torsdag den 25. april 2013

Forfattervejen - kampen mod nåleøjet 2

Godt så. Jeg havde indsendt et manuskript til Tellerup, havde fået et par gode tilbagemeldinger og var tæt på at tro, at nu skete det. Nu blev jeg forfatter.

Det endelige svar var et nej.

Efter at have ømmet mig spurgte jeg, om de var interesserede i at se noget andet jeg havde skrevet. Ganske skræmmende spørgsmål at stille for tænk hvis de ikke ville!

Men det sagde de heldigvis ja til, og jeg sendte dem det næste manuskript.

Så ventede jeg. Igen.

Så modtog jeg en mail med en udtalelse. Den var ikke dårlig, men forlaget ville gerne have andre til at læse manuskriptet, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed.

Næste gang jeg hørte fra forlaget var manuskriptet blevet læst af flere. En af udtalelserne indeholdt sætningen "Den er simpelthen fantastisk" (wuhuu!), mens en anden ikke kunne anbefale en udgivelse, men grundet forbedringen fra det første manuskript til det andet godt kunne håbe, at jeg med tiden ville kunne levere et godt produkt ... (ouuhhhh!).

Det er noget, der rammer ens forfatter-forfængelighed ;oP

Forlaget var dog ikke helt færdig med manuskriptet endnu, så jeg ... ja, ventede.

På det her tidspunkt boede jeg i Aalborg og læste på biblioteksskolen. En weekend var jeg hjemme hos min far, og jeg sad i hans stue, da hans telefon ringede. Jeg løb ind på hans kontor for at tjekke nummeret, da jeg tænkte, det sikkert var et af de her ”må jeg stille dig nogle spørgsmål” opkald.

Jeg nåede ikke at tage telefonen, men der var noget velkendt over telefonnummeret. Jeg søgte derfor efter det på nettet, men kunne ikke finde ud af, hvem der ejede det. Det lignede dog ret meget et nummer, der stod på Tellerups hjemmeside.

Så jeg tjekkede min mail, og forlæggeren havde lige sendt en til mig. Han skrev, at han havde forsøgt at komme i kontakt med mig og ville jeg ringe til ham på det her nummer?

Selvfølgelig! Jeg tog mig næsten ingen tid til at trække vejret roligt, men trykkede nummeret (med rystende fingre). Og så fortalte han, at de gerne ville udgive Kristines hjerte. Mit svar: ”Hvor fedt!”

Resten af samtalen står ret sløret, men min del af samtalen bestod vist ikke af ret meget andet end "Ja", "Nej", "Okay" og "Selvfølgelig", mens jeg kæmpede for at bevare fatningen.

Efter samtalen gik jeg ind i stuen, hvor min far var, satte mig ned og prøvede at sige de magiske ord: ”Der er et forlag, som vil udgive en af mine historier”. Det var ret svært, for jeg kunne mærke, at bare det at sige ordene ville få mig til at hyle. En meget passende reaktion!

Min far spurgte, om der var noget galt.

”Nej, nej,” svarede jeg. ”Det er ikke noget dårligt.” Så fik jeg kvækket det frem. Og gav mig til at hyle.
 
Jeg var kommet igennem nåleøjet! (nå ja, det første nåleøje)
 
Det skete den 25. april 2004, så man kan vel sige, at jeg har 9-års jubilæum som forfatter :oP
 


onsdag den 24. april 2013

Feriens bogindtag

I sidste uge havde jeg ferie. Det var skøøøønt! Jeg fik slappet af, lavet nogle praktiske ting, ordnede nogle forfatterrelaterede ting og ... jeg fik læst. Det blev til fem bøger i alt.

"De ubudne" af Liz Jensen var jeg gået i gang med inden ferien og nu fik jeg afsluttet den. En skræmmende historie om børn, der pludselig vender sig mod deres forældre: "Over hele verden bliver familier myrdet af deres børn. Uden grund. Uden varsel. Nærmest som en epidemi." Scary!

Jeg læste "Tegnet" af Kelley Armstrong. Stor fan af hendes første serie og tror bestemt at jeg også vil kunne lide denne. Fik jeg nævnt at jeg sad oppe til klokken to en nat for at læse? Ikke? Nå, men det gjorde jeg. Også selvom jeg skulle op forholdvis tidligt næste dag.

Så læste jeg "Hjemsøgt" af Lee Nichols. Bogen er udgivet på Tellerup og heldigvis er bog 2 og 3 undervejs! Er man til paranormale romaner er den ikke et dårligt valg.

Sidst, men ikke mindst, læste jeg anden bog i serien Soulfinders: Phoenix. Også en rigtig god læseoplevelse. Jeg var i hvert fald naiv, da jeg en aften tænkte, at jeg da liiige kunne læse første kapitel, bare lige for at se, om den mon levede op til bog 1. Nå ja, et kapitel er vist ikke nok, når det kommer til Joss Stirlings bøger.

Dejlig ferie og det var skønt at grovæde nogle bøger. Men jeg er nu stadig lidt sulten ...

mandag den 15. april 2013

Læs bogen – læs forfatteren


Jeg har vist tidligere nævnt, at det at skrive er ret privat. Man øser en masse af sig selv ud på siderne, blotter dele af sig selv og kan så bare håbe, at man ikke bliver såret på den ene eller den anden måde.

Forfattere efterlader stumper af sig selv i teksterne. Tanker, de engang har haft. Følelser, de har mærket. Måske er der brudstykker af rigtige oplevelser. Men samtidig er det at skrive også et spørgsmål om at forestille sig.

Forestille sig, hvordan det er at være denne person og at opleve disse ting. Skabe personer, som slet ikke er, som man selv er, men som måske har en streng af ens egen personlighed. Og den streng må man så spille ekstra hårdt på.
 
Man kan ikke sætte lighedstegn mellem en forfatters tekst og så forfatteren selv. Jeg kender en forfatter, der havde en sexscene i sin historie, hvortil hendes mor bemærkede, at hun måske skulle være forsigtig med at udstille sine egne præferencer. Altså, kom nu! Nogle gange har de fiktive karakterer sex, men det er ikke ensbetydende med, at forfatteren inviterer læseren ind i deres egne soveværelser!

Bogforum blev jeg stillet et rigtigt godt spørgsmål, nemlig: Hvorvidt jeg bruger min egen personlighed, når jeg skriver, og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Svaret på det spørgsmål vender jeg tilbage til.

Da jeg var på fantasymessen, var der en som sagde, at hun troede, jeg ville være som Anastasia fra Blodets Bånd-serien. En femme fatale.

Hmmm … (undskyld mig lige, mens jeg griner småhysterisk).

Okay, alle, der har mødt mig i virkeligheden, vil nok karakteriserer mig som ”sød og stille”. Det er også sandt. Jeg er den tilbageholdende type, som egentlig ikke har behov for at sige en hel masse. Det er den ene side af mig. Den som de fleste mennesker får at se.

Jeg faldt over denne anmeldelse af ”For foden af trappen”, hvor skribenten omtaler mig på følgende måde:

”Pernille Eybye er én af de danske forfattere der virkelig har overrasket mig positivt de seneste år. Hun ser jo ikke ud af meget, når man møder hende, men hun er så bund sød og rolig at man tænker at hun umuligt kan gemme på noget mere dystert end en blomstereng og en enhjørning. Og dog.”

For se, hun rammer jo hovedet på sømmet der.

Jeg er andet end ”stille og sød” og ”blomstereng og enhjørning”. Bag det stille ydre (eller småkedelige omslag?) gemmer der sig noget mere. Den del som Fantasymessen-kvinden forventede at opleve. En af de strenge, som jeg bruger allermest, når jeg skriver, og som afspejler en del af min personlighed, som kun de færreste får at se.

Humoren.  

Humoren er til stede i alle mine bøger. I nogle får den ekstra gas, som for eksempel i ”Sol, sommer og scorereplikker” og ”Mission: Drømmeprins”. I de andre bøger er der for det meste en person, som ender som ”talerøret” for den del af mig.

Det er ret underholdende, at folk ikke tror, jeg kan indeholde den del. Ikke sådan en ”sød og stille” en. Jeg føler mig meget heldig, at jeg kan skrive, for derigennem får jeg afløb for noget, som ellers kun de udvalgte få kommer til at opleve.

Man skal ikke tro på alt, hvad man læser. Romaner er fiktion, og forfattere lader som om.

Men nogle gange ser man mere af sandheden, end man skulle tro.

lørdag den 13. april 2013

En forfatters laster

Jeg har ferie. Den sidste ferieuge skal brændes af, og som sædvanlig tror jeg, at den varer mere end dobbelt så lang tid. Der skal slappes af, hygges, nakkes hængepartier ligesom i påsken hvor Søster og Svoger rykkede ind i to dage.

Og så skal jeg selvfølgelig også være produktiv på forfatterområdet ligesom jeg da skal læse en masse bøger ...

Jeg arbejder som bibliotekar og er hver dag omringet af fristelser. Det betyder, at jeg nærmest konstant har omkring 30 bøger - hvis ikke flere - liggende derhjemme, som jeg da skal have læst på et eller andet tidspunkt.

30+ bøger burde være rigelig til en uges ferie, men alligevel kan jeg ikke lade være med at snuppe endnu flere bøger i ugen op til. Tænk nu hvis jeg kom til at mangle, må være min ubevidste tanke. Så der ryger hurtigt 4-5 stykker ekstra med hjem. Som hver er på 2-300 sider.

Såå ... jeg tænker, jeg vil se, nøjagtig hvor mange bøger jeg får læst i den her ferie. Som jeg vist har nævnt tidligere, har jeg brug for at få fyldt ord på. Andres ord. Det, tror jeg, vil gøre mig godt, før jeg skal til at skrive igen.

Jeg er allerede igang. Har lige færdiglæst en lille sag, som jeg læste, da jeg var teenager og fik lyst til at læse igen. "Du er bare skøn!" af Barbara Wersba.

Jeg har et par titler liggende, som jeg virkelig glæder mig til at læse, men ... jeg er også igang med manuspleje og er bange for at blive ledt på afveje, hvis jeg først begynder at læse i en af dem. Så jeg venter lidt og prøver at få manusplejen af vejen, før jeg tager fat på dem.

At være en blærepony

"At komme i stald hos" er en brugt vending om at blive lukket ind i varmen hos en virksomhed ... eller et forlag.

Jeg er i stald hos Tellerup ... og det er flere af mine søndags-deadlines forfattervenner også.

Da vi bor spredt ud over hele landet, mødes vi oftest via mail eller på en chat. På chatten er der også andre forfattere og forfatterspire, og enhver, der har prøvet at chatte, ved hvor nemt stemningen kan blive ret pjattet og hyggelig.

Således har vi også snakket omkring det at komme i stald hos et forlag, og sammenligningen med en flok heste på en fold var nærliggende. Forfatteren, som er imellem et par bogprojekter, læner sig op af hegnet og tager sig en pause. Et par "heste" brainstormer måske på en ide.

Og da jeg har haft et par gode år rent skrivemæssigt, er jeg blevet til hesten, der drøner rundt i indhegningen uden at kunne sætte farten ned.

En dag på chatten sukkede jeg lidt over nogle af de arbejdsopgaver, der følger med, når man har fået antaget en roman. Manuspleje og korrektur for eksempel, og en af forfatterspirene sagde, at der var mange, som gerne ville have samme "problem". At denne form for klynk også kunne være blær.

Og således blev blæreponyen født! ;oP

En anden var hurtig til at smide denne video på chatten. Se, det er en sød og nuttet blærepony. Bare ignorer at det er en reklame og nyd den sjove og charmerende pony.