Overspringshandlinger kan bestå af mange ting, og i dag blev jeg lokket ind på denne side:
http://host-d.oddcast.com/elfyourself2012/home.php
Konceptet er, at man kan indsætte sig selv, venner og familie og får en lille film, hvor man danser rundt forklædt som julemandens alfer.
Det var ganske underholdende at lave en lille film, hvor denne charmerende herre og hans fire identiske brødre optrådte:
Fem styks hyænedrenge der danser omkring i grønne alfekostumer og synger som noget der lyder som disney-egern! De så ud til at nyde det. De storsmilede i hvert fald imens, og jeg kunne jo ikke lade være med at dele det, der kunne være Zans julehilsen, med mine betalæsere (den reddede efter sigende den enes aftensmad).
Jeg er ikke sikker på, at jeg må dele min egen film med jer, men prøv at forestille jer det eller lav jeres egen film med egne billeder. Det var en underholdende overspringshandling.
Tilføjelse: Ovenstående giver nok ikke megen mening, hvis ikke man har læst til og med bind 4 i min serie Blodets Bånd. Oh well, hvis I gør det på et tidspunkt, håber jeg, I kan se de dansende drenge for jer.
fredag den 21. december 2012
onsdag den 19. december 2012
Blodets bånd - hvor mange bind er serien på?
Nu har jeg igen smugkigget på de søgninger, som har bragt læsere til min blog. En af dem var ganske interessant: Den handlede om, hvor mange bind der er i serien Blodets bånd.
Jeg kan desværre ikke give et endeligt svar. Lige nu er der udgivet fem og jeg skriver på den sjette. Jeg ved, at der kommer mindst et bind mere ... og måske endnu et, men det er ikke helt sikkert.
Så mit svar lige nu og her er, at Blodets bånd er en serie på 7-8 bøger.
Men jeg regner med at vide mere i løbet af 2013!
Lige nu og her arbejder jeg på at blive færdig med bind 6 i 2012. Godt det snart er juleferie.
Jeg kan desværre ikke give et endeligt svar. Lige nu er der udgivet fem og jeg skriver på den sjette. Jeg ved, at der kommer mindst et bind mere ... og måske endnu et, men det er ikke helt sikkert.
Så mit svar lige nu og her er, at Blodets bånd er en serie på 7-8 bøger.
Men jeg regner med at vide mere i løbet af 2013!
Lige nu og her arbejder jeg på at blive færdig med bind 6 i 2012. Godt det snart er juleferie.
tirsdag den 11. december 2012
Blodets bånd - hvornår kommer bind 6?
Der er en interessant ting ved sådan en blog. Man kan se, hvordan folk ender her ud fra hvilke søgninger de har lavet. En endte på min blog ved at søge på poser under øjnene. En anden på filtnisser (den forstår jeg så ikke helt).
En tredje søgning lød på: "Hvornår kommer blodets bånd bind 6?"
Godt spørgsmål. Jeg har desværre ikke svaret. Ikke andet end at jeg håber og forventer, at det bliver engang i år 2013. Jeg skriver på bind 6 lige nu, og selvom jeg kan se slutningen, så skal den lige skrives færdig først, sendes til forlaget, have manuspleje og korrekturlæsning og et omslag. Og så en lille tur til trykkeriet.
Men så snart jeg ved mere, så giver jeg besked.
Og indtil da ... skriver jeg :o)
En tredje søgning lød på: "Hvornår kommer blodets bånd bind 6?"
Godt spørgsmål. Jeg har desværre ikke svaret. Ikke andet end at jeg håber og forventer, at det bliver engang i år 2013. Jeg skriver på bind 6 lige nu, og selvom jeg kan se slutningen, så skal den lige skrives færdig først, sendes til forlaget, have manuspleje og korrekturlæsning og et omslag. Og så en lille tur til trykkeriet.
Men så snart jeg ved mere, så giver jeg besked.
Og indtil da ... skriver jeg :o)
tirsdag den 4. december 2012
Følgesvendens lektørudtalelse - simply the best
Bind 4 i min serie Blodets bånd - Følgesvenden - kommer på bibliotekernes materialevalg i denne uge. Og i dag fik jeg så mulighed for at læse lektørudtalelsen. Jeg kan roligt sige, at jeg har ventet på den. Det gik fint nok i weekenden ud fra tanken, at der ikke skete noget der, men så snart det blev mandag og almindelig arbejdsdage igen, så udviklede jeg et ret intenst forhold til opdater-knappen.
Og så blev spændingen udløst.
Jeg har taget den bedste bid: "Sproget er rigtigt godt og passer fortrinligt til genren. Eybye har en autentisk sprogtone, der rammer målgruppen helt præcist. Der er et flot flow i fortællestilen, og da handlingen samtidigt er spændende, og personerne fængslende, kan man ikke undgå at blive revet med af bogen".
Yeah!
Jeg kunne ikke have håbet på noget bedre. Det er en virkelig fin udtalelse. Lektørudtalelsen i sin fulde længde kan læses på Tellerups hjemmeside.
Men jeg kan ikke lade være med lige at fremhæve denne lille sætning, der handler mere specifikt om mig: "... hun har udviklet sig til en af vore bedste fantasyforfattere."
Det gør altså indtryk. Smag og behag er naturligvis forskelligt, men at nogen mener det ... det er stort for mig.
Det er december, der er sne og nu det her ... Fantastisk.
Nu mangler jeg så bare at se udtalelsen på Heksekunst, som kommer på materialevalg i uge 51.
*suk*
Og så blev spændingen udløst.
Jeg har taget den bedste bid: "Sproget er rigtigt godt og passer fortrinligt til genren. Eybye har en autentisk sprogtone, der rammer målgruppen helt præcist. Der er et flot flow i fortællestilen, og da handlingen samtidigt er spændende, og personerne fængslende, kan man ikke undgå at blive revet med af bogen".
Yeah!
Jeg kunne ikke have håbet på noget bedre. Det er en virkelig fin udtalelse. Lektørudtalelsen i sin fulde længde kan læses på Tellerups hjemmeside.
Men jeg kan ikke lade være med lige at fremhæve denne lille sætning, der handler mere specifikt om mig: "... hun har udviklet sig til en af vore bedste fantasyforfattere."
Det gør altså indtryk. Smag og behag er naturligvis forskelligt, men at nogen mener det ... det er stort for mig.
Det er december, der er sne og nu det her ... Fantastisk.
Nu mangler jeg så bare at se udtalelsen på Heksekunst, som kommer på materialevalg i uge 51.
*suk*
fredag den 30. november 2012
Når tiden pludselig går alt for hurtigt
Det gik forleden op for mig, at der faktisk kun er tre arbejdsuger til juleferien.
Det var både en glædelig overraskelse og en som faktisk var lidt ubelejlig. For ... jeg havde egentlig regnet med, at når jeg fik juleferie, så var jeg færdig med den Blodets bånd-bog jeg skriver på lige nu og havde lavet en sceneoversigt over den næste og var gået igang med at skrive den.
Tre uger til at nå alt det. Ifølge min nuværende sceneoversigt så mangler jeg 14 kapitler plus det løse. Det er næsten 5 kapitler pr uge! Samtidig med at jeg "lige" planlægger de enkelte begivenheder i næste bind ...
Pfff! Hvis jeg når det, er det vist et ægte julemirakel.
Det var både en glædelig overraskelse og en som faktisk var lidt ubelejlig. For ... jeg havde egentlig regnet med, at når jeg fik juleferie, så var jeg færdig med den Blodets bånd-bog jeg skriver på lige nu og havde lavet en sceneoversigt over den næste og var gået igang med at skrive den.
Tre uger til at nå alt det. Ifølge min nuværende sceneoversigt så mangler jeg 14 kapitler plus det løse. Det er næsten 5 kapitler pr uge! Samtidig med at jeg "lige" planlægger de enkelte begivenheder i næste bind ...
Pfff! Hvis jeg når det, er det vist et ægte julemirakel.
tirsdag den 27. november 2012
Når planerne ikke holder
I et tidligere indlæg jublede jeg over, at jeg endelig følte, jeg havde fanget skriveflowet igen. På grund af Bogforum og forberedelsen havde jeg lidt mistet forbindelsen til historien, men forrige weekend var jeg tilbage på rette spor.
Nå ja, ikke helt. Jeg kan ikke sige, hvad det er, som ikke har fungeret. Nogle gange er grebet til historien bare ikke så stærkt, og man bliver let afledt af andre ting. Den følgende uge fik jeg med stort besvær kæmpet mig igennem et kapitel, mens sidste weekend endte også at gå med arbejde, julefrokost og fødselsdag, så der var ikke megen tid eller overskud til at tage brydergreb på den næste roman i Blodets Bånd-serien.
Det kan virkelig være frustrerende.
Så i dag havde jeg mulighed for at smutte lidt tidligere fra arbejde. Det var egentlig enkelt nok: Hjem og skrive et par timer, lave mad og træne og måske skrive videre om aftenen (ja, det er så de store planer her i huset).
Så hvad gik der lige galt? Var det internettet som ikke virkede? Det var jo ikke meningen, at jeg skulle surfe omkring (også kaldet overspringshandlinger), men at miste forbindelsen til nettet er jo næsten nok til at forvandle en til manisk forsøgsrotte.
Nå, men jeg fik da klapret lidt på tastaturet, og så var det at trætheden sneg sig ind på mig. Måske jeg lige kunne læne mig tilbage på kontorstolen og "hvile øjnene i et kvarters tid" ...
Jeg kommer nok aldrig til at fatte, at jeg - på trods af nok beviser - kan blive ved med at tænke, det er en god ide. For det bliver aldrig bare til femten minutter. Lidt over syv om aftenen slog jeg øjnene op siddende godt tilbagelænet på kontorstolen.
Nå, farvel masser af skrivetid før efter klokken seks, farvel aftensmad til flere dage, farvel træning ...
Ja, jeg kunne jo have kastet mig over det hakkede oksekød eller smidt træningsdvd'en på, men lod være. I stedet kogte jeg en hurtig gang spaghetti, spiste mens jeg glanede lidt fjernsyn. Og lidt over otte vendte jeg tilbage til kontorstolen, åbnede word og begyndte at skrive.
Det blev til næsten seks wordsider ... så nu er jeg faktisk helt glad og tilfreds med mig selv :oP
Nå ja, ikke helt. Jeg kan ikke sige, hvad det er, som ikke har fungeret. Nogle gange er grebet til historien bare ikke så stærkt, og man bliver let afledt af andre ting. Den følgende uge fik jeg med stort besvær kæmpet mig igennem et kapitel, mens sidste weekend endte også at gå med arbejde, julefrokost og fødselsdag, så der var ikke megen tid eller overskud til at tage brydergreb på den næste roman i Blodets Bånd-serien.
Det kan virkelig være frustrerende.
Så i dag havde jeg mulighed for at smutte lidt tidligere fra arbejde. Det var egentlig enkelt nok: Hjem og skrive et par timer, lave mad og træne og måske skrive videre om aftenen (ja, det er så de store planer her i huset).
Så hvad gik der lige galt? Var det internettet som ikke virkede? Det var jo ikke meningen, at jeg skulle surfe omkring (også kaldet overspringshandlinger), men at miste forbindelsen til nettet er jo næsten nok til at forvandle en til manisk forsøgsrotte.
Nå, men jeg fik da klapret lidt på tastaturet, og så var det at trætheden sneg sig ind på mig. Måske jeg lige kunne læne mig tilbage på kontorstolen og "hvile øjnene i et kvarters tid" ...
Jeg kommer nok aldrig til at fatte, at jeg - på trods af nok beviser - kan blive ved med at tænke, det er en god ide. For det bliver aldrig bare til femten minutter. Lidt over syv om aftenen slog jeg øjnene op siddende godt tilbagelænet på kontorstolen.
Nå, farvel masser af skrivetid før efter klokken seks, farvel aftensmad til flere dage, farvel træning ...
Ja, jeg kunne jo have kastet mig over det hakkede oksekød eller smidt træningsdvd'en på, men lod være. I stedet kogte jeg en hurtig gang spaghetti, spiste mens jeg glanede lidt fjernsyn. Og lidt over otte vendte jeg tilbage til kontorstolen, åbnede word og begyndte at skrive.
Det blev til næsten seks wordsider ... så nu er jeg faktisk helt glad og tilfreds med mig selv :oP
søndag den 25. november 2012
Zans sang
Jeg har tidligere nævnt, at nogle af mine bøger har deres egne sange. Nogle gange er det følelsen i sangene, som minder mig om historierne. Andre gange passer teksten overraskende godt.
En af mine betalæsere gjorde mig opmærksom på et nummer af Kamelot. Det er en lidt anden slags musik, end hvad jeg normalt hører (jeg er jo til sødsuppe og klæbende romantik).
Men her er Zans sang!
En anden betalæser synes så, at denne Kamelot-sang er soundtrack for Blodets Bånd-serien.
Hvad synes I? Andre bud?
En af mine betalæsere gjorde mig opmærksom på et nummer af Kamelot. Det er en lidt anden slags musik, end hvad jeg normalt hører (jeg er jo til sødsuppe og klæbende romantik).
Men her er Zans sang!
En anden betalæser synes så, at denne Kamelot-sang er soundtrack for Blodets Bånd-serien.
Hvad synes I? Andre bud?
torsdag den 22. november 2012
Følgesvenden er officielt udkommet!
I går havde "Følgesvenden" officiel udgivelsesdato. I mit hoved er det jo sket for lidt tid siden, da jeg modtog mine frieksemplarer kort før Bogforum. Men i går blev det så officielt: "Følgesvende" er udgivet!
Og hvad der næsten er mere utrolig er, at bogen allerede har en hel post på bibliotek.dk - se den lige her!
Eller "snyd" og læs beskrivelsen af bogen her: "Den unge vampyrpige, Kassie prøver sammen med heksen Liliana at finde frem til sandhendheden om sit tidligere liv som et normalt menneske. Leo, der er forelsket i Kassie, har magiske kræfter og gør sit bedste for at lære at beherske dem. Men forude venter et opgør med den unge vampyr, Zan".
Jeg morer mig lidt over, at Zan omtales som en ung vampyr. Kassie er ung, ikke engang tyve år har hun været vampyr. Hvor gammel Zan er, ved jeg faktisk ikke helt nøjagtig, men han er noget ældre, og jeg ville ikke selv betegne ham som en ung vampyr. Ung af udseende, jeps, helt sikkert, men ikke i vampyrmålestok.
Som bibliotekar - og, nå ja, vel også som forfatter - er jeg ret obs på, hvornår mine bøger er at finde på bibliotek.dk, for når de er der ... ja, så er det som om de eksisterer "rigtigt". Ude i den store verden. Hos læserne.
Derfor overraskede det mig meget, at jeg helt har overset det denne gang. Men pyt med det. Nu er beviset her: "Følgesvenden" er på vej ud på bibliotekerne, og jeg håber, at der bliver taget godt imod den.
Pssst! Om et par uger kommer bogen på materialevalg hos bibliotekerne. Det betyder, at jeg - måske - får en lektørudtalelse på bogen der. Et par uger ... et par lange uger ...
Og hvad der næsten er mere utrolig er, at bogen allerede har en hel post på bibliotek.dk - se den lige her!
Eller "snyd" og læs beskrivelsen af bogen her: "Den unge vampyrpige, Kassie prøver sammen med heksen Liliana at finde frem til sandhendheden om sit tidligere liv som et normalt menneske. Leo, der er forelsket i Kassie, har magiske kræfter og gør sit bedste for at lære at beherske dem. Men forude venter et opgør med den unge vampyr, Zan".
Jeg morer mig lidt over, at Zan omtales som en ung vampyr. Kassie er ung, ikke engang tyve år har hun været vampyr. Hvor gammel Zan er, ved jeg faktisk ikke helt nøjagtig, men han er noget ældre, og jeg ville ikke selv betegne ham som en ung vampyr. Ung af udseende, jeps, helt sikkert, men ikke i vampyrmålestok.
Som bibliotekar - og, nå ja, vel også som forfatter - er jeg ret obs på, hvornår mine bøger er at finde på bibliotek.dk, for når de er der ... ja, så er det som om de eksisterer "rigtigt". Ude i den store verden. Hos læserne.
Derfor overraskede det mig meget, at jeg helt har overset det denne gang. Men pyt med det. Nu er beviset her: "Følgesvenden" er på vej ud på bibliotekerne, og jeg håber, at der bliver taget godt imod den.
Pssst! Om et par uger kommer bogen på materialevalg hos bibliotekerne. Det betyder, at jeg - måske - får en lektørudtalelse på bogen der. Et par uger ... et par lange uger ...
søndag den 18. november 2012
Yes! Jeg skriver igen!
Jeg så virkelig frem til Bogforum og at jeg skulle på Børnescenen og fortælle om Blodets Bån-serien. Det var skræmmende, helt klart, men det var også spændende. Da jeg ikke er særlig rutineret i at stille mig op og fortælle om mig selv og mine bøger (som i: Nærmest ingen erfaring) krævede det en del øvelse.
Og nogle gange virker min skrive-gejst til at være temmelig ensporet. Jeg skal helst fokusere på den og intet andet. Det resulterede i, at jeg sådan noget som to uger før Bogforum gik helt i stå med at skrive. Den stod på træning i stedet. Og da jeg nåede dertil, hvor jeg næsten ikke kunne tage mig sammen til at træne mere, kunne jeg heller ikke samle skrivningen op.
Det er skræmmende ikke at skrive. Skræmmende ikke at have "forbindelsen" til teksten. Når hvert ord og sætning skal trækkes ud under stort besvær. Jeg vil ikke sige, at jeg er tilbage og surfer af sted på en bølge af inspiration. Men jeg skriver igen.
Lige nu har jeg cirka 120 wordsider. Den sidste Blodets Bånd-bog var på 220 wordsider. Jeg er altså kun (og "kun" er vel relativt) 100 sider fra slutningen, hvis jeg satser på samme længde. Det virker sjovt nok overkommeligt.
Og jeg skriver! Og jeg føler, at skrive-gejsten er ved at gribe fat i mig igen! Weeehuuu!
Beam me up. Scotty!
(Okay, begejstringen har muligvis taget overhånd med Star Trek referencen. Jeg beklager. Men jeg er stadig så haaaaappyyyyyy!)
Og nogle gange virker min skrive-gejst til at være temmelig ensporet. Jeg skal helst fokusere på den og intet andet. Det resulterede i, at jeg sådan noget som to uger før Bogforum gik helt i stå med at skrive. Den stod på træning i stedet. Og da jeg nåede dertil, hvor jeg næsten ikke kunne tage mig sammen til at træne mere, kunne jeg heller ikke samle skrivningen op.
Det er skræmmende ikke at skrive. Skræmmende ikke at have "forbindelsen" til teksten. Når hvert ord og sætning skal trækkes ud under stort besvær. Jeg vil ikke sige, at jeg er tilbage og surfer af sted på en bølge af inspiration. Men jeg skriver igen.
Lige nu har jeg cirka 120 wordsider. Den sidste Blodets Bånd-bog var på 220 wordsider. Jeg er altså kun (og "kun" er vel relativt) 100 sider fra slutningen, hvis jeg satser på samme længde. Det virker sjovt nok overkommeligt.
Og jeg skriver! Og jeg føler, at skrive-gejsten er ved at gribe fat i mig igen! Weeehuuu!
Beam me up. Scotty!
(Okay, begejstringen har muligvis taget overhånd med Star Trek referencen. Jeg beklager. Men jeg er stadig så haaaaappyyyyyy!)
lørdag den 17. november 2012
Bogforum 2012 - de sidste oplevelser
Efter besøget ved Børnescenen, hvor vinderne af Drengelitteraturprisen var blevet afsløret, var vi lidt længere på Bogforum, men derefter tog vi "hjem" til vores hotel.
I år var vi gået en stjerne op i valget af hotel. Sidste år lå to af os i køjeseng, den sidste måtte have fødderne under en hylde og det var lige trangt nok. Så i år opgraderede vi altså.
Der var også restaurant på hotellet, så der var lige tid til at smide bagagen fra sig, inspicere værelset og ligge på sengen og nyde at lade fødderne få en pause. Jeg slap dog ikke mine ud af støvlerne. Turde ikke.
Efter den tiltrængte pause på værelserne fandt vi restauranten og bestilte. Det var så hyggeligt at sidde med mine gode forfatterkolleger og få noget at spise, mens vi knevrede løs. Jeg har jo kendt Anika og Carina i snart ti år, men jeg har nok højst mødt dem 4-5 gange tidligere. Louise mødte jeg første gang ved Fantasymessen. Alligevel er det bare afslappet og hyggeligt, og snakken gik uden problemer.
Senere kaprede vi hotellets sofaarrangement, hvor snakken fortsatte. Nogle polakker spillede pool lige ved siden af, og hvis de forstod os bedre end vi forstod dem, har de nok tænkt: Skøre danskere! Jeg kan ikke huske alt hvad vi snakkede om, men der blev da talt om katte, tegnsprog (jeg kan vist sige "jeg skal tisse" nu på tegnsprog), vores bøger, at nogle fladorme i "parringsdansen" kæmper om at få lov til at være hannen ved at fægte med deres ... tjaaa ...
Nogle ting er bare nemmere at tale om med andre forfattere (og her tænker jeg ikke nødvendigvis på fladormene). Vi kan tale om vores bøger og personer med andre som kender dem. Det giver noget ekstra, som er svært at finde andre steder.
Jeg er i øvrig ganske heldig, at jeg ikke var på egen hånd. Jeg kunne ikke finde ud af at bruge nøglekortet til vores værelse. Selv efter at have fået forklaret de finere finesser var døren ikke sådan lige til at åbne. Den bandt godt nok en smule, men alligevel ... fnys! Fordelen ved at rejse i flok er at Anika er ganske praktisk i forbindelse med at bestille hotel og togbilletter, og Louise havde en oppakning af cirka samme størrelse som mig, så hun kunne være behjælpelig med ekstra vableplaster, da jeg havde opbrugt mit eget lager.
Så ud over det gode selskab ... hvad kunne jeg så ønske mig mere?
Senere gik vi i seng. Jeg delte værelse med Carina og Anika. På holdet har vi et par snorkere. Jeg er efter sigende ikke en af dem, til gengæld kan jeg byde ind med at skære tænder, snakke i søvne og gå i søvne, så der er masser af underholdning ... også om natten!
Næste dag tog vi tilbage til Bogforum og havde den lidt syrede oplevelse at køre med en chauffør (muligvis fra Pakistan), som var digter. Så en taxa fyldt med ikke mindre end fem skrivende!
Tilbage på Bogforum gik vi lidt omkring og kiggede, inden det var tid til Carinas optræden. Hun skulle diskutere horror sammen med Teddy Vork og Michael Kamp. De er alle tre Tellerup-forfattere, og de fik samlet sig en fin gruppe af interesserede.
I år var vi gået en stjerne op i valget af hotel. Sidste år lå to af os i køjeseng, den sidste måtte have fødderne under en hylde og det var lige trangt nok. Så i år opgraderede vi altså.
Der var også restaurant på hotellet, så der var lige tid til at smide bagagen fra sig, inspicere værelset og ligge på sengen og nyde at lade fødderne få en pause. Jeg slap dog ikke mine ud af støvlerne. Turde ikke.
Efter den tiltrængte pause på værelserne fandt vi restauranten og bestilte. Det var så hyggeligt at sidde med mine gode forfatterkolleger og få noget at spise, mens vi knevrede løs. Jeg har jo kendt Anika og Carina i snart ti år, men jeg har nok højst mødt dem 4-5 gange tidligere. Louise mødte jeg første gang ved Fantasymessen. Alligevel er det bare afslappet og hyggeligt, og snakken gik uden problemer.
Senere kaprede vi hotellets sofaarrangement, hvor snakken fortsatte. Nogle polakker spillede pool lige ved siden af, og hvis de forstod os bedre end vi forstod dem, har de nok tænkt: Skøre danskere! Jeg kan ikke huske alt hvad vi snakkede om, men der blev da talt om katte, tegnsprog (jeg kan vist sige "jeg skal tisse" nu på tegnsprog), vores bøger, at nogle fladorme i "parringsdansen" kæmper om at få lov til at være hannen ved at fægte med deres ... tjaaa ...
Nogle ting er bare nemmere at tale om med andre forfattere (og her tænker jeg ikke nødvendigvis på fladormene). Vi kan tale om vores bøger og personer med andre som kender dem. Det giver noget ekstra, som er svært at finde andre steder.
Jeg er i øvrig ganske heldig, at jeg ikke var på egen hånd. Jeg kunne ikke finde ud af at bruge nøglekortet til vores værelse. Selv efter at have fået forklaret de finere finesser var døren ikke sådan lige til at åbne. Den bandt godt nok en smule, men alligevel ... fnys! Fordelen ved at rejse i flok er at Anika er ganske praktisk i forbindelse med at bestille hotel og togbilletter, og Louise havde en oppakning af cirka samme størrelse som mig, så hun kunne være behjælpelig med ekstra vableplaster, da jeg havde opbrugt mit eget lager.
Så ud over det gode selskab ... hvad kunne jeg så ønske mig mere?
Senere gik vi i seng. Jeg delte værelse med Carina og Anika. På holdet har vi et par snorkere. Jeg er efter sigende ikke en af dem, til gengæld kan jeg byde ind med at skære tænder, snakke i søvne og gå i søvne, så der er masser af underholdning ... også om natten!
Næste dag tog vi tilbage til Bogforum og havde den lidt syrede oplevelse at køre med en chauffør (muligvis fra Pakistan), som var digter. Så en taxa fyldt med ikke mindre end fem skrivende!
Tilbage på Bogforum gik vi lidt omkring og kiggede, inden det var tid til Carinas optræden. Hun skulle diskutere horror sammen med Teddy Vork og Michael Kamp. De er alle tre Tellerup-forfattere, og de fik samlet sig en fin gruppe af interesserede.
Her ses hele gruppen. Mathias Clasen styrede diskussionen.
Og et lille blik på publikum.
Det var meget spændende at lytte til. Desværre var i hvert fald mine fødder ved at være godt brugte, og jeg begyndte at drømme om en stol.
De tre fortalte og diskuterede i næsten en time omkring horror, hvad horror kan og hvad der personligt skræmmer dem. Et spændende indblik i en noget anden genre end den jeg selv bevæger mig rundt i.
Kort efter var Bogforum slut for mig for denne gang: Jeg fik et lift af Søster og Svoger tilbage til Jylland, men det var med en vis ærgrelse, at jeg gik glip af lidt længere tid tilbragt sammen med Anika, Carina og Louise.
Men der kommer vel andre lejligheder, hvor vi kan mødes. Og Bogforum ... det er kun et lille år ude i fremtiden.
For at se flere billeder fra Bogforum: Besøg Tellerups facebookside.
Eller besøg Anika Eibes blog, Michael Kamp eller Louise Haiberg for at læse om deres oplevelser af Bogforum.
For at se flere billeder fra Bogforum: Besøg Tellerups facebookside.
Eller besøg Anika Eibes blog, Michael Kamp eller Louise Haiberg for at læse om deres oplevelser af Bogforum.
torsdag den 15. november 2012
Bogforum 2012 - Drengelitteraturprisen
Kulturstyrelsen uddelte for andet år i træk prisen for det bedst skrevne novelle henvendt til drenge. Novellen måtte højst være på 1500 ord (hvilket virkelig ikke er meget), og der var 153 bidrag i alt. Ud af de 153 noveller blev fem valgt, og børnene fik herefter muligheden for at stemme på de bedste. De tre noveller med flest stemmer kom så med til Bogforum, hvor det blev afsløret, hvem der havde vundet.
Jeg deltog i konkurrencen, men var desværre ikke blandt de fem. Men jeg kendte en som var i top 3! Anika Eibe, som jeg rejste sammen med, skulle klokken 16 være ved Børnescenen, og jeg var selvfølgelig med, ligesom resten af "rejseselskabet".
Anika har skrevet en spændende novelle om en gladiator-kamp i Colosseum. Ren drenge-action.
Det var spændende at sidde foran scenen og vente på det store øjeblik. Tredje pladsen blev uddelt ... og det var ikke til Anika. Anika var nok den som var mest spændt, men jeg følte nu også nervøsiteten.
Og vinderen viste sig at være både Anika og Maria Kjær-Madsen. De to noveller havde fået lige mange stemmer! Helt utroligt, så der skulle to vindere op på scenen.
De to glade vindere. Anika er til venstre.
De læste begge to op af novellerne og fik - som det kan ses på billedet - hver en buket. Det var stort at opleve, og det må være en fantastisk ære og skulderklap at få fra børnene.
Tellerup har i forbindelse med Drengelitteraturprisen lavet en lille bog med novellerne fra deres forfattere. Anikas vindernovelle er også at finde i bogen ligesom sidste års vinder, Michael Kamp. Han er også Tellerup forfatter.
Fin, ikke?
Billeder i indlægget tilhører Forlaget Tellerup.
Jeg deltog i konkurrencen, men var desværre ikke blandt de fem. Men jeg kendte en som var i top 3! Anika Eibe, som jeg rejste sammen med, skulle klokken 16 være ved Børnescenen, og jeg var selvfølgelig med, ligesom resten af "rejseselskabet".
Anika har skrevet en spændende novelle om en gladiator-kamp i Colosseum. Ren drenge-action.
Det var spændende at sidde foran scenen og vente på det store øjeblik. Tredje pladsen blev uddelt ... og det var ikke til Anika. Anika var nok den som var mest spændt, men jeg følte nu også nervøsiteten.
Og vinderen viste sig at være både Anika og Maria Kjær-Madsen. De to noveller havde fået lige mange stemmer! Helt utroligt, så der skulle to vindere op på scenen.
De to glade vindere. Anika er til venstre.
De læste begge to op af novellerne og fik - som det kan ses på billedet - hver en buket. Det var stort at opleve, og det må være en fantastisk ære og skulderklap at få fra børnene.
Tellerup har i forbindelse med Drengelitteraturprisen lavet en lille bog med novellerne fra deres forfattere. Anikas vindernovelle er også at finde i bogen ligesom sidste års vinder, Michael Kamp. Han er også Tellerup forfatter.
Fin, ikke?
Billeder i indlægget tilhører Forlaget Tellerup.
Bogforum 2012 - Rævescenen
Efter jeg havde været på Børnescenen og fortælle om Blodets Bånd-serien, signerede jeg bøger. Derefter var der lidt tid at bruge sammen med forfatterkollegaerne, inden jeg skulle på Tellerups Rævescene.
Rævescenen fra flere vinkler - pyntet så fint med mine bøger.
Jeg blev interviewet om Drømmer-serien, som er min første læselet serie for børn. Desværre drillede teknikken en smule, så jeg havde svært ved at høre spørgsmålene.
Efter interviewet var der mulighed for at få signerede bøger. Jeg var især glad for besøget af moderen, som havde et par af Drømmer-bøgerne med (de andre var udlånt). Hun fortalte, at hendes børn kunne lide serien. Jeg skriver jo normalt for teenagere, så at høre at yngre børn kan lide Drømmer-serien er bare alletiders.
Jeg var så heldig at få besøg af Søster og Svoger sammen med niecerne, mens jeg var på Rævescenen. Vi bor jo alle i Jylland, så at det kunne lade sig gøre var fantastisk.
Søster tog dette billede af meget begejstret forfatter ved Børnescenen: "Se! Se! Mit navn! Jeg var her!"
Så var mit "arbejde" på Bogforum forbi, og der var en lille time til det næste spændende indslag: Afsløringen af vinderen af Drengelitteraturprisen.
Rævescenen fra flere vinkler - pyntet så fint med mine bøger.
Jeg blev interviewet om Drømmer-serien, som er min første læselet serie for børn. Desværre drillede teknikken en smule, så jeg havde svært ved at høre spørgsmålene.
Efter interviewet var der mulighed for at få signerede bøger. Jeg var især glad for besøget af moderen, som havde et par af Drømmer-bøgerne med (de andre var udlånt). Hun fortalte, at hendes børn kunne lide serien. Jeg skriver jo normalt for teenagere, så at høre at yngre børn kan lide Drømmer-serien er bare alletiders.
Jeg var så heldig at få besøg af Søster og Svoger sammen med niecerne, mens jeg var på Rævescenen. Vi bor jo alle i Jylland, så at det kunne lade sig gøre var fantastisk.
Søster tog dette billede af meget begejstret forfatter ved Børnescenen: "Se! Se! Mit navn! Jeg var her!"
Så var mit "arbejde" på Bogforum forbi, og der var en lille time til det næste spændende indslag: Afsløringen af vinderen af Drengelitteraturprisen.
tirsdag den 13. november 2012
Bogforum 2012 - Børnescenen
Kort før showtime fik jeg monteret en trådløs mikrofon, og så var tiden inde til min første "solo" optræden.
Her er jeg sekunder før det er på tide at indtage scenen.
Jeg trådte op på scenen med mine fem Blodets Bånd-bøger og blev præsenteret. Og så var jeg på egen hånd.
Det er en ret mærkelig oplevelse at stå på en scene. Jeg husker ikke alt hvad jeg sagde, og selvom jeg godt var klar over, at der var folk, som kiggede på mig, var det alligevel lidt, som om jeg blokerede for det. Hvor mit blik befandt sig, mens jeg talte, aner jeg simpelthen ikke.
Jeg startede med at fortælle, at jeg ville forsøge at tale i femten minutter, og så var der mulighed for at stille spørgsmål til sidst. Jeg ville præmiere det bedste spørgsmål med de fem bøger - og jeg håbede, håååbede virkelig, at nogen ville modtage bøgerne. Kufferten var allerede proppet, og jeg havde transporteret bøgerne i en pose hele vejen hjemmefra.
Så gav jeg en kort introduktion til bogen og fortalte om hvordan jeg havde fået den allerførste ide, og hvordan den senere udviklede sig. Jeg fortalte også om, hvordan personerne i serien havde været usædvanlig viljestærke i forhold til mine tidligere hovedpersoner.
Og så nåede jeg slutningen af hvad jeg havde planlagt at fortælle. Jeg var godt klar over, at jeg vist ikke havde fået det hele med, men der opstod en mindre kortslutning. Jeg kastede et blik på uret og ... der var kun gået ti minutter!
Det var ikke så godt. En forfatterkollega med mere erfaring i at fortælle om sig selv og sit forfatterskab havde fortalt, at det kan være svært at få spørgsmål på Bogforum. I hvert fald fra børnene, så jeg havde lidt frygtet ikke at få spørgsmål. Det var også derfor, jeg havde satset på at bruge det meste af tiden på at fortælle om noget jeg havde forberedt.
Jeg endte alligevel med at spørge, om der var nogen spørgsmål, og det der føltes som en (okay, mindre) skov af hænder røg i vejret.
De sidstse ti minutter fløj af sted med mange interessante spørgsmål, og jeg tror, de fleste fik spurgt. Det var helt fantastisk at opleve at få stillet så mange gode spørgsmål til mig selv og mine bøger. Desværre husker jeg ikke alle, men der blev spurgt, om jeg skriver på en eller flere bøger af gangen, om jeg er typen, som burer mig inde, når jeg skriver og hvordan jeg får ideer.
Vinderspørgsmålet handlede om, hvorvidt jeg bruger min egen personlighed og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Virkelig godt spørgsmål som jeg ikke tror, jeg har hørt før.
Og så var tiden gået, og jeg følte mig helt høj. Yeah! Det var da let nok!
Mange tak til publikum som lyttede og stillede gode spørgsmål. I gjorde det til en fantastisk oplevelse!
Jeg trådte op på scenen med mine fem Blodets Bånd-bøger og blev præsenteret. Og så var jeg på egen hånd.
Det er en ret mærkelig oplevelse at stå på en scene. Jeg husker ikke alt hvad jeg sagde, og selvom jeg godt var klar over, at der var folk, som kiggede på mig, var det alligevel lidt, som om jeg blokerede for det. Hvor mit blik befandt sig, mens jeg talte, aner jeg simpelthen ikke.
Jeg startede med at fortælle, at jeg ville forsøge at tale i femten minutter, og så var der mulighed for at stille spørgsmål til sidst. Jeg ville præmiere det bedste spørgsmål med de fem bøger - og jeg håbede, håååbede virkelig, at nogen ville modtage bøgerne. Kufferten var allerede proppet, og jeg havde transporteret bøgerne i en pose hele vejen hjemmefra.
Så gav jeg en kort introduktion til bogen og fortalte om hvordan jeg havde fået den allerførste ide, og hvordan den senere udviklede sig. Jeg fortalte også om, hvordan personerne i serien havde været usædvanlig viljestærke i forhold til mine tidligere hovedpersoner.
Og så nåede jeg slutningen af hvad jeg havde planlagt at fortælle. Jeg var godt klar over, at jeg vist ikke havde fået det hele med, men der opstod en mindre kortslutning. Jeg kastede et blik på uret og ... der var kun gået ti minutter!
Det var ikke så godt. En forfatterkollega med mere erfaring i at fortælle om sig selv og sit forfatterskab havde fortalt, at det kan være svært at få spørgsmål på Bogforum. I hvert fald fra børnene, så jeg havde lidt frygtet ikke at få spørgsmål. Det var også derfor, jeg havde satset på at bruge det meste af tiden på at fortælle om noget jeg havde forberedt.
Jeg endte alligevel med at spørge, om der var nogen spørgsmål, og det der føltes som en (okay, mindre) skov af hænder røg i vejret.
Jeg måtte helt tæt på for at kunne høre spørgsmålene. Fik heldigvis det råd fraforfatteren Camilla Wandahl at gentage spørgsmålene, så resten af tilhørerne også kunne høre det.
De sidstse ti minutter fløj af sted med mange interessante spørgsmål, og jeg tror, de fleste fik spurgt. Det var helt fantastisk at opleve at få stillet så mange gode spørgsmål til mig selv og mine bøger. Desværre husker jeg ikke alle, men der blev spurgt, om jeg skriver på en eller flere bøger af gangen, om jeg er typen, som burer mig inde, når jeg skriver og hvordan jeg får ideer.
Vinderspørgsmålet handlede om, hvorvidt jeg bruger min egen personlighed og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Virkelig godt spørgsmål som jeg ikke tror, jeg har hørt før.
Og så var tiden gået, og jeg følte mig helt høj. Yeah! Det var da let nok!
Mange tak til publikum som lyttede og stillede gode spørgsmål. I gjorde det til en fantastisk oplevelse!
Bogforum 2012 - Rejsen, anden del (til dem der bare ikke kan få detaljer nok)
Fredag morgen stod jeg op kl. 5 for at blive klar. Alt, alt for tidligt, men da der var afgang lidt over syv, og vi var fire mennesker, som skulle være klar, var der ikke andet for. Desuden tager det altid længere tid, når man bruger andres badeværelser. Mit eget "badeværelse" var pakket ned i kufferten, og udover det havde jeg overvejelser omkring, hvordan jeg tørrede hår uden at vække resten af huset eller glattede håret uden at brænde meget social killing af.
I en times tid var der bare mig og killing i det stille hus, men efterhånden vågnede resten af beboerne til live. De sidste forberedelser blev gjort, vi fik samlet alle vores ting sammen og forlod huset for at påbegynde rejsten mod Bellacenteret.
Det var en længere tur. Først skulle vi et stykke med bus, derefter ventede vi på kold perron i omkring 50 minutter, før vi kunne springe på vores tog. Anika stod på senere, og så var hele rejseselskabet samlet.
Vi nåede frem til Banegården, og efter at have pisket omkring fandt vi metroen og det rigtige tog. Det var omkring det tidspunkt, at jeg begyndte at blive mere nervøs. Klokken var blevet mere, end jeg havde forventet, og der var ikke meget mere end en halv time til, at jeg skulle være ved Børnescenen.
Jeg skævede til køreplanen og de forskellige stop og forsøgte at beregne, hvor længe turen ville vare. Endelig nåede vi endestationen, vi væltede ud ad toget og lod os opsluge af menneskevrimlen, som tilsyneladende alle skulle det samme sted hen: Bogforum. Det var et imponerende syn at følge den lange række af mennesker.
Jeg var bagefter tidsplanen, så Anika og jeg gik i forvejen (vi ikke ligefrem løb, men der var fart over fødderne og jeg var glad for al det vabelplaster jeg havde viklet om tæerne i de lidt for stramme støvler).
Vi kom indenfor, og Anika fik hevet mig det rigtige sted hen, hvor jeg var tæt på at panikke, da jeg så hvor lang min kø var. Heldigvis var jeg i selskab med en handlekraftig kvinde, som sørgede for at jeg fik mit navneskilt og som villigt lod mig kaste kuffert og frakke i hovedet på sig, inden jeg spænede videre alene.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med at finde rundt ikke er min stærke side. Jeg har engang befundet mig i en banegårdsbygning, hvor jeg ikke kunne finde hovedudgangen. Derfor var jeg ikke såååå vild med at være på egen hånd, da jeg piskede indenfor og ikke anede hvor jeg skulle hen.
Heldigvis kunne jeg se et stort skilt i det fjerne, hvor der stod "Børnescenen", så den stilede jeg imod. Stor var glæden, da jeg forstod, at jeg var nået frem, og endda med næsten tyve minutter før jeg skulle på. Pheww!
Jeg fik hilst på teknikeren, inden jeg trak mig ud til den ene side og tog et sidste kig på manuskriptet - dog uden helt at kunne læse og forstå. Og så dukkede resten af rejseselskabet op i god ro og orden, så vi nåede det alligevel alle sammen.
I en times tid var der bare mig og killing i det stille hus, men efterhånden vågnede resten af beboerne til live. De sidste forberedelser blev gjort, vi fik samlet alle vores ting sammen og forlod huset for at påbegynde rejsten mod Bellacenteret.
Det var en længere tur. Først skulle vi et stykke med bus, derefter ventede vi på kold perron i omkring 50 minutter, før vi kunne springe på vores tog. Anika stod på senere, og så var hele rejseselskabet samlet.
Vi nåede frem til Banegården, og efter at have pisket omkring fandt vi metroen og det rigtige tog. Det var omkring det tidspunkt, at jeg begyndte at blive mere nervøs. Klokken var blevet mere, end jeg havde forventet, og der var ikke meget mere end en halv time til, at jeg skulle være ved Børnescenen.
Jeg skævede til køreplanen og de forskellige stop og forsøgte at beregne, hvor længe turen ville vare. Endelig nåede vi endestationen, vi væltede ud ad toget og lod os opsluge af menneskevrimlen, som tilsyneladende alle skulle det samme sted hen: Bogforum. Det var et imponerende syn at følge den lange række af mennesker.
Jeg var bagefter tidsplanen, så Anika og jeg gik i forvejen (vi ikke ligefrem løb, men der var fart over fødderne og jeg var glad for al det vabelplaster jeg havde viklet om tæerne i de lidt for stramme støvler).
Vi kom indenfor, og Anika fik hevet mig det rigtige sted hen, hvor jeg var tæt på at panikke, da jeg så hvor lang min kø var. Heldigvis var jeg i selskab med en handlekraftig kvinde, som sørgede for at jeg fik mit navneskilt og som villigt lod mig kaste kuffert og frakke i hovedet på sig, inden jeg spænede videre alene.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det med at finde rundt ikke er min stærke side. Jeg har engang befundet mig i en banegårdsbygning, hvor jeg ikke kunne finde hovedudgangen. Derfor var jeg ikke såååå vild med at være på egen hånd, da jeg piskede indenfor og ikke anede hvor jeg skulle hen.
Heldigvis kunne jeg se et stort skilt i det fjerne, hvor der stod "Børnescenen", så den stilede jeg imod. Stor var glæden, da jeg forstod, at jeg var nået frem, og endda med næsten tyve minutter før jeg skulle på. Pheww!
Jeg fik hilst på teknikeren, inden jeg trak mig ud til den ene side og tog et sidste kig på manuskriptet - dog uden helt at kunne læse og forstå. Og så dukkede resten af rejseselskabet op i god ro og orden, så vi nåede det alligevel alle sammen.
søndag den 11. november 2012
Bogforum 2012 - rejsen
Jeg skulle på Børnescenen om fredagen kl. 11, og det virkede lidt for risikabelt at tage af sted på dagen. Samt alt, alt, aaaaalt for tidligt at skulle stå op for at kunne nå det.
Derfor planlagde jeg at tage af sted om torsdagen og overnatte hos en af mine rejsepartnere. Sidste år var jeg på Bogforum sammen med forfatterne Carina Evytt og Anika Eibe. I år valgte vi så at gentage successen, og vi havde også Louise Haiberg med. Hendes første roman udgives på Tellerup til næste år.
Vi bor alle forskellige steder i landet, så der skal lidt planlægning til med både tog og hotel og hvordan vi alle ender samme sted på samme tid. Louise tog også af sted torsdag, så planen var at jeg skulle springe på et tog efter arbejde, og et par timer senere ville hun stige på samme tog.
Jeg havde lukkevagten på en filial og havde derefter en køretur på tre kvarter til togstationen. Desværre havde jeg kun sådan noget som syv minutter i overskud at gøre godt med.
Jeg vogtede på uret efterhånden som tiden nærmede sig 17.00 og krydsede fingre for at ingen lånere ville komme ind ad døren to minutter i lukketid. Heldigvis klappede alt, og jeg spænede ud til min bil, satte gps'en til og kørte.
Det første stykke af vejen kendte jeg, men fremfor at fortsætte den vej, jeg troede, vi skulle, fik gps'en mig ud på små, snoede veje. Jeg havde så ikke tid nok til at gamble omkring hvorvidt jeg vidste bedst, hvorfor jeg valgte at følge gps'ens anvisninger.
Sådan noget som otte minutter senere fortrød jeg, da jeg måtte snegle mig afsted i hælene på ikke mindre end to traktorer, som fyldte så meget, at overhaling ikke var en mulighed. Endelig kom jeg forbi og jeg susede videre med et øje på tidsangivelsen på gps'en. Der var stadig tid, men der var røget lidt for mange minutter af ekstratiden til at jeg var helt tryg ved det.
Jeg nåede frem, fik smidt bilen ind i en bås, flået kuffert, jakke, taske og pose (kufferten havde ikke helt kunnet rumme alt) til mig og satte i løb samtidig med at jeg kunne høre et tog køre ind på perronen.
Om det var mit tog, var jeg ikke klar over, jeg vidste ikke engang, hvilken perron toget afgik fra, men jeg gættede på, det var samme perron som jeg plejer at bruge, når jeg skal til Købemhavn. Samme perron som toget lige nu kørte ind på.
Jeg måtte fræse ned i den anden ende af perronen, ned ad en trappe og hen til trappen der førte op til min perron. På vej op ad denne hørte jeg den mest uønskede lyd: Lyden af et tog i bevægelse. Jeg nåede op lige i tide til at se bagenden af mit tog køre væk.
Så er det at man (okay, jeg) må tage et par dybe vejrtrækninger for ikke at komme til at brøle noget upassende udover de tomme spor. Jeg fik kontaktet Louise, som netop stod og var på vej ud af døren for at møde mig på det tog, som lige var kørt sin vej.
Jeg havde en times tid at bruge på en togstation uden butik, så jeg gik på jagt efter noget at spise. Fik lokaliseret en pølsevogn, spiste mens jeg stadig skumlede over gps'er og traktorer, og var tilbage i god tid, så jeg kunne stige på næste tog.
Resten af turen gik uden problemer. Louise stod på på sin station, hvorefter vi brugte tiden på at snakke og underholde kupeen, der indtil da havde været helt stille. Vel fremme blev vi hentet af Carina. Resten af aftenen var hyggelig, og vi gik i seng ... og der var mindre end tolv timer til at jeg skulle stå på Børnescenen.
Helt, helt - gulp - alene.
Derfor planlagde jeg at tage af sted om torsdagen og overnatte hos en af mine rejsepartnere. Sidste år var jeg på Bogforum sammen med forfatterne Carina Evytt og Anika Eibe. I år valgte vi så at gentage successen, og vi havde også Louise Haiberg med. Hendes første roman udgives på Tellerup til næste år.
Vi bor alle forskellige steder i landet, så der skal lidt planlægning til med både tog og hotel og hvordan vi alle ender samme sted på samme tid. Louise tog også af sted torsdag, så planen var at jeg skulle springe på et tog efter arbejde, og et par timer senere ville hun stige på samme tog.
Jeg havde lukkevagten på en filial og havde derefter en køretur på tre kvarter til togstationen. Desværre havde jeg kun sådan noget som syv minutter i overskud at gøre godt med.
Jeg vogtede på uret efterhånden som tiden nærmede sig 17.00 og krydsede fingre for at ingen lånere ville komme ind ad døren to minutter i lukketid. Heldigvis klappede alt, og jeg spænede ud til min bil, satte gps'en til og kørte.
Det første stykke af vejen kendte jeg, men fremfor at fortsætte den vej, jeg troede, vi skulle, fik gps'en mig ud på små, snoede veje. Jeg havde så ikke tid nok til at gamble omkring hvorvidt jeg vidste bedst, hvorfor jeg valgte at følge gps'ens anvisninger.
Sådan noget som otte minutter senere fortrød jeg, da jeg måtte snegle mig afsted i hælene på ikke mindre end to traktorer, som fyldte så meget, at overhaling ikke var en mulighed. Endelig kom jeg forbi og jeg susede videre med et øje på tidsangivelsen på gps'en. Der var stadig tid, men der var røget lidt for mange minutter af ekstratiden til at jeg var helt tryg ved det.
Jeg nåede frem, fik smidt bilen ind i en bås, flået kuffert, jakke, taske og pose (kufferten havde ikke helt kunnet rumme alt) til mig og satte i løb samtidig med at jeg kunne høre et tog køre ind på perronen.
Om det var mit tog, var jeg ikke klar over, jeg vidste ikke engang, hvilken perron toget afgik fra, men jeg gættede på, det var samme perron som jeg plejer at bruge, når jeg skal til Købemhavn. Samme perron som toget lige nu kørte ind på.
Jeg måtte fræse ned i den anden ende af perronen, ned ad en trappe og hen til trappen der førte op til min perron. På vej op ad denne hørte jeg den mest uønskede lyd: Lyden af et tog i bevægelse. Jeg nåede op lige i tide til at se bagenden af mit tog køre væk.
Så er det at man (okay, jeg) må tage et par dybe vejrtrækninger for ikke at komme til at brøle noget upassende udover de tomme spor. Jeg fik kontaktet Louise, som netop stod og var på vej ud af døren for at møde mig på det tog, som lige var kørt sin vej.
Jeg havde en times tid at bruge på en togstation uden butik, så jeg gik på jagt efter noget at spise. Fik lokaliseret en pølsevogn, spiste mens jeg stadig skumlede over gps'er og traktorer, og var tilbage i god tid, så jeg kunne stige på næste tog.
Resten af turen gik uden problemer. Louise stod på på sin station, hvorefter vi brugte tiden på at snakke og underholde kupeen, der indtil da havde været helt stille. Vel fremme blev vi hentet af Carina. Resten af aftenen var hyggelig, og vi gik i seng ... og der var mindre end tolv timer til at jeg skulle stå på Børnescenen.
Helt, helt - gulp - alene.
Bogforum 2012 - forberedelsen
Sidste år var jeg til Bogforum for første gang nogensinde. Det var også første gang, jeg var "på" som forfatter. Mine indlæg om bogforum 2011 kan ses her og her.
Det var en stor oplevelse sidste år. Jeg havde desværre været syg ugen før, hvilket satte sig på mine stemmebånd, og jeg levede nærmest af bolsjer på togturen til København. Jeg talte så meget den første dag, at stemmen næsten var væk på anden dagen.
I år skulle jeg så også med, men med noget nyt: Jeg skulle på Børnescenen og fortælle om min vampyrserie "Blodets bånd". Det krævede selvfølgelig noget forberedelse, ikke mindst fordi jeg aldrig før har stillet mig op og fortalt om mig selv eller mine bøger. På Fantasymessen blev jeg interviewet, men Børnescenen ville være anderledes. Der ville der kun være mig, en scene og tyve minutter at gøre godt med.
Jeg spurgte derfor forskellige personer, hvad de mente ville være interessant at høre om i forbindelse med Blodets Bånd. Jeg dykkede også ned i mine gamle dokumenter om Blodets Bånd og fandt faktisk et, som genopfriskede nogle af mine egne oprindelige tanker og overvejelser. Ret så underholdende. Jeg havde for eksempel glemt, at hyænedrengene først havde været tænkt som almindelige unge drenge, der tilfældigvis falder over den viden at vampyrer findes, og som går på jagt en dag bare for sjov.
Da mit manuskript var skrevet, gik jeg i gang med at øve. De første gange fyldte det mere end tyve minutter, så der måtte skæres her og der indtil jeg nåede ned på omkring femten minutter. Det ville give plads til spørgsmål, hvis der ellers var nogen.
I min forberedelse fandt jeg et klip fra Børnescenen i 2011, hvor en forfatter gik rundt med en håndholdt mikrofon. Så for at være på den sikre side, øvede jeg da også lige et par gange med hårbørsten som stand-in. Et yndigt syn uden tvivl.
Men det der skal siges er jo ikke alt. Påklædningen er også vigtig, så jeg legede Guldlok med mit klædeskab ("For koldt, for varmt, for fint, for kedeligt, for ubekvemt, for bibliotekar-agtigt ...").
Og mindedes med gru støvlerne fra sidste år, mens jeg kiggede på de nye støvler, som insisterede på at være mine tro væbnere på dette års Bogforum. Også selvom de klemte.
Dagene gik, og så var det tid til at pakke. Jeg fandt ud af, hvorfor det er godt, jeg aldrig har været backpacker (jeg var så tæt på at gå på jagt efter en større kuffertfor intet skulle mangle).
Og så nåede jeg frem til afrejsedagen ...
Det var en stor oplevelse sidste år. Jeg havde desværre været syg ugen før, hvilket satte sig på mine stemmebånd, og jeg levede nærmest af bolsjer på togturen til København. Jeg talte så meget den første dag, at stemmen næsten var væk på anden dagen.
I år skulle jeg så også med, men med noget nyt: Jeg skulle på Børnescenen og fortælle om min vampyrserie "Blodets bånd". Det krævede selvfølgelig noget forberedelse, ikke mindst fordi jeg aldrig før har stillet mig op og fortalt om mig selv eller mine bøger. På Fantasymessen blev jeg interviewet, men Børnescenen ville være anderledes. Der ville der kun være mig, en scene og tyve minutter at gøre godt med.
Jeg spurgte derfor forskellige personer, hvad de mente ville være interessant at høre om i forbindelse med Blodets Bånd. Jeg dykkede også ned i mine gamle dokumenter om Blodets Bånd og fandt faktisk et, som genopfriskede nogle af mine egne oprindelige tanker og overvejelser. Ret så underholdende. Jeg havde for eksempel glemt, at hyænedrengene først havde været tænkt som almindelige unge drenge, der tilfældigvis falder over den viden at vampyrer findes, og som går på jagt en dag bare for sjov.
Da mit manuskript var skrevet, gik jeg i gang med at øve. De første gange fyldte det mere end tyve minutter, så der måtte skæres her og der indtil jeg nåede ned på omkring femten minutter. Det ville give plads til spørgsmål, hvis der ellers var nogen.
I min forberedelse fandt jeg et klip fra Børnescenen i 2011, hvor en forfatter gik rundt med en håndholdt mikrofon. Så for at være på den sikre side, øvede jeg da også lige et par gange med hårbørsten som stand-in. Et yndigt syn uden tvivl.
Men det der skal siges er jo ikke alt. Påklædningen er også vigtig, så jeg legede Guldlok med mit klædeskab ("For koldt, for varmt, for fint, for kedeligt, for ubekvemt, for bibliotekar-agtigt ...").
Og mindedes med gru støvlerne fra sidste år, mens jeg kiggede på de nye støvler, som insisterede på at være mine tro væbnere på dette års Bogforum. Også selvom de klemte.
Dagene gik, og så var det tid til at pakke. Jeg fandt ud af, hvorfor det er godt, jeg aldrig har været backpacker (jeg var så tæt på at gå på jagt efter en større kuffertfor intet skulle mangle).
Og så nåede jeg frem til afrejsedagen ...
onsdag den 7. november 2012
Følgesvenden og Heksekunst - my precious
Yeah, så har jeg modtaget en fin pakke indeholdende både "Følgesvenden" og "Heksekunst", som er bind 4 og 5 i min serie "Blodets bånd".
De er så fiiiiine!
Jeg får jo helt trang til at hænge ind over kassen med hår ned over ansigtet, mens jeg hvæser af alle som kommer for tæt på. "My precioooous!"
Hvis jeg ellers var gode venner med mit kamera, delte jeg gerne billedet af den fantastiske kasse med indhold.
Indtil da må I nøjes med forsidebillederne.
"Følgesvenden" med søde Leo.
De er så fiiiiine!
Jeg får jo helt trang til at hænge ind over kassen med hår ned over ansigtet, mens jeg hvæser af alle som kommer for tæt på. "My precioooous!"
Hvis jeg ellers var gode venner med mit kamera, delte jeg gerne billedet af den fantastiske kasse med indhold.
Indtil da må I nøjes med forsidebillederne.
"Følgesvenden" med søde Leo.
Og "Heksekunst" med hjælpsomme Liliana. Her kan I læse om, hvordan jeg ledte efter den "rigtige" til at være Liliana på forsiden. Ret fantastisk at se hvordan det egentlig endte.
Egentlig var handlingen i de to bøger planlagt til at skulle være i en bog, men jeg blev bare ved og ved med at skrive, og jeg følte knap nok at jeg var kommet rigtig i gang, før jeg var mere end halvvejs i det som endte med at blive første del.
På den måde er det meget passende, at jeg modtager begge bøger samtidig :o)
"Blodets bånd"-familien begynder så småt at se imponerende ud med hele fem familiemedlemmer. Og de fylder en del på min boghylde.
De kommer med på Bogforum, selvom de først har officiel udgivelsesdato senere.
tirsdag den 30. oktober 2012
Tellerups halloweentilbud: Forsendelsesgebyret er skræmt væk
Et lille tip til de bogglade som gerne vil have en fyldt bogreol: I anledningen af Halloween kan man til og med i morgen kl. 23.59 bestille bøger uden at skulle betale for fragten.
Interesseret? Kig forbi Tellerups hjemmeside.
Skattekisten er også et besøg værd. Her kan man finde bøger og ebøger, der er sat ned. De kan dog blive fjernet fra skattekisten og få deres normale pris igen, så vent ikke for længe hvis du finder noget godt.
Interesseret? Kig forbi Tellerups hjemmeside.
Skattekisten er også et besøg værd. Her kan man finde bøger og ebøger, der er sat ned. De kan dog blive fjernet fra skattekisten og få deres normale pris igen, så vent ikke for længe hvis du finder noget godt.
lørdag den 27. oktober 2012
Nisser på bloggen?
Julen kommer tidligere og tidligere, og nu er nisserne vist også rykket ind på min blog.
Se, jeg har jo for sjov lavet den her afstemning omkring, hvad jeg kunne kaste mig over, når jeg er færdig med Blodets Bånd-serien. Og der var 7-8 personer, som havde stemt.
Men alle stemmerne ... de er væk. Jeg har ikke censureret dem væk.
Så måske har jeg nisser?
Se, jeg har jo for sjov lavet den her afstemning omkring, hvad jeg kunne kaste mig over, når jeg er færdig med Blodets Bånd-serien. Og der var 7-8 personer, som havde stemt.
Men alle stemmerne ... de er væk. Jeg har ikke censureret dem væk.
Så måske har jeg nisser?
mandag den 22. oktober 2012
Når bøger har deres eget soundtrack
Flere af mine bøger - ikke alle, men en del - har sange, som jeg synes passer godt til dem. Det kan fx gå på handlingen eller stemningen i bogen, og når sangen bliver spillet, er jeg tilbage i det univers. Det er ret fantastisk.
Denne her synes jeg passer rigtig godt til min serie "Blodets bånd".
Denne her synes jeg passer rigtig godt til min serie "Blodets bånd".
fredag den 19. oktober 2012
Blodets bånd 4 - Følgesvenden - er snart på gaden
Så er der ikke længe til, at næste bind i min serie "Blodets bånd" udgives. Bogen har fået titlen "Følgesvenden", og dem som har læst de tidligere bind, har sikkert en aaanelse om hvorfor.
Her er omslaget. Er det ikke flot? Jeg er selv helt forelsket i det. Så smukt. Og Leo er nuttet. Alvorlig, men nuttet.
Den officielle udgivelsesdato er den 21. november, meeen jeg er ret sikker på, at den er at finde på Bogmessen.
Her er bagsideteksten:
Her er omslaget. Er det ikke flot? Jeg er selv helt forelsket i det. Så smukt. Og Leo er nuttet. Alvorlig, men nuttet.
Den officielle udgivelsesdato er den 21. november, meeen jeg er ret sikker på, at den er at finde på Bogmessen.
Her er bagsideteksten:
Kassie føler at tiden er ved at rinde ud,
og sammen med Liliana forsøger hun at finde sandheden
om sit tidligere liv.
Samtidig gør Leo sit bedste for at beherske sin magi,
men han har foruroligende drømme og tager en drastisk
beslutning.
I Archers hus kæmper Viking stadig for at holde sig i live,
og han møder Junior, Archers søn, som spiller efter sine egne
regler.
Imens iværksætter Zan næste trin i sin plan. Et trin der
involverer hyænedrengene.
og sammen med Liliana forsøger hun at finde sandheden
om sit tidligere liv.
Samtidig gør Leo sit bedste for at beherske sin magi,
men han har foruroligende drømme og tager en drastisk
beslutning.
I Archers hus kæmper Viking stadig for at holde sig i live,
og han møder Junior, Archers søn, som spiller efter sine egne
regler.
Imens iværksætter Zan næste trin i sin plan. Et trin der
involverer hyænedrengene.
Nå, men nu er der så ikke meget andet at gøre end at læne sig tilbage og krydse fingre for, at læserne kan lide bogen. Og, nå ja, bruge ventetiden på at koste lidt mere rundt med hovedpersonerne. De har nok at lave, de stakler. Jeg er nået cirka 70 wordsider ind i næste bind, og Kassie, Leo og alle de andre forsøger stadig at komme sig over begivenhederne i det tidligere bind.
Jeg håber, jeg gør jer nysgerrige ;o)
mandag den 8. oktober 2012
Blodets bånd kommer til bogmessen
Til november drager jeg for anden gang til København for at deltage i bogmessen. Denne gang skal jeg - udover at sætte mine kragetæer i interesseredes bøger - også "optræde" på børnescenen. Jeg skal fortælle om min vampyrserie, Blodets bånd, men hvad vil være interessant at høre om?
Hvis der er nogen derude, som har forslag eller tanker, må I da gerne dele dem med mig :o)
Og måske ses vi på bogmessen?
Hvis der er nogen derude, som har forslag eller tanker, må I da gerne dele dem med mig :o)
Og måske ses vi på bogmessen?
søndag den 7. oktober 2012
Fantasymessen 2012 - jeg var der!
I september måned blev der åbnet for den første fantasymesse. Rammerne var Herlufsholm, hvilket var meget passende. Da jeg var på vej op på første sal, hvor det hele foregik, kunne jeg sagtens forestille mig, at trappen rev sig løs - ligesom i Harry Potter.
Jeg besøgte messen sammen med mine to gode kollegaer, som jeg har søndagsdeadlines samt en fjerde person, som bogelskere nok kommer til at se mere til i fremtiden. Vi havde lavet en hel lille udflugt ud af det, og det var superhyggeligt, både at kunne mødes, men naturligvis også at nyde messen.
Indendøre foregik det spændende i Spisesalen og Festsalen. I begge rum var der stande med forskellige forlag, og Håbefulde Unge Forfattere var også til stede. Der var en lille scene både i Spisesalen og Festsalen, hvor forskellige arrangementer foregik. Der var interviews og foredrag, og i Mellerne - som jeg desværre aldrig fik at se - var der oplæsning.
I en lille gård kunne man købe noget at spise og drikke, der var levende musik og mulighed for at købe bøger.
På en græsplæne kunne man prøve kræfter med bueskydning, hvilket vi selvfølgelig prøvede. Og det var heeelt med vilje, at min ene pil vendte en halv omgang i luften og hånende ramte dukken lige i ansigtet med den fjerede ende. Sådan. Blændet og ydmyget, det er sådan, det skal gøres!
Der var også mulighed for at kæmpe med rollespils sværd, meeen det skulle jeg alligevel ikke nyde noget af.
Flere af eleverne på skolen var klædt ud, og man kunne jo blive helt inspireret af at kigge på riddere og orker, der som den naturligste ting i verden vandrede rundt imellem os. Jeg så også et par elever fra Hogwarts.
Iøvrigt var servicen af de optrædende helt i top. Vi blev vist op i et VIP-rum, hvor vi fik informationer. Her kunne vi sidde ned, slappe lidt af med en kop kaffe eller et glas vand og forberede os til, når det var vores tur på scenen.
Jeg blev interviewet om min serie Blodets bånd.
Her er jeg på scenen.
Det var første gang, jeg var "på", og første gang jeg er blevet interviewet direkte på scenen. Jeg havde talt med intervieweren inden, og det var meget interessant at høre, hvordan hun havde oplevet bøgerne, og hvad hun havde fået ud af dem.
Bemærk de smarte headsæt vi har på. Det lykkedes mig at få min på, men da jeg skulle have den af igen, blev mit hår viklet godt og grundigt ind i den. Heldigvis havde jeg jo mine kære kollegaer med, og med et par ekstra hænder kunne jeg slippe fri og komme ned fra scenen.
Bagefter var der mulighed for en autograf.
Det var en rigtig god oplevelse at være på fantasymessen, og jeg håber, de gentager det næste år ... og at jeg også kan komme med!
Billederne i indlægget tilhører Forlaget Tellerup. For at se flere billeder fra Fantasymessen, hvor flere af Tellerups forfattere deltog, så besøg deres facebookside.
Jeg besøgte messen sammen med mine to gode kollegaer, som jeg har søndagsdeadlines samt en fjerde person, som bogelskere nok kommer til at se mere til i fremtiden. Vi havde lavet en hel lille udflugt ud af det, og det var superhyggeligt, både at kunne mødes, men naturligvis også at nyde messen.
Indendøre foregik det spændende i Spisesalen og Festsalen. I begge rum var der stande med forskellige forlag, og Håbefulde Unge Forfattere var også til stede. Der var en lille scene både i Spisesalen og Festsalen, hvor forskellige arrangementer foregik. Der var interviews og foredrag, og i Mellerne - som jeg desværre aldrig fik at se - var der oplæsning.
I en lille gård kunne man købe noget at spise og drikke, der var levende musik og mulighed for at købe bøger.
På en græsplæne kunne man prøve kræfter med bueskydning, hvilket vi selvfølgelig prøvede. Og det var heeelt med vilje, at min ene pil vendte en halv omgang i luften og hånende ramte dukken lige i ansigtet med den fjerede ende. Sådan. Blændet og ydmyget, det er sådan, det skal gøres!
Der var også mulighed for at kæmpe med rollespils sværd, meeen det skulle jeg alligevel ikke nyde noget af.
Flere af eleverne på skolen var klædt ud, og man kunne jo blive helt inspireret af at kigge på riddere og orker, der som den naturligste ting i verden vandrede rundt imellem os. Jeg så også et par elever fra Hogwarts.
Iøvrigt var servicen af de optrædende helt i top. Vi blev vist op i et VIP-rum, hvor vi fik informationer. Her kunne vi sidde ned, slappe lidt af med en kop kaffe eller et glas vand og forberede os til, når det var vores tur på scenen.
Jeg blev interviewet om min serie Blodets bånd.
Her er jeg på scenen.
Det var første gang, jeg var "på", og første gang jeg er blevet interviewet direkte på scenen. Jeg havde talt med intervieweren inden, og det var meget interessant at høre, hvordan hun havde oplevet bøgerne, og hvad hun havde fået ud af dem.
Bemærk de smarte headsæt vi har på. Det lykkedes mig at få min på, men da jeg skulle have den af igen, blev mit hår viklet godt og grundigt ind i den. Heldigvis havde jeg jo mine kære kollegaer med, og med et par ekstra hænder kunne jeg slippe fri og komme ned fra scenen.
Bagefter var der mulighed for en autograf.
Det var en rigtig god oplevelse at være på fantasymessen, og jeg håber, de gentager det næste år ... og at jeg også kan komme med!
Billederne i indlægget tilhører Forlaget Tellerup. For at se flere billeder fra Fantasymessen, hvor flere af Tellerups forfattere deltog, så besøg deres facebookside.
tirsdag den 2. oktober 2012
At blive forfatter kræver: Passion
Passion er et stærkt ord, men "lyst" dækker heller ikke helt. Der er for eksempel flere ting, jeg godt kunne tænke mig at gøre eller prøve ... men en ting er at have lyst, noget andet er rent faktisk at gøre det!
Jeg hører jævnligt folk sige, at de godt kunne tænke sig at skrive en bog eller være forfatter. Det forstår jeg selvfølgelig, det er jo min egen passion. Men for nogle hænger lysten mere sammen med slutresultatet. At kunne stå med bogen eller at kunne sige: "Jeg er forfatter."
Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at være en af dem, som kan dekorere en kage. Det er en lyst, jeg har haft i lang tid, og jeg er kommet så lang som til at låne bøger om emnet og søge på nettet. Jeg har bare endnu ikke gjort forsøget ...
For mig hænger lysten til kagedekorering nok sammen med slutresultatet. At kunne bære den fantastisk flotte kage ind, som måske ligner en løve eller en øde ø eller som har søde figurer på toppen. At kunne sige: "Tadaaa! Se hvad jeg har lavet!" (selvom, det ville jeg nok ikke sige højt, men tanken ville da være der ;o)
Det er muligt, at jeg vil finde det sjovt at dekorere kagen, og måske vil det også ende som en passion. Men lige nu og her er det bare en lyst. Min passion - det jeg ikke kan lade være med - er at skrive.
Så hvis du gerne vil være forfatter eller skrive din egen bog ... så hav først og fremmest passion. At skrive kan noget af tiden være surt og hårdt og et slemt stykke arbejde, men grunden til at du bliver ved og kæmper dig igennem, er at det også er sjovt og noget du ikke vil undvære.
Passion ... det er måske det vigtigste, hvis man gerne vil være forfatter. Frøet. Det skal naturligvis have et sted at gro, vand og kærlige grønne fingre, men alt det andet giver ingenting, hvis der ikke til at begynde med var et frø bestående af passion.
Jeg hører jævnligt folk sige, at de godt kunne tænke sig at skrive en bog eller være forfatter. Det forstår jeg selvfølgelig, det er jo min egen passion. Men for nogle hænger lysten mere sammen med slutresultatet. At kunne stå med bogen eller at kunne sige: "Jeg er forfatter."
Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at være en af dem, som kan dekorere en kage. Det er en lyst, jeg har haft i lang tid, og jeg er kommet så lang som til at låne bøger om emnet og søge på nettet. Jeg har bare endnu ikke gjort forsøget ...
For mig hænger lysten til kagedekorering nok sammen med slutresultatet. At kunne bære den fantastisk flotte kage ind, som måske ligner en løve eller en øde ø eller som har søde figurer på toppen. At kunne sige: "Tadaaa! Se hvad jeg har lavet!" (selvom, det ville jeg nok ikke sige højt, men tanken ville da være der ;o)
Det er muligt, at jeg vil finde det sjovt at dekorere kagen, og måske vil det også ende som en passion. Men lige nu og her er det bare en lyst. Min passion - det jeg ikke kan lade være med - er at skrive.
Så hvis du gerne vil være forfatter eller skrive din egen bog ... så hav først og fremmest passion. At skrive kan noget af tiden være surt og hårdt og et slemt stykke arbejde, men grunden til at du bliver ved og kæmper dig igennem, er at det også er sjovt og noget du ikke vil undvære.
Passion ... det er måske det vigtigste, hvis man gerne vil være forfatter. Frøet. Det skal naturligvis have et sted at gro, vand og kærlige grønne fingre, men alt det andet giver ingenting, hvis der ikke til at begynde med var et frø bestående af passion.
lørdag den 29. september 2012
At være eller ikke at være ... fotogen
Jeg har egentlig ikke noget imod at blive fotograferet. Det er mere, at jeg tror, jeg har dårlig kamera-karma. En gang i fortiden må jeg havde fornærmet et kamera eller lignende. I hvert fald synes jeg, at jeg har en evne til at blive fanget og foreviget i knap så ... flatterende situationer.
Som vi siger i min familie: "Det kan ikke både ligne og se godt ud."
Jeg må så sige, at jeg virkelig ikke håber, at en stor del af billederne af mig ligner! Og ser godt ud ... det gør de så heller ikke.
Nå, men for noget tid siden stod jeg og skulle bruge et vellignende (og forhåbentligt pænt) billede til noget forfatter-relateret. Garderobeskabet blev endevendt, jeg tog en tur til frisøren for at få rettet pandehåret til (jeg kan godt med egen saks hæve det et stykke, når jeg synes old english sheepdog-looket bliver for slemt, meeen det bliver nok ikke helt så godt som hos frisøren) og greb fat i Søster som personlig fotograf.
Strategien var enkel: Tag billeder nok, for på et af billederne måtte jeg da slå den dårlige karma!
Og resultatet? Jamen, jeg blev meget positivt overrasket. De fleste var helt brugbare - og jeg er tilsyneladende bare pænest i gråtoner. Men en ting, jeg lagde mærke til, var: Timingen.
Det er i øvrigt også en sandhed, man kan bruge i forbindelse med at skrive og blive udgivet. Timing er alting! Skriv den rigtige roman på det rigtige tidspunkt. Send den til det rigtige forlag på det rigtige tidspunkt. Håb på at den falder i hænderne på den helt rigtige redaktør, som kan se kvaliteterne, og som kan lide den slags bøger, du skriver.
Tillad mig at demonstrere:
God timing Dårlig timing
Som vi siger i min familie: "Det kan ikke både ligne og se godt ud."
Jeg må så sige, at jeg virkelig ikke håber, at en stor del af billederne af mig ligner! Og ser godt ud ... det gør de så heller ikke.
Nå, men for noget tid siden stod jeg og skulle bruge et vellignende (og forhåbentligt pænt) billede til noget forfatter-relateret. Garderobeskabet blev endevendt, jeg tog en tur til frisøren for at få rettet pandehåret til (jeg kan godt med egen saks hæve det et stykke, når jeg synes old english sheepdog-looket bliver for slemt, meeen det bliver nok ikke helt så godt som hos frisøren) og greb fat i Søster som personlig fotograf.
Strategien var enkel: Tag billeder nok, for på et af billederne måtte jeg da slå den dårlige karma!
Og resultatet? Jamen, jeg blev meget positivt overrasket. De fleste var helt brugbare - og jeg er tilsyneladende bare pænest i gråtoner. Men en ting, jeg lagde mærke til, var: Timingen.
Det er i øvrigt også en sandhed, man kan bruge i forbindelse med at skrive og blive udgivet. Timing er alting! Skriv den rigtige roman på det rigtige tidspunkt. Send den til det rigtige forlag på det rigtige tidspunkt. Håb på at den falder i hænderne på den helt rigtige redaktør, som kan se kvaliteterne, og som kan lide den slags bøger, du skriver.
Tillad mig at demonstrere:
God timing Dårlig timing
Så lille en forskel i det store billede og SÅ stor en forskel i opfattelsen af hele det store billede!
torsdag den 27. september 2012
Beklager, hvis jeg har poser under øjnene ...
... men jeg præsterede at gå i seng kl. 1 om natten i går. På en onsdag. Og jeg er egentlig typen, som helst skal have otte timer søvn, og alligevel sker det jævnligt (ofte?) at klokken har sneget sig et pænt stykke forbi kl. 22, før jeg sætter kurs mod sengen.
I nat blev det dog usædvanligt sent, men jeg havde gang i noget sparring med en god forfatterkollega. Og det er altså bare hyggeligt og underholdende, men det er naturligvis også en mulighed for at pludre om sin historie og få styr på den.
Jeg skal igang med den næste bog i Blodets Bånd-serien, og fordi jeg har sumpet rundt i redigering, manuspleje og korrektursumpen så længe - det føles i det mindste sådan - er det også en lidt skræmmende oplevelse. Jeg glæder mig, helt sikkert, men jeg nærmer mig også slutningen på serien, så det er NU, at alle ledetråde og løse ender skal samles op og præsenteres i en pæn og nydelig sløjfe.
Det krævede lige en omgang sparring til at samle fokus, og det hjalp.
Så undskyld mig, jeg vil hive op i poserne og vende tilbage til Word :o)
I nat blev det dog usædvanligt sent, men jeg havde gang i noget sparring med en god forfatterkollega. Og det er altså bare hyggeligt og underholdende, men det er naturligvis også en mulighed for at pludre om sin historie og få styr på den.
Jeg skal igang med den næste bog i Blodets Bånd-serien, og fordi jeg har sumpet rundt i redigering, manuspleje og korrektursumpen så længe - det føles i det mindste sådan - er det også en lidt skræmmende oplevelse. Jeg glæder mig, helt sikkert, men jeg nærmer mig også slutningen på serien, så det er NU, at alle ledetråde og løse ender skal samles op og præsenteres i en pæn og nydelig sløjfe.
Det krævede lige en omgang sparring til at samle fokus, og det hjalp.
Så undskyld mig, jeg vil hive op i poserne og vende tilbage til Word :o)
lørdag den 22. september 2012
Udsolgt - udsolgt - udsolgt!
Wau, så prøver jeg noget, som jeg ikke har prøvet før. Jeg har i hvert fald ikke været opmærksom på det, hvis det er sket før.
To af mine bøger meldes udsolgt fra forlaget.
Det er "Kampbrødre", tredje bog i Blodets Bånd-serien, og "Drømmernes slot", fjerde del i Drømmer-serien.
"Kampbrødre" kan jeg godt forstå, men "Drømmernes slot" ... alle fem bøger i min lette serie blev udgivet samtidig og må have været på samme oplag. Hvem mon der har købt bog 4 uden de andre? Nå, pyt, det er bare sjovt at prøve at være "Udsolgt!"
To af mine bøger meldes udsolgt fra forlaget.
Det er "Kampbrødre", tredje bog i Blodets Bånd-serien, og "Drømmernes slot", fjerde del i Drømmer-serien.
"Kampbrødre" kan jeg godt forstå, men "Drømmernes slot" ... alle fem bøger i min lette serie blev udgivet samtidig og må have været på samme oplag. Hvem mon der har købt bog 4 uden de andre? Nå, pyt, det er bare sjovt at prøve at være "Udsolgt!"
Redigering, manuspleje og korrekturlæsning -see you later!
Man (okay, jeg!) ved, man (nå, ja, stadig jeg) har plasket for længe rundt i redigering, manuspleje og til slut en marathon korrekturlæsning, når følgende sker:
- De ansatte i bageren (faktisk to forskellige!) begynder at smalltalke omkring hvor jeg bor og arbejder - og til sidst husker hvor jeg arbejder
- Når damen i pølseboden ikke behøver spørger, hvad jeg gerne vil have i min franske hotdog
- Pizzamanden tilsyneladende flirter
Hmmm ... okay, vi kan vist godt blive enig om, at det er godt, jeg er færdig med Redigering, Manuspleje og Korrekturlæsning-land for denne gang og forhåbentlig får mere tid og overskud til indkød, madlavning og madpakkesmøring.
På den anden side ... så er jeg jo gået igang med næste bog i Blodets Bånd-serien.
I feel so lucky! :oP
- De ansatte i bageren (faktisk to forskellige!) begynder at smalltalke omkring hvor jeg bor og arbejder - og til sidst husker hvor jeg arbejder
- Når damen i pølseboden ikke behøver spørger, hvad jeg gerne vil have i min franske hotdog
- Pizzamanden tilsyneladende flirter
Hmmm ... okay, vi kan vist godt blive enig om, at det er godt, jeg er færdig med Redigering, Manuspleje og Korrekturlæsning-land for denne gang og forhåbentlig får mere tid og overskud til indkød, madlavning og madpakkesmøring.
På den anden side ... så er jeg jo gået igang med næste bog i Blodets Bånd-serien.
I feel so lucky! :oP
onsdag den 8. august 2012
Hvad jeg fandt under korrekturlæsningen
Nå ja, jeg kan da løfte sløret for nogle af de spændende smuttere jeg fandt, mens jeg kæmpede mig igennem sumpen.
Der var fx
- "vejrtræningen" - vi skal jo helst være i form til at trække vejret
- "pengefingeren" - sådan en kunne jeg vist godt bruge
- Der var et mindeværdige øjeblik, hvor en person sank en mundfyld spyt
- "Hun lagde hoved på skrå". Økonomisk tænkning, for hvem var brug for de sidste bogstaver?
- "finderspidsen" - smart, men måske vi bare skulle skrive "fingerspidsen"
- Så var der scenen, hvor personen stryger sit lange hår om bag øret ... selvom hun i starten af kapitlet havde rottehaler (det er hvad der kan ske, når man begynder at redigerer)
Kom ikke og sig der ikke er underholdning i korrektur-sumpen! ;o)
Der var fx
- "vejrtræningen" - vi skal jo helst være i form til at trække vejret
- "pengefingeren" - sådan en kunne jeg vist godt bruge
- Der var et mindeværdige øjeblik, hvor en person sank en mundfyld spyt
- "Hun lagde hoved på skrå". Økonomisk tænkning, for hvem var brug for de sidste bogstaver?
- "finderspidsen" - smart, men måske vi bare skulle skrive "fingerspidsen"
- Så var der scenen, hvor personen stryger sit lange hår om bag øret ... selvom hun i starten af kapitlet havde rottehaler (det er hvad der kan ske, når man begynder at redigerer)
Kom ikke og sig der ikke er underholdning i korrektur-sumpen! ;o)
Korrektur-sumpen
Når man skriver en roman, handler det ikke bare om at få historien ned på papiret, afleverer den til forlaget for derefter at læne sig tilbage og vente på at trykkeriet får gjort deres del af arbejde. Næ nej, der er lige et par trin - eller en meeeeget lang trappe - man skal igennem først.
Sådan foregår det hos mig:
Det første trin er, at jeg selv redigerer romanen, når jeg er færdig. Jeg læser den igen, retter stavefejl og kommafejl og omskriver der hvor det trænger. Det kan der godt gå nogle dage, hvis ikke uger med.
Dernæst sender jeg manuskriptet til mit forlag, som laver en manuspleje. Dette trin går ligesom det første på romanens indhold, men tager selvfølgelig også fat i de fejl, som bliver spottet. Når redaktøren har været romanen igennem, får jeg manuskriptet tilbage igen. Jeg kigger det igennem, ser hvad redaktøren har fundet, kommer med forslag til hvordan det kan omskrives og sender derefter manuskriptet tilbage igen. Manuskriptet bliver sendt frem og tilbage et par gange, til vi er kommet igennem alle rettelserne.
Så ryger bogen til sats, hvorefter det er tid til ... korrekturlæsning!
Her er det stavefejlene, kommaerne og "kan man egentlig skrive det sådan?" der arbejdes med. Det kræver en grundig gennemlæsning ... og jeg har naturligvis ikke fået nok af min roman på nuværende tidspunkt. Sleeet ikke.
Det er så det jeg har brugt de sidste par uger på. Redigering, manuspleje og korrekturlæsning. I søndags var jeg udenfor klokken tolv, og jeg bemærkede, at vejret var dejligt. Jeg besluttede, at jeg ville læse korrektur et par timer, derefter slå græsset (ukrudtet var blevet ret langt) og bagefter tjekke, om det var varmt nok til at sidde på terrassen med en bog.
Klokken ti om aftenen sendte Søster en sms om, at hun havde siddet på terrassen og var gået igang med Kampbrødre. Først der gik det op for mig, at jeg aldrig var kommet udenfor igen. Jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken. Så koncentreret havde jeg været om det, der foregik på skærmen. Naturligvis havde jeg ikke læst korrektur nonstop, men jeg havde heller ikke lavet ret meget andet.
Det er korrektur-sumpen. Heldigvis blev jeg færdig i dag, og lige nu nyder jeg friheden ... så længe den varer.
.
Sådan foregår det hos mig:
Det første trin er, at jeg selv redigerer romanen, når jeg er færdig. Jeg læser den igen, retter stavefejl og kommafejl og omskriver der hvor det trænger. Det kan der godt gå nogle dage, hvis ikke uger med.
Dernæst sender jeg manuskriptet til mit forlag, som laver en manuspleje. Dette trin går ligesom det første på romanens indhold, men tager selvfølgelig også fat i de fejl, som bliver spottet. Når redaktøren har været romanen igennem, får jeg manuskriptet tilbage igen. Jeg kigger det igennem, ser hvad redaktøren har fundet, kommer med forslag til hvordan det kan omskrives og sender derefter manuskriptet tilbage igen. Manuskriptet bliver sendt frem og tilbage et par gange, til vi er kommet igennem alle rettelserne.
Så ryger bogen til sats, hvorefter det er tid til ... korrekturlæsning!
Her er det stavefejlene, kommaerne og "kan man egentlig skrive det sådan?" der arbejdes med. Det kræver en grundig gennemlæsning ... og jeg har naturligvis ikke fået nok af min roman på nuværende tidspunkt. Sleeet ikke.
Det er så det jeg har brugt de sidste par uger på. Redigering, manuspleje og korrekturlæsning. I søndags var jeg udenfor klokken tolv, og jeg bemærkede, at vejret var dejligt. Jeg besluttede, at jeg ville læse korrektur et par timer, derefter slå græsset (ukrudtet var blevet ret langt) og bagefter tjekke, om det var varmt nok til at sidde på terrassen med en bog.
Klokken ti om aftenen sendte Søster en sms om, at hun havde siddet på terrassen og var gået igang med Kampbrødre. Først der gik det op for mig, at jeg aldrig var kommet udenfor igen. Jeg havde overhovedet ikke tænkt tanken. Så koncentreret havde jeg været om det, der foregik på skærmen. Naturligvis havde jeg ikke læst korrektur nonstop, men jeg havde heller ikke lavet ret meget andet.
Det er korrektur-sumpen. Heldigvis blev jeg færdig i dag, og lige nu nyder jeg friheden ... så længe den varer.
.
søndag den 5. august 2012
Jagten på Liliana
"Duer ikke. Væk!”
Sådan har det lydt her på adressen en del gange for nogle
dage siden. Jeg har nemlig været på jagt efter Liliana – eller en som kunne
forestille hende på forsiden af en af de kommende ”Blodets bånd”-bøger.
Det har ikke været let, skal jeg gerne indrømme. Jeg har
pløjet mig igennem en mængde krølhårede, unge kvinder og har lidt følt mig som
prinsessen i Klodshans. ”Okay, så behøver du heller ikke se mere glad ud. Få
lige styr på mundtøjet, ikke?”, ”Åhh, hvorfor har du det tøj på?! Du har ellers
det rigtige look!” og ”Få den hårtørrer væk!”
Til sidst endte jeg med en større flok kandidater, som jeg
testede på tre, som har læst de tidligere bøger og bad dem udvælge dem de mente
lignede Liliana.
Resultatet? På nær en enkelt kandidat, så valgte alle tre
kvinder forskellige og samtidig satte de også minus ved nogle af de andres
valg. Så jeg sad stadig tilbage med en masse håbefulde Liliana’er.
Jeg er glad for, at jeg ikke var med i jagten efter Kassie.
Jeg er rigtig glad for valget i dag, men jeg er ikke sikker på, at jeg kunne
have taget en beslutning dengang.
fredag den 27. juli 2012
Fredagssysler
Fredag aften ... og hvad muntre jeg mig mon med?
Jo, jeg sidder jo her foran computeren og hygger mig med lidt ... redigering! Jeps, det er den tid igen, igen. Den lidt grå bagside af at være forfatter. Man skal interesserer sig for placeringen af kommaer og at ordene er korrekt stavet. Og det gør jeg såmænd også, men jeg kan nu stadig godt grine over, hvad jeg til tider fylder min tid med, når andre muligvis ville juble "party!"
Nå, ja, det er såmænd ikke så slemt. Der er tændt for Nova FM, og der er kold cola på bordet (min kaffe og cigaretter i én).
Jeg må hellere vende tilbage til arbejdet. Der er ingen, som kommer og gør det for mig :o)
Jo, jeg sidder jo her foran computeren og hygger mig med lidt ... redigering! Jeps, det er den tid igen, igen. Den lidt grå bagside af at være forfatter. Man skal interesserer sig for placeringen af kommaer og at ordene er korrekt stavet. Og det gør jeg såmænd også, men jeg kan nu stadig godt grine over, hvad jeg til tider fylder min tid med, når andre muligvis ville juble "party!"
Nå, ja, det er såmænd ikke så slemt. Der er tændt for Nova FM, og der er kold cola på bordet (min kaffe og cigaretter i én).
Jeg må hellere vende tilbage til arbejdet. Der er ingen, som kommer og gør det for mig :o)
søndag den 22. juli 2012
Halvdovne forfatterdage
Ak ja, mit torsdags-jeg var ganske optimistisk angående weekenden. "Fredag til søndag - ha! Der får jeg da lige skrevet de der tre kapitler! Ingen problemer!"
Tjaaa ... Søndags-Pernille er så lidt mere nede på jorden. Jeg fik påbegyndt to af kapitlerne og mangler egentlig ikke så meget, før de er færdige. Det er altid noget. I denne weekend har jeg bare været lidt flyvsk. Jeg har skrevet et par linjer, for derefter straks at skulle tjekke nyhederne på nettet eller lignende. Efter at have været igang et stykke tid med den fremgangsmåde, kiggede jeg på produktionen. Det var blevet til ... en side.
Suk.
Nå, men i løbet af weekenden er det da blevet til mere. Og jeg har desuden arbejdet på handlingen i næste bog. Tidligere skrev jeg altid bøgerne helt færdige for derefter at lade andre læse dem. Med Blodets bånd-serien har jeg i stor udstrækning benyttet mig af sparringspartnere undervejs. Og natten til søndag sad jeg til klokken halvtre med en forfatterkollega og gjorde netop det.
Det er en anderledes metode, men den fungerer rigtig godt. Der er stadig noget, som skal overvejes og pusles på plads, men jeg føler, jeg er kommet meget længere. Og det er rart.
Ellers har weekenden budt på lidt praktiske gøremål og tomatsuppen, som jeg tidligere har nævnt. Den opmærksomme læser vil måske tænke: "Hov, skulle den ikke være lavet sidste søndag?" Jooo, men der kom en intervention angående min hæk i vejen. Søster og Svoger dukkede op med hækkeklipper og trailer, og så var der dømt hygge og arbejde i nogle timer.
"Men, Pernille, hvad så med mandag? Eller tirsdag? Eller ..."
Tys! Det taler vi ikke om ... Det er jo ikke en madblog, det har ;o)
Tjaaa ... Søndags-Pernille er så lidt mere nede på jorden. Jeg fik påbegyndt to af kapitlerne og mangler egentlig ikke så meget, før de er færdige. Det er altid noget. I denne weekend har jeg bare været lidt flyvsk. Jeg har skrevet et par linjer, for derefter straks at skulle tjekke nyhederne på nettet eller lignende. Efter at have været igang et stykke tid med den fremgangsmåde, kiggede jeg på produktionen. Det var blevet til ... en side.
Suk.
Nå, men i løbet af weekenden er det da blevet til mere. Og jeg har desuden arbejdet på handlingen i næste bog. Tidligere skrev jeg altid bøgerne helt færdige for derefter at lade andre læse dem. Med Blodets bånd-serien har jeg i stor udstrækning benyttet mig af sparringspartnere undervejs. Og natten til søndag sad jeg til klokken halvtre med en forfatterkollega og gjorde netop det.
Det er en anderledes metode, men den fungerer rigtig godt. Der er stadig noget, som skal overvejes og pusles på plads, men jeg føler, jeg er kommet meget længere. Og det er rart.
Ellers har weekenden budt på lidt praktiske gøremål og tomatsuppen, som jeg tidligere har nævnt. Den opmærksomme læser vil måske tænke: "Hov, skulle den ikke være lavet sidste søndag?" Jooo, men der kom en intervention angående min hæk i vejen. Søster og Svoger dukkede op med hækkeklipper og trailer, og så var der dømt hygge og arbejde i nogle timer.
"Men, Pernille, hvad så med mandag? Eller tirsdag? Eller ..."
Tys! Det taler vi ikke om ... Det er jo ikke en madblog, det har ;o)
tirsdag den 17. juli 2012
Kampbrødre har fået en lektørudtalelse!
Yeah!
Så kom dagen, hvor min bog "Kampbrødre" - tredje del i serien "Blodets bånd" - fik en lektørudtalelse. Og sikke en udtalelse! Jeg kan ikke gengive den i sin fulde længde, men den kan ses på Tellerups hjemmeside.
Men her kan I da få den samlede konklusion: "Et super godt bud på en spændende og blodig serie til de mange læsere, der er vild med at læse om mørkets skabninger - et dansk bud, der stadig er på højde med Tusmørke-serien."
Tilfreds? Åh, ja, det tror jeg da nok lige, jeg er!
Så kom dagen, hvor min bog "Kampbrødre" - tredje del i serien "Blodets bånd" - fik en lektørudtalelse. Og sikke en udtalelse! Jeg kan ikke gengive den i sin fulde længde, men den kan ses på Tellerups hjemmeside.
Men her kan I da få den samlede konklusion: "Et super godt bud på en spændende og blodig serie til de mange læsere, der er vild med at læse om mørkets skabninger - et dansk bud, der stadig er på højde med Tusmørke-serien."
Tilfreds? Åh, ja, det tror jeg da nok lige, jeg er!
søndag den 15. juli 2012
Forfatterlivet - den evige kamp mellem bør og vil
Dengang jeg var forfatterspire, var jeg altid meget
interesseret i andre forfattere og hvordan de arbejdede. Hvordan kom de på
ideerne, hvordan var rutinerne (jeg kunne jo måske lære noget) og hvordan var
forfatterlivet egentlig?
Nå ja, den fascination har jeg faktisk stadig, men nu har
jeg også muligheden for at vise, hvordan tingene foregår hos mig.
Jeg har haft en redigering hængende over hovedet, og
forleden kastede jeg mig endelig over den, da det ikke kunne udskydes længere.
Og mens jeg læste og skrev til, flyttede på kommaer og
lignende, oplevede jeg, hvordan min (manglende) evne til at prioritere antog
nye dimensioner.
Livet er fyldt med ting, man skal, og ting man vil.
Skrivningen er noget, jeg vil så meget, at der ofte bliver skåret nogle hjørner
i afdelingen for ”Det jeg skal”. Det har for eksempel udmøntet sig i, at jeg to
gange i denne sommer har slået græs, der gik til knæene. Okay, det var egentlig
mælkebøtter, men det ændrer ikke på, at den plæne nok liiiiige skulle have haft
et par ekstra ture med maskinen.
Når jeg kommer fra arbejde, er der konstant kamp mellem ”jeg
burde egentlig …” og ”jamen, jeg vil hellere …”. Og i denne uge resulterede det
totale fokus på redigering i, at jeg to (eller var det tre?) gange fik hotdogs
til meget sen aftensmad og en anden aften klokken ti om aftenen sad med en skål
All-Bran. Jeg har ikke fået handlet ind, hvilket resulterede i, at jeg et par
gange har drønet forbi bageren om morgenen – da jeg løb tør for All-Bran – samt
købt frokost hver dag.
Men nu er redigeringen overstået, og jeg planlægger at lave
tomatsuppe til aftensmad.
Jeg burde egentlig også lufte støvsugeren, ordne et par tøjvaske,
tørre lidt støv af og måske svinge en hakke over skulderen og gå i krig med
ukrudtet …
søndag den 8. juli 2012
Når den gode læseoplevelse ikke indfries
Når jeg skriver, gør jeg det først og fremmest, fordi det morer mig. Ja, det er ikke ren underholdning hele tiden, men det er værd at kæmpe engang imellem, og jeg vender altid tilbage.
Dernæst ønsker jeg egentlig bare for mine læsere, at de får en god læseroplevelse. Jeg har selv nydt mange bøger gennem livet, og mit liv er bygget på bøger igennem mit arbejde som bibliotekar og forfatter. Det er fantastisk at høre eller læse, at nogen har nydt en af mine bøger.
Desværre kan ingen stille alle tilfreds, og jeg faldt over denne anmeldelse af "Spejlsøstre" på hjemmesiden goodreads.
Kort fortalt vil læseren hellere tale om byldepest, gulerødder og fugleklatter end at læse "Spejlsøstre". Hun formulerer sig ganske underholdende, og jeg får helt ondt af hende. Jeg håber ikke, hun læste hele bogen. Livet er for kort til bøger, man ikke "svinger" med. Så er det bedre at returnere den til biblioteket og snuppe en ny fra stakken.
Jeg kan dog godt forstå, hvis hun blev skuffet. Hun forventede, at "Spejlsøstre" er en gyser. Det er den ikke, men mere en bog om kærlighed, tab og om hvorvidt der er noget efter døden.
Og for lige at vise, at smag og behag heldigvis er forskellig, er der her en anmeldelse fra Palles Gavebod.
Jeg citerer: "Jeg elsker simpelthen denne her bog, jeg synes at forfatteren skriver den faktisk så godt at man virkelige føler at man er Lucas." og "Så hvis du er til lidt overnaturlige bøger og romantiske og magiske og spændende bøger, så synes jeg du skal læse dennne magiske bog."
Så læs kun de bøger du kan lide (medmindre det selvfølgelig er en bundet opgave). Der er nok at vælge imellem.
Og, nå ja, lad mig lige slå et slag for nogle af mine medforfattere på Tellerup som skriver horror: Carina Evytt, Michael Kamp, Nick Clausen og Teddy Vork. De er gode :o)
Dernæst ønsker jeg egentlig bare for mine læsere, at de får en god læseroplevelse. Jeg har selv nydt mange bøger gennem livet, og mit liv er bygget på bøger igennem mit arbejde som bibliotekar og forfatter. Det er fantastisk at høre eller læse, at nogen har nydt en af mine bøger.
Desværre kan ingen stille alle tilfreds, og jeg faldt over denne anmeldelse af "Spejlsøstre" på hjemmesiden goodreads.
Kort fortalt vil læseren hellere tale om byldepest, gulerødder og fugleklatter end at læse "Spejlsøstre". Hun formulerer sig ganske underholdende, og jeg får helt ondt af hende. Jeg håber ikke, hun læste hele bogen. Livet er for kort til bøger, man ikke "svinger" med. Så er det bedre at returnere den til biblioteket og snuppe en ny fra stakken.
Jeg kan dog godt forstå, hvis hun blev skuffet. Hun forventede, at "Spejlsøstre" er en gyser. Det er den ikke, men mere en bog om kærlighed, tab og om hvorvidt der er noget efter døden.
Og for lige at vise, at smag og behag heldigvis er forskellig, er der her en anmeldelse fra Palles Gavebod.
Jeg citerer: "Jeg elsker simpelthen denne her bog, jeg synes at forfatteren skriver den faktisk så godt at man virkelige føler at man er Lucas." og "Så hvis du er til lidt overnaturlige bøger og romantiske og magiske og spændende bøger, så synes jeg du skal læse dennne magiske bog."
Så læs kun de bøger du kan lide (medmindre det selvfølgelig er en bundet opgave). Der er nok at vælge imellem.
Og, nå ja, lad mig lige slå et slag for nogle af mine medforfattere på Tellerup som skriver horror: Carina Evytt, Michael Kamp, Nick Clausen og Teddy Vork. De er gode :o)
Etiketter:
anmeldelser,
Clausen,
Evytt,
Kamp,
læseoplevelse,
Spejlsøstre,
Vork
onsdag den 4. juli 2012
Månedsstatus juni og afslutning af "20 sider pr uge"
Okay, tid til næste månedsstatus. I løbet af juni måned har jeg skrevet omkring 70 sider. Egentlig ikke dårligt i forhold til de forgående måneder, der så sådan ud:
Januar: 18 sider
Februar: 28 sider
Marts: 45 sider
April: 47 sider
Maj: 85 sider
Ud af sidste måned brugte jeg jo også tre på mit mål: 20 sider pr uge.
Hvordan gik det så? Jo, det lykkedes, men jeg må indrømme, at jeg også sad den sidste dag og skævede til sidetallet, til jeg nåede den magiske grænse.
Jeg gennemførte udfordringen, men uden egentlig at være helt tilfreds. Jeg har haft nogle dage uden skrivning - et par dage passede jeg børn, en anden dag havde fjernsynet en søndag en helt utrolig tiltrækning. Andre dage har jeg lavet overspringshandlinger i et omfang, at havde jeg siddet på en hest, var jeg da røget af meget hurtigt.
Såå ... målet er nået, men kunne være gået bedre. Jeg er kommet så langt med min nuværende roman, at jeg kan se målstregen. Og jeg tror lidt, det giver mig målkuller. Desuden skrev jeg også for en måneds tid siden, at jeg snart skulle igang med redigering. Det er jeg ikke kommet endnu, så NU er det virkelig ved at være på tide.
Ja, det er nok at lave på forfatterkontoret ... og det er jo egentlig dejligt.
Januar: 18 sider
Februar: 28 sider
Marts: 45 sider
April: 47 sider
Maj: 85 sider
Ud af sidste måned brugte jeg jo også tre på mit mål: 20 sider pr uge.
Hvordan gik det så? Jo, det lykkedes, men jeg må indrømme, at jeg også sad den sidste dag og skævede til sidetallet, til jeg nåede den magiske grænse.
Jeg gennemførte udfordringen, men uden egentlig at være helt tilfreds. Jeg har haft nogle dage uden skrivning - et par dage passede jeg børn, en anden dag havde fjernsynet en søndag en helt utrolig tiltrækning. Andre dage har jeg lavet overspringshandlinger i et omfang, at havde jeg siddet på en hest, var jeg da røget af meget hurtigt.
Såå ... målet er nået, men kunne være gået bedre. Jeg er kommet så langt med min nuværende roman, at jeg kan se målstregen. Og jeg tror lidt, det giver mig målkuller. Desuden skrev jeg også for en måneds tid siden, at jeg snart skulle igang med redigering. Det er jeg ikke kommet endnu, så NU er det virkelig ved at være på tide.
Ja, det er nok at lave på forfatterkontoret ... og det er jo egentlig dejligt.
tirsdag den 12. juni 2012
Nyt mål: 20 sider pr uge
Engang imellem kan det være godt at sætte sig nogle mål. Tidligere på året lavede jeg en aftale med en anden forfatterkollega: "12 måneder, 12 bøger". Meget fangende titel. Vi forhandlede os dog frem til, at "bøger" også inkluderede letlæsningsbøger og noveller af en vis længde.
Vi er begge på omkring 2½ bøger. Egentlig ikke dårligt, men jeg skal da vist have gang i nogle noveller og letlæsningsromaner, hvis jeg skal nå det!
Men der er jo stadig mere end et halvt år tilbage af 2012. Så lige nu og her vil jeg lave et andet mål for mig selv: De næste tre uger vil jeg forsøge at skrive mindst tyve sider pr uge.
Og da jeg i går skrev tre sider, mangler jeg for denne uge ... 17. Nå ja, det er vel bare om at komme igang, nu hvor jeg alligevel bare kan vente til timerne går, og posthuset åbner i morgen!
Vi er begge på omkring 2½ bøger. Egentlig ikke dårligt, men jeg skal da vist have gang i nogle noveller og letlæsningsromaner, hvis jeg skal nå det!
Men der er jo stadig mere end et halvt år tilbage af 2012. Så lige nu og her vil jeg lave et andet mål for mig selv: De næste tre uger vil jeg forsøge at skrive mindst tyve sider pr uge.
Og da jeg i går skrev tre sider, mangler jeg for denne uge ... 17. Nå ja, det er vel bare om at komme igang, nu hvor jeg alligevel bare kan vente til timerne går, og posthuset åbner i morgen!
Kampbrødre snart på gaden
Nej, det er heldigvis ikke en nyhedsoverskrift, der fortæller om fremtidige problemer på gaderne. Næ, i stedet er det min bog, "Kampbrødre", som har udgivelsesdato den 13. juni - hvilket vil sige i morgen!
"Kampbrødre" er tredje bind i serien "Blodets bånd", hvor de to første hedder "Blodsøstre" og "Hyænelatter".
I bogen er Kassie blevet skilt fra sine søstre og er tvunget til at jage for Zan. Leo kæmper for at forstå Kassies hemmelighed, sine egne kræfter og den verden, som hun har åbnet for ham. Og Zan har flere planer, han vil føre ud i livet.
Der ligger en seddel her på bordet ved siden af mig. En lille seddel som fortæller, at jeg kan hente en pakke fra Tellerup på posthuset - i morgen! Argh! Hvem der bare var en kampsøster, som lige kunne skaffe den pakke i dag! Nå, jeg må vel bare væbne mig med tålmodighed :o)
"Kampbrødre" er tredje bind i serien "Blodets bånd", hvor de to første hedder "Blodsøstre" og "Hyænelatter".
I bogen er Kassie blevet skilt fra sine søstre og er tvunget til at jage for Zan. Leo kæmper for at forstå Kassies hemmelighed, sine egne kræfter og den verden, som hun har åbnet for ham. Og Zan har flere planer, han vil føre ud i livet.
Der ligger en seddel her på bordet ved siden af mig. En lille seddel som fortæller, at jeg kan hente en pakke fra Tellerup på posthuset - i morgen! Argh! Hvem der bare var en kampsøster, som lige kunne skaffe den pakke i dag! Nå, jeg må vel bare væbne mig med tålmodighed :o)
tirsdag den 5. juni 2012
Månedsstatus maj
Så er det blevet tid til endnu en status. Jeg tjekkede lige de tidligere for at se, hvordan jeg egentlig havde klaret mig.
Januar: 18 sider
Februar: 28 sider
Marts: 45 sider
April: 47 sider
Og for maj: 85 sider. Det har vist også været en usædvanlig god måned med flere helligdage. Jeg havde fire sammenhængende fridage på et tidspunkt, og jeg forsøgte at skrive 10 sider pr. dag. Det lykkedes ikke helt alle dage, men det indhentede jeg så de andre, så det rundt regnet blev til 40 sider i alt.
I dag har jeg også fri, og indtil nu har jeg skrevet omkring 6 sider. Det ville være virkelig godt, hvis jeg kunne klare 4 mere. Der er nu noget dejligt tilfredsstillende ved ti sider tekst på en dag. Så føler jeg, at historien virkelig bevæger sig fremad.
Jeg må hellere komme videre, for "lige om lidt" venter der redigeringsarbejde, og så bliver det ikke til mange nye sider.
Januar: 18 sider
Februar: 28 sider
Marts: 45 sider
April: 47 sider
Og for maj: 85 sider. Det har vist også været en usædvanlig god måned med flere helligdage. Jeg havde fire sammenhængende fridage på et tidspunkt, og jeg forsøgte at skrive 10 sider pr. dag. Det lykkedes ikke helt alle dage, men det indhentede jeg så de andre, så det rundt regnet blev til 40 sider i alt.
I dag har jeg også fri, og indtil nu har jeg skrevet omkring 6 sider. Det ville være virkelig godt, hvis jeg kunne klare 4 mere. Der er nu noget dejligt tilfredsstillende ved ti sider tekst på en dag. Så føler jeg, at historien virkelig bevæger sig fremad.
Jeg må hellere komme videre, for "lige om lidt" venter der redigeringsarbejde, og så bliver det ikke til mange nye sider.
mandag den 21. maj 2012
Når man må ofre
Når man skriver, vil det altid i et vist omfang koste en noget. Som hobby er den dejlig billig: Man kan klare sig med lidt og behøver ikke investere i alt muligt. Men det koster stadig noget: Tid.
Det kræver tid at skrive, at blive bedre og at komme igennem en hel roman. Og den næste og næste. Heldigvis er det et langt stykke af vejen lystbaseret. Man skriver, fordi man kan lide det, og fordi det trækker i en efter at gøre det.
Men hvis man gerne vil opnå noget med sin skrivning - fx at blive udgivet - kræver det mere end lyst. Det kræver også vilje. Man kan ikke vente på inspirationen eller til at man får lyst til at skrive. Nogle dage må man tvinge sig selv til tastaturet.
Sådan er det. Og selv om skrivning måske kun koster tid, så betyder tiden brugt foran computeren at tiden ikke kan bruges andre steder. Der er måske film i fjernsynet, man må lade være med at se. Eller besøg der gøres kortere end ellers, fordi et kapitel skal gøres færdig.
Det er op til en selv, hvad man vil ofre. Jeg ofrer ikke alt for skrivningen, men jeg bruger nu stadig en del tid på det. Jeg har altid elsket at læse, og bøgerne har givet mig mine to jobs: Det ene er som bibliotekar, det andet som forfatter. Desvære har skrivningen de sidste par år delvist været skyld i, at jeg ikke længere læser så meget. Tiden er ikke som den har været, men det er ikke kun det. Jeg ved, at hvis jeg får fingre i en virkelig god bog - så glemmer jeg alt andet. Jeg vil bare læse og er ikke interesseret i at skrive.
Derfor er der faktisk mange bøger, jeg ikke får læst. Bøger som jeg ellers virkelig havde glædet mig til. Var jeg ikke forfatter, som udgav bøger, tror jeg faktisk, jeg ville skrue lidt ned for tidsforbruget. Og måske læse en bog i stedet.
Forleden ofrede jeg fx at slå resten af min græsplæne færdig for at skrive. Jeg ofrede også at lave aftensmad og købte i stedet en pizza. Ak ja, det er hårdt, men nogen må jo gøre det ;o)
Det kræver tid at skrive, at blive bedre og at komme igennem en hel roman. Og den næste og næste. Heldigvis er det et langt stykke af vejen lystbaseret. Man skriver, fordi man kan lide det, og fordi det trækker i en efter at gøre det.
Men hvis man gerne vil opnå noget med sin skrivning - fx at blive udgivet - kræver det mere end lyst. Det kræver også vilje. Man kan ikke vente på inspirationen eller til at man får lyst til at skrive. Nogle dage må man tvinge sig selv til tastaturet.
Sådan er det. Og selv om skrivning måske kun koster tid, så betyder tiden brugt foran computeren at tiden ikke kan bruges andre steder. Der er måske film i fjernsynet, man må lade være med at se. Eller besøg der gøres kortere end ellers, fordi et kapitel skal gøres færdig.
Det er op til en selv, hvad man vil ofre. Jeg ofrer ikke alt for skrivningen, men jeg bruger nu stadig en del tid på det. Jeg har altid elsket at læse, og bøgerne har givet mig mine to jobs: Det ene er som bibliotekar, det andet som forfatter. Desvære har skrivningen de sidste par år delvist været skyld i, at jeg ikke længere læser så meget. Tiden er ikke som den har været, men det er ikke kun det. Jeg ved, at hvis jeg får fingre i en virkelig god bog - så glemmer jeg alt andet. Jeg vil bare læse og er ikke interesseret i at skrive.
Derfor er der faktisk mange bøger, jeg ikke får læst. Bøger som jeg ellers virkelig havde glædet mig til. Var jeg ikke forfatter, som udgav bøger, tror jeg faktisk, jeg ville skrue lidt ned for tidsforbruget. Og måske læse en bog i stedet.
Forleden ofrede jeg fx at slå resten af min græsplæne færdig for at skrive. Jeg ofrede også at lave aftensmad og købte i stedet en pizza. Ak ja, det er hårdt, men nogen må jo gøre det ;o)
søndag den 6. maj 2012
Søndagsdeadlines - en hyldest
Jeg har nævnt dem tidligere - søndagsdeadlines. Sammen med to andre forfattere har jeg en løbende aftale om hver søndag kl. 20 at aflevere mindst en nyt kapitel. Eller have planlagt noget mere af en ny bog eller flere tanker omkring det samme.
Selvfølgelig resulterer metoden ikke altid, og vi har - næsten (beklager, Anika, du havde jo ikke ;oP) - alle haft søndage uden aflevering. Men de fleste uger virker det rigtig god.
I dag leverede jeg lidt for sent, men jeg fik skrevet et kapitel, som jeg lidt havde frygtet at komme igang med. Havde det ikke været på grund af deadlinen og fordi jeg pressede mig selv, fordi en kollega gjorde det ... ja, så var der nok gået længere tid, inden jeg havde fået taget mig sammen til at skrive den.
Og efter at jeg havde afleveret, tog jeg et tjek på, hvor meget jeg havde skrevet i dag, og det løb op på omkring 10 wordsider! Jeg har da brugt en del tid på at skrive i dag, men jeg havde ikke troet, det var blevet til så mange sider.
Så jeg er rigtig glad!
Selvfølgelig resulterer metoden ikke altid, og vi har - næsten (beklager, Anika, du havde jo ikke ;oP) - alle haft søndage uden aflevering. Men de fleste uger virker det rigtig god.
I dag leverede jeg lidt for sent, men jeg fik skrevet et kapitel, som jeg lidt havde frygtet at komme igang med. Havde det ikke været på grund af deadlinen og fordi jeg pressede mig selv, fordi en kollega gjorde det ... ja, så var der nok gået længere tid, inden jeg havde fået taget mig sammen til at skrive den.
Og efter at jeg havde afleveret, tog jeg et tjek på, hvor meget jeg havde skrevet i dag, og det løb op på omkring 10 wordsider! Jeg har da brugt en del tid på at skrive i dag, men jeg havde ikke troet, det var blevet til så mange sider.
Så jeg er rigtig glad!
Månedsstatus april
Et hurtigt kig på månedsstatussen fra marts afslører, at jeg i den sidste måned har skrevet cirka 47 wordsider. Igen er jeg egentlig meget tilfreds, samtidig med at jeg føler, jeg kunne have gjort det bedre. Noget af tiden er også gået med redigering, hvilket jo også skal gøres.
Og livet består jo også af andet end at skrive. Der er både de praktiske ting og de mere sjove. Lige nu burde jeg egentlig tage mig af de praktiske - som at støvsuge, gøre rent, forsøge at afslutte mit never-ending malerprojekt.
Meeen jeg har jo også en deadline til i aften. Og jeg har ingenting at komme med. Ikke endnu i hvert fald. Så hvad skal jeg vælge? Begge dele er det indlysende svar, men det kan til tider være svært at nå det hele ... eller motiverer sig selv.
Nå, jeg må hellere åbne dokumentet og kigge på det.
Og livet består jo også af andet end at skrive. Der er både de praktiske ting og de mere sjove. Lige nu burde jeg egentlig tage mig af de praktiske - som at støvsuge, gøre rent, forsøge at afslutte mit never-ending malerprojekt.
Meeen jeg har jo også en deadline til i aften. Og jeg har ingenting at komme med. Ikke endnu i hvert fald. Så hvad skal jeg vælge? Begge dele er det indlysende svar, men det kan til tider være svært at nå det hele ... eller motiverer sig selv.
Nå, jeg må hellere åbne dokumentet og kigge på det.
søndag den 29. april 2012
Drømmer-seriens lektørudtalelse
Så blev spændingen udløst, og Drømmer-serien har fået en lektørudtalelse.
Den er desværre ikke så god, som jeg havde håbet. Igennem mit arbejde har jeg læst mange lektørudtalelser, og jeg har bestemt læst dem, som var værre. Ved nogle lektørudtalelser kan man godt gætte, at lige netop denne bog nok ikke får den bedste start på folkebibliotekerne.
Det må være en svær kunst at skrive lektørudtalelser. De skal både være brugbare for bibliotekarerne, som skal købe ind efter dem, men de skal jo heller ikke tage livet af en bog. Hvis alle lektørudtalelser var en lovprisning af bøgerne, ville de ikke være meget bevendt.
Men derfor kan jeg jo godt ømme mig, når mine egne bøger får et par negative ord med på vejen.
Jeg citerer: "Indholdet er en sær blanding af fantasy- og venindebogsunivers, der er forholdsvis velskrevet, men helt uden kant eller kød på hverken personer eller plot."
Jeg må sige, at jeg synes, lektøren forventer en del af en håndfuld letlæsningsromaner. De fem bøger er faktisk korte, selvom de hver især i bogform er på omkring 90 sider. Der er ikke megen plads at give af, og jeg mener, pigerne i bøgerne fungerer ganske godt indenfor de rammer de har. Men ja, jeg ved jo godt, jeg er forfatteren, og derfor nok ikke er det bedste vidne ;o)
Jeg håber, at mine femlinger får en chance på bibliotekerne. Og endnu mere håber jeg, at de vil vise sig at være en god læseoplevelse for målgruppen.
Hele lektørudtalelsen kan læses her.
Den er desværre ikke så god, som jeg havde håbet. Igennem mit arbejde har jeg læst mange lektørudtalelser, og jeg har bestemt læst dem, som var værre. Ved nogle lektørudtalelser kan man godt gætte, at lige netop denne bog nok ikke får den bedste start på folkebibliotekerne.
Det må være en svær kunst at skrive lektørudtalelser. De skal både være brugbare for bibliotekarerne, som skal købe ind efter dem, men de skal jo heller ikke tage livet af en bog. Hvis alle lektørudtalelser var en lovprisning af bøgerne, ville de ikke være meget bevendt.
Men derfor kan jeg jo godt ømme mig, når mine egne bøger får et par negative ord med på vejen.
Jeg citerer: "Indholdet er en sær blanding af fantasy- og venindebogsunivers, der er forholdsvis velskrevet, men helt uden kant eller kød på hverken personer eller plot."
Jeg må sige, at jeg synes, lektøren forventer en del af en håndfuld letlæsningsromaner. De fem bøger er faktisk korte, selvom de hver især i bogform er på omkring 90 sider. Der er ikke megen plads at give af, og jeg mener, pigerne i bøgerne fungerer ganske godt indenfor de rammer de har. Men ja, jeg ved jo godt, jeg er forfatteren, og derfor nok ikke er det bedste vidne ;o)
Jeg håber, at mine femlinger får en chance på bibliotekerne. Og endnu mere håber jeg, at de vil vise sig at være en god læseoplevelse for målgruppen.
Hele lektørudtalelsen kan læses her.
mandag den 23. april 2012
Når forfatteren bliver til en manisk forsøgsrotte ...
Jeg læste engang om et eksperiment, der involverede rotter. Rotterne blev sat i en kasse med en pedal. For nogle af rotterne ville det betyde en foderpille, hvergang de trykkede på pedalen. De vidste altså, hvordan de kunne få mad. Andre fik aldrig noget, når de trykkede, så interessen for pedalen var ikke stor.
Men så var der den tredje gruppe. Dem, der vidste, at de kunne få en foderpille, men kun en gang imellem. De ville blive ved med at trykke på pedalen, for på et eller andet tidspunkt ville belønningen komme ...
Kan du se det for dig? Forsøgsrotten der trykker manisk på en pedel? Okay, forestil dig så en forfatter foran computeren udvise cirka samme adfærd, men i stedet for en pedal er det "opdater"-knappen, der igen og igen bliver trykket på.
I denne uge kommer min Drømmer-serie på materialevalg. Det betyder, at det er i denne uge, at bibliotekerne tager stilling til, om de vil købe bøgerne. Og det fører videre til, at det er i denne uge, at jeg kan se lektørudtalelsen på serien - hvis jeg altså får en.
Da jeg er bibliotekar, har jeg direkte adgang til lektørdatabasen. De nye udtalelser kan højst sandsynligt først ses torsdag, måske et par dage før. Det er meget optimistisk at tro, at den er at finde i dag mandag.
Det forhindre mig nu ikke i at forsøge igen og igen.
Faktisk tror jeg lige, jeg vil gøre endnu et forsøg ...
Men så var der den tredje gruppe. Dem, der vidste, at de kunne få en foderpille, men kun en gang imellem. De ville blive ved med at trykke på pedalen, for på et eller andet tidspunkt ville belønningen komme ...
Kan du se det for dig? Forsøgsrotten der trykker manisk på en pedel? Okay, forestil dig så en forfatter foran computeren udvise cirka samme adfærd, men i stedet for en pedal er det "opdater"-knappen, der igen og igen bliver trykket på.
I denne uge kommer min Drømmer-serie på materialevalg. Det betyder, at det er i denne uge, at bibliotekerne tager stilling til, om de vil købe bøgerne. Og det fører videre til, at det er i denne uge, at jeg kan se lektørudtalelsen på serien - hvis jeg altså får en.
Da jeg er bibliotekar, har jeg direkte adgang til lektørdatabasen. De nye udtalelser kan højst sandsynligt først ses torsdag, måske et par dage før. Det er meget optimistisk at tro, at den er at finde i dag mandag.
Det forhindre mig nu ikke i at forsøge igen og igen.
Faktisk tror jeg lige, jeg vil gøre endnu et forsøg ...
onsdag den 18. april 2012
Månedsstatus marts
Okay, vi er et godt stykke inde i april, så månedstatussen for marts er vist pænt forsinket.
Og min undskyldning? Tja, som tidligere fortalt har jeg haft håndværkere på besøg. De er for længst rejst videre til andre opgaver, men der er jo altid mange ting der skal ordnes, når man begynder på renovering. Og det griber om sig. En uge før påske kastede jeg mig for eksempel over at male et par værelser, en gang og baggangen.
Planen var at være godt med til påske, så jeg kunne bruge nogle af helligdagene på at være skrivende. Hele fem dage! Det lød jo som adskillige måneder.
Og da hellligdagene var overstået og hverdagen vendte tilbage ... havde jeg ikke skrevet et ord, men brugt samtlige dage på at male. Og nu? Jo, jeg maler stadigvæk. Men jeg er heldigvis også begyndt at skrive igen, og det gør det ekstra svært at gribe malerpenslen.
Men det var statussen for marts vi kom fra. Jeg har cirka skrevet 45 wordsider. Det er jeg meget godt tilfreds med. Hvis jeg nu bare kunne få afsluttet alle hængepartierne, så ...!
Nå, det er da godt, det snart er weekend.
Og min undskyldning? Tja, som tidligere fortalt har jeg haft håndværkere på besøg. De er for længst rejst videre til andre opgaver, men der er jo altid mange ting der skal ordnes, når man begynder på renovering. Og det griber om sig. En uge før påske kastede jeg mig for eksempel over at male et par værelser, en gang og baggangen.
Planen var at være godt med til påske, så jeg kunne bruge nogle af helligdagene på at være skrivende. Hele fem dage! Det lød jo som adskillige måneder.
Og da hellligdagene var overstået og hverdagen vendte tilbage ... havde jeg ikke skrevet et ord, men brugt samtlige dage på at male. Og nu? Jo, jeg maler stadigvæk. Men jeg er heldigvis også begyndt at skrive igen, og det gør det ekstra svært at gribe malerpenslen.
Men det var statussen for marts vi kom fra. Jeg har cirka skrevet 45 wordsider. Det er jeg meget godt tilfreds med. Hvis jeg nu bare kunne få afsluttet alle hængepartierne, så ...!
Nå, det er da godt, det snart er weekend.
fredag den 9. marts 2012
Månedsstatus februar
Okay, vi nåede et par dage eller ni ind i marts før jeg kom i tanke om min plan om månedsstatusser. Men intet problem! Jeg kan sagtens fortælle, hvad jeg har produceret i løbet af februar måned.
Det blev til 28 wordsider. Det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, ikke mindst fordi jeg i samme måned har været på skiferie (lig med en uge uden nogen former for forfattaraktivitet - naaa, ikke helt sandt. Jeg fik da et par ideer i løbet af ugen) samt klarede en korrekturlæsning.
Jeg ville gerne kunne skrive samtidig med at jeg korrekturlæste, men når man først skal passe sit faste arbejde og derefter skal pløje sig igennem en god slat sider ... ja, så er der desværre ikke kapacitet til mere i mit hoved. Ikke skrivning i det mindste.
Jeg er ikke kommet i gang med skrivningen endnu. Jeg nåede at blive færdig med korrekturen dagen før vi tog af sted for at stå på ski, og jeg vendte tilbage sidste søndag. Men nu! Nu skal der gerne ske noget!
Faktisk tror jeg, at jeg vil åbne mit dokument og forsøge at samle tråden op ...
Det blev til 28 wordsider. Det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, ikke mindst fordi jeg i samme måned har været på skiferie (lig med en uge uden nogen former for forfattaraktivitet - naaa, ikke helt sandt. Jeg fik da et par ideer i løbet af ugen) samt klarede en korrekturlæsning.
Jeg ville gerne kunne skrive samtidig med at jeg korrekturlæste, men når man først skal passe sit faste arbejde og derefter skal pløje sig igennem en god slat sider ... ja, så er der desværre ikke kapacitet til mere i mit hoved. Ikke skrivning i det mindste.
Jeg er ikke kommet i gang med skrivningen endnu. Jeg nåede at blive færdig med korrekturen dagen før vi tog af sted for at stå på ski, og jeg vendte tilbage sidste søndag. Men nu! Nu skal der gerne ske noget!
Faktisk tror jeg, at jeg vil åbne mit dokument og forsøge at samle tråden op ...
søndag den 5. februar 2012
Søndag i en forfatters liv
Det var egentlig ikke, fordi jeg havde de store planer for søndagen. Jeg havde ingen aftaler og så frem til endelig at have tid og ro til at få arbejdet med min roman. Der er en "knude" som skal rettes ud, og jeg håbede at få klaret det første stykke i dag.
Og, nå ja, så regnede jeg også med at få støvsuget, vasket et par vinduer og gjort lidt rent og ryddet op. Mine håndværkere er næsten ude igen, men derfor kunne jeg godt påbegynde rengøringen.
Men der skete det, som der alt for ofte sker: Skrivningen overtog mere eller mindre hele søndagen. Og hvordan foregik den så? Jo, jeg:
- sad foran en computer, tænkte tanker, skrev dem ned
- sad ved et bord, tænkte tanker, skrev dem ned
- klædte mig i skitøj, gik en tur i sneen, tænkte tanker, gik hjem og skrev dem ned
Det må lyde temmelig kedeligt, men det var ganske hyggeligt, og jeg fik redt en del af knuden ud. Og jeg kunne overholde min søndagsdeadline!
Men støvsugningen, oprydningen, rengøringen og alt det andet ... ja, det mangler stadig.
Og, nå ja, så regnede jeg også med at få støvsuget, vasket et par vinduer og gjort lidt rent og ryddet op. Mine håndværkere er næsten ude igen, men derfor kunne jeg godt påbegynde rengøringen.
Men der skete det, som der alt for ofte sker: Skrivningen overtog mere eller mindre hele søndagen. Og hvordan foregik den så? Jo, jeg:
- sad foran en computer, tænkte tanker, skrev dem ned
- sad ved et bord, tænkte tanker, skrev dem ned
- klædte mig i skitøj, gik en tur i sneen, tænkte tanker, gik hjem og skrev dem ned
Det må lyde temmelig kedeligt, men det var ganske hyggeligt, og jeg fik redt en del af knuden ud. Og jeg kunne overholde min søndagsdeadline!
Men støvsugningen, oprydningen, rengøringen og alt det andet ... ja, det mangler stadig.
Jeg er blevet 30
Så skete det. Jeg rundede det skarpe hjørne i går, lørdag, og blev 30 år. Det er ikke, fordi det er SÅ gammelt, men med tanke på, at mine hovedpersoner stadig er teenagere ... Der må leve en 16-årig i mig!
Næste tanke er så, om jeg skal rammes af den berømte 30-årskrise? Jeg har fået at vide, at den godt kan ramme med nogle års forsinkelse, så jeg behøver måske ikke gå og kigge mig over skulderen lige her og nu.
Når det gælder min forfatterkarriere, er der vist heller ingen grund til at få krise over at være blevet 30 år.
Der står ni bøger i reolen med mit navn på, og i løbet af i år udkommer der fem letlæsningsbøger i serien "Drømmer", og i "Blodets Bånd"-serien udkommer "Kampbrødre" og "Følgesvenden".
Jeg er ganske godt tilfreds.
Næste tanke er så, om jeg skal rammes af den berømte 30-årskrise? Jeg har fået at vide, at den godt kan ramme med nogle års forsinkelse, så jeg behøver måske ikke gå og kigge mig over skulderen lige her og nu.
Når det gælder min forfatterkarriere, er der vist heller ingen grund til at få krise over at være blevet 30 år.
Der står ni bøger i reolen med mit navn på, og i løbet af i år udkommer der fem letlæsningsbøger i serien "Drømmer", og i "Blodets Bånd"-serien udkommer "Kampbrødre" og "Følgesvenden".
Jeg er ganske godt tilfreds.
fredag den 3. februar 2012
Månedsstatus januar
Jeg tror, jeg vil prøve noget nyt. I starten af hver måned vil jeg lave en status over den forgående måned: Hvor mange sider har jeg fået skrevet, hvad har jeg ellers arbejdet med, som er skriverelateret og andet i den stil.
For denne måned: Så vidt jeg kan se, har jeg skrevet omkring 18 wordsider. Ikke meget. Jeg skrev for nogle uger siden et indlæg om søndagsdeadlines og om hvor gode de var til at motiverer mig til at få skrevet. Og siden da ... har jeg vist næsten ikke skrevet et ord.
Der er selvfølgelig flere forklaringer. Jeg er nået til et sted i romanen, hvor jeg har brug for at få styr på visse detaljer. Det kræver tid og overskud, og i januar måned har jeg haft håndværkere rendende. En ting er at de er parat til at starte arbejdsdagen klokken syv om morgenen, noget andet er, at jeg også har brugt tid på at flytte møbler, service, vaser, pynteting og lignende, slibe træværk, gøre rent (meget, meget støv!), flytte møbler tilbage og ...
Jeg har dog bedrevet mere end 18 siders tekst i januar måned. Der er også blevet tid til manuspleje af en roman, hvilket må siges at være vigtig. Så det kan da pynte på en ellers mager januar måned.
Desværre er jeg ikke færdig med at have besøg af håndværkere. Det roder stadig, og jeg forventer snart at skulle igang med en langvarig omgang korrekturlæsning.
Det bliver spændende at se, hvad det gør ved februar statutussen!
For denne måned: Så vidt jeg kan se, har jeg skrevet omkring 18 wordsider. Ikke meget. Jeg skrev for nogle uger siden et indlæg om søndagsdeadlines og om hvor gode de var til at motiverer mig til at få skrevet. Og siden da ... har jeg vist næsten ikke skrevet et ord.
Der er selvfølgelig flere forklaringer. Jeg er nået til et sted i romanen, hvor jeg har brug for at få styr på visse detaljer. Det kræver tid og overskud, og i januar måned har jeg haft håndværkere rendende. En ting er at de er parat til at starte arbejdsdagen klokken syv om morgenen, noget andet er, at jeg også har brugt tid på at flytte møbler, service, vaser, pynteting og lignende, slibe træværk, gøre rent (meget, meget støv!), flytte møbler tilbage og ...
Jeg har dog bedrevet mere end 18 siders tekst i januar måned. Der er også blevet tid til manuspleje af en roman, hvilket må siges at være vigtig. Så det kan da pynte på en ellers mager januar måned.
Desværre er jeg ikke færdig med at have besøg af håndværkere. Det roder stadig, og jeg forventer snart at skulle igang med en langvarig omgang korrekturlæsning.
Det bliver spændende at se, hvad det gør ved februar statutussen!
tirsdag den 24. januar 2012
Bagsidetekster - boomerangen der rammer igen og igen
Jeg burde efterhånden have styr på, hvad der sker efter en bog antages til udgivelse. Den gennemgår en manuspleje, der læses korrektur, den sættes, omslaget bliver lavet, bogen ryger af sted til trykkeriet ... og så er der naturligvis bagsideteksten!
På nuværende tidspunkt har jeg udgivet ni bøger og HAR skrevet bagsidetekster til mine fem letlæsningsbøger, som udkommer senere på året. Alligevel kom det lidt som en overraskelse, da jeg blev bedt om bagsideteksten til tredje bog i serien "Blodets bånd".
"Hvad? Nu? Allerede? Åhhh, nej!"
Det er utroligt, at jeg hver gang bliver overrasket over, at der IGEN skal skrives en bagsidetekst. Jeg har jo trods alt gjort det fjorten gange før. Det må hænge sammen med, at jeg synes, bagsidetekster at svære! De skal være spændende og gribe fat i læseren, men de må heller ikke afsløre for meget. Det er en svær balancegang, for hvad gør en god bagsidetekst?
Næste gang jeg har færdiggjort en roman, skulle jeg måske skrive bagsidetekten med det samme. Så kan jeg måske for en gangs skyld undgå boomerangen, der har overrasket mig igen og igen siden første bog.
Men nu ... må jeg hellere skrive en bagsidetekst til "Kampbrødre"!
På nuværende tidspunkt har jeg udgivet ni bøger og HAR skrevet bagsidetekster til mine fem letlæsningsbøger, som udkommer senere på året. Alligevel kom det lidt som en overraskelse, da jeg blev bedt om bagsideteksten til tredje bog i serien "Blodets bånd".
"Hvad? Nu? Allerede? Åhhh, nej!"
Det er utroligt, at jeg hver gang bliver overrasket over, at der IGEN skal skrives en bagsidetekst. Jeg har jo trods alt gjort det fjorten gange før. Det må hænge sammen med, at jeg synes, bagsidetekster at svære! De skal være spændende og gribe fat i læseren, men de må heller ikke afsløre for meget. Det er en svær balancegang, for hvad gør en god bagsidetekst?
Næste gang jeg har færdiggjort en roman, skulle jeg måske skrive bagsidetekten med det samme. Så kan jeg måske for en gangs skyld undgå boomerangen, der har overrasket mig igen og igen siden første bog.
Men nu ... må jeg hellere skrive en bagsidetekst til "Kampbrødre"!
søndag den 15. januar 2012
Forfattertips: Søndagsdeadlines
En af mine svagheder indenfor skrivningen er, at jeg kan bruge aaaalt for lang tid på at blive færdig med en roman. Meget mere end nødvendigt. Min første bog, "Kristines hjerte", kunne vist have været færdig et år før, hvis jeg havde taget mig lidt sammen.
Oftest er det ikke fordi der mangler så meget. Måske er der nogle scener, der skal skrives sammen og naturligvis den store mængde af personlige kommentarer i stil med "find på andet ord", "hvad hedder det nu?" og "uddyb beskrivelsen her" der skal udryddes.
Jeg ER blevet bedre, men man kan jo altid forbedre sig. I forbindelse med at jeg skrev på "Blodsøstre" og "Hyænelatter" og var tæt på at nå det kritiske punkt - færdiggørelsen - indførte jeg og en forfatterkollega søndagsdeadlines.
De gik i al sin enkelthed ud på, at jeg hver søndag kl. 20 skulle levere noget nyt materiale til hende. Min skrivestil har altid været meget hoppende (jeg hopper rundt i handlingen og skriver scener her og der), hvilket resulterer i en mængde huller.
Og da jeg jo ikke kunne levere kapitler i en pærevælling til min kollega, måtte jeg starte fra begyndelsen og arbejde mig igennem romanen. Det virkede fantastisk! Den konstante tilskyndelse der lå i, at hun hver søndag forventede noget nyt, fik mig til at færdiggøre de to romaner på rekordtid.
Hun er også begyndt at sende til mig, og en anden kollega er kommet til. Det virker godt for os alle, selvom det selvfølgelig er nemmere at levere, når skrivningen flyder.
Det gør det så ikke for mig i disse dage, desværre. I dag har været et skrækkeligt eksempel i overspringshandlinger. Først brugte jeg timer på denne meget underholdende blog, stinestregen
Derefter overbeviste jeg mig selv om, at jeg da skulle udføre lidt brainstorming på kapitlet liggende i min seng. Bliver åbenbart aldrig klogere - dog satte jeg i det mindste vækkeuret til.
Efter et par kloge tanker og en god lur, vendte jeg tilbage til computeren, men man kan jo ikke kaste sig ud i arbejdet. Nej, først skal der tjekkes, hvad der mon er sket på nettet siden sidst. Jeg endte på tvguide og opdagede, at Zulu sendte Castle-afsnit! Og et nyt begyndte ti minutter senere.
Ja, så gik der lige 40 minutter med det, men SÅ var jeg også klar. Og, tadaaa! Klokken er ikke 20 endnu, men jeg HAR sendt mine lektier. Jeg fik endda skrevet omkring fire sider. Tænk bare hvad jeg kunne have opnået uden alle overspringshandlingerne ...
Og tænk bare på, hvor lidt jeg kunne have opnået uden søndagsdeadlines ...
Oftest er det ikke fordi der mangler så meget. Måske er der nogle scener, der skal skrives sammen og naturligvis den store mængde af personlige kommentarer i stil med "find på andet ord", "hvad hedder det nu?" og "uddyb beskrivelsen her" der skal udryddes.
Jeg ER blevet bedre, men man kan jo altid forbedre sig. I forbindelse med at jeg skrev på "Blodsøstre" og "Hyænelatter" og var tæt på at nå det kritiske punkt - færdiggørelsen - indførte jeg og en forfatterkollega søndagsdeadlines.
De gik i al sin enkelthed ud på, at jeg hver søndag kl. 20 skulle levere noget nyt materiale til hende. Min skrivestil har altid været meget hoppende (jeg hopper rundt i handlingen og skriver scener her og der), hvilket resulterer i en mængde huller.
Og da jeg jo ikke kunne levere kapitler i en pærevælling til min kollega, måtte jeg starte fra begyndelsen og arbejde mig igennem romanen. Det virkede fantastisk! Den konstante tilskyndelse der lå i, at hun hver søndag forventede noget nyt, fik mig til at færdiggøre de to romaner på rekordtid.
Hun er også begyndt at sende til mig, og en anden kollega er kommet til. Det virker godt for os alle, selvom det selvfølgelig er nemmere at levere, når skrivningen flyder.
Det gør det så ikke for mig i disse dage, desværre. I dag har været et skrækkeligt eksempel i overspringshandlinger. Først brugte jeg timer på denne meget underholdende blog, stinestregen
Derefter overbeviste jeg mig selv om, at jeg da skulle udføre lidt brainstorming på kapitlet liggende i min seng. Bliver åbenbart aldrig klogere - dog satte jeg i det mindste vækkeuret til.
Efter et par kloge tanker og en god lur, vendte jeg tilbage til computeren, men man kan jo ikke kaste sig ud i arbejdet. Nej, først skal der tjekkes, hvad der mon er sket på nettet siden sidst. Jeg endte på tvguide og opdagede, at Zulu sendte Castle-afsnit! Og et nyt begyndte ti minutter senere.
Ja, så gik der lige 40 minutter med det, men SÅ var jeg også klar. Og, tadaaa! Klokken er ikke 20 endnu, men jeg HAR sendt mine lektier. Jeg fik endda skrevet omkring fire sider. Tænk bare hvad jeg kunne have opnået uden alle overspringshandlingerne ...
Og tænk bare på, hvor lidt jeg kunne have opnået uden søndagsdeadlines ...
Abonner på:
Opslag (Atom)