tirsdag den 31. december 2013

Forfatterstatus 2013 - udgivelserne

Sidste år lavede jeg et indlæg om udgivelserne for 2012. Det var et imponerende år, og selvom 2013 ikke heeelt kan måle sig med året før, så kan jeg godt lide at få overblikket over årets "høst" ;o)

Blodets bånd-serien





"Heksekunst" var også med på oversigten for 2012, men den udkom officielt først i januar, så derfor tager jeg den også med her. Så i 2013 fik jeg udgivet bind 5, "Heksekunst" og bind 6, "Forfald".

 
Pigen med glashjertet




2013 blev året, hvor jeg fik udgivet et eventyr. Året før blev jeg spurgt, om jeg ville skrive et eventyr til Ordet Fangers eventyrantologi. De var på jagt efter nye, danske eventyr, og efter at have overvejet det, gjorde jeg forsøget.

Det blev til eventyret "Pigen med glashjertet", som udkom i antologien "Heksens briller".

 
Mammas hus


Jeg deltog også i drengelitteraturkonkurrencen, og som året før udgav Tellerup en samling med nogle af de deltagende noveller. 29 noveller blev det til, og bogen kom til at hedde "Historier til drenge - tøser ingen adgang". I min novelle besøger to venner et hus der eftersigende skulle være hjemsøgt. Måske de skulle have lyttet til advarslerne.

Luk det, sluk det, lad ikke mamma komme ind.


To romaner, et eventyr og en novelle ... ikke dårligt. Jeg må se, om jeg kan gøre det lige så godt næste år.

En forfatterstatus over året der gik kommer senere :o)

mandag den 23. december 2013

Merlin på vej!

Jeg har fået en tidlig julegave i år. Mine tre børnebøger om Merlin har fået en udgivelsesdato. Der KAN selvfølgelig ske ændringer, så udgivelserne bliver forsinkede, men det vil jeg ignorere for nu. Og så bare nyde, at hvis alt går efter planen, vil jeg om bare fem små måneder kunne bladre i de fysiske bøger om Merlin, hans søstre Moon og Dippe-Dutten og livet i Tusmørkedalen.


Min Merlin er så ikke den gode, gamle troldmand, som de fleste kender i forbindelse med kong Arthur, men en almindelig dreng med en ualmindelig familie.

Det er en serie med afsluttende fortællinger, så hver bog kan læses for sig selv. Den er både til drenge og piger, men jeg håber, at især drengene vil kunne lide den. Historierne er en blanding af humor og gys, to genrer som jeg personligt er stor fan af.

Forhåbentligt bliver der taget godt imod Merlin, for jeg håber på at kunne skrive flere historier om ham. Han er ret underholdende!

Sjovt, at fem måneder virker som så kort tid :o)

søndag den 8. december 2013

Udflugt og jeg bliver anbefalet

Fredag var jeg på udflugt med kollegaerne fra mit arbejde. Vi skulle ud og besøge et par andre biblioteker, så vi kunne blive inspireret til, hvordan vores eget kan indrettes.

Først tog vi et smut forbi Silkeborg Bibliotek, og senere endte vi hos Kolding Bibliotek. Begge lækre biblioteker som er indrettet lækkert og lyst og med hyggelige siddepladser og steder at arbejde.

Men jeg må indrømme, at mens jeg gik mellem reolerne, så skannede mit blik efter et bestemt område. Ungdomsbøgerne. Og nærmere bestemt: Hylden med forfatterne som starter med E (selvoptaget? No-o-o-o-o-o!)

Jeg fandt dem også og nåede at nyde synet af et par af mine titler. Men det, som var det helt store boost, var en udstilling, som var på Kolding Bibliotek. En af deres lånere anbefalede fantasy- og vampyrromaner på en udstilling. Hun hedder Samira.




Og her kan vi se, hvilke bøger hun anbefalede:
 
 
Og - yay! - hun anbefaler også Følgesvenden!
 






Det er skønt at falde over sådanne små overraskelser. Så tak for den, Samira!

Som en del af udflugten var vi også på Museet Jorn, hvor den nuværende udstilling handlede om forbindelsen mellem Jorn og Picasso. På biblioteket underviser vi i forskellige emner, og et af disse er billedprogrammet Picasa. I starten skulle man holde tungen lige i munden, for ikke at omtale kurserne som Picasso, men på museet kunne jeg så opleve mig selv sige: "Næ, endnu en Picasa."

Hmmm ...

Nå, min forståelse for kunst er vist ikke så veludviklet. Jeg fandt mest fornøjelse i at lave lysmalerier. Kort fortalt: Man står i et stort omklædningsrum i mørke og tegner med en lommelygte, mens en skærm fotografere. Resultatet kan blive noget i den her stil:



Samtidig bliver der også taget et billede, som viser, hvad der gemmer sig bag det smukke lys-mønster.

I det her tilfælde en gøgler:

Heldigt jeg skriver bedre, end jeg forstår kunst ;o)

torsdag den 5. december 2013

Manuspleje i stormen

Stormen "Bodil" har indtaget Danmark, og da jeg ikke havde lyst til at strande på biblioteket (selvom jeg da ikke ville komme til at mangle underholdning) eller få problemer på vejene, tog jeg tidligt fri. Da det stormede for nogle måneder siden, havde jeg nemlig en del besvær med at komme hjem på grund af væltede træer. Jeg ville gerne undgå det samme i at ske denne gang - og så naturligvis også undgå sammenstød med UFO'er (Ubehagelige Flyvende Objekter) og væltende træer.

Sååå ... hvorfor ikke udnytte tiden med noget fornuftigt? Som lidt manuspleje? Jeg har fået en af Merlin-bøgerne tilbage fra min redaktør med rettelser, som jeg nu skal godkende. Eller argumenterer imod ;o)



Lidt musik, levende lys, susen udenfor og visne blade der klasker desperat mod ruderne ... og gentagne museklip for at godkende. DET er da at udnytte tiden! ;oP

fredag den 29. november 2013

Status på blodets bånd 7

14. august skrev jeg på min facebookside om et mål, jeg havde sat mig inden Bogforum. Helt nøjagtigt skrev jeg:

Større begivenheder sætter mig i cirka samme sindstilstand som ferier: "Ihhh! Så skal jeg NÅ en hel masse!"

Med ferier handler det dog om, hvad jeg kan nå i løbet af ferien ... med større begivenheder handler det om, hvad jeg kan nå inden.

Som for eksempel til Bogforum. Der er cirka tre måneder til, og i går indgik jeg en aftale med nogle af mine skrivebuddies. Jeg skal skrive 18 kapitler inden da på den nye Blodets Bånd-bog.

Pt. mangler jeg 17 ;P

Ja, det lykkedes så ikke helt! Og jeg har masser af und... forklaringer på det. En af dem er, at de planlagte kapitler fyldte meget mere end forventet, så et kapitel kunne nemt blive lige så langt som to eller tre. Hvilket betød, at det tog længere tid at skrive et kapitel, end jeg havde regnet med.

En anden forklaring er, at jeg jo omkring sommerferien kastede mig over at ordne et bed og at male vinduer udvendigt. Det snyder altid en, hvor lang tid det tager at male. Jeg bliver i hvert fald narret hver gang, og det har virket som en uendelig arbejdsopgave, som har krævet, at jeg igen og igen har måttet hoppe i kedeldragten, gribe pensler og en bøtte maling og gå i krig.

Faktisk er jeg ikke engang færdig, men resten må vente til foråret og mildere vejr.

Her er beviset på Pernille Do It Yourself! (Selvom "do it yourself" for mit vedkommende for det meste betyder at ringe efter Svoger!)

 
 

Billedet er fra færdiggørelsen af bedet, og jeg stod og nød fremskridtene, da jeg ud af øjenkrogen fornemmede Svoger - som var i gang med at fotografere bedet - "diskret" drejede telefonen i min retning. Man kan måske fornemme det på mit udtryk? "Ja, ja, jeg ved godt, hvad du har gang i. Tag nu bare det billede."

Bemærk i øvrigt døren bag mig. Det er de gamle farver på vinduerne: Rød og grøn.

Nå, men disse huslige pligter har lagt beslag på en hel del af min tid. Og derefter løb jeg ind i The Walking Dead sæson 1-3 ...

Så hvad er status nu?

Jeg har skrevet omkring 210 wordsider, og jeg er nået frem til Den (forhåbentligt) Fabelagtige Slutning på bind 7. Hvor lang den bliver, ved jeg ikke, men den skal da helst ikke være overstået på 10 wordsider, det er vist lige fesent nok!

Jeg er derfor hastigt ved at løbe tør for plads. "Forfald", som er den længste BB-bog, var på omkring 240 wordsider, og jeg tror ikke, jeg er færdig om 30 wordsider. Hmmmm ... Nå ja, så bliver BB7 da bare den længste. Måske. Vi får se :o)

tirsdag den 19. november 2013

Dark erotica - Afgørelsen

I september måned skrev jeg om det forsøg, jeg havde kastet mig ud i - og at jeg måske var kommet på dybt vand i den forbindelse.

Forlaget Kandor havde nemlig planer om at lave en samling dark erotica noveller, der skulle have et element af horror og erotik. En af mine skrivebuddies, Carina Evytt, som overvejende skriver horror, gav sig i kast med opgaven og så fulgte anden skrivebuddie, Anika Eibe, med.

Og så gjorde jeg også et forsøg (hey, jeg havde lige skrevet en drengenovelle - hvor svært kunne det være at skrive en novelle til?).

Forlaget modtog 36 noveller, og da der var mange ord at gøre godt med, betød det også mange sider at læse igennem, før den endelige afgørelse ville være på plads.

Mandag morgen lå der en mail i min indbakke og ventede på at blive læst. Tretten noveller og deres forfattere var blevet udvalgt til at komme med i antologien.

Forfatterne var ordnet alfabetisk efter deres fornavne, så ret hurtigt spottede jeg Anika Eibe! Ikke overraskende, da jeg virkelig godt kunne lide hendes novelle. Den er på sin vis skræmmende realistisk ... lidt for meget måske. Og pokkers godt skrevet. Jeg opfordrer alle til at læse den (beklager, Anika ;o)

Næste forfatter på listen var Carina Evytt! Nok heller ikke så overraskende, da hun jo normalt bevæger sig i denne genre, men det var alligevel ret fantastisk at se begges navne på listen. Novellen kan nok gøre en ... nej, jeg må hellere lade være med at sige mere. Kommer måske til at afsløre for meget.

Mit blik gled videre ned over listen, og så sprang det i øjnene.

Aftenens vinder af Pernille Eybye

Ja, helt så stort var det selvfølgelig ikke, men det føltes lidt sådan i min blanding af henrykkelse og chok over, at min novelle rent faktisk var blevet valgt.

Fantastisk! Utroligt! Jaiks ...

Erotik og sexscener er ikke det nemmeste at skrive, og jeg har hørt fra andre forfattere, at familier og venner ikke nødvendigvis altid kan skelne mellem forfatteren og teksten. Det har afstedkommet kommentarer som "Hun er godt nok en liderlig en, hende der", og "Du skulle måske passe på med ikke at udbasunere dit sexliv".

Hmmm ... måske vi bare skal sige, at familie, venner og kollegaer er bandlyste fra nogensinde at åbne bogen på den side, hvor min novelle begynder ;o)

Tak til Forlaget Kandor for denne anderledes antologi, der nok har skubbet på flere forfatteres grænser.

Her er hele listen af de udvalgte dark erotica noveller:
•Store bryster af Alice Aagaard
•Knogler af Anika Eibe
•Paringsdans af Carina Evytt
•Driften af Flemming Rasch
•Hjemkomsten af Jesper Rugård Jensen
•Sort undfangelse af Jonas Wilmann
•La petite mort af Lars Ahn Pedersen
•I røg og dis af Louise Frellsen
•Liliths døtre af Lune Petersen
•Dronning af Maria Bache Andersen
•Aftenens vinder af Pernille Eybye
•In spe af Teddy Vork
•I nationens tjeneste af Thomas Vernon Nielsen
Bogen forventes udgivet i 2014.

mandag den 18. november 2013

Bogforum 2013

Torsdag - "Lige et afsnit mere!"
Dagen før bogforum rendte jeg omkring, pakkede de sidste ting og ved 21-tiden smed jeg mig foran fjernsynet, for jeg kunne da liiige se endnu et afsnit af The Walking Dead.

Denne tv-serie har jeg først set indenfor de sidste par måneder. Da den blev sendt i fjernsynet, var det for sent på aftenen efter min smag, og efter at være blevet opfodret flere gange lånte jeg første sæson. Som jeg "åd". Det var ikke meget bedre med anden sæson, og denne torsdag var jeg godt i gang med tredje sæson.

Kvart i tolv tænkte jeg, at jeg da liiige kunne se 15 minutter af næste afsnit ... og blev kun stoppet, da der ikke var flere afsnit på disken. I stedet lagde jeg mig til at sove. Sikkert fornuftigt nok når det nu skulle være, men så kunne jeg jo altid drømme videre om zombier. En lille pris at betale for at konsumere store mængder af The Walking Dead.

Fredag - Tosse 1 på vej
Vækkeuret ringede - ikke alt for tidligt, men alligevel tidligt nok - og jeg sprang ud af sengen (sådan cirka). Jeg havde sat 1½ time af til blive klar, men tidsplanen begyndte at skride. Sidst jeg kørte til Sjælland, til Fantasymassen, havde Krak og min gps to forskellige opfattelser af, hvor lang tid det tog at køre.

Heldigt nok, for jeg kom for sent ud af døren dengang, men gps'en kunne få mig hurtigere frem end Krak. Dette håbede jeg på også galt denne gang, for jeg væltede ud af døren cirka tyve minutter for sent. Okay, så 25 minutter da.

Gps'en var så ikke med mig denne gang, og min fredelige køretur blev lidt mere sammenbidt.
Sidste år tog jeg og skrivebuddierne det offentlige, men vi talte om at køre næste gang, da det både ville være billigere og mere fleksibelt. Og det var så planen: Jeg skulle samle Louise Haiberg, Anika Eibe og Carina Evytt op undervejs og fragte os alle sikkert frem til bogforum.

Mens jeg kørte af sted foregik følgende samtale på Facebook.

Carina: Yay! Forlænget friweekend og bogmesse fredag-lørdag. Sidstnævnte selvfølgelig forudsat at frk. Eybye kan finde ud af Århus, Ålborg, Hamborg og alle de andre bilistfælder mellem Skjern og Amager. Ses vi?

Carinas datter: Du må hygge dig med tosserne. - Og passe på dig selv!:D

Anika: Altså. Foreløbigt er tosse 1 forsinket, så der har nok været en bilistfælde af en art.

Hvad man ikke skal finde sig i ... Ahem!

Nå, men jeg nåede da til Fyn og fik samlet Louise, hendes bagage og rulleracer (kørestol) op. Louise har på vores andre messe-træf medbragt en stok, men da benene var lidt ekstra trætte - og bogmesser er HÅRDE for både ben og fødder - opgraderede vi for en sikkerhedsskyld til rulleraceren.

Jeg har ikke den største bil, og mens vi fik det hele presset ind, håbede jeg, at Anika og Carina som de andre år var dem, som medbragte mindst bagage.

Første møde med banner-Dom
Under hyggelig sludren kørte vi af sted og fik samlet resten af truppen op og nåede til sidst frem til Bogforum. Rulleraceren blev samlet og fungerede snart som vores rullende garderobe. Supersmart. Alle burde medbringe en kørestol!

De andre år har vi haft noget på programmet alle dage, hvis ellers jeg husker rigtigt, men denne fredag skulle vi intet. Så vi fik faktisk set nogle flere stande, end vi plejede.

Louise, som debuterede med Oprører  i år, skulle signere om lørdagen, og der var blevet lavet et virkelig flot banner af hendes forside med dæmonen Dom. Selvfølgelig blev der knipset en del billeder af Louise med Dom.

Flot, ikke?

Banneret er endnu mere imponerende i virkeligheden. Der var også et af Michael Kamp med en smule spooky øjne. De spooky øjne fik vi set ved selvsyn næste dag.

Drengelitteraturprisen og "Tøser ingen adgang"
Senere så vi overrækkelsen af drengelitteraturprisen. Vi deltog alle, men ingen gik videre. Sidste år vandt Anika dog en delt første plads. Vinderen blev i år Mette Lauritsen med novellen: De levende døde.

Efter overrækkelsen vendte vi tilbage til Tellerups stand for endelig at få fingre i deres antologi "Historier til drenge - tøser ingen adgang". Vi fik en hel Tellerup-pose hver med frieksemplarer, hvilket gav fire røde poser i alt. Jeg begyndte så småt at grue for pladsen i min lille bil.

Bogen var pænt stor i år med hele 29 bidrag. I år havde vi også fået mere plads at brede os på ordmæssigt, og det var tiltrængt. Min novelle hedder "Mammas hus", og er en gysernovelle. Da jeg i sin tid startede med at skrive, var det gysernoveller (ikke nødvendigvis gode gysernoveller), og det var sjovt at vende tilbage til rødderne. Og jeg er godt tilfreds med resultatet.

Så snart vi havde fået bøgerne i hånden, indledte vi autografjagten. Mange af navnene kendte vi ikke, men dem vi kendte blev nådesløst omringet og fik stukket kuglepenne i hånden.

Hotellet og det er tid til at gå til ro
Ved sekstiden forlod vi Bogforum og kørte hen til vores hotel. Vi indtog værelserne, inden vi gik ovenpå til restauranten til aftensmaden. Der blev spist, snakket og grinet til et punkt, hvor jeg havde så mange tårer i øjnene, at man vist godt kunne sige, at jeg hulkegræd af grin. Og sjovt - det var det!

Bagefter sad vi oppe til kl. 1 og snakkede videre, og det var vist kun på grund af træthed og vigtige planer næste dag, at vi endelig gik til ro.

Lørdag - sig appelsiiiiin!
Velankomne til Bogmessen startede vi ud med at få taget nogle pressefotos. Rulleraceren blev læsset med fotoudstyr, og så drog vi ud sammen med fotografen for at finde et sted. Jeg var lidt pessimistisk med, hvor man dog skulle kunne finde et roligt hjørne i den heksekedel, som er Bogmessen - men der var faktisk et rigtigt fint område lige bag Børnescenen.

Det så ikke ud af noget særligt - bare en skillevæg til den ene side, men med smart folde-ud-baggrund, som vi holdt oppe på skift sammen med fotografens assistent, blev der taget en række billeder.

Anika fotograferede fotograferingen. Se eksempler på hendes blog.

Og se her et af Louises billeder brugt på Tellerups hjemmeside. Utroligt hvad man kan få ud af sådan en folde-ud-baggrund!

Louise signerer og det helt uden rådden frugt
Efter at have strejfet mere omkring på messen var det Louises tur til at komme i den varme signerings-stol. Hun skulle være på i en time, og det kan godt være en lillebitte smule skræmmende. Hvad hvis der ikke kommer nogen? Hvad hvis der kommer mange? Louises egen personlige frygt var rådden frugt og folks lyst til at bruge det. Min yndlingsfobi: "Hvordan staver du dit navn?"

Maja/Maia, Carina/Karina, Freja/Freya, Louise/Luise ... risikoen for at skamfere nyindkøbt - eller måske ligefrem medbragt - bog synes ret høj.

Louise var heldigvis velbesøgt, og når der var lidt stille, rykkede vi på skift tættere på og underholdt hinanden lidt. Jeg tilbragte noget af tiden i rulleraceren, så hvis nogen spottede mig i den, kan jeg fortælle, at jeg ikke led af andet end trætte fødder.

"Hvordan - *snøft* - staver man dit navn?"
Imens jeg sad der og nød at have en stol under mig - stole er en stor mangelvare på Bogforum - spottede jeg pludselig en kvinde med Drømmer-serien på Tellerups stand. Drømmer er mit første forsøg på at skrive for yngre børn, og en noget lunken lektørudtalelse har gjort, at den ikke er så udbredt på de danske biblioteker. Samtidig har jeg ikke rigtig nogen føling med, om jeg egentlig ramte målgruppen, så Drømmer er lidt mit svage punkt.

Så jeg var nok overdreven begejstret over at spotte serien i hænderne på nogen. Min henrykkelse antog nye højder, da kvinden lidt senere kom hen til mig sammen med sin 9-årige datter og spurgte, om jeg ville skrive i den?

Det viste sig, at datteren havde læst de første bøger i serien, og at hun kunne lide dem. Moderen kunne fortælle, at det ikke altid var let at finde noget på skolebiblioteket, men at Drømmer-serien havde interesseret pigen. Og at hun selv var begyndt at skrive. Først bagefter slog det mig, at hun muligvis var begyndt at skrive på grund af Sille i historien som skriver historier.

Men altså, at få denne besked var da nok til lige at give duggede øjne ("You like me, you really like me!"), og jeg fik skrevet en lille hilsen.

Farvel og på gensyn
Efterfølgende var Louise også til Meet n' greet på Boggnaskers stand. Det så rigtig spændende ud, men jeg kunne ikke komme tæt nok på til at lytte med. Læs mere om det på Louises blog.

Aftensmaden bestod af et par små, tørre pølsebrød købt og indtaget på Bogforum, og kort tid derefter tog vi afsked med Tellerups stand og Bogforum, fandt bilen og fik med lidt planlægning proppet alle vores ting ind i bilen og så af sted hjemover.

Søndag med the walkers
Jeg tog det heeeelt afslappet, sov længe og stop og i ro og mag. Ved 14 eller 15-tiden satte jeg The Walking Dead på - bare lige for at se et par afsnit - og så gloede jeg ellers på zombier resten af dagen kun afbrudt af den tid det kunne tage at hente noget takeaway.

Ikke nogen dårlig forlænget weekend ...


Ekstra materialer
Louises oplevelse af Bogforum, del 1 og del 2.
Anikas oplevelse af Bogforum

Her er en række links til mit Bogforum 2012:
Forberedelsen
Rejsen
Rejsen del to
Børnescenen
Rævescenen
Drengelitteraturprisen
De sidste oplevelser

Og 2011:
Bogforum del 1
Bogforum del 2

fredag den 18. oktober 2013

Blodets Bånd – begyndelsen del 2

6. november 2010
Jeg har på dette tidspunkt opsplittet det oprindelige dokument i et tekstdokument, som nu er på 44 sider, og så et notatdokument på omkring 6 sider.

Når jeg læser mine notater i dokumentet fra den 24. oktober, kan jeg se, at jeg – tilsyneladende – ikke vidste noget om Kassies fortid endnu. Men jeg ved mere den 6. november.

På grund af læsere, som ikke har læst bøgerne i serien, vil jeg afholde mig fra at citere mine egne tanker omkring hendes fortid, som mere eller mindre ender med at blive vedtaget. Jeg kan dog fortælle, at vampyren Zan bliver nævnt: ”Tænker at han hedder Zan.” Sjovt som en senere så vigtig person bare skødesløst bliver nævnt. Jeg anede åbenbart ikke, HVOR stor en rolle han ville komme til at spille! Hans rolle blev nu også noget anderledes end oprindeligt tænkt.

Handlingen i de første to bøger
Jeg har desuden fået mere styr på handlingen:
”I starten af første bog tror jeg, der sker mærkelige ting. Vampyrer forsvinder – Kassie ser måske en blive slæbt ind i en bil/inden da få en sølvbolt for panden uden at blive henrettet bagefter). Sikkert en usympatisk vampyr som vi har mødt før, så det er ok og forståeligt, at Kassie ikke sætter himmel og jord i bevægelse for at finde ham. Nå, men vampyrer forsvinder altså, og der dukker en masse unge fyre op, som ikke er vampyrjægere, men som har udstyret og en smule træning plus gejsten for at kaste sig ud i vampyrkampe.”

Jeg-person og 3. person
Jeg elsker at skrive mine historier i jeg-person. Det gør for mig personligt, at personerne kommer tættere på. I et par bøger har jeg haft to jeg-personer, fordi jeg ikke følte, jeg kunne nøjes med en enkelt. I Blodets Bånd-serien går jeg skridtet videre og har – ud over Leo og Kassie som jeg-personer – også andre synsvinkler, som beskrives i 3. person.

Det nævnes: ”Jeg har en ide om, at der også er kapitler set fra den vampyrs (Zans) synsvinkel. Jeg tror dog, at hans kapitler skal være i 3. person. Jeg tænker, at hans afsnit kan ”droppes” ud over den første bog. Han får nok ikke lov til at tale så tit, men han vil være med til at sætte spændingen i vejret.”

Søstrene får navne
De sidste søstre har også fået navn: ”Jeg tror faktisk, at hun skal hedde Wendy, mens den sexede skal hedde Anastasia (”Jeg tror, Bess må have en svaghed for skøre og fortabte pigebørn”).”


7. november 2010
Kassies – lad os bare kalde ham ekskæreste – Viking dukker pludselig op i et kapitel. Jeg har ingen andre notater om ham, og om hvad jeg egentlig havde af planer med ham. Set i bakspejlet er han lidt et mysterium for mig.


10. december 2010
Jeg har på nuværende tidspunkt næsten 117 wordsider af første bog. Og jeg er begyndt at gøre mig tanker om det, som bliver til Kampbrødre, bog tre i serien.


Opsummering: 22. oktober 2010 – 10. december 2010
Så på lidt under to måneder gik jeg fra ”Har du overvejet at skrive en vampyrroman?” til at have 117 sider af en roman og mennesker, wiccaer og vampyrer drønende omkring. Det føltes næsten, som om de bare ventede på, at jeg skulle begynde at koncentrere mig om dem. Og rejsen, der startede den 22. oktober, er slet ikke slut endnu.

I løbet af de tre år, der er gået siden begyndelsen, har jeg skrevet seks bøger i serien, er i gang med den syvende og regner med et bind otte. Og håber på at jeg får samlet op på alle mine røde tråde og små spor, inden det er for sent, og historien om Kassie, Leo og alle de andre ender.

torsdag den 17. oktober 2013

Blodets Bånd – begyndelsen del 1

Jeg har skrevet seks bind i serien Blodets Bånd og er i gang med et syvende.

Bøgerne handler om Kassie, der har været vampyr i næsten tyve år. Hun husker ikke sit tidligere liv, hvilket plager hende. Hun bor sammen med sin nye familie, den moderlige Bess, Anastasia som er den festglade type og så den drømmende Wendy.

Alt ændrer sig, da Kassie løber i armene på en flok vampyrjægere, men disse er ikke som de andre. De jager i flok, de er meget muskuløse med skaldede isser eller kort hår, og de griner og fniser på en måde, som ikke virker helt naturligt. Hun døber dem derfor hyænedrengene. Kassie møder også Leo, som er menneske, men når hun ser ind i hans øjne, får hun følelsen af deja-vu.

Og snart vil Kassies fortid vende tilbage.

Men hvordan begyndte det alt sammen? Blodets Bånd-serien? Lad mig give jer et lille indblik i, hvordan en ide kan udvikle sig.

2009
Den allerførste kim til ideen til denne serie kom af ordet ’blodsøstre’. Jeg faldt over det, og det kildede min fantasi. Blodsøstre … blod … søstre … vampyrer … kvinder … En familie bestående af vampyrkvinder, som lever sammen og holder mænd på afstand. Men så forelsker den ene søster sig og …

Andet end det havde jeg ikke, og jeg skrev bare stumpen ned. Den fængede ikke nok til, at jeg ville udforske den noget mere, så den fik lov til at blive liggende.


22. oktober 2010
Cirka halvandet år senere skrev jeg til min redaktør om nogle børnebøger, jeg var ved at skrive (det var faktisk Merlin-serien, som udkommer til næste år). Hun svarede tilbage og spurgte i samme mail: ”Kunne du egentlig forestille dig at skrive en vampyrhistorie? Vi mangler virkelig en dansk forfatter til denne genre, og jeg forestiller mig at du måske kunne løfte byrden - du er jo ret god til de romantiske, men jeg ved ikke om det overhovedet er noget for dig?”

Jeg ville ikke bare sige nej, så jeg besluttede at overveje det. Jeg gravede den gamle ide-stump om vampyrkvinderne frem, men der var jo ikke meget gods i den.


23. oktober 2010
En del af min svarmail:

”En vampyrhistorie - det kan ikke udelukkes. Jeg går ud fra du tænker på noget i stil med Twilight med vampyrer, umulig kærlighed og spænding (som jeg har læst og jeg er dybt forundres over hvordan forfatteren er i stand til at lade sine personer have endeløse dialoger uden at det keder en).
Jeg har leget lidt med tanken i går og har nogle småideer, men der er jo stadig meget langt til en færdig bog :o)”



24. oktober 2010
Jeg har 18½ wordsider, der er en blanding af tanker og overvejelser og så skrevne scener.

Vampyrpigen
Nogle af mine noter:
”Har den her ide om en vampyr-pige som er atten år. Hun skal være myndig for at arbejde som bartender – det er ideen, at hun gør det (men hun ved så heller ikke, hvem hun er eller hvor gammel, så de har vel sjusset sig frem til hendes alder). En aften møder hun en fyr. Først bemærker hun måske ikke, at han er anderledes. Det kommer måske først senere? Men det kommer. Han er meget anderledes. Hun er ikke vildt glad for sit liv. Hun starter bogen med at sige, at hun ikke har tænkt sig at leve for evigt.”

Første kapitel i Blodsøstre er en del af det skrevne og starter med: ”Jeg har ikke tænkt mig at leve for evigt.”
Anastasia optræder i dette kapitel, men har ikke fået navn, så hun omtales bare som Søster, og ordet er markeret med fed, så jeg nemt senere kan finde det og rette.

Fyren
Jeg har overvejelser omkring, hvordan Fyren (der senere får navnet Leo) skal være. Han skal være en lidt sej fyr, som er tilbageholdende over for Kassie. Kan så afsløre her, at Leo ikke var enig i den tanke! Og han blev helt anderledes.

”Og så skal der være hemmeligheder, noget der skal opklares,” skriver jeg. ”Kassie har også en hemmelighed, eller hun ved ikke, hvem hun er. Det kan skabe en masse spænding. Hvem er hun egentlig? Og det må jo gerne være rigtig interessant, svaret altså. Jeg tror også, at Fyren er noget særligt.”

Jeg tænker også, at Kassie på et tidspunkt ”forsøger at snige sig ind i hovedet på sin fyr, men bliver hamret tilbage af en mur. Noget hun nok ikke har oplevet hos andre end andre vampyrer? Måske er det en meget normal evne at have som vampyr. En del af deres ”lokke-grej”. De kan fornemme, om malke-kvæget er nervøst eller på vej direkte i fælden.”

Vampyrjægerne og wiccaen
Nogle af mine notater:
”Jeg har en ide om, at hun skal møde en wicca – altså, en heks men med rigtige magiske egenskaber. Jeg forestiller mig, at hun render i armene på et par vampyrjægere – som ikke rigtigt er vampyrjægere. Den ene har måske en bedstefar, som var det, og det er hans grej, de bruger. Det lykkes dem at fange hende, og sadistiske som de er, slæber de hende med ud i skoven, hvor de lænker hende, så hun kan blive svitse af solen
Jeg ved ikke, hvor hun har været, men hun er måske på vej hjem, da hun kan lugte blod og beslutter at undersøge det.”

Jeg har skrevet lidt af hendes første møde med hyænedrengene – som på dette tidspunkt dog bare er almindelige drenge – og Kassie når også at møde den heks, som senere kommer til at hedde Liliana.

Søstrene
Og så har jeg følgende tanker omkring Kassies søstre:
” Hun bor sammen med tre andre vampyr-kvinder. Den ene er den, som har forvandlet dem alle. Hun er nærmest en mor for dem, mens de andre to er som søstre for Kassie.
Jeg tror ”moderen” hedder Bess. Hvad de andre to hedder, ved jeg ikke.
Jeg tænker at den ene søster faktisk er lidt ”vamp” – altså, sexet og fræk
Den anden er den, der ser yngst ud, selvom hun sikkert er myndig. Hun ser bare yngre ud. Det er lidt hendes problem. Hun kan selvfølgelig godt få arbejde, men det er nemmest at få arbejde, som om hun er teenager – altså, en umyndig teenager. Må være træls at have det sådan for altid. Hun har måske alternative indtægter – forfatter måske? ”Moderen” er nok den alvorlige. Hende der bestemmer.”

Kassies navnesøster
Når jeg arbejder på en ide, bliver teksten ofte en blanding af personerne, som selv fortæller og så mine notater. Som for eksempel her:
”Alle vampyrer får et nyt navn når de genfødes (eller hvad de nu kalder det). Det er deres skaber som navngiver dem. Bess gav mig navnet Kassandra. Alle kalder mig Kassie. Kassandra, min navnesøster, forudså Trojas fald, men ingen troede på hende, og hun blev stemplet som sindssyg (skal lige tjekke rigtigheden af de udsagn). Jeg føler mig lidt for nært beslægtet med hende på det punkt.” Tænker nemlig at Kassie har syner om natten. (de der syner er nok vigtige på en eller anden måde. Måske er hun lidt synsk – eller ser måske personer fra den fortid hun ikke kan huske? Det tænker hun måske også selv, altså, at de er skyggerne fra det liv hun ikke kan huske).”

Om at være vampyr
Notater der godt kunne antyde, at jeg har haft gang i en samtale med Kassie – samt en indskudt kommentar, der kunne tyde på at Anastasia lige blandede sig:
”Hun har mange tanker omkring det at være vampyr, og hvordan det funger. Hun har en ide om, at det er en virus – som en zombie.
Hun tænker virussen er i hjernen og hjertet – derfor kan man dræbe dem ved at stikke en kniv (eller pæl, hvad du nu foretrækker, skat) i hjertet på den eller halshugge dem. De er i stand til at føle smerte, men det er sollys og sølv. De kan gå ude i solen, men skal så have solcreme på, helst dækkes nogenlunde til og ikke være det for lang tid, før huden begynder at klø og senere udvikler blærer og – ja, så bliver det værre endnu. Sølv stjæler også deres kræfter og bruges af vampyrjægerne. Det der med om vampyrer er helt uden kontrol, når de er blevet lavet til vampyrer: Kassie fortæller, at det har meget at gøre med, hvordan man var som menneske. Hun selv må have været tålmodig, tilbageholdende eller opdraget til at udvise stor selvkontrol, for allerede fra starten havde hun styr på det (medmindre selvfølgelig de bliver rigtig sultne, og som Kassie siger: Hvor godt fungere en slankekur lige, hvis man skånselsløs sulter sig selv? Inden man får set sig om, sidder man pludselig foran køleskabet og propper sig med rester. Det er det samme med vampyrer. De er nødt til at holde tørsten nede for at bevare kontrollen. Hvis de er tørstige, er det nemmere at miste kontrolleren. Sollys og sølv tærer for resten også på den kontrol, som de kan opnå ved at spise – det er nærmest, som om der bliver tæret på deres energi, og de bliver sultne/tørstige.”

onsdag den 16. oktober 2013

Må jeg præsentere: Merlin!

Næste år barsler jeg med en ny serie til børn. Det er en serie med afsluttende fortællinger, så hver bog kan læses for sig selv. Den er både til drenge og piger, men jeg håber, at især drengene vil kunne lide den. Historierne er en blanding af humor og gys, to genrer som jeg personligt er stor fan af.

11-årige Merlin flytter til byen Tusmørkedalen sammen med sin familie, men måske jeg skulle give ordet til Merlin og lade ham præsentere sig selv og familien:

”Mor har aldrig været helt som andre mødre. Hun er lidt flippet. Det må man da være, når man kalder sin ældste datter for Moon og sin søn for Merlin. Moon er tolv år, og jeg er elleve. Vores lillesøster har et andet navn, men vi kalder hende altid for Dippe-Dutten. Hun er lige blevet to år.
  Jeg er nok den mest almindelige i familien. Merlin den Almindelige. Der er ikke noget særligt ved mig udover mit navn og min skøre familie. Jeg har lyst hår og blå øjne. En leverpostejmad ved siden af smørebrødet.”


Merlin er måske meget normal, men det er Tusmørkedalen ikke og heller ikke hans familie, hvilket han finder ud af. I denne verden findes der magiske væsner og monstre, og Merlin kommer til at krydse spor med en del af dem. Det er i det mindste planen for serien.

I ”Merlin og Dippe-Duttens dukke” sker der mærkelige ting hjemme hos Merlin:

Der er en sær lyd. Jeg kan ikke høre, hvor den kommer fra, men den suser nærmest som et vandrør langt væk.
   Jeg lægger hovedet på skrå, og nu kan jeg høre, hvad det er.
   En stemme der hvisker.
   ”… perfekt … to … altid …”
   Jeg har gåsehud gange tusind over hele kroppen. Hvem er det som hvisker? Mor eller Moon? Men hvorfor hviske? Måske er det mor, som taler til Dippe-Dutten. Forsøger at få hende til at falde i søvn igen, hvis hun er vågnet.
   Det lyder bare ikke som mor. Stemmen er anderledes. Mærkelig. På en gang hæs og raspende og så med en lys tone.
   Langsomt tager jeg et par skridt i den mørke gang. Mest af alt har jeg lyst til at vende om og gå tilbage til min klovneseng, trække dynen over hovedet og bare klapre tænder til det bliver lyst.
   Og alligevel går jeg videre. Hårene stritter på mine arme, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Min blære er blevet lillebitte, og jeg har virkelig, virkelig, brug for et toilet. Snart.
   ”… dig og mig … mama …”
   Mama?
   Jeg åbner munden for at kalde på min mor, men lukker den så igen. Det er fuldstændig åndssvagt, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad hvis der bliver svaret? Og det ikke er mor?
   Dum tanke. Og stærk nok til at jeg ikke tør kalde.
   Jeg fortsætter.
  Der bliver stadig hvisket. Det må være mor. Moon sover, mormor er ikke hjemme, og oldemor bor to etager længere oppe. Og min lillesøster har et ordforråd på omkring ti ord.
   Den svage hvisken bliver ved. Den suser som en tv-kanal med sne på i ørerne. Det er meget få ord, som er så tydelige, at jeg kan forstå dem. Det generer mig. En eller anden har gang i en lang samtale med sig selv, og den må være ret vigtig.
   Jeg ville sikkert have det meget bedre, hvis jeg tydeligt kunne høre, hvad der blev sagt. Og det for eksempel viste sig at være mor, som lå og gentog indkøbssedlen for sig selv.
   Jeg er nået frem til Dippe-Duttens værelse. Døren står helt åben, og jeg kigger ind. Det er umuligt at se hende i tremmesengen fra døren, men jeg behøver heller ikke gå helt ind. Den hviskende stemme kommer ikke herfra, og mor er ikke på Dippe-Duttens værelse.
   Uden at tænke mig om rækker jeg ud efter Dippe-Duttens dør og lukker den. Den giver en langstrakt knagen fra sig, og jeg farer sammen.
   Så står jeg og lytter.
   Der er stille. Den hviskende baggrundsstøj er døet ud.
   Jeg venter, men den kommer ikke igen.
   ”Mor?” kalder jeg lavt. Min stemme skælver. Ingen svarer, og jeg går langsomt hen til hendes værelse. Døren er lukket, som den altid er, og jeg tager forsigtigt fat om dørhåndtaget. Jeg tøver. Det føles lidt, som om der ligger noget på lur derinde. Noget mørkt.
   Eller det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind. Det er så nemt at skræmme sig selv, når alt er mørkt, og resten af huset sover.
   I det mindste tilsyneladende.
   Jeg trykker håndtaget ned og skubber døren op. Den knager svagt. Nu kan jeg se mors seng, og jeg træder et par skridt ind i rummet. Hun ligger på siden, krummet let sammen. Ind mod hendes bryst ligger Dippe-Dutten og snorker.
   Utrolig så meget lyd der kan være i en lille unge.
   Jeg kan ikke lade være med at smile, men så dør smilet ud. Hvis mor sover … hvem var det så som hviskede?

tirsdag den 15. oktober 2013

Mig og mine spøgelser

Jeg har altid elsket en god spøgelseshistorie. At kunne følge med i hælene på hovedpersonerne, flytte ind i et nyt hus sammen med dem og opdage, at noget ikke er, som det skal være. Noget der ikke er helt til at forklare, men et eller andet er der. Og så forsøget på at opklare, hvad der egentlig foregår. Den skønne blanding af skræk for hvad der lurer et sted i mørket og så afdækningen af mysteriet – det elsker jeg!

Derfor kan det måske ikke undre, at jeg har skrevet flere romaner med spøgelser.


”Kristines hjerte”
Min første roman, som blev udgivet, hedder ”Kristines hjerte”. Den handler om pigen Diana, som efter en brand i familiens hus – hvor hun rent faktisk døde – bliver sendt på sommerferie hos sin ældre søster. Storesøsteren har købt en gammel gård sammen med sin kæreste … og snart føler Diana, at noget ikke er, som det skal være. Men ingen tror hende.

”Kristines hjerte” er, hvad jeg vil kalde en klassisk spøgelseshistorie. Hovedpersonen flytter ind et nyt sted, får følelsen af, at der er noget andet til stede og giver sig i kast med at opklare mysteriet.  Det er selvfølgelig ikke helt ligetil … eller ufarligt.


”For foden af trappen”
I denne bog har jeg to jeg-personer: Samson og Ella. Samson flytter med sin familie ind i et nyt hus, og stor er hans overraskelse, da han møder Ella på sit værelse. Og endnu større, da han forstår, at han er den eneste, som kan se hende!

Ella er nemlig død, myrdet, og Samson skal hjælpe hende med at finde ud af, hvem der gjorde det. Hun har allerede en gruppe mistænkte: Hendes fire bedste venner.

Denne roman er lidt anderledes end for eksempel romaner som ”Kristines hjerte”. Ella er meget mere bevidst om, hvem hun er, og hendes rolle er ikke at give læseren gåsehud op af nakken. I stedet er fokus mere på opklaringsdelen af, hvem der egentlig slog Ella ihjel og hvorfor. En opgave som viser sig at være ikke helt ufarlig for Samson.


”Spejlsøstre”
Denne roman startede ud fra den tanke, at jeg gerne ville prøve at skrive en mere letlæst ungdomsroman. Ideen til bogen kom ikke bare dumpende. Efter at have overvejet, hvilken slags historie, der mon kunne være god, valgte jeg at skrive en spøgelseshistorie. Nøjagtigt hvordan jeg kom på ideen, kan jeg desværre ikke huske, men jeg havde overvejelser, om spøgelset skulle være ”nyt” (som Ella fra ”For foden af trappen”) eller ”gammelt” (som Kristine i ”Kristines hjerte”).

En del af spændingen ved spøgelseshistorier er: Spøger det virkelig? Eller er det bare indbildning?
Det har jeg taget udgangspunkt i i denne roman. Og da det altid er godt at isolere sine personer, fik jeg dem ud i et forladt sommerhusområde. Hvis hovedpersonen ikke kan få hjælp, eller folk ikke tror på, hvad de oplever … det er skræmmende, og skræmmende er jo godt i spøgelseshistorier.

Lucas kæreste, Marie, er druknet, og han sørger over tabet. Maries tvillingesøster Inge er dog overbevidst om, at Marie går igen, og hun overtaler Lucas til at tage med hende ud til familiens sommerhus, hvor det skete.

Lucas tror ikke på spøgelser, men han er bekymret for Inge. Med på turen kommer Sære Sara, som tror på spøgelser, og i det hele taget er lidt alternativ. Lucas anser sig for at være Fornuftens Stemme, men der sker forskellige ting, og han ved ikke, om det er Inge eller Sara, som står bag dem … eller om Marie virkelig er til stede.

De fleste af mine bøger er ikke planlagt i detaljer. Jeg ved for det meste, hvordan historien skal starte, slutte og hvad der skal ske i midten, men jeg kender ikke indholdet af hvert eneste kapitel. I forbindelse med Blodets Bånd-serien er jeg dog blevet bedre til det, men ”Spejlsøstre” var før den tid. Alligevel planlagde jeg ret detaljeret med ”Spejlsøstre”.

Det skulle være en kort historie, så jeg havde ikke alverdens plads at gøre godt med. Og jeg skulle have flere begivenheder, som kunne gøre personerne usikre – spøger det eller ej? – en usikkerhed som også læseren gerne skulle mærke.

Derfor overvejede jeg, hvad det kunne være. For eksempel leger Lucas, Inge og Sara på et tidspunkt Ånden i glasset, og senere sker der noget mystisk med nogle scrabble-brikker. 
Begivenhederne blev skrevet på hver sin lap, og så begyndte jeg at pusle brikkerne på plads. De blev lagt i kronologisk orden – ”først sker der det, og så det bagefter og så …” – og jeg havde et overblik over handlingen. Så skulle der lappes huller imellem øjeblikkene med spænding.

Da det var gjort, havde jeg en vej at følge igennem historien, og jeg gav mig til at skrive. Den første udgave fyldte omkring 40 wordsider, men mit forlag syntes ikke helt, historien fungerede. Derfor tilføjede jeg scener og ”fedede” de allerede skrevne kapitler op. Det gjorde bogen dobbelt så lang, og den blev ikke helt så letlæst som oprindeligt tænkt.

Men den er nu stadig en lille, overkommelig bog :)

mandag den 14. oktober 2013

Om at skrive til børn og unge

Jeg er en kvinde på 31 år, så hvorfor skriver jeg bøger til børn og unge? Tja, først og fremmest skriver jeg, hvad jeg har lyst til at skrive. Jeg kan sagtens læse en voksenbog med stor fornøjelse – helst krimier, chik litt eller gyserromaner – men jeg foretrækker at finde mit læsestof i ungdomsafdelingen.

Min indre læsehest er vist stadig 16 år – og det samme gør sig gældende, når jeg skriver. Oftest er det teenagere, som kommer forbi og vil fortælle deres historie. De fiktive teenagere og jeg er helt på bølgelængde! De vil fortælle, og jeg vil gerne lytte og skrive deres historier. De er altså bare sjovere end de kedelige voksne med deres hverdagsproblemer.

Jeg vil hellere løbe igennem skumle gader i følgeskab med en flok vampyrer, undersøge et mystisk dødsfald og sætte livet på spil eller kæmpe for den store kærlighed end jeg vil traske rundt i den daglige trummerum med livskriser, skilsmisser og karriereræs i de fiktive voksnes verden. 
Min indre 16-årige er ganske veludviklet, så jeg målretter egentlig ikke min skrivning til de unge. Jeg skriver bare. Jeg gør mig nogle overvejelser, når jeg skriver for de lidt yngre, men de fleste af mine bøger har jeg bare skrevet.

Det kan dog til tider være en ulempe med en indre 16-årig. I hvert fald når mine hovedpersoner gerne skulle være lidt ældre. Et par gange har jeg fået udtalelser på manuskripter, hvor konsulenterne ikke har kunnet forstå, at mine hovedpersoner skulle have den alder, som jeg havde angivet. De virkede yngre, eller også var de temmelig naive.

Det er en ret nedslående besked at få, når man på det tidspunkt selv var et sted i tyverne!
Heldigvis er det blevet bedre. I min vampyrserie Blodets Bånd er personerne noget ældre – fra slutningen af teenageårene og til … ja, en DEL ældre, da mange er vampyrer. Og jeg har ikke fået tilbagemeldinger om, at de var naive eller deciderede dumme. Der er derfor håb for, at jeg kan beskrive personer ældre end 16 år på en troværdig måde.

Og selvom jeg elsker at skrive for børn og voksne, så kunne jeg også godt tænke mig en dag at prøve at skrive for voksne. Hvem ved, måske det sker, når jeg er fyrre eller halvtreds, og min indre 16-årige har forladt puberteten.

Indtil da er jeg ganske godt tilfreds med at blive, hvor jeg er.

fredag den 11. oktober 2013

Gode intentioner


Nogle gange ender gode intentioner og venlige påmindelser som en lille gul post-it ... skubbet ind under skærmen ... glemt og overset.

Nå ja, det var jo et forsøg værd med det lille ord "SKRIV!"



torsdag den 3. oktober 2013

Foredrag?! Fuck-e-lig-fuck!

Mandag

Jeg er på arbejde, da jeg lige tjekker min mailboks og har modtaget en mail. Den starter sådan her:

"Skriver lige for at tjekke om alt er ok med dit forfatterforedrag her på onsdag i forbindelse med et seminar om Den fantastiske litteratur. Vi glæder os til du kommer."

Øh, hvad? Hvad, hvad, hvad?!

Vi skruer lige tiden et par måneder tilbage. Der blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg kunne være interesseret i at lave et forfatterforedrag. Det var jeg da, og der blev skrevet lidt frem og tilbage, men så hørte jeg ikke mere.

"Okay," tænkte jeg, "de har nok valgt en anden forfatter."

Jeg var dog alligevel inde på deres side et par gange, bare for lige at tjekke, men der stod ikke noget om mig, så jeg gik ud fra, at aftalen var gået i vasken.

Altså, lige indtil denne mandag, hvor jeg indser, at der er sket en kommunikationsbrist.

Så nu er der folk, som forventer at se mig to dage senere ... lave et forfatterforedrag ... i Frederiksberg ... over 300 km væk hjemmefra.

Mine tanker i det øjeblik kan nogenlunde omskrives til: Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fåååååck!

Mens jeg passer mit arbejde, kører hjernen på højtryk. Kan jeg få fri? Hvordan kommer jeg til Frederiksberg? Kan jeg overhovedet nå at forberede mig?!

Det er en ret dårlig dag at skulle lægge planer, da både min chef og det der føles som halvdelen af bibliotekets ansatte er til et seminar. Så jeg kan ikke bare lige gribe fat i ham og høre, hvordan det ser ud med mulighederne for at få fri. Og jeg selv løber fra vagt til vagt, mens jeg prøver at regne ud, hvad jeg skal gøre.

Der bliver sendt en svarmail, hvor jeg forklarer kommunikationsbristen, men at jeg vil prøve at se, om jeg kan få fri. Jeg sender en sms til chefen og en længere forklarende mail. Og så arbejder jeg ellers videre, mens mine tanker kører i ring med Fuck-e-lig-fuck.

Planerne for resten af dagen kasseres. Min date med pensel, maling og døre må vente ligesom min aftale med at plante to stikkelsbærbuske, og det der mest af alt bare ligner en stikkelsbær-gren (krydser fingre for at de ikke visner i værkstedet før jeg får tid til at beskæftige mig med dem igen).

Jeg er hjemme kl. 17.30 med positiv tilbagemelding fra chef om, at jeg kan få fri. Jeg prøver at lægge planer om at komme til Frederiksberg. Første tanke er at køre selv, da det ikke plejer at være den letteste sag at komme til København med offentlige transportmidler. Så jeg lyder sikkert lidt som en af Askepots søstre: "Skaf mig en gps med opdateret kort!", "Find en brobizz!", mens jeg tjekker køretider på kraks.

Der bliver lige tid til hurtigt at kigge foredragsnoter igennem, men ikke noget der føles nær nok.

Jeg dejser om i sengen med et stille "Fuck-e-lig-fuck".
 
Tirsdag

 
Jeg halser rundt på arbejde, og vigtig arbejdsopgave gør, at jeg ikke tager tidligere fri, hvilket ellers var min plan, så jeg kunne få ekstra tid til forberedelse. Foredraget er i morgen! Venlige kollegaer udtrykker bekymring for muligheden for at parkere i København, og min hjerne er ved at overophede ved de praktiske aspekter i at ankomme til tiden og uden at fare vild.
 
På vej hjem fra arbejde køber jeg togbillet, en halv liter cola og to ruller kiks. Cola nedsvælges og en rulle kiks kværnes indenbords som aftensmad, mens jeg løber mine notater igennem, pakker taske med det meste af min bogproduktion (dog minus Drømmer-serien) og udprinter diverse togafgange samt vejbeskrivelser omkring, hvordan jeg kommer fra hovedbanegård til adressen. En lille gåtur på 16 minutter, men det er farlige 16 minutter, da jeg kan nå at fare ganske meget vild. Gudskelov er der ganske få venstre-højre sving, men jeg stirrer alligevel mistroisk på vejbeskrivelsen og forsøger at printe kortet ind i hjernen.
 
Forbander mig selv over, at jeg er så flintrende ligeglad med, hvad en telefon kan, så jeg ikke har smart udgave med gps.
 
Løber foredragsnoter igennem igen, igen, igen, inden jeg kravler under dynen og dobbelttjekker at vækkeuret er sat til.
 
Onsdag
 
Vågner syv minutter før vækkeuret ringer klokken seks. Bliver liggende udsplattet i sengen et par minutter før jeg står op, går i bad og spiser morgenmad. Min krop kan godt mærke, at noget skal ske, så den ved ikke helt, om morgenmad er en god ide. Jeg skovler insisterende allbran'en ind i munden, om end det går lidt langsommere end normalt.
 
Halv otte sidder jeg i bilen, klar til en lille køretur på 50 km. for at komme til togstation med en direkte rute til København, uden for meget ventetid og med fri parkering.
 
Kommer frem til stationen, stiger om bord da toget ankommer og tilbringer de næste tre timer med at løbe foredraget igennem. At holde foredrag - ligesom at undervise - handler for mig meget om at have en god start og glidende overgange imellem emnerne.
 
Det er som at køre bil og at være chaufføren. Hvis man får startet med hop og ryk, vil passagerne bemærke det. Og når man går fra et emne til et andet - som at skifte gear - skal det også helst ske uden den store opmærksomhed. Passagererne buh'er dig måske ikke ligefrem ud af bilen, men oplevelsen bliver ikke helt så behagelig, som den gerne skulle.
 
På et tidspunkt går jeg på jagt efter salgsvognen for at købe en sandwich. De er desværre helt udsolgt, så jeg ender med at købe en kitkat og en cola (hmmm, nærende!).
 
Morer mig lidt ved tanken om at kunne medbringe hele BB-crewet til foredraget og at have dem med i toget. At dele sæder med Kassie og Leo, at kunne høre Anastasia og Viking i munter samtale ... og se Zan og Viktor smile til uheldige passagerer, som skulle forvilde sig ind i kupeen. Se, det kunne være en underholdende tur!
 
Jeg når frem til hovedbanegården lidt i tolv og bruger lidt tid på at forsøge at gennemskue, fra hvilken perron toget hjem afgår fra. Har en aftale om aftenen, så det skal helst klappe og ved, at jeg ikke har ret meget tid at give af. Finder ikke ud af det og forlader banegården.
 
Har i sidste øjeblik medbragt min gps til bilen, og i toget indtastede jeg både adressen hvor seminaret afholdes og banegårdens adresse. Føler mig så meget på forkant. Knap så meget da gps ikke kan få kontakt til en satellit. Får flået kraks vejledning op af tasken og begynder at gå i den - forhåbentligt - rigtige retning, mens jeg skiftevis skæver til uret og tilbage mod alle de ventende taxaer foran hovedbanegården (også kaldet Panik-Plan-B).
 
Leder desperat efter vejskilte og bander indvendigt over, at jeg ikke har studeret i København. Tror jeg går i den rigtige retning, og så - halleluja! - begynder gps'en af virke. Jeg når frem til adressen en halv time før tid, og efter at have arbejdet mig op af en lille, snoet trappe er jeg helt, helt fremme.
 
Kursisterne er i gang med frokosten, og jeg får serveret en halv sandwich, som jeg spiser halvdelen af. Min krop er ikke videre stresset, men synes åbenbart ikke, at mad er noget den behøver synderligt meget af. Der er også kage, men takker nej, da det er en lækker, klæbrig en af slagsen, som helt sikkert vil klistre til hele tandrækken, og da det snart er showtime ...
 
Det går op for mig, at jeg er blandt fæller. Kursisterne er bibliotekarer (Fordel? Ulempe? Fordel? Ulempe?), og der er rent faktisk et par velkendte ansigter imellem.
 
Så er det mig. Jeg får hevet hele bogreolen (altså, minus Drømmer-serien) op af tasken og kaster mig ud i det. Føler jeg er en rimelig god chauffør, der ikke ryster mine passagerer hid og did, og tilbringer en hyggelig time med at fortælle om Blodets Bånd-serien, hvordan det hele startede, og hvordan ideen blev udviklet, og om hvordan personerne synes at leve deres eget liv. Der bliver også snakket om de paranormale romaner og om indre 16-årige.
 
Foredraget slutter, seminaret er forbi, og jeg bakser alle bøgerne ned i tasken igen. Mit tog kører om en halv time, så jeg sætter i rask trav, og Lyskurvenes Gudinde er med mig, så jeg rider på en grøn bølge.
 
Når frem til hovedbanegården, finder ud af hvilken perron jeg skal ned til og ser, at toget allerede er der. Har pladsbillet, så okser ned langs toget, mens jeg leder efter den og skæver til klokken. Toget er langt! Og toget kører snart. Finder endelig min vogn og mit sæde, kollapser på pladsen med bankende hjerte og vindblæst hår og et indre sejrsvræl over, at det hele lykkedes.
 
Turen hjem tilbringes i selskab med en bog (ikke en af mine egne), og jeg æder en rulle medbragte kiks, da salgsvognen ikke lige er at finde. 
 
Jeg er lettet over, at foredraget gik godt, at jeg ikke for vild, og at jeg nåede mit tog. Og jeg glæder mig til weekenden.


tirsdag den 1. oktober 2013

Goodreads - over 200, wuhuu!

Næææ! Tillad mig at blære mig lidt. Jeg har fået 203 ratings på hjemmesiden goodreads.

Der er altså 203 gange nogen, som har været inde på siden for at give mine bøger stjerner! 203 vurderinger!

Jeg sad lidt og ventede på at komme op på 200 (ja, nogle fornøjelser skal man jo have og 200 er sådan et pænt tal) og vupti: Så var det sket.

Og 203 er et endnu pænere tal end 200. I like!



fredag den 20. september 2013

Dark erotica - er jeg på dybt vand?

Det første jeg skrev - og som var med til at få mig til at fortsætte - var gysernoveller. Som barn og teenager var en god gysernovellesamling lige sagen, og det var altså den genre, jeg først prøvede kræfter med.

Siden da har jeg valgt en lidt anden vej, men jeg håber da stadig, at der er gemt et gyser-gen i mig. Skrivemæssigt altså.

En af mine skrivebuddies, Carina Evytt, skriver horror, og i den forbindelse fandt jeg mig selv til foredrag om horror på Krimimessen i år. Der var flere andre horrorforfattere til stede, og en del af et foredrag handlede om paranormale romances, som har trukket hugtænderne ud på vampyrer og rullet dem i candyfloss. I det mindste var jeg ikke den eneste "fjende" i forsamlingen, for Louise Haiberg var også til stede, og selvom de færreste tilstedeværende var klar over det på det tidspunkt, havde hun haft fingre i dæmonerne.

Efter foredraget var der rygepause - jeg følger så personligt bare med for selskabets skyld - og der, midt i en mindre snestorm, blev der givet hånd til Carinas fæller med angivelse af navn og genre!

Jeg blev da heldigvis ikke jaget bort, som var jeg en trussel mod den litterære horrorverden, men jeg vil nu gerne bevise, at jeg altså ikke kun er en del af "Twilight-holdet" :o)

Måske var det sådan, at jeg pludselig fandt mig selv i gang med at forsøge at skrive en dark erotica  novelle. Måske fordi andre forfattere jeg kender havde kastet sig ud i det. Og fordi det da kunne være ret fedt at kunne ... hvis jeg altså kan (det er så stadig Spørgsmålet Uden Svar).

Forlaget Kandor har planer om at lave en samling dark erotica noveller.

Kravene:
  • Den skal udspille sig i Danmark
  • Den skal have et element af horror.
  • Den skal have et element af erotik.
  • Længen er 4.000 – 13.000 ord.
  • Den har ikke tidligere været offentliggjort.
  • Den indeholder IKKE vampyrer!

  • Okay, ret klare regler: Skal indeholde horror og erotik og ingen vampyrer!

    Da jeg jo ikke ligefrem er garvet indenfor genren, tør jeg knap nok komme med den mindste hint omkring hvad horror-delen er i min novelle. Jeg tænker, at læserne ser hintet og straks har regnet hele novellen ud: "Aha, så vi er på vej derhen og så sker der det der med følgende slutning ..."

    Og derfor har jeg lige nu 13 sammenhængende wordsider ... uden den mindste "der er vist noget der ikke helt er som det skal være"-fornemmelse fra hovedpersonens side.

    Måske er jeg på dybt vand ...

    Jeg har 9-10 dage til at fikse det!



    tirsdag den 17. september 2013

    Fantasymessen 2013

    Sidste år blev Fantasymessen holdt på Herlufsholm for første gang, og jeg blev interviewet om min bogserie Blodets Bånd. I år var jeg igen med, denne gang dog kun som besøgende. Som sidst havde jeg mine sædvanlige bogmesse-rejsepartnere: Mine skrivebuddies.

    Allerede inden vi tog af sted, havde Forlaget Tellerup lagt et billede af en gave på deres Facebookside. En rigtig fin, lyserød pakke ... men hvem var den til?

    Da vi ankom og naturligvis straks slog et smut forbi Tellerups stand, fandt vi ud af det. Gaven var til Louise Haiberg, som debuterer på forlaget i år.

    (Billedet er lånt fra Tellerups Facebookside)

    Billederne viser slet ikke, hvor stort smilet var. Selv under almindelige omstændigheder kan Louise smile stort og bredt, men at få en gave med de første eksemparer af sin debutroman i hænderne ... det kan lige give lidt ekstra volumen!

    Dæmondræberen og andre bøger
    Bogen hedder Oprører og er første bind i serien Dæmondræberen. Er man til paranormale romaner med humor og action (og kan man lide Viking fra Blodets Bånd-serien), så skal man ikke snyde sig selv for denne bog.

    Her er mit eksemplar, som var at finde i den mystiske gave:



    Smuk, ikke?


    Og her er den set fra ryggen. Bemærk hvor meget plads Tellerup-ræven har. Det er jo det rene palads! Ikke som "Spejlsøstre" der må føles som en etværelses for ræven, som pryder ryggen der.
     
    Efter denne gode start tullede vi rundt på messen og så forskellige interviews. Vi så den første dag Lene Dybdahl, som blev interviewet om sin serie Nøglens Vogtere, Dennis Jürgensen og Camilla Wandahl, som fortalte om sin serie Søstre på de syv have.

    Jeg er ikke typen, som bare må eje i massevis af bøger, men jeg fik da lidt bøger med hjem. Jeg købte bog 3 i Søstre på de syv have - og fik en fin lille hilsen - og snuppede også en god, gammel klassiker med hjem: Dennis Jürgensens Freddy-bøger.


    Pudsige oplevelser
    Jeg havde et par pudsige oplevelser på messen. Ved Dybdahls-interviewet tog jeg plads, og så talte min sidemand til mig. Først fik jeg ikke helt fat i, hvad hun sagde - jeg hørte det som noget om bogforum, men det viste sig, at hun var en gammel klassekammerat fra biblioteksskolen! Vi har ikke set hinanden i syv år, bor begge i Jylland ... og vælger så at sætte os ved siden af hinanden til en bogmesse på Sjælland. Det er da lidt komisk :o)

    Ved et andet interview var der en anden kvinde, som spurgte, om vi ikke kendte hinanden (åh, mine stakkels hjerneceller der desperat forsøger at lave en mulig kobling). Måske fra Tegnebordet? Jeg har tidligere nydt at besøge Tegnebordet, men kun som besøgende, så det kunne ikke være derfra. Jeg spurgte, om det måske var fra min blog? Lidt snakken frem og tilbage til vi endelig fandt ud af forbindelsen. Det vidste sig, at hun - Dorte Nielsen - havde lavet forsiden til min bog "Sol, sommer og scorereplikker" fra 2008. Se, det var da også lidt morsomt :o)

    På messen så vi også Nanna Foss blive interviewet omkring at være debuterende forfatter på Tellerup. Hendes første roman udkommer til 2014, og efter hvad jeg hører, er det også en roman, der vil være værd at tage et kig på: Paranormal science fiction med tidsrejsende unge mennesker ... what not to like?

    Fantasymessen har smukke rammer på Herlufholms kostskole, hvor udklædte mennesker slentrer rundt mellem de mere almindelige besøgende. Udover at købe bøger og se forfattere på scenerne er der også mulighed for at skyde med bue og pil eller at snuppe et sværd og tage en omgang med en ridder, en troldmand eller en ork ... eller måske alle tre på en gang!

    Mulige slutninger på Blodets bånd-serien - ifølge mine skrivebuddies
    Det vigtigste for mig er nu muligheden for at møde mine skrivebuddies: Anika Eibe, Carina Evytt og Louise Haiberg. Vi kan føre de sjoveste samtaler omkring det at skrive og vores forskellige universer. Der blev for eksempel snakket om, hvordan Blodets Bånd-serien bør/kunne slutte:
    • Leo og Kassie får hinanden, Viking får Alley, Viktor og Zan dør og Helena kan bare blive bag sin mur (med eller mod sin vilje!) efter at hun har været fraværende i 20 år
    • Der sker noget grusomt med Leo, Kassie giver op og forsvinder, Helena vender tilbage, og hun og Zan får hinanden og der er idyllisk sammenkomst på en strand med bål og guitar
    • Vi laver noget delebasis: Zan får Helena, når Leo sover og er i skole, men ellers har Leo Kassie.
    Hmmm ....

    Jeg tænker nogle gange over, hvad uskyldige tilhører mon tænker, når de tilfældigvis må lægge ører til vores samtaler om både det ene og det andet, og om det mon gør nogen forskel for opfattelsen, hvis de ved - eller ikke ved - at det er fiktive personer, der tales om ;o)

    Sjovt er det i hvert fald at have de samtaler. Og det kriblede i fingrene efter at få fat på computeren og komme videre med BB7.

    Andres oplevelser af Fantasymessen
    Læs min skrivebuddie Anika Eibes oplevelse af Fantasymessen (hun fortæller om en interessant samtale på en restaurant omkring Leo og hvordan han har det med visse ... begrænsninger ... i historien).

    Louise Haiberg beretter også om turen. Her er 2. del.

    Nanna Foss - den nye hest i Tellerups fold - beretter også om turen.

    Og mens flere af Tellerups forfattere var på scenen eller bare besøgte Fantasymessen, løb Michael Kamp zombieløbet! Tag et kig forbi hans side - han har filmet løbet, og det ser både sjovt og skræmmende ud.

    lørdag den 7. september 2013

    Tanker i en forfatterhjerne

    Så står man der i et udkigstårn med den dejligste udsigt over markerne og en å, temperaturen har nået et behageligt leje i forhold til tidligere på dagen, og selskabet er hyggeligt.

    Og hvad gør min hjerne? Den placerer vaklende skikkelser i omgivelserne, skikkelser der alle er på vej mod udkigstårnet ... og så forsøger jeg at forestille mig rædslen hos beskueren ved sådan en udsigt!

    Hmmm, kan være jeg skal overveje at skrive en zombieroman? Jeg synes, de sniger sig ind alle vegne ;o)

    mandag den 2. september 2013

    Posten kom forbi med en gave

    For et par uger siden - hmmm, næ, mon ikke det snart er måneder? - ringede det på døren en lørdag morgen. Okay, det var vist ikke så tidligt, men tidligt nok til at frøken Eybye her satte sig op i sengen og tænkte noget, der ikke er særligt passende at skrive ned.

    Cirka det samme tænkte jeg, da jeg stod foran spejlet på badeværelset og gloede på mit Morgen-Jeg. Men når der bliver ringet på døren, kan det jo være vigtigt, så jeg hev noget tøj på, flåede en børste gennem håret og drønede ud for at lukke op.

    Kun for at se en rødklædt ryg et par huse længere nede ad gaden. Postbuddet. Jeg havde en anelse om, hvad han mon medbragte, og et øjeblik overvejede jeg rent faktisk at sætte i en spurt efter ham, da jeg ikke lige kunne lokalisere en pakke i nærheden af hoveddøren ved første øjekast.

    Men så jeg trak mig slukøret tilbage og sparede naboerne for mit Morgen-Jeg i sprint med bare fødder ned ad vejen, mens jeg brølede "Veeeeeeeeent!"

    Heldigvis for et par timer senere fandt jeg rent faktisk pakken, og indeni lå denne skønhed.

     
     
    Romanen "Dæmoner" skrevet af min skrivebuddie Carina Evytt.

    "Dæmoner" er en horrorroman, så hvis man godt kan lide at krybe sammen i sofaen med et uhyggeligt bekendtskab, er der her en god sofamakker!

    I får lige bagsideteksten:

    DÆMON, substantiv, fælleskøn.
    1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
    1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
    (Den Danske Ordbog)

    Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.
    Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker?

    Carina Evytt stammer fra Hillerød, og hendes tidligere romaner udspiller sig også her, men i 2004 rykkede hun teltpælene op og flyttede med mand og børn til Sydvestsjælland. Nu er hendes romanpersoner også klar til at tage springet. Dæmoner tager således sin begyndelse med en af hovedpersonernes flytning fra Hillerød til et tilsyneladende fredfyldt landsbymiljø.

    Og her har min nye skat indtaget sin plads på boghylden:



    Jeg har faktisk ikke det store behov for at eje bøger, så hvis vi lige ser bort fra kogebøgerne og børnebøgerne fra barndommen, så indeholder min bogsamling mine egne bøger, mine skrivebuddies og et par bonusser.

    Det her er, hvad min "bogreol" består af: En hylde. Meeen hvis jeg lige kan få et par store moppedrenge mere, så tror jeg, at jeg skal udvide til hele TO hylder!

    torsdag den 29. august 2013

    Det var den ferie

    Ak ja, så gik endnu en sommerferie, og jeg har allerede været tilbage på "pinden" næsten to uger nu. Og ferien? Den virker da så langt væk.

    Hvad nåede jeg så?

    Spise sundt (niks)
    Træne (overhovedet ikke)
    Hygge og slappe af i rå mænger (tjek! Men ... kan man ikke altid bruge mere?)
    Ordne stenbed (påbegyndt)
    Skrive (tjeeeeek! BB-crewet vil endelig lege med mig igen!)
    Læse en masse bøger (hmmm, der blev da læst lidt)

    Ferien startede ellers godt med at læse, og de fleste af bøgerne blev læst i første uge. Det var også i første uge, at jeg brugte en del tid på at få samlet trådene i Blodets Bånd 7, så jeg kunne komme videre med at skrive.

    I min anden ferieuge fik jeg så et mindre "husligt" flip. Jeg har et stenbed foran huset, som så temmelig jammerligt ud, og det skulle der så gøres noget ved.

    Da det så jammerligt ud, troede jeg egentlig ikke, at der var så mange sten tilbage. Det kunne jeg vel godt klare på egen hånd, hvis jeg lige kunne låne Søster og Svogers trailer. Heldigvis havde Svoger et lidt mere realistisk billede af arbejdsmængden, hvilket jeg kom til at sætte pris på efter at have kylet omkring ti skovlfulde grus op på traileren. Det tog to mand (okay, én mand og en slap bibliotekar) et par timers arbejde at få tømt bedet med tre ture til genbrugspladsen, og så var jeg nok 1600 kg. grus lettere!

    Så langt så godt, men så spottede jeg, at mine vinduer egentlig trængte til at blive malet. Jeg vidste godt, de trængte til et farveskift fra grøn/rød til Mere Moderne Farve, men opgaven blev lige rykket frem, da jeg opdagede, at malingen også skallede.

    Jeg har fortrængt, hvor lang tid jeg brugte på at vaske, rengøre og slibe for at gøre vinduerne klar til at blive malet, men min glorie skinnede ret kraftigt og selvfed i de dage. Plus jeg da lige afrimede to frysere! Dobbeltscoring til multitaskningen!

    I de sidste dage af ferien var det, at jeg opdagede, at min hjemmeside, der aldrig rigtig var blevet taget i brug, faktisk blev besøgt, og jeg kastede mig over at lave en ny. Resultatet var jeg rigtig godt tilfreds med, men så var den ferie også brugt.

    Her er et billede af, hvad jeg fik læst i ferien.


    Og her er det meste af lageret ved sommerferiens start:



    Hmmm ... hvis Verden Som Vi Kender Den nogensinde går under, vil jeg være at finde på det nærmeste bibliotek, hvor jeg enten er i gang med at hamstre eller ved at indrette mig!

    Hvor meget fik jeg egentlig skrevet på Blodets Bånd bind 7? Omkring 90 sider tror jeg, hvilket jeg er meget tilfreds med, ikke mindst på grund af al den tid der gik på stenbedet og vinduerne, og at første uge af ferien gik med planlægning.

    Sidste weekend - efter første arbejdsuge - gik igen med vinduer, så nu er jeg cirka halvvejs med at male, og har et tomt bed uden indhold.

    Det gør mig lidt bekymret for, hvor meget jeg kan nå at skrive på BB7 inden fantasymessen. Det ville bare være skønt at nå et godt stykke længere inden da, men ...

    Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange bøger, der går tabt i løbet af et år på grund af Voksenpligter og Ansvarlighed hos forfatterne i det danske land. Nogen burde virkelig gøre noget!

    Jeg kunne faktisk godt bruge lidt mere ferie ...