I min historie er der indtil videre dukket forskellige lege op, et børnerim, noget der minder om en historietime og ... et eventyr.
Og eventyret ... det kommer her :)
Prinsessen og de grå vidders land
I Perina levede der engang et kongepar som spredte velstand, fred og lykke omkring sig. Dronningen var lige så smuk som hun var god, og det blev sagt at hun var den smukkeste kvinde landet nogensinde havde set.
Desværre var dronningen blevet syg, og hun døde og efterlod sig kongen og deres datter, prinsessen, som var yndig med langt lyst hår og klare blå øjne.
Alle sørgede over tabet, men ingen så dybt eller inderligt som prinsessen. Hun blev tavs og stille, og slottet genlød ikke længere af hendes latter. I stedet sad hun dag efter dag i det øverste tårn og stirrede ud over Perinas grønne landskab.
Kongen frygtede at han ville miste sin datter som han havde mistet sin kone, og han bekendtgjorde at han ville give sin datter og det halve kongerige til den mand der kunne bringe hende tilbage fra de grå vidders land.
Prinser fra de omkringliggende riger kom rejsende til, og en efter en blev de ledt op i tårnet til prinsessen. De var smukke og galante, og de tog prinsessens hånd, bøjede sig og kyssede hendes rosenrøde mund.
Men intet kys bragte gnisten tilbage i hendes falmede øjne, og selvom den ene var smukkere end den anden, vendte hun ikke blikket mod en eneste. Hun fortsatte blot med at stirre ud ad vinduet, men hun så ikke al den skønhed som Perina besad.
Kongen blev mere desperat, og han sendte bud til endnu fjernere riger for at få flere prinser til at komme. En af prinserne måtte jo kunne bringe hans datter tilbage til ham, og prinserne kom, og de kyssede prinsessen.
Men intet skete, intet ændrede sig.
Til sidst havde alle prinser skænket prinsessen deres kys, og kongen så ingen anden udvej end at bede adelens sønner om at gøre et forsøg. Unge mænd strømmede til slottet for at kysse prinsessen, men heller ikke disse kunne lokke hende tilbage fra landet hvor alt var gråt.
Kongen lod købmændene og håndværkernes sønner prøve uden held, og det samme tungsind der havde bemægtiget sig hans datter, sænkede sig over ham. Med sorg i sit hjertet sendte han alle de håbefulde friere bort, og han sad i den mørklagte tronsal. De før så lykkelige dage syntes langt borte, og han længtes efter sin dronning og døden der ville føre ham til hende.
Hans tanker blev mørkere og mere dystre, og da hans hjerte næsten var så tungt at han troede det ville briste, hørte han en stemme tale til sig.
”Min konge.”
Han vendte sig, og hans blik faldt på en ung mand klædt i stalddrengenes uniform.
”Ja?” spurgte kongen og undrede sig svagt over hvad manden lavede her i hans tronsal.
”Vi kender alle prinsessens ulykkelige situation,” sagde stalddrengen alvorligt og knugede sin hat mellem hænderne. ”Og vi har set de mange prinser og adelige sønner som er kommet rejsende til i forsøget på at vække prinsessen fra hendes tungsind.”
Kongen nikkede træt og var parat til at gøre tegn til en af vagterne for at få stalddrengen fjernet.
”Det er ikke lykkedes for en eneste,” fortsatte stalddrengen. ”Lad mig prøve, min konge. Jeg ved, jeg kan få prinsessen tilbage.”
Ønsket var vanvittigt. Hvordan skulle en stalddreng kunne gøre hvad alle de mange prinser ikke havde kunnet?
Kongen åbnede munden for at nægte stalddrengen denne chance, men hans datters sjælesyge havde tynget hans eget hjerte. Kongen var træt helt ind til marven, og frem for at sige nej gav han stalddrengen et eneste nik.
Så stalddrengen blev vist op i tårnet til prinsessen, men i stedet for at kysse hendes ubevægelige læber fandt han en stol, trak den hen ved siden af hende og satte sig. Han stirrede ud ad vinduet på Perinas grønne landskaber, og kongen som ellers følte sig grå og tom indeni, mærkede en gnist af vrede.
”Hvorfor sidder du der?” spurgte han den unge mand. ”Ville du ikke bringe min datter tilbage til mig?”
”Det vil jeg, min konge, men nogle ting skal ikke gøres med hast.” Stalddrengen vendte igen blikket mod vinduet, og der blev han siddende i tre dage og tre nætter uden at sige et eneste ord.
Kongen tilbragte tiden i tronsalen, men på den tredje dag gik han tilbage til tårnet. Det var hans plan at få smidt stalddrengen på porten, men da han trådte ind i rummet, rejste den unge mand sig. Han smilede til kongen og gik så hen til prinsessen. Han sank på hug ved siden af hendes stol og betragtede et øjeblik det triste ansigt før han strakte sig og gav sig til at hviske noget i hendes øre.
Ingen kunne høre hvad han sagde, men han blev ved, og med et gik det op for kongen, at noget havde ændret sig. Hans datters før så blege hud havde fået en smule farve hen over kinderne, og hendes mund rørte let på sig. Hun blinkede, og pludselig knækkede hun sammen i livet med et gisp.
Stalddrengens hånd fór ud, og fingrene lukkede sig om en lille, glimtende genstand i luften før han vendte sig mod prinsessen igen. Kongen stod som stivnet og først troede han at hans datter græd, men så forstod han at hun lo.
Hun rettede sig op i stolen mens latteren strømmede frem, og hun så på stalddrengen med øjne der strålede.
Stalddrengen lo med, og han viste kongen hvad han havde grebet ud af luften. Det var en lille, hård tåre der glimtede som var den lavet af diamant.
”Den havde sat sig fast,” sagde stalddrengen mens prinsessen rejste sig. Hun trådte helt hen til ham, lagde hænderne på hans skuldre og hævede sig op på tå. De kyssede hinanden, og snart var der bryllup.
Stalddrengen – som blev konge – og prinsessen levede lykkeligt og med megen latter hele deres liv, men de afslørede aldrig hvad han havde hvisket i hendes øre.
Det forblev deres hemmelighed.