At være et Troværdighedsbarometer

Mine forfatterkollegaer – dem der læser hvad jeg skriver før nogen andre – er spredt ud over hele landet. Derfor kommunikerer vi ofte via en chat, og forleden brokkede jeg mig over en bog. Egentlig kan jeg rigtig godt lide bogen, men der var nogle ting, der generede mig.

Da jeg var yngre læste jeg Victoria Holt bøger. Det er romantiske bøger med spænding, og de er ganske glimrende, som det de er. Man skal bare ikke læse for mange i rap, da man begynder at kunne se ”opskriften” bag dem, og hvad man kan forvente. Jeg har det på samme måde med Mary Higgins Clark. Hun skriver krimier med kærlighed og romantik. De er gode … men man skal ikke læse for mange på for kort tid.

Det skete så for mig igen. Jeg blev pludselig virkelig irriteret over at kunne se ”opskriften” for tydelig i den bog, jeg læste. Også selvom jeg kunne lide den.

Så jeg hoppede på chatten og begyndte at brokke mig over hovedpersonen og det univers, som forfatteren havde lavet. Og det tilsyneladende evindelige trekantsdrama med en pige og to fyre. Det førte os videre til vores egne fiktive personer, og hvordan vi som læsere reagerer på dem.

En af mine skrivebuddies fortalte så, at hun bruger mine reaktioner til at afgøre, om hendes antihelte er realistiske. Mens et par af hendes andre betalæsere åbenbart falder for de – og det er de helt sikkert – charmerende antihelte, er mit syn på dem lidt anderledes. For jeg bedømmer dem ikke kun som fiktive, men som hvordan jeg ville se på dem, hvis de var virkelige. Og en ting er at finde en psykisk ustabil fyr charmerende, når han er på papiret … noget andet er, hvordan jeg ville opleve ham i virkeligheden.

Som denne skrivebuddies skrev: ”Jeg er dum nok til at falde for dem i virkeligheden. Det ville Pernille ikke gøre, og derfor kan jeg måle ud fra hendes reaktion om der er balance i karakteristikken.”

Sjov tanke egentlig at være et troværdighedsbarometer :o)

Jeg kan til gengæld bruge hende i en lidt anden retning. Hun falder for mine antihelte, de Charmerende Røvhuller og de mere alvorligt forskruede typer. Hvis hun kan lide dem, ved jeg, at jeg har fået lavet personer, som er psykisk ustabile. Hun er heeeelt klart fan af Zan og hepper på ham og Helena.

Min skrivebuddie bruger også et par andre af sine betalæsere til at afbalancerer hinanden. En af disse er blevet mor, og det har gjort hende en smule … defekt. Når hun har skrevet ”Nååårh” 3-4 gange i en tekst, må The Zan-fan messe for sig selv: ”Han sagde ikke noget til det her, han sagde ikke noget, sagde ikke noget …”

Og sådan komplementerer vi så hinanden ;o)

Sommerferiens vilde planer

Det sker hver eneste gang, jeg har ferie, og det er ligegyldigt, om det er en ferie på en uge eller tre.

Mine planer er altid langt ude.

"Åh, der skal hygges og slappes af i rå mængder, jeg skal have læst en masse og være sund og træne, så jeg er superfit, når jeg vender tilbage på arbejde, og så skal jeg da lige ordne huset, male de der låger og ordne stenbedet og samtlige små hængepartier for de sidste par år og jeg skriver sgu da lige en halv roman ... næ, hvorfor ikke en hel? Jeg har jo tiden!"

Jeg lægger ikke ligefrem de meste realistiske planer, men jeg har i det mindste selvindsigt nok til at vide på forhånd, at der nok er en hel del, der ikke lykkes.

Omgivet af bøger som jeg jo er på mit arbejde, har jeg altid en god stak biblioteksbøger liggende derhjemme. Mange flere end jeg kan nå at læse (hverdagsplanlægning går tilsyneladende ikke meget bedre end ferieplanlægning). Jeg tror stadig, jeg læser, som da jeg var barn og teenager. Men jeg har ikke længere så meget tid. Jeg er på en eller anden måde blevet ... Voksen (sådan da ;o).

Fatter ikke hvordan det gik til, men det rammer åbenbart mange Voksne. At tiden til at læse ikke længere er så stor.

Det forhindrer mig nu ikke i at låne, som om jeg stadig grovæder bøger på daglig basis. Og i ferierne går det helt galt. Selvom jeg sikkert allerede har bøger nok på lager, så begynder jeg i de sidste dage op til ferien at låne ekstra. Jeg SKAL jo ikke risikerer at mangle, og jeg FÅR jo helt sikkert læst dem alle.

Og jeg kan jo lige så godt udnytte Al Den Tid til at få samlet op på alle de bøger, som ikke er blevet læst endnu.

Til denne ferie gik det helt galt. Det var ikke længere et spørgsmål om "Skal det være den eller den?" men mere "Den, den, den, den, hov, er den udlånt? Nå, men så tager jeg bare den og den i stedet!"

Jeg får desuden et seriøst problem, hvis jeg får læst en god stak af de hjemlånte bøger. Mange af dem er nemlig første bind i en serie. Såå ... jeg kan stå efter ferien med virkelig mange påbegyndte serie, hvilket jo så igen "kræver", at jeg læser bog 2, 3, 4, hvor mange der nu er ...

 

Her er det meste af "lageret". Jeg har en lille ekstra håndfuld liggende rundt omkring, som jeg har påbegyndt.

Der er mere end nok til en bog om dagen. Nu er fantasy og paranormale romaner for det meste ikke kendt for at være små, lette bøger, man kan guffe i sig på forholdsvis kort tid. Næ, de fleste af disse her er på 300-400 sider, hvis ikke mere.

Nå ja, jeg må jo bare starte fra en ende af.

Ahhh, ferie!

Mareridt

Jeg havde mareridt forleden. Og jeg tænker ikke på en af de mange drømme om zombier, som jeg har haft på det seneste. Tak til World War Z både som film og som bog!

(hmmm, har jeg mon en zombie-sirene?)

Næ, MIT mareridt gik ud på, at nogen fortalte mig, at jeg var gået med til at skulle undervise andre i at skrive. Og at det skulle ske om mindre end en uge.

Mig, undervise andre i at skrive?!

Prrrrr!

Godt det var noget jeg kunne vågne op fra ;o)

Når stemmerne taler til en

For de fleste mennesker er det nok en lettere forstyrrende information at få, at man "hører stemmer".

Ikke ligefrem et sundhedstegn, eller?

På den anden side ... har vi ikke alle til tider fremmede stemmer i hovedet? Måske ikke så fremmede endda. Der er sikkert en hel del mor-stemmer derude, som kommer med gode råd og irettesættelser om stort og småt.

De stemmer, jeg tænker på, er de fiktive, selvom de kan udvikle sig og blive meget virkelige på deres egen måde. Ofte er "stemmen" ikke så meget en stemme som en følelse eller fornemmelse for den historie, der prøver at fange ens opmærksomhed. En lokkende sirenesang, der giver én følelsen af, hvad historien kan indeholde af spændende eventyr.

Andre gange er det virkelig ... stemmer.

For mange år siden begyndte en pige ud af det blå, at fortælle mig om den verden hun levede i. Og at det var vigtigt at kunne løbe og at løbe hurtigt! Desværre fik jeg aldrig skrevet hendes historie ned, men notaterne om hende og hendes verden har jeg liggende, så måske en dag ...

Kassies stemme gik også ret tydelig igennem, da jeg prikkede til min sølle vampyride og prøvede at få noget ud af den. Pludselig begyndte hun at fortælle om, hvordan det var potentielt at kunne leve evigt ... og egentlig ikke have lyst til det.

For tiden er der en anden stemme, der taler til mig. En ung fyrs. Vi har kendt hinanden et stykke tid, så han er ikke helt ny, men han er pt. ganske vedholdende. Det er ret underholdende at høre hans betragtninger om den verden, han lever i. Skal vi bare sige, at den ikke er helt almindelig?

Jeg kender godt hans navn, hvilket faktisk var det allerførste, jeg vidste om ham. Lad os kalde ham D.

Problemet er bare, at D og alle hans fæller har det med at vælge dårlige tidspunkter at begynde at kværne løs på. Og ofte gør de det i kor. Lige nu skriver jeg stadig på Blodets Bånd-serien, og jeg skal ikke til at føjte af sted med D og følge efter ham ind i hans spændende verden.

Men han er godt nok en tillokkende sirene ...

Når Forfatteren og Bibliotekaren mødes

Mandag til fredag og nogle gange lørdag tilbringer jeg på biblioteket. Nej, jeg er ikke en læsehest med seriøs "ædeflip", men jeg arbejder som bibliotekar.

Det har et par gange bragt mig tæt på mine læsere - nogle gange uden at de selv ved det.

Forleden havde jeg vagt, og en pige kom for at hente en bog for sin søster. Hun havde ikke noget reserveringsnummer, men hvis hun ville låne på søsterens kort, skulle hun kende lånenummer og pinkode.

Hun ringede til sin søster, og jeg kunne så overhøre følgende samtale.

"Mor sagde, jeg skulle hente en bog til dig. Den der som er skrevet af ... Pernille ..." Og så fulgte en let forvrænget udgave af mit efternavn.

Hov, vent, hvad?!

Jeg var ret glad for, at hun stod med ryggen til, så hun ikke kunne se det grin, der pludselig levede sit eget liv på mit ansigt. Det blev ikke nemmere at styre, da jeg så reaktionen på den ungarbejder, jeg var på vagt sammen med. Hun stod henne ved reolen med reserveringer, men drejede hovedet med et ryk, da hun hørte navnet.

Sådanne små oplevelser er ret pudsige og sjove at opleve. Ikke mindst fordi pigen tydeligvis ikke anede, at forfatteren til omtalte bog sad lige bag hende, og så fordi hun ikke helt kunne huske mit efternavn eller vidste hvordan det udtales.

Desværre var søsteren så alligevel ikke interesseret i at få bogen (humf!), men jeg morede mig nu alligevel.

Og ja, jeg forstår godt, hvis Eybye kan være lidt drilsk. Hvad skal alle de y'er gøre godt for, og så er der et e til sidst, der bare hænger og flagrer.

Skulle jeg stave mit navn, som det udtales, må det være Aiby.

Pernille Aiby ;o)

"Forfald"s lektørudtalelse - et boost til selvtilliden

6 bind i min serie Blodets Bånd har fået en lektørudtalelse, og det er muligvis den bedste, jeg nogensinde har fået.

Tillad mig skamløst at citerer de bedste bidder: "Det er en mørk og dyster bog, og man suges hurtigt ind i dens univers og rives med, fordi den er virkeligt godt skrevet i et meget levende og beskrivende sprog."

Perfekt! Jeg gik netop efter det dystre! Og det levende og beskrivende sprog, naturligvis!

"Eybye formår virkelig at skabe en intens og dyster stemning. Personskildringerne er gode og fyldestgørende, og læseren har let ved at identificere sig med bogens hovedpersoner."

Fantastisk at høre. Jeg ved ikke, hvad det er med BB-crewet, men de er virkelig spændende at skrive om og virker meget levende - også for mig.
 "En spændende og medrivende bog, som helt sikkert vil glæde genrens mange fans. Pernille Eybye er en formidabel dark fantasy-forfatter, som sagtens tåler sammenligning med de mest kendte amerikanske og engelske udøvere af genren."

Formidabel? Tåler sammenligning med?

Åh, jamen, jeg er da nærmest lykkelig lige nu!

Hvornår kommer bind 7 i Blodets Bånd?

Jeg har fået et par forespørgsler på, hvornår bind 7 kommer, og når jeg lurer på, hvad der får folk ind på bloggen, kan jeg også se et par søgninger på bind 7.

Jeg kan desværre ikke fortælle, hvornår bogen udkommer, men der kommer nok til at gå noget tid. Jeg regner ikke med noget i år.

Først og fremmest skal bogen skrives, og så ved jeg forhåbentligt mere :o)