Mandag
Jeg er på arbejde, da jeg lige tjekker min mailboks og har modtaget en mail. Den starter sådan her:
"Skriver lige for at tjekke om alt er ok med dit forfatterforedrag her på onsdag i forbindelse med et seminar om
Den fantastiske litteratur. Vi glæder os til du kommer."
Øh, hvad? Hvad, hvad, hvad?!
Vi skruer lige tiden et par måneder tilbage. Der blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg kunne være interesseret i at lave et forfatterforedrag. Det var jeg da, og der blev skrevet lidt frem og tilbage, men så hørte jeg ikke mere.
"Okay," tænkte jeg, "de har nok valgt en anden forfatter."
Jeg var dog alligevel inde på deres side et par gange, bare for lige at tjekke, men der stod ikke noget om mig, så jeg gik ud fra, at aftalen var gået i vasken.
Altså, lige indtil denne mandag, hvor jeg indser, at der er sket en kommunikationsbrist.
Så nu er der folk, som forventer at se mig to dage senere ... lave et forfatterforedrag ... i Frederiksberg ... over 300 km væk hjemmefra.
Mine tanker i det øjeblik kan nogenlunde omskrives til: Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fåååååck!
Mens jeg passer mit arbejde, kører hjernen på højtryk. Kan jeg få fri? Hvordan kommer jeg til Frederiksberg? Kan jeg overhovedet nå at forberede mig?!
Det er en ret dårlig dag at skulle lægge planer, da både min chef og det der føles som halvdelen af bibliotekets ansatte er til et seminar. Så jeg kan ikke bare lige gribe fat i ham og høre, hvordan det ser ud med mulighederne for at få fri. Og jeg selv løber fra vagt til vagt, mens jeg prøver at regne ud, hvad jeg skal gøre.
Der bliver sendt en svarmail, hvor jeg forklarer kommunikationsbristen, men at jeg vil prøve at se, om jeg kan få fri. Jeg sender en sms til chefen og en længere forklarende mail. Og så arbejder jeg ellers videre, mens mine tanker kører i ring med
Fuck-e-lig-fuck.
Planerne for resten af dagen kasseres. Min date med pensel, maling og døre må vente ligesom min aftale med at plante to stikkelsbærbuske, og det der mest af alt bare ligner en stikkelsbær-gren (krydser fingre for at de ikke visner i værkstedet før jeg får tid til at beskæftige mig med dem igen).
Jeg er hjemme kl. 17.30 med positiv tilbagemelding fra chef om, at jeg kan få fri. Jeg prøver at lægge planer om at komme til Frederiksberg. Første tanke er at køre selv, da det ikke plejer at være den letteste sag at komme til København med offentlige transportmidler. Så jeg lyder sikkert lidt som en af Askepots søstre: "Skaf mig en gps med opdateret kort!", "Find en brobizz!", mens jeg tjekker køretider på kraks.
Der bliver lige tid til hurtigt at kigge foredragsnoter igennem, men ikke noget der føles nær nok.
Jeg dejser om i sengen med et stille "Fuck-e-lig-fuck".
Tirsdag
Jeg halser rundt på arbejde, og vigtig arbejdsopgave gør, at jeg ikke tager tidligere fri, hvilket ellers var min plan, så jeg kunne få ekstra tid til forberedelse. Foredraget er i morgen! Venlige kollegaer udtrykker bekymring for muligheden for at parkere i København, og min hjerne er ved at overophede ved de praktiske aspekter i at ankomme til tiden og uden at fare vild.
På vej hjem fra arbejde køber jeg togbillet, en halv liter cola og to ruller kiks. Cola nedsvælges og en rulle kiks kværnes indenbords som aftensmad, mens jeg løber mine notater igennem, pakker taske med det meste af min bogproduktion (dog minus Drømmer-serien) og udprinter diverse togafgange samt vejbeskrivelser omkring, hvordan jeg kommer fra hovedbanegård til adressen. En lille gåtur på 16 minutter, men det er farlige 16 minutter, da jeg kan nå at fare ganske meget vild. Gudskelov er der ganske få venstre-højre sving, men jeg stirrer alligevel mistroisk på vejbeskrivelsen og forsøger at printe kortet ind i hjernen.
Forbander mig selv over, at jeg er så flintrende ligeglad med, hvad en telefon kan, så jeg ikke har smart udgave med gps.
Løber foredragsnoter igennem igen, igen, igen, inden jeg kravler under dynen og dobbelttjekker at vækkeuret er sat til.
Onsdag
Vågner syv minutter før vækkeuret ringer klokken seks. Bliver liggende udsplattet i sengen et par minutter før jeg står op, går i bad og spiser morgenmad. Min krop kan godt mærke, at noget skal ske, så den ved ikke helt, om morgenmad er en god ide. Jeg skovler insisterende allbran'en ind i munden, om end det går lidt langsommere end normalt.
Halv otte sidder jeg i bilen, klar til en lille køretur på 50 km. for at komme til togstation med en direkte rute til København, uden for meget ventetid og med fri parkering.
Kommer frem til stationen, stiger om bord da toget ankommer og tilbringer de næste tre timer med at løbe foredraget igennem. At holde foredrag - ligesom at undervise - handler for mig meget om at have en god start og glidende overgange imellem emnerne.
Det er som at køre bil og at være chaufføren. Hvis man får startet med hop og ryk, vil passagerne bemærke det. Og når man går fra et emne til et andet - som at skifte gear - skal det også helst ske uden den store opmærksomhed. Passagererne buh'er dig måske ikke ligefrem ud af bilen, men oplevelsen bliver ikke helt så behagelig, som den gerne skulle.
På et tidspunkt går jeg på jagt efter salgsvognen for at købe en sandwich. De er desværre helt udsolgt, så jeg ender med at købe en kitkat og en cola (hmmm, nærende!).
Morer mig lidt ved tanken om at kunne medbringe hele BB-crewet til foredraget og at have dem med i toget. At dele sæder med Kassie og Leo, at kunne høre Anastasia og Viking i munter samtale ... og se Zan og Viktor smile til uheldige passagerer, som skulle forvilde sig ind i kupeen. Se, det kunne være en underholdende tur!
Jeg når frem til hovedbanegården lidt i tolv og bruger lidt tid på at forsøge at gennemskue, fra hvilken perron toget hjem afgår fra. Har en aftale om aftenen, så det skal helst klappe og ved, at jeg ikke har ret meget tid at give af. Finder ikke ud af det og forlader banegården.
Har i sidste øjeblik medbragt min gps til bilen, og i toget indtastede jeg både adressen hvor seminaret afholdes og banegårdens adresse. Føler mig så meget på forkant. Knap så meget da gps ikke kan få kontakt til en satellit. Får flået kraks vejledning op af tasken og begynder at gå i den - forhåbentligt - rigtige retning, mens jeg skiftevis skæver til uret og tilbage mod alle de ventende taxaer foran hovedbanegården (også kaldet Panik-Plan-B).
Leder desperat efter vejskilte og bander indvendigt over, at jeg ikke har studeret i København. Tror jeg går i den rigtige retning, og så - halleluja! - begynder gps'en af virke. Jeg når frem til adressen en halv time før tid, og efter at have arbejdet mig op af en lille, snoet trappe er jeg helt, helt fremme.
Kursisterne er i gang med frokosten, og jeg får serveret en halv sandwich, som jeg spiser halvdelen af. Min krop er ikke videre stresset, men synes åbenbart ikke, at mad er noget den behøver synderligt meget af. Der er også kage, men takker nej, da det er en lækker, klæbrig en af slagsen, som helt sikkert vil klistre til hele tandrækken, og da det snart er showtime ...
Det går op for mig, at jeg er blandt fæller. Kursisterne er bibliotekarer (Fordel? Ulempe? Fordel? Ulempe?), og der er rent faktisk et par velkendte ansigter imellem.
Så er det mig. Jeg får hevet hele bogreolen (altså, minus Drømmer-serien) op af tasken og kaster mig ud i det. Føler jeg er en rimelig god chauffør, der ikke ryster mine passagerer hid og did, og tilbringer en hyggelig time med at fortælle om Blodets Bånd-serien, hvordan det hele startede, og hvordan ideen blev udviklet, og om hvordan personerne synes at leve deres eget liv. Der bliver også snakket om de paranormale romaner og om indre 16-årige.
Foredraget slutter, seminaret er forbi, og jeg bakser alle bøgerne ned i tasken igen. Mit tog kører om en halv time, så jeg sætter i rask trav, og Lyskurvenes Gudinde er med mig, så jeg rider på en grøn bølge.
Når frem til hovedbanegården, finder ud af hvilken perron jeg skal ned til og ser, at toget allerede er der. Har pladsbillet, så okser ned langs toget, mens jeg leder efter den og skæver til klokken. Toget er langt! Og toget kører snart. Finder endelig min vogn og mit sæde, kollapser på pladsen med bankende hjerte og vindblæst hår og et indre sejrsvræl over, at det hele lykkedes.
Turen hjem tilbringes i selskab med en bog (ikke en af mine egne), og jeg æder en rulle medbragte kiks, da salgsvognen ikke lige er at finde.
Jeg er lettet over, at foredraget gik godt, at jeg ikke for vild, og at jeg nåede mit tog. Og jeg glæder mig til weekenden.