miste sin datter som han havde mistet sin kone, og han bekendtgjorde at han ville give sin datter og det halve kongerige til den mand der kunne bringe hende tilbage fra de grå vidders land.

    Prinser fra de omkringliggende riger kom rejsende til, og en efter en blev de ledt op i tårnet til prinsessen. De var smukke og galante, og de tog prinsessens hånd, bøjede sig og kyssede hendes rosenrøde mund.

    Men intet kys bragte gnisten tilbage i hendes falmede øjne, og selvom den ene var smukkere end den anden, vendte hun ikke blikket mod en eneste. Hun fortsatte blot med at stirre ud ad vinduet, men hun så ikke al den skønhed som Perina besad.

    Kongen blev mere desperat, og han sendte bud til endnu fjernere riger for at få flere prinser til at komme. En af prinserne måtte jo kunne bringe hans datter tilbage til ham, og prinserne kom, og de kyssede prinsessen.

    Men intet skete, intet ændrede sig.

    Til sidst havde alle prinser skænket prinsessen deres kys, og kongen så ingen anden udvej end at bede adelens sønner om at gøre et forsøg. Unge mænd strømmede til slottet for at kysse prinsessen, men heller ikke disse kunne lokke hende tilbage fra landet hvor alt var gråt.

    Kongen lod købmændene og håndværkernes sønner prøve uden held, og det samme tungsind der havde bemægtiget sig hans datter, sænkede sig over ham. Med sorg i sit hjertet sendte han alle de håbefulde friere bort, og han sad i den mørklagte tronsal. De før så lykkelige dage syntes langt borte, og han længtes efter sin dronning og døden der ville føre ham til hende.

     Hans tanker blev mørkere og mere dystre, og da hans hjerte næsten var så tungt at han troede det ville briste, hørte han en stemme tale til sig.

    ”Min konge.”

    Han vendte sig, og hans blik faldt på en ung mand klædt i stalddrengenes uniform.

    ”Ja?” spurgte kongen og undrede sig svagt over hvad manden lavede her i hans tronsal.

    ”Vi kender alle prinsessens ulykkelige situation,” sagde stalddrengen alvorligt og knugede sin hat mellem hænderne. ”Og vi har set de mange prinser og adelige sønner som er kommet rejsende til i forsøget på at vække prinsessen fra hendes tungsind.”

    Kongen nikkede træt og var parat til at gøre tegn til en af vagterne for at få stalddrengen fjernet.

    ”Det er ikke lykkedes for en eneste,” fortsatte stalddrengen. ”Lad mig prøve, min konge. Jeg ved, jeg kan få prinsessen tilbage.”

    Ønsket var vanvittigt. Hvordan skulle en stalddreng kunne gøre hvad alle de mange prinser ikke havde kunnet?

    Kongen åbnede munden for at nægte stalddrengen denne chance, men hans datters sjælesyge havde tynget hans eget hjerte. Kongen var træt helt ind til marven, og frem for at sige nej gav han stalddrengen et eneste nik.

    Så stalddrengen blev vist op i tårnet til prinsessen, men i stedet for at kysse hendes ubevægelige læber fandt han en stol, trak den hen ved siden af hende og satte sig. Han stirrede ud ad vinduet på Perinas grønne landskaber, og kongen som ellers følte sig grå og tom indeni, mærkede en gnist af vrede.

    ”Hvorfor sidder du der?” spurgte han den unge mand. ”Ville du ikke bringe min datter tilbage til mig?”

    ”Det vil jeg, min konge, men nogle ting skal ikke gøres med hast.” Stalddrengen vendte igen blikket mod vinduet, og der blev han siddende i tre dage og tre nætter uden at sige et eneste ord.

    Kongen tilbragte tiden i tronsalen, men på den tredje dag gik han tilbage til tårnet. Det var hans plan at få smidt stalddrengen på porten, men da han trådte ind i rummet, rejste den unge mand sig. Han smilede til kongen og gik så hen til prinsessen. Han sank på hug ved siden af hendes stol og betragtede et øjeblik det triste ansigt før han strakte sig og gav sig til at hviske noget i hendes øre.

    Ingen kunne høre hvad han sagde, men han blev ved, og med et gik det op for kongen, at noget havde ændret sig. Hans datters før så blege hud havde fået en smule farve hen over kinderne, og hendes mund rørte let på sig. Hun blinkede, og pludselig knækkede hun sammen i livet med et gisp.

    Stalddrengens hånd fór ud, og fingrene lukkede sig om en lille, glimtende genstand i luften før han vendte sig mod prinsessen igen. Kongen stod som stivnet og først troede han at hans datter græd, men så forstod han at hun lo.

    Hun rettede sig op i stolen mens latteren strømmede frem, og hun så på stalddrengen med øjne der strålede.

    Stalddrengen lo med, og han viste kongen hvad han havde grebet ud af luften. Det var en lille, hård tåre der glimtede som var den lavet af diamant.

    ”Den havde sat sig fast,” sagde stalddrengen mens prinsessen rejste sig. Hun trådte helt hen til ham, lagde hænderne på hans skuldre og hævede sig op på tå. De kyssede hinanden, og snart var der bryllup.

    Stalddrengen – som blev konge – og prinsessen levede lykkeligt og med megen latter hele deres liv, men de afslørede aldrig hvad han havde hvisket i hendes øre.

    Det forblev deres hemmelighed.

søndag den 26. april 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #5 Nutids-r

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Jeg giver hermed ordet til Carina.

Nutids-r

Hvornår skal der r på udsagnsord, og hvornår skal der ikke? Man kan ikke altid høre(r?) det, men igen er der en meget enkel metode til at afgøre det:

Prøv med ´prøver´!

Hvis du er i tvivl om hvorvidt der skal r på eller ej, erstatter du bare ordet med prøve/prøver, og så bliver det pludselig nemt at høre, at der for eksempel ikke skal r på ´høre´ i afsnittets første linje.
Andre eksempler:
Jeg køre(r?) bil som de blinde slås (jeg prøveR bil …)
Gider du høre(r?) efter? (gider du prøve efter)

Evytts yderst uofficielle regelsamling #4 Ligger eller lægger?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.

Jeg giver hermed ordet til Carina.

Ligger eller lægger?

Endnu en klassiker, hvor hele balladen handler om hvorvidt man beskriver noget aktivt (lægger) eller noget passivt (ligger).

Her har jeg flere gange hørt en huskeregel noget i stil med: ´Hønen ligger (passivt) og lægger (aktivt) æg´, og idéen er så at ordet ´æg´ indgår i ´lægger´ eller noget i den stil.

Den huskeregel fungerer sikkert for mange, men hvad så hvis ægget er lagt og nu ligger i reden? Personligt foretrækker jeg denne – lidt mere morbide – huskeregel:

Lig ligger stille (for ellers får de tæsk).

For sjællændere kan en enkel løsning i øvrigt være, bare at sætte ordet i datid (lå/lagde) eller før nutid/datid (jeg har/havde ligget og jeg har/havde lagt), for så er det nemt at høre om det skal være det ene eller det andet.
Den løsning hjælper dog ikke ret meget hvis man er jyde, for på jysk er det åbenbart helt almindeligt for eksempel at ´have lagt ned i en times tid´. Det problem har jeg så endnu ikke fundet en huskeregel til, men hvis andre har, vil jeg meget gerne høre om det.

onsdag den 8. april 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #3 Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige problemer.


Hvor mange prikker, og skal der være mellemrum eller ej?

Prikker kan bruges til mange formål i en tekst, men selv om nogle tilsyneladende tror, at man bare snupper et tilfældigt antal, er der faktisk regler, og heldigvis er de meget simple:

1 prik = punktum = Fuldt stop.
2 prikker = Du ramte tasten for hårdt eller for blødt og bør straks slette eller tilføje en prik.
3 prikker = Afbrydelse eller tøven.
4 prikker og derover = Du ramte tasten for hårdt og bør straks slette de overflødige.

De 3 prikker har så yderligere regler om, hvorvidt der skal være mellemrum før eller ej. Igen er reglerne simple:

Hvis det er en sætning der afbrydes, skal der være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tænkt på at …”

Hvis det er et ord der afbrydes, skal der IKKE være mellemrum før prikkerne.
Eksempelvis:
”Har du tæ…”