søndag den 31. maj 2015

Evytts yderst uofficielle regelsamling #6 Tegnsætning omkring direkte tale

Carina Evytt, som er forfatter har gennem mange år betalæst, kommenteret og korrekturlæst på rigtig mange tekster af rigtig mange forfattere. Ud fra den erfaring har hun bemærket, at det ofte er de samme grammatiske fejl, der går igen.

Hun har ud fra sine erfaringer lavet en uofficiel regelsamling med huskeregler til nogle af de hyppige
problemer.

Tegnsætning omkring direkte tale

Direkte tale markeres med citationstegn i begyndelsen og slutningen af replikken, men hvordan er det nu lige med tegnsætningen?

Først og fremmest det nemme:

Al tegnsætning skal være inden for citationstegnene.
En replik kan ikke stå uden afsluttende tegnsætning.

Altså ikke noget med at sætte punktummer, spørgsmålstegn, kommaer og hvad man ellers kan finde på uden for citationstegnene. Og det nytter heller ikke at tænke: ´Hmm … skal det nu være punktum eller komma her? Jeg undlader at sætte et tegn og lader læseren om at beslutte det.´

Nu ved jeg godt, at det er pædagogisk ukorrekt at give eksempler på noget forkert, men tegnsætning er nærmest umuligt at forklare uden at gøre dette, så:

FORKERT: ”Hvorfor siger du det”?
FORKERT: ”Hvorfor siger du det”
RIGTIGT: ”Hvorfor siger du det?”

Ofte bruger man i dialog indskudte bemærkninger og/eller det der kaldes ´inkvit´. Inkvit er bare betegnelsen for sagde/spurgte/svarede/hviskede/mumlede/sukkede/find-selv-på-flere han/hun, men hvis man bruger det, skal man være opmærksom på at det ændrer på tegnsætningen i replikkerne:

Ved brug af inkvit erstattes replikkers afsluttende punktum med komma, og punktummet sættes først efter inkvit.

Eksempelvis:
”Jeg mente det ikke,” hviskede han.

Selv vælger jeg at se på replik + inkvit som en sætningskæde, og der ville sætningen ´Hviskede han.´ jo være fuldstændig meningsløs hvis den stod alene. Derfor komma sidst i replikken og punktum efter inkvit.

Hvis inkvit sættes midt i en direkte sætning, skal både første del af replikken og inkvittet afsluttes med komma.

Eksempelvis:
”Jeg synes,” sagde han, ”at vi skal tale om det her.”

Hvis replikken ikke blev afbrudt af inkvittet, ville der næppe være punktum mellem ´Jeg synes´ og ´at vi skal tale om …´, og det skal der så heller ikke være, bare fordi der er en inkvit. Derfor komma begge steder.

Heldigvis er det kun punktum der påvirkes af inkvit. Alle andre tegn skal sættes helt almindeligt.

Eksempelvis:
”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg synes, at vi skal tale om det her.”

Her afsluttes inkvittet i øvrigt med punktum, fordi både punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer ´fuldt stop´.

Og så er der lige den med stort eller lille begyndelsesbogstav omkring direkte tale:

Man bruger store eller små begyndelsesbogstaver efter præcis samme regler, som uden replikken.

Det vil sige, at inkvittet altid er med småt, fordi den efterfølger et komma. Om replikkens første ord skal skrives med stort eller småt begyndelsesbogstav afhænger af tegnsætningen umiddelbart før replikken.

Eksempelvis:
Han nikkede. (punktum) ”Du har ret.”

Da der er punktum lige inden replikken, skal denne have stort begyndelsesbogstav.

Hvis der er komma før replikken, skal denne ikke have stort begyndelsesbogstav.
Eksempelvis:
”Jeg synes, (komma)” sagde han, (komma) ”at vi skal tale om det her.”

Endelig er der den mulighed at droppe citationstegnene og i stedet bruge tankestreg til at vise, at her begynder en replik. Det bryder jeg mig personligt meget lidt om, da jeg synes at det ofte kommer til at fremstå rodet og uoverskueligt, hvis der er inkvit eller indskudte sætninger i replikken. Hvis I alligevel vælger at benytte denne metode, er I selv uden om eventuelle problemer og må finde løsningen et andet sted.

fredag den 8. maj 2015

Skrivetip: Skab din hovedperson

Personer vs. Handling
Så … hvordan opbygger man gode Personer til at vandre rundt i ens fiktive indre miljø?

Godt spørgsmål. Jeg er knap nok sikker på, jeg ved hvordan, men lad mig prøve at komme med nogle tips.

En ide kan starte på forskellige måder. Den KAN jo faktisk starte med, at man pludselig har besøg af en Person, som er så interessant, at man gerne vil skrive om dem. Så allerede der ved man noget om Personen, for … hvorfor skulle man have lyst til at skrive om dem, hvis ikke der var noget, som satte gang i ens fantasi?

Andre gange er det mere historien i sig selv, der skaber behovet for en Person, som man så skal ud og kigge efter.

For mit eget vedkommende tror jeg oftest, at mine ideer starter med Historien frem for Personen. Fx ”Pige ønsker sig drømmeprinsen i fødselsdagsgave” (Mission: Drømmeprins), ”Pige er blevet myrdet og vil have Dreng til at finde ud af hvem der gjorde det” (For foden af trappen), ”Dreng drømmer om forsvundet Pige” (I Pandoras æske).

Andre gange kommer Personen og Handlingen nærmest hånd i hånd. Kassie fra Blodets Bånd-serien kom ikke svansende fiks og færdig, men hun hviskede mig i øret, og hendes stemme som fortalte, at hun ikke havde planer om at leve evigt, var med til at skabe hende som Person.

Hvad har du brug for?
Når mine ideer starter med Handlingen, tager jeg – nok ubevidst – udgangspunkt i, hvilket behov jeg har. Ens Personer påvirker Handlingen, og Handlingen påvirker Personerne. Hvis jeg har brug for en, der kan ”sparke røv” nærmest fra side 1, skal jeg måske ikke vælge en personlighed, som hellere vil krybe ned under gulvbrædderne end at sige noget højt i en større gruppe af mennesker.

Man må fornemme, hvad man har behov for. Hvilke tanker og følelser skal Personen have om sig selv? Hvilken personlighed vil få Personen til at reagere på den rigtige måde i vigtige scener? Scener som fører Handlingen videre?

Forfattere skriver på forskellige måder. Nogen ønsker ikke at vide, hvor historien skal ende, så de kaster sig ud i historien sammen med Personen og ser, hvordan det hele udvikler sig. Jeg vil så gerne vide, hvor jeg er på vej hen, og det påvirker min måde at planlægge og skrive på.

Når skakbrikken skal flyttes …
At skrive er lidt som at spille skak (hvilket jeg ikke gør, men jeg vil da tro, at det er sådan). Man må forudse sine træk. Hvis man flytter en brik på en bestemt måde … så vil trækket påvirke ens muligheder fremover. Og man kan ikke pludselig springe mange træk tilbage for at lave et om – ikke hvis det har store konsekvenser for historien. I så fald skal man nok acceptere omskrivning.

Det gælder både Handling og Personer.

Forskellige personlighedstyper giver forskellige muligheder på spillepladen ligesom skakbrikkerne. Nogle kan kun bevæge sig diagonalt på brættet, andre må tage to skridt frem og et til siden – her taler jeg altså om skakbrikkerne, men det samme gør sig gældende med Personerne. En Bonde kan altså ikke bevæge sig som en Dronning.

Følg Personens regler
I min vampyrserie ”Blodets Bånd” har jeg en del seje karakterer. De er lidt mere badass, fordi de er vampyrer og har oplevet mere end andre. Altså har jeg nogle muligheder med dem, som jeg ikke har med Menneskelig Teenagedreng (som i det her tilfælde hedder Leo).

Leo er en fin fyr. Sjov og omsorgsfuld og bestemt ikke fej, men han ER altså menneskelig, og når han pludselig befinder sig i en verden, hvor han er omgivet af væsner, som er hurtigere og stærkere – og i flere tilfælde – mere ondskabsfulde end ham … man kan ikke forvente, at Leo sparker røv på samme måde som vampyrerne Kassie, Anastasia og Viking.

Man må ganske enkelt følge reglerne for den Person man har skabt. Det betyder ikke, at Personerne ikke kan ændre sig, men man skal gøre det troværdigt. Det betyder heller ikke, at Personerne ikke kan indeholde ”modsætninger”. Den Stille Pige kan jo sagtens være den med den groveste humor, og Den Store Stærke Fyr er måske den, som sætter sig ned og græder i en krisesituation.

Personens ”stemme”
Prøv at forestille dig, hvordan din persons indre stemme er. Hvordan tænker og føler de? Hvad er deres kerne? Hvad er deres motivation?

Da jeg gik i gang med Blodets Bånd serien vidste jeg, at jeg skulle have en familie af kvindelige vampyrer, men hvor mange og hvordan skulle de være som Personer? Til at begynde med vidste jeg endnu ikke så meget om den overordnede historie at jeg anede, hvor mange jeg ville få behov for, så jeg måtte vælge og endte med Hovedpersonen Kassie og hendes tre søstre (og så måtte jeg bare krydse fingre for at der ikke var for mange eller for få).

Da jeg ret tidligt i historien præsenterede både Kassie og de tre søstre for læseren, tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre dem forskellige for at lette adskillelsen af dem i læserens hoved.

Det resulterede i moderlige og alvorlige Bess, drømmende, kunstneriske og lidt flyvske Wendy og festglade og humoristiske Anastasia. Det er ganske få ord til at beskrive dem, men det giver noget at fokusere på, når man lader dem handle og tale. Anastasia endte med at få en synsvinkel, og hun er sjov, men også benhård når det er nødvendigt. Efterhånden som historien skrider frem, bliver situationen mere alvorlig, men Anastasia mister ikke sin humoristiske tone – den bliver bare en anelse mere dyster.

Anastasia har en humoristisk tone, mens fx Junior er meget sanselig og næsten poetisk i sin oplevelse af omgivelserne. Deres grundlæggende personlighed farver deres måde at fortæller på.

Personens bagage
Vi bærer alle sammen rundt på noget bagage. For nogle er det bare en lille rygsæk og andre har en monster-kuffert på slæb.

Din Person behøver ikke at have en traumatisk barndom, men vær klar over om vedkommende slæber rundt på noget, som påvirker dem i særlig grad her og nu – i deres historie som du vil fortælle. Har du BRUG for at de har en bagage?

Gennemsnitlig Almindelig Pige har måske ikke noget særligt at bære på, men det kan jo også være at hendes mor døde, da hun var lille eller hun blev mobbet.

Luna i ”I månens skygge” mistede sin far til familie-forbandelsen, og det har påvirket hende og fået hende til at tage nogle valg omkring sit liv og fremtid. Kassie kan ikke huske sin fortid som menneske, men selvom hun måske ikke kender vægten af sin bagage … så er den der jo. Den påvirker hende og får hende til at handle på bestemte måder.

Kend din Persons bagage. Du kan også bruge den imod dem. Jeg brugte Bess’ til at sætte hende ud af spillet på, da jeg var nødt til at reducere Kassies allierede.

Når Personerne vil bestemme
I de fleste tilfælde føler jeg, at det er mig som bestemmer og former Personerne som jeg vil have dem. Men det er sket, at jeg har måttet makke ret.

Menneskelige Leo – ham den søde, flinke fyr … min oprindelige tanke for ham var, at han skulle være bare en anelse mere badass. Ikke vampyr-badass, men trods alt menneskelig-badass.

Jeg nåede så aldrig i nærheden af at få ham til at agere sådan. Fra det øjeblik han mødte Kassie, vidste han, at han ville have hende, og han spillede ingen spil med hende. Her var ikke noget med at være ”varm og kold” og skifte mening. Og han var heller ikke ”hård” i sin personlighed.

Leo insisterede på at være en Sød Fyr og det havde indflydelse på hele serien. Havde han været mere hård, ville det have ændret på nogle ting, men jeg er faktisk glad for, at han insisterede på at være den han er. Der er så mange badass-typer i BB-serien, så for mig var det rart og forfriskende at have Leo som han var. Og hans kamp og udvikling var interessant at følge.

Så nogle gange bør man måske bare lytte til Personen og ikke forsøge at gøre en Bonde til en Konge. I en historie kan den lille brik gøre den største forskel.

Kort og Godt
For at opsummere:

Hvilken type Person har du brug for? (Skal Hun kaste sig direkte ud i problemløsningen uden at blinke eller skal Hun lige modne og vokse med opgaven først?).

Kend din Persons:
  • stemme (”Livet er skønt!”/”Åh, fuck you, life!”).
  • motivation (”Jeg vil beskytte min familie!”/”Jeg vil finde morderen”)
  • bagage

Følg Personens regler – og hvis du afviger fra, hvad læseren forventer: Så gør det troværdigt.
  
 

fredag den 1. maj 2015

Biblioteksafgiften 2015 - hvad den betyder for mig

De sidste par år har jeg skrevet indlæg omkring biblioteksafgiften for at give forfatterspirene et indblik i den side af forfatterlivet.

2013 indlægget handlede om, hvor stor betydning lektørudtalelsen har for salget til bibliotekerne. 2014 indlægget handlede om, hvordan indkøbene af bøgerne i en serie falder, jo flere bind der kommer til.

I år vil jeg skrive om, hvad bibliotekspengene betyder for mig.

2010: Blodets Bånd påbegyndes … og jeg køber og istandsætter hus
Min serie Blodets Bånd startede i oktober 2010, da min redaktør spurgte, om jeg nogensinde havde tænkt på at skrive en vampyrroman. Jeg begyndte at lege med ideen, og det var nærmest, som om historien havde ligget og ventet. I hvert fald væltede det frem med scener, dialoger og personer, så jeg i løbet af få dage havde skrevet mange siders notater ned.

Og snart havde jeg kastet mig ud i at skrive det, som skulle blive til de to første bøger. Selvfølgelig gik det ikke for fuld hammer konstant, men jeg skrev de to romaner hurtigere, end jeg havde skrevet nogen anden roman før.

Samme år havde jeg købt et hus. Når man køber hus, har man store planer for at gøre huset til sit eget. Det resulterede i, at så godt som hele hytten blev malet, der kom nyt gulvtæppe på, badeværelset fik en ny vask og nogle skabe, og det lille, originale køkken blev skiftet ud med et nyt.

2011-12: Sygdom, død, hussalg, huskøb, istandsættelse og BB
De store projekter var afsluttet i starten af 2011. Til gengæld var året knap nok begyndt, da min far fik konstateret uhelbredelig kræft. Det lykkedes mig at færdigskrive ”Blodsøstre” og ”Hyænelatter”, inden sygdommen blev kraftigt forværret. Han døde i juni, og bagefter var mit overskud og min lyst til at skrive forsvundet. Der fik flere måneder, før lysten vendte tilbage, og der var også mange praktiske ting at tage sig af. Søster og jeg stod med vores barndomshjem, der skulle tømmes og sælges.

Det endte med, at jeg solgte mit hus og købte barndomshjemmet, og det kastede mig så ud i en ny omgang istandsættelse samtidig med, at jeg skrev videre på Blodets Bånd serien.

BB-crewet var vældig flinke til at samarbejde, og jeg fik skrevet de næste bøger i serien ganske hurtigt.

2013: Noget så træt
Da jeg nåede til bind 6 i serien i 2012 opdagede jeg, at noget ikke føltes som før. Det tog længere tid at skrive denne bog i forhold til de andre, og det var, som om det hele ikke rigtig gled som tidligere. Bogen blev skrevet færdig i januar måned 2013, og da det var gjort, var jeg træt. Noget så træt.

Mit energiniveau var helt i bund. Når jeg kørte på arbejde om morgenen, sad jeg og gabte i bilen. Og når jeg kørte hjem igen, gabte jeg stadigvæk. Jeg kunne ikke sove trætheden væk, og min hjerne føltes, som om den var eksploderet. Den kunne slet ikke overskue den næste bog eller det faktum, at jeg nærmede mig slutningen af serien, og at der nu skulle samles op på ledetråde og lignende.

Historien føltes død, og BB-crewet var ingen steder at se. Der var ingen gnist eller lyst til at skrive den næste bog, og jeg havde det, som om jeg havde fået sparket benene væk under mig og lå udsplattet på jorden.

Heldigvis var jeg dog i stand til at skrive, så jeg skrev eventyret ”Pigen og glashjertet” samt to af Merlin-bøgerne.

Det tog mig et halvt år, før jeg igen var i stand til at skrive på BB-serien.

2014: Nye planer
Jeg ved ikke helt hvad der skete. Jeg så slet ikke, at det var ved at gå galt, før det gik galt. Det føltes ikke som stress, da jeg ikke havde de sædvanlige fysiske symptomer. Måske det mere var en form for overanstrengelse. Under alle omstændigheder var det på ingen måder rart at slingre omkring i konstant energiunderskud i over et halvt år og frygte, at jeg ikke ville blive i stand til at skrive videre på BB-serien.

Og jeg vidste, at jeg ikke ville ende der igen.

Derfor arrangerede jeg, at jeg kunne gå ned i tid på mit hverdagsarbejde, da jeg havde bibliotekspenge nok til at erstatte min tabte arbejdsfortjeneste. Den økonomiske side af mig går med livrem og seler, og den del ville gerne have ventet noget længere med at tage det skridt.

Men den del af mig, som huskede, hvordan det var at være drænet, og med en hjerne der føltes som grød … den del er meget målrettet omkring at sørge for, det ikke sker igen.

Så siden december 2014 har jeg været lidt mindre bibliotekar og lidt mere forfatter end tidligere. Måske ville jeg alligevel ikke være endt i samme hul som dengang i 2013, men hey: Så er der jo det mere tid til at skrive.

Og det er, hvad biblioteksafgiften betyder for mig: Muligheden for at skrive :)