fredag den 25. januar 2013

De pokkers darlings

Der er et ordsprog, der hedder: Kill your darlings. Det betyder, at man skal være villig til at ofre sætninger, scener og personer - også selvom man er totalt forelsket i dem - hvis det kan forbedre historien.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med lykkelige slutninger. Og jeg har virkelig svært ved at udrydde de personer, som jeg virkelig føler for.

Men ... det virker jo også urealistisk, hvis alle hovedpersonerne efter den sidste og afgørende kamp rejser sig, børster støvet af og ser på bunkerne af navnløse lig omkring sig. "Nå, det var det. Og tænk bare! Vi overlevede! High five til os!"

Nej, vel?

Nogen skal dø (dam dam daaaaaam!).

Og i den anledning har jeg lavet en lille afstemning. Hvem synes DU, der skal dø i løbet af de sidste bind i serien? Jeg kan ikke love, at den med flest stemmer må lade livet, men det vil da være interessant at se, hvad folk derude tænker ;o)

torsdag den 24. januar 2013

Heksekunsts lektørudtalelse

Femte bog i serien "Blodets bånd" fik faktisk sin lektørudtalelse i december måned, lige før juleferien.

Og sikke en fin udtalelse. Den kan ikke toppe "Følgesvenden"s, men den er bestemt ikke dårlig.

"Det er stadig en meget original og spændende historie inden for den genre, som ofte benævnes som paranormal romance" og "Både handlingen og personskildringerne fænger, og læseren bliver suget ind i bogens dystre og fabulerende univers af gru og romantik".

Juhuuuu! Jeg føler mig jo helt genial ;o)

Hele lektørudtalelsen kan læses på Tellerups hjemmeside.
I lektørudtalelsen står der, at det er Kassies ansigt, der er på omslaget. Det passer så ikke. Det er Liliana. Hun er flot, ikke?

Jeg skrev et indlæg i august måned i 2012 om jagten på Liliana. Ja, det her er så resultatet :o)

Det er muligvis det flotteste omslag i serien indtil nu.

Og nu skal jeg snart igang med at jagte en ny fra BB-crewet til det kommende bind 6 ... ahhh, life is goooood!

søndag den 20. januar 2013

Færdig, færdig - nå ja, NÆSTEN - færdig!

Yes, så skete det!

Jeg har skrevet bind 6 færdig. Færdig, færdig, færdig!

Ahhh, okay, jeg skal vist lige læse de sidste par kapitler igennem med redigeringsbrillerne på. Men ellers har jeg lige færdiggjort slutningen på bind 6 i Blodets bånd-serien, hvor Blodsøstre er den første. Færdiggjort slutningen ... og bogen.

Pyhhh ... jeg har helt kriller i maven over det :o)

Slutningen har været strid at skrive. Ikke fordi den følelsesmæssig var svær, men nem var den nu ikke. I dag skrev jeg et Viking-kapitel, som skal puttes ind længere fremme i romanen, og det gik strygende!

Viking er måske nok en røv engang imellem, men man kan stole på ham, når det gælder!

Derefter kastede jeg mig over slutningen (igen). Og kæmpede ord for ord ned på skærmen. Og så, kort før klokken 20 hvor søndagsdeadlinen er, begyndte det at gå stærkt. Måske netop tilskyndet deadlinen?

Jeg ved det ikke, men jeg færdiggjorde og sendte mine lektier lidt over otte. Nu er jeg så lettere bims i hovedet. Glad, forvirret ... og spændt på betalæsernes dom.

Jeg må vente og se om de godkender slutningen :o)

søndag den 13. januar 2013

Søndagsupdate

Så blev det søndagaften, og snart er det tid til at gå i seng. Først vil jeg dog lige lave en update på weekenden og hvad jeg fik nået.

Jeg håbede, jeg ville nå:
  •  At få udryddet alle de små huller i min nyeste roman (tjek)
  • Få samlet op på betalæsningen (tjek)
  • Få skrevet bogen færdig (æhhh ... skal vi sige at jeg er tættere på? Er gået i gang med det allersidste kapitel, men tror jeg skal have skrevet to andre. Et sted har jeg tre Leo-kapitler lige i rap og der kunne godt bruges lidt opblødning. Et andet sted - lige efter et meget følelsesladet kapitel - stejlede en af betalæserne over den person som havde næste kapitel. Hun frygtede vold, og det var hun ikke klar til efter den omgang hun lige havde været igennem).
  • Påbegynde et eventyr (tjeeeeek!)
  • Læse mine kollegaers søndagslektier (tjek)

Nå ja, det er da egentlig ikke så dårligt.

Nu skal jeg "bare lige" skrive det sidste kapitel færdig, muligvis to styks "opblødnings-kapitler" ... og så selvfølgelig læse hele romanen igennem fra en ende af, redigere og korrekturlæse ...

Hvornår er det nu lige det er weekend?

lørdag den 12. januar 2013

Flueknepperi og andre weekendsysler

En af fordelene ved at være i en gruppe af forfattere, som læser hinandens tekster, er, at de har forskellige styrker. En er måske fantastisk til plotudvikling, en anden har helt styr på kommaerne eller hvordan ord skal staves. De spotter forskellige ting.

Jeg har i selskabet altid følt mig som lidt af en flueknepper, da jeg lægger mærke til, hvis bestemte ord bruges ofte. Jeg kan nogle gange føle mig som et irriterende element, når jeg pipper op om at "det skrev du altså også i afsnittet ovenover".

Jeg har nu fundet ud af, at jeg ikke er alene. Den nyeste tilføjelse i vores søndagsgruppe er også sådan!

Hun har bemærket, at jeg skamløst bruger ord som "hurtig", "langsomt", "nærmest", "bevægelse", "mærke", "øjeblik", "forsøgte" og "blik".

Jeg er kommet bagud med at rette i mit nyeste bind i vampyrserien, så jeg var tæt på at få en overdosis af disse misbrugte ord. Men det skal jo gøres, og for at gøre det ordentligt søgte og markerede jeg alle ordene i romanen med fed.

Det resulterede i:
169 "hurtig"
99 "langsomt"
97 "bevægelse"
115 "Mærke"
239 "blik/blikke/øjeblik"
98 "forsøgte"

Tidligere var det faktisk en metode som jeg brugte. Der er altid ord, som bruges meget, og det kan naturligvis ikke undgåes, men i visse tilfælde begynder ordene at stikke ud.

Så fredag efter arbejde gik jeg i gang med at rydde ud i flokken af misbrugte ord. Der blev omformuleret og tænkt i synonymer - langsomt kunne blødes op med forsigtig, tøvende, omhyggeligt, dovent og stille alt efter sammenhængen.

Pyhhh ...

Her er et lille eksempel:

"Jeg lukkede øjnene og ignorerede deres blikke.
I Zans verden var der ikke behov for comalipsticken.
Jeg kunne lugte Sikka før jeg hørte hende og jeg åbnede øjnene.
Hun var dukket frem i døren ind til stuen og så op ad trappen med et vagtsomt blik. De bemærkede at jeg kiggede hen mod hende og de fulgte mit blik. Deres smil blev endnu større da de fik øje på hende. De huskede sikkert hvem der havde passet dem i kælderen inden Zan udførte det sidste eksperiment.
Sikka så hen på mig og der var noget sært målrettet og lidende i hendes blik."

Og her er den rettede udgave. To "blik" har måtte se sig selv skiftet ud:

"Jeg lukkede øjnene og ignorerede deres blikke.
I Zans verden var der ikke behov for comalipsticken.
Jeg kunne lugte Sikka før jeg hørte hende og jeg åbnede øjnene.
Hun var dukket frem i døren ind til stuen og så op ad trappen med et vagtsomt udtryk. De bemærkede at jeg kiggede hen mod hende og de fulgte mit blik. Deres smil blev endnu større da de fik øje på hende. De huskede sikkert hvem der havde passet dem i kælderen inden Zan udførte det sidste eksperiment.
Sikka så hen på mig og der var noget sært målrettet og lidende i hendes øjne."


Nu er jeg endelig kommet igennem hendes bemærkninger, men måske har jeg taget munden for fuld med, hvad jeg kan nå denne weekend.

Jeg håbede jo, at jeg kunne udrydde alle de små huller, jeg har rundt omkring, få samlet op på betalæsningen (en klaret, men til gengæld har jeg fået et læs fra en anden læser), samt skrevet bogen færdig.

Jeg mangler stadig hullerne, 1 stks betalæsning, de sidste kapitler ... og, nå ja, så er jeg gået med til at skrive et eventyr. Det ville passe mig fint at få påbegyndt det i denne weekend. Og min flueknepper-kollega har ferie i denne uge og regner med at levere omkring syv kapitler til betalæsning. Hun har allerede sendt de første tre.

Hvad får det ikke-skrivende folk tiden til at gå med? Jeg kan slet ikke forestille mig det ;o)

tirsdag den 8. januar 2013

Målstreg i sigte

Okay, nu sætter jeg mig et mål: Når denne uge er omme skal jeg: Have skrevet slutningen af bind 6 i serien Blodets Bånd ...

... og jeg skal have rettet bogen til efter hvad mine betalæsere har at bemærke ...

... og fjernet alle mine kommentarer til mig selv ala "Hvordan var det nu det var?"/"Hvad er ordet?"/"Uddyb her".

Kunne være fantastisk hvis det lykkedes. Bogen ville ikke være helt færdig, for den skal stadig læses igennem, redigeres og have en omgang korrekturlæsning.

Hvis jeg når ovenstående, er jeg alligevel meget langt. Jeg vil have krydset målstregen, den målstreg der hedder: Bog skrevet færdig.

Men lige nu ... vil jeg gå i seng. Det er trods alt en almindelig arbejdsdag i morgen :o)

5 dage tilbage af ugen. Målstregen ret forude.

(Tik-tak, tik-tak, tik-tak)

mandag den 7. januar 2013

Brainstorm - på et ubelejligt tidspunkt

Der er flere forfattere, som anbefaler, at man tænker på sin roman, lige før man skal sove. Den afslappede tilstand man er i, skulle efter sigende lette adgangen til underbevidstheden.

Jeg tror, det er sandt. Jeg har ofte oplevet et mylder af tanker og ideer, når jeg ellers var gået i seng for at sove. Det er jo fantastisk, men nogle gange kan timingen godt være bedre.

I går var jeg på arbejde og var først hjemme omkring kl. 23. Jeg var slet ikke træt, så klokken var over midnat, før jeg gik i seng. Og senere endnu før jeg prøvede at falde i søvn.

Lysvågen.

Det ville blive svært nok at falde i søvn som det var, og så var det, at min hjerne begyndte at tænkte på næste bog i Blodets Bånd-serien. Der sker nogle ting i bind 6, som har betydning for bind 7. Den får nok en lidt anden ramme end de forgående bøger, og jeg har været spændt (og nervøs) for, om jeg kan få bindet til at fungere.

Jeg er ret tæt på at afslutte bind 6 - minus redigering og korrekturlæsning - så det er snart på tide at få lavet en sceneoversigt over næste bog. Og natten til mandag mente BB-crewet, at det da lige var tidspunktet.

Ulempen ved brainstorm, lige før man skal sove, er at man risikerer at blive lettere "høj". Høj på ideerne og tankerne og følelsen af, at stumperne begynder at samle sig. Og man risikerer næste morgen at have glemt alle ideerne og tankerne.

Så da klokken nok var omkring halv to, fandt jeg computeren frem og forsøgte at få skrevet mine ideer ned. Efterfølgende var jeg stadig lysvågen og endte med at glo fjernsyn et stykke tid.

Tror klokken var halv fire eller fire, før jeg igen prøvede at falde i søvn. At jeg kunne sove til kl. 9 hjalp ikke ret meget. Det var stadig alt, alt for tidligt.

Nu håber jeg bare, at min natlige brainstorm faktisk fører noget med sig og hjælper mig videre med sceneoversigten.

Hele dagen har jeg haft på repeat: "Sikke en fest vi har haft nu i nat! Åh, ja, åh, ja, åh!"

Åh, ja ...

tirsdag den 1. januar 2013

Forfatterstatus 2012 - udgivelserne

Mit sidste indlæg om året 2012 blev ret langt, så jeg besluttede at lave endnu et indlæg.

2012 var et godt år både skrivemæssigt, men også udgivelsesmæssigt.

Blådets bånd-serien
Jeg fik udgivet bind 3 og 4 i serien Blodets Bånd. Bind 5 udkommer officielt først 7. januar, men jeg kan ikke lade være med at tage den med her.

 
Drømmer-serien
Jeg fik udgivet min første letlæsningsserie. Den består af fem bind, og jeg er så glad for den.
 
 


 Historier til drenge
 Jeg er for første gang med i en antologi med min lille gysernovelle "Barnepigen". Alle novellerne deltog i drengenovellekonkurrencen, og Anika Eibe, som sammen med en anden forfatter vandt 1. pladsen, har også sin vindernovelle med.

 

2012 - året der gik

Det første år i 2013, men jeg prøver at kigge tilbage på 2012, så jeg kan lave en forfatterstatus, ligesom i 2010 og 2011. Året er gået hurtigt. Jeg synes næsten lige, det har været januar, og hvad har jeg så brugt et helt år på?

Tja ... jeg har skrevet. I december 2011 var jeg så småt påbegyndt romanen "Følgesvenden" i min serie Blodets Bånd. Og ved siden af det var jeg i de sidste faser af ombygningen af mit hus. Det giver altid en masse hængepartier. Hængepartier som jeg endnu muntrer mig med. I denne juleferie har jeg endelig fået malet nogle radiatorer. Og lidt klatmaling her og der. Der er stadig hængepartier, men jeg har da fået udryddet et par stykker.

Mens jeg skrev på "Følgesvenden", gik det op for mig, at den blev ved med at blive længere og længere, og at den snart nåede det sideantal de tidligere bøger i serien havde haft. Og jeg følte slet ikke, at jeg var kommet i gang.

Det endte med, at handlingen blev delt op i to bøger, og det andet bind fik titlen "Heksekunst". Jeg sendte dem ind til forlaget, og de gik heldigvis igennem nåleøjet. Dele af manusplejen foregik i min sommerferie, hvor jeg ellers havde regnet med at skulle skrive en masse sider, nu hvor jeg havde hele dage til at hellige mig historien. Jeg har så bare svært ved at skrive samtidig med, at jeg redigerer, fordi redigeringsprocessen er så kompakt. Det kræver en del tid og fokus. Og så er der ikke megen kreativitet tilbage til at skrive nyt. Jeg skrev et indlæg om korrektursumpen og om dens konsekvenser.



Cirka halvvejs inde i min sommerferie, som varede tre uger, fik jeg sendt de rettede manuskripter tilbage til forlaget. Da jeg vidste, at jeg ville få dem tilbage igen indenfor kort tid, ville jeg ikke påbegynde den nye Blodets Bånd bog. Det virkede som en dårlig ide at arbejde på at komme ind i den nye bog, kun for at blive trukket ud af den igen på grund af mere redigering.

Derfor brugte jeg resten af ferien på at omskrive en børnebog og gøre den længere. Den endte på små 55 wordsider, og det var et sjovt afbræk fra min vampyrserie. Børnebogen ligger endnu på computeren og venter, for der er lige nogle andre ting, jeg skal kigge på, før jeg finder ud af, om den er udgivelsesværdig.

Jeg kom helt igennem redigeringen - af hele to bøger på en gang - og så gik jeg igang med næste bog i serien. Den arbejder jeg på lige nu, og jeg kan så småt se slutningen på den, ligesom jeg kan se, at serien er ved at nå til det sidste og afsluttende bind. Jeg håber, det sker i 2013.

Året bød også på andre gode forfatterrelaterede oplevelser. Der var Fantasymessen, hvor jeg for første gang blev interviewet på en scene. Jeg var så heldig at kunne følges med mine gode kollegaer, og det var en dejlig oplevelse, som jeg håber, jeg har muligheden for at gentage i 2013.




Jeg var også på Bogmessen for anden gang nogensinde. Jeg havde den store oplevelse at stå på Børnescenen og fortælle om min serie Blodets bånd. Det var også en førstegangs oplevelse, og jeg fik en masse gode og interessante spørgsmål.

Oplevelsen brugte jeg en del indlæg på at fortælle om her på bloggen. Læs om det her:
Forberedelsen, Rejsen 1, og Rejsen 2, Børnescenen, Rævescenen, Drengelitteraturprisen, De sidste oplevelser.


Året er gået ufatteligt hurtigt. Det blev december, og ligesom med min sommerferie regnede jeg med at skulle skrive en masse sider. Personerne i serien havde åbenbart brug for ferie, for de var i hvert fald ikke samarbejdsvillige. BB-crewet gik på juleferie. I stedet fik jeg igen taget hul på malerbøtterne, og for at det hele ikke skulle gå op i praktiske ting, påbegyndte jeg omskrivningen af en børnebog.

Så i år 2012 fik jeg skrevet næsten tre Blodets Bånd-bøger en lille børnebog samt påbegyndt omskrivningen af en anden børnebog. Den er jeg nået cirka halvvejs igennem.

Jeg kan egentlig godt forstå, at mit renoveringsprojekt stadig har så mange hængepartier!

For 2013: Jeg håber, jeg får skrevet Blodets Bånd-serien færdig. Jeg er ved at afslutte 6. bind, og jeg regner med at der kommer 1-2 bind mere. Derudover håber jeg at komme videre med et andet projekt, som omfatter de små børnebøger jeg har nævnt.

Og naturligvis: At få klaret de sidste hængepartier på mit ombygningsprojekt!