Okay, rent teknisk er det ikke sommer endnu, men det er da tæt på.
Selvom de varmere temperaturer er dejlige, har de en helt klar ulempe. De vækker ukrudtet. På bare en uge syntes min "græsplæne" (gåseøjn fordi det mere er en blanding af mos, ukrudt og græslignende gevækster) at eksploderer i en voksespurt, der gjorde det nødvendigt at hente plæneklipperen frem.
Og da jeg hellere må prøve at beholde en vis kontrol over haven, måtte jeg også hive diverse haveredskaber frem. Så jeg har hakket, revet, trukket og klippet, mens jeg forsøgte at holde forårets oprør nede.
Tilsyneladende er min have også in-stedet for tørre blade. Jeg kunne i hvert fald blive ved med at hive dem frem fra hækken og fra buskene.
Dette er den første gruppe tilfangetagne:
Jeg mistænker den blå for at være lederen, men der er ingen der taler.
Hvad er min pointe med indlægget?
Jo, alt det her tog sted i sidste weekend. Jeg måtte bruge en trailer til at transportere skidtet væk med. Og nu, en uge senere, vokser græsset lystigt, de visne blade fester under hækken, og ukrudtet er allerede godt i gang med at generobre mit vundne terræn.
Fritid minus havetid = mindre skrivetid.
Mon der findes et støttelegat til at få klaret havearbejdet? ;oP
Nå, for nu vil jeg ignorere det fortsatte oprør og bare rettet blikket stift mod computeren. Det bliver jo efterår engang.
søndag den 26. maj 2013
fredag den 24. maj 2013
Den første gang - forfatterforedrag
Så har jeg gjort det! Jeg har lavet et forfatterforedrag for allerførste gang!
Puh, det er stort. Ja, jeg ved godt, jeg var på Børnescenen til Bogforum i 2012, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd. Og selvom det var skræmmende nok, så føltes tanken om et forfatterforedrag også skræmmende ... på sin egen måde.
At skulle stille sig op foran en klasse og fortælle om sig selv og sine bøger ... oh my! Kunne det virkelig være så interessant for tilhørerne? Ville jeg kunne finde ud af det? Jeg har på det sidste været til et par forfatterforedrag, hvor forfatterne har kunnet bruge en del tid på at fortælle om, hvorfor de har skrevet den eller den bog.
Jeg ville vel knap nok kunne bruge fem minutter. "Jeg gjorde det, fordi ideen virkede sjov. Og jeg havde lyst til at skrive den." Hmmm, ikke videre imponerende, vel?
Men jeg sagde alligevel ja, da jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Der er en første gang for alt, og det var da helt klart værd at prøve.
Så jeg gik i gang med at forberede mig, jeg udspurgte andre forfattere omkring hvad man kunne fortælle, og jeg lavede et manuskript. Manuskriptet dækkede alt fra begyndelsen, hvor jeg startede med at skrive, til mine første forsøg med at besejre nåleøjet, mit møde med Fyldepennen, et udpluk af udtalelser ("Historien trænger til at blive skuret med en skuresvamp" - autch!), successen da "Kristines hjerte" blev godtaget til hvordan jeg skriver og om hvilke ideer, der startede nogle af de forskellige bøger.
Lad os bare sige, at jeg bekymrede mig en del om foredraget. Jeg kendte selvfølgelig til alt, hvad jeg kunne fortælle, men alligevel. Tænk hvis klappen gik ned?
Så jeg læste mit manuskript igennem, forsøgte at forestille mig i situationen og prøvede også at holde foredraget højt et par gange. Især starten var jeg koncentreret omkring. I mit arbejde som bibliotekar underviser jeg jævnligt, og det er virkelig vigtigt, at man kommer godt fra start. Man har ikke lyst til at stå og øh'e og føle, at man kommer skævt fra start.
Dagen kom - noget forsinket på grund af lærerlockouten - og jeg pakkede alle mine bøger og drog af sted.
(meget spændende billede. Jeg pepper virkelig bloggen op med interessante illustrationer)
Efter lidt besvær lokaliserede jeg det rigtige lokale på skolen (og dobbelttjekket) gik jeg frem i døren til det store klasselokale, hvor 6. klassen holdt til. De var vist i gang med opgaver hver for sig, for de sad spredt.
Men ikke så snart var jeg dukket op i døren, før de første spørgsmål begyndte at komme.
"Er det dig, der er forfatteren?"
"Er det sjovt at skrive?"
"Kan man leve af det?"
Fantastisk, sikke en interesse :o)
Jeg nåede helt indenfor ("Ingen vej tilbage, Pernille!"), fik hilst på læreren der smuttede for at indfange resten af klassen ("Hvor skal du hen?! Don't go!") og var så alene tilbage med resten. De åd mig heldigvis ikke, men en lille flok drenge kom op og begyndte at undersøge kassen med bøger. Det var ret fascinerende at iagttage. Sikke en interesse for mine bøger!
Vi fik os en lille snak, inden læreren vendte tilbage med resten af eleverne og så var det showtime.
Noget af det, som jeg har været mest bekymret for ved at skulle holde et foredrag, var tanken om at skulle stå i 30-45 minutter og bare tale alene. Jeg var bange for, at min hjerne ville bryde sammen ovenpå belastningen ved at skulle høre på mig selv i så lang tid. Og når jeg er nervøs, taler jeg hurtig. Mine stemmebånd får kolibri-hastighed, og fart er ikke noget at eftertragte, når det kommer til stemmen. Jeg tror nærmere, det er jo langsommere jo bedre.
Men nu var det mig, der havde ordet, og jeg føler faktisk, at jeg kom godt fra start. Jeg var i hvert fald selv godt tilfreds, og det er jo - i det mindste når man står midt i det og stadig har 40 minutter at fylde ud - det vigtigste.
Vi tog spørgsmålene undervejs, og det fungerede fantastisk. Jeg slap for kun at skulle høre på mig selv i en meget lang periode, og det var interessant at få spørgsmålene i en lind strøm. Når spørgsmålene for en periode ebbede ud, genoptog jeg det planlagte foredrag, og så var der snart nye spørgsmål.
Ulempen var, at min tidsplan skred en del, og jeg slet ikke nåede ind på alle de planlagte områder. Men det fungerede nu stadig rigtig godt. Jeg havde en god fornemmelse for foredraget, jeg hyggede mig faktisk, og der var mange gode og interessante spørgsmål. Forhåbentligt var det også mere interessante for eleverne, at de ikke behøvede vente til allersidst med at få lov til at stille spørgsmål.
Jeg havde samme oplevelse af mit lille foredrag om Blodets Bånd-serien på Bogforum. Jeg speedsnakkede mig igennem de første ti minutter, nåede enden af det forberedte (og glemte vist noget undervejs). Heldigvis havde tilhørerne en masse spørgsmål, og resten af tiden var den rene leg.
Vi nåede til enden af skoletimen (alt, alt for tidligt), og inden jeg tog min lille kasse med bøger, kom en ny gruppe op og stod og bladrede igennem bøgerne, mens de snakkede løs om bøger de læste (og hey! I hvert fald to af pigernes mødre har læst starten af Blodets Bånd), mine bøger og om at være forfatter.
Det var rigtig hyggeligt. Og se: Jeg fik en fin gave.
Hvis alle klasser er som denne, så er det jo ingen sag at lave et forfatterforedrag.
Så tak til 6. klassen på Brorsonskolen, som gjorde det til en fantastisk oplevelse!
(Og undlod at traumatisere mig for livet ;o))
Puh, det er stort. Ja, jeg ved godt, jeg var på Børnescenen til Bogforum i 2012, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd. Og selvom det var skræmmende nok, så føltes tanken om et forfatterforedrag også skræmmende ... på sin egen måde.
At skulle stille sig op foran en klasse og fortælle om sig selv og sine bøger ... oh my! Kunne det virkelig være så interessant for tilhørerne? Ville jeg kunne finde ud af det? Jeg har på det sidste været til et par forfatterforedrag, hvor forfatterne har kunnet bruge en del tid på at fortælle om, hvorfor de har skrevet den eller den bog.
Jeg ville vel knap nok kunne bruge fem minutter. "Jeg gjorde det, fordi ideen virkede sjov. Og jeg havde lyst til at skrive den." Hmmm, ikke videre imponerende, vel?
Men jeg sagde alligevel ja, da jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Der er en første gang for alt, og det var da helt klart værd at prøve.
Så jeg gik i gang med at forberede mig, jeg udspurgte andre forfattere omkring hvad man kunne fortælle, og jeg lavede et manuskript. Manuskriptet dækkede alt fra begyndelsen, hvor jeg startede med at skrive, til mine første forsøg med at besejre nåleøjet, mit møde med Fyldepennen, et udpluk af udtalelser ("Historien trænger til at blive skuret med en skuresvamp" - autch!), successen da "Kristines hjerte" blev godtaget til hvordan jeg skriver og om hvilke ideer, der startede nogle af de forskellige bøger.
Lad os bare sige, at jeg bekymrede mig en del om foredraget. Jeg kendte selvfølgelig til alt, hvad jeg kunne fortælle, men alligevel. Tænk hvis klappen gik ned?
Så jeg læste mit manuskript igennem, forsøgte at forestille mig i situationen og prøvede også at holde foredraget højt et par gange. Især starten var jeg koncentreret omkring. I mit arbejde som bibliotekar underviser jeg jævnligt, og det er virkelig vigtigt, at man kommer godt fra start. Man har ikke lyst til at stå og øh'e og føle, at man kommer skævt fra start.
Dagen kom - noget forsinket på grund af lærerlockouten - og jeg pakkede alle mine bøger og drog af sted.
(meget spændende billede. Jeg pepper virkelig bloggen op med interessante illustrationer)
Efter lidt besvær lokaliserede jeg det rigtige lokale på skolen (og dobbelttjekket) gik jeg frem i døren til det store klasselokale, hvor 6. klassen holdt til. De var vist i gang med opgaver hver for sig, for de sad spredt.
Men ikke så snart var jeg dukket op i døren, før de første spørgsmål begyndte at komme.
"Er det dig, der er forfatteren?"
"Er det sjovt at skrive?"
"Kan man leve af det?"
Fantastisk, sikke en interesse :o)
Jeg nåede helt indenfor ("Ingen vej tilbage, Pernille!"), fik hilst på læreren der smuttede for at indfange resten af klassen ("Hvor skal du hen?! Don't go!") og var så alene tilbage med resten. De åd mig heldigvis ikke, men en lille flok drenge kom op og begyndte at undersøge kassen med bøger. Det var ret fascinerende at iagttage. Sikke en interesse for mine bøger!
Vi fik os en lille snak, inden læreren vendte tilbage med resten af eleverne og så var det showtime.
Noget af det, som jeg har været mest bekymret for ved at skulle holde et foredrag, var tanken om at skulle stå i 30-45 minutter og bare tale alene. Jeg var bange for, at min hjerne ville bryde sammen ovenpå belastningen ved at skulle høre på mig selv i så lang tid. Og når jeg er nervøs, taler jeg hurtig. Mine stemmebånd får kolibri-hastighed, og fart er ikke noget at eftertragte, når det kommer til stemmen. Jeg tror nærmere, det er jo langsommere jo bedre.
Men nu var det mig, der havde ordet, og jeg føler faktisk, at jeg kom godt fra start. Jeg var i hvert fald selv godt tilfreds, og det er jo - i det mindste når man står midt i det og stadig har 40 minutter at fylde ud - det vigtigste.
Vi tog spørgsmålene undervejs, og det fungerede fantastisk. Jeg slap for kun at skulle høre på mig selv i en meget lang periode, og det var interessant at få spørgsmålene i en lind strøm. Når spørgsmålene for en periode ebbede ud, genoptog jeg det planlagte foredrag, og så var der snart nye spørgsmål.
Ulempen var, at min tidsplan skred en del, og jeg slet ikke nåede ind på alle de planlagte områder. Men det fungerede nu stadig rigtig godt. Jeg havde en god fornemmelse for foredraget, jeg hyggede mig faktisk, og der var mange gode og interessante spørgsmål. Forhåbentligt var det også mere interessante for eleverne, at de ikke behøvede vente til allersidst med at få lov til at stille spørgsmål.
Jeg havde samme oplevelse af mit lille foredrag om Blodets Bånd-serien på Bogforum. Jeg speedsnakkede mig igennem de første ti minutter, nåede enden af det forberedte (og glemte vist noget undervejs). Heldigvis havde tilhørerne en masse spørgsmål, og resten af tiden var den rene leg.
Vi nåede til enden af skoletimen (alt, alt for tidligt), og inden jeg tog min lille kasse med bøger, kom en ny gruppe op og stod og bladrede igennem bøgerne, mens de snakkede løs om bøger de læste (og hey! I hvert fald to af pigernes mødre har læst starten af Blodets Bånd), mine bøger og om at være forfatter.
Det var rigtig hyggeligt. Og se: Jeg fik en fin gave.
Hvis alle klasser er som denne, så er det jo ingen sag at lave et forfatterforedrag.
Så tak til 6. klassen på Brorsonskolen, som gjorde det til en fantastisk oplevelse!
(Og undlod at traumatisere mig for livet ;o))
mandag den 20. maj 2013
Konkurrence - vind en Blodets Bånd-bog
Efter alt at dømme er der ikke så længe til, at bind 6, "Forfald", i min vampyrserie udkommer.
Det er på alle måder fantastisk, men ... det giver lidt pladsproblemer.
Må jeg præsenterer mit opbevaringssystem af frieksemplarer (taget ud af diverse skabe til ære for fotografen):
Papkassen indeholder eksemplarer af "Heksekunst" og "Følgesvenden", som aldrig er nået længere. Og snart har jeg - wuhuuuuu! - endnu flere bøger.
Derfor har jeg vist brug for at få trimmet bestanden lidt, og jeg laver derfor en konkurrence.
Reglerne er simple:
- Skriv en mail til denne adresse: eybyekonkurrence (snabela) gmail.com
Det er på alle måder fantastisk, men ... det giver lidt pladsproblemer.
Må jeg præsenterer mit opbevaringssystem af frieksemplarer (taget ud af diverse skabe til ære for fotografen):
Papkassen indeholder eksemplarer af "Heksekunst" og "Følgesvenden", som aldrig er nået længere. Og snart har jeg - wuhuuuuu! - endnu flere bøger.
Derfor har jeg vist brug for at få trimmet bestanden lidt, og jeg laver derfor en konkurrence.
Reglerne er simple:
- Skriv en mail til denne adresse: eybyekonkurrence (snabela) gmail.com
- Skriv hvilken Blodets Bånd bog du gerne vil have (vælg mellem de fem første i serien)
Konkurrencen varer til jeg får mine frieksemplarer af "Forfald", hvilket nok sker engang i juni måned :o)
lørdag den 18. maj 2013
Drengelitteraturprisen 2013 - jeg deltager
Jeg er næsten færdig med mit bidrag til drengelittraturkonkurrencen. Jeg mangler bare at få respons tilbage fra en af mine betalæsere - hun er så god til at spotte, hvis et ord bruges for mange gange tæt på hinanden - og så skal den vist bare sendes af sted.
Det er en gysernovelle, og jeg er blevet ganske godt tilfreds. Da jeg startede med at skrive for alvor, var det gysernoveller, jeg skrev, så det er lidt som at vende "tilbage til rødderne".
Om jeg er god til at lave et gys ... det ved jeg ikke. Jeg er nok mere "hygge-gyset", vil jeg tro.
Man kan læse mere om konkurrencen på Kulturstyrelsens hjemmeside, men kort fortalt skal man skrive en kort novelle, der taler til drengene, så de ikke holder op med at læse på 4-7. klassetrin. En svær opgave uden tvivl. Børn i dag har så mange muligheder. Det er ikke som i min barndom, hvor vi børn måtte gå i skole med træsko foret med halm, og hvor vi brugte ferierne på marken ... eller, hvordan var det nu det var? Nå jo! Der var intet internet, spillekonsoller var ikke normalt, og det eneste program til børn var "Fjernsyn for dig".
Der er mange muligheder i dag, så jeg forstår egentlig godt, hvis bogen hurtigt bliver glemt. Børn har også en masse, de skal nå, så det med at sætte sig ned og slappe af med en bog ... Det er nu en skam, for bøger kan virkelig give en masse gode oplevelser.
Nå, sidespor :o)
Vinderen i 2011 var Michael Kamp, en forfatter der også udgiver på forlaget Tellerup, så vi er "i stald sammen". Det føles lidt, som om jeg har halvpart i ham og hans sejr, bare fordi han er en Tellerup-forfatter ;o)
Han vandt med novellen "Telefonfis", og da Michael er horrorforfatter, kan man nok gætte, hvad genren er.
Vinderen i 2012 - okay, den ene, det var faktisk en delt førsteplads - var Anika Eibe, som er en af mine skrivebuddies og rejsekammerat til bogforum og andre bogmesser. Hun skrev den spændende historiske novelle "Colosseum". Og da jeg kender hende, så har jeg da også halvpart i den sejr ;oP
Begge noveller og mange flere kan læses i Tellerups "Historier til drenge".
Det bliver spændende at se, hvordan drengelitteraturprisen 2013 ender :o)
Det er en gysernovelle, og jeg er blevet ganske godt tilfreds. Da jeg startede med at skrive for alvor, var det gysernoveller, jeg skrev, så det er lidt som at vende "tilbage til rødderne".
Om jeg er god til at lave et gys ... det ved jeg ikke. Jeg er nok mere "hygge-gyset", vil jeg tro.
Man kan læse mere om konkurrencen på Kulturstyrelsens hjemmeside, men kort fortalt skal man skrive en kort novelle, der taler til drengene, så de ikke holder op med at læse på 4-7. klassetrin. En svær opgave uden tvivl. Børn i dag har så mange muligheder. Det er ikke som i min barndom, hvor vi børn måtte gå i skole med træsko foret med halm, og hvor vi brugte ferierne på marken ... eller, hvordan var det nu det var? Nå jo! Der var intet internet, spillekonsoller var ikke normalt, og det eneste program til børn var "Fjernsyn for dig".
Der er mange muligheder i dag, så jeg forstår egentlig godt, hvis bogen hurtigt bliver glemt. Børn har også en masse, de skal nå, så det med at sætte sig ned og slappe af med en bog ... Det er nu en skam, for bøger kan virkelig give en masse gode oplevelser.
Nå, sidespor :o)
Vinderen i 2011 var Michael Kamp, en forfatter der også udgiver på forlaget Tellerup, så vi er "i stald sammen". Det føles lidt, som om jeg har halvpart i ham og hans sejr, bare fordi han er en Tellerup-forfatter ;o)
Han vandt med novellen "Telefonfis", og da Michael er horrorforfatter, kan man nok gætte, hvad genren er.
Vinderen i 2012 - okay, den ene, det var faktisk en delt førsteplads - var Anika Eibe, som er en af mine skrivebuddies og rejsekammerat til bogforum og andre bogmesser. Hun skrev den spændende historiske novelle "Colosseum". Og da jeg kender hende, så har jeg da også halvpart i den sejr ;oP
Begge noveller og mange flere kan læses i Tellerups "Historier til drenge".
Det bliver spændende at se, hvordan drengelitteraturprisen 2013 ender :o)
torsdag den 16. maj 2013
Tanker i en forfatterhjerne
Forleden forlod jeg det lokale kulturcenter (pænt ord for det, der bare var hallen, da jeg var barn), og da jeg skubbede dørene op, tænkte jeg: "Hmm, smart at de går udad. Hvis en folk mennesker flygter i panik, vil de ikke blive fanget ved døren, hvis de i øjeblikket glemmer at trække ... på den anden side: Hvis de nu flygter ind i hallen for at komme væk fra kæmpeedderkopper eller zombier på parkeringspladsen ..."
En tanke der fik mig til at smile, mens jeg gik over den fuldstændig fredelige parkeringsplads.
(Nogle gange er det godt, at folk ikke kan læse ens tanker ... medmindre man deler dem på en blog!)
En tanke der fik mig til at smile, mens jeg gik over den fuldstændig fredelige parkeringsplads.
(Nogle gange er det godt, at folk ikke kan læse ens tanker ... medmindre man deler dem på en blog!)
onsdag den 15. maj 2013
Må jeg præsentere: Forfald!
Uh, se, se, se, se!
Forsiden til bog 6 i serien Blodets bånd: Forfald!
Hvis I vidste, hvor meget arbejde der har været med den forside! Jeg har pløjet igennem 2-3 billeddatabaser i jagten på min perfekte forside-model ... og bagefter har jeg så pløjet igennem de samme databaser i jagten på hans hår!
Det har været noget af en tur!
Efter at have kigget på hundredvis af fyre og diskuteret dem med mine betalæsere, endte vi med denne favorit, som nåede hele vejen til at blive The Guy. Men håret var jo ikke helt rigtigt. Jeg troede, det nemt kunne gøres længere og rettes til, men det viste sig at blive noget af et problem. Så jeg måtte finde noget andet garn, hvilket var virkelig svært. I ren desperation begyndte jeg også at kigge på de langhårede kvinder!
Illustratoren må have skåret tænder et par gange i forløbet, når hans arbejde har fået kommentaren: "Jeg ved ikke ... det er ikke helt rigtigt ... kan det ikke blive lidt mere ... luftig? Og knap så permanentet?"
Nogle af reaktionerne undervejs fra redaktør og betalæsere:
En der spontant begyndte at grine ved synet af en udgave af Viking med nyt hår.
En betalæser, der kommenterede, at han lignede et medlem af ABBA.
Så var der udgaven, hvor Viking lignede en mild gud eller yndling. Og på et andet så det ud, som om han havde skamklippet sig selv.
"Garnet" endte vi med at tage fra denne gut.
Men her er det endelige resultat så, og jeg er rigtig glad og tilfreds.
Det mest spændende er måske en lille dato, der er at se på forlagets hjemmeside, men som jeg også lige viser her.
Yeah! Okay, jeg prøver at styre min begejstring, da man jo aldrig ved, hvad der kan ske ... men stadigvæk! Min bogreol er meget tæt på at få en ny beboer :oP
Forsiden til bog 6 i serien Blodets bånd: Forfald!
Hvis I vidste, hvor meget arbejde der har været med den forside! Jeg har pløjet igennem 2-3 billeddatabaser i jagten på min perfekte forside-model ... og bagefter har jeg så pløjet igennem de samme databaser i jagten på hans hår!
Det har været noget af en tur!
Efter at have kigget på hundredvis af fyre og diskuteret dem med mine betalæsere, endte vi med denne favorit, som nåede hele vejen til at blive The Guy. Men håret var jo ikke helt rigtigt. Jeg troede, det nemt kunne gøres længere og rettes til, men det viste sig at blive noget af et problem. Så jeg måtte finde noget andet garn, hvilket var virkelig svært. I ren desperation begyndte jeg også at kigge på de langhårede kvinder!
Illustratoren må have skåret tænder et par gange i forløbet, når hans arbejde har fået kommentaren: "Jeg ved ikke ... det er ikke helt rigtigt ... kan det ikke blive lidt mere ... luftig? Og knap så permanentet?"
Nogle af reaktionerne undervejs fra redaktør og betalæsere:
En der spontant begyndte at grine ved synet af en udgave af Viking med nyt hår.
En betalæser, der kommenterede, at han lignede et medlem af ABBA.
Så var der udgaven, hvor Viking lignede en mild gud eller yndling. Og på et andet så det ud, som om han havde skamklippet sig selv.
"Garnet" endte vi med at tage fra denne gut.
Men her er det endelige resultat så, og jeg er rigtig glad og tilfreds.
Det mest spændende er måske en lille dato, der er at se på forlagets hjemmeside, men som jeg også lige viser her.
Yeah! Okay, jeg prøver at styre min begejstring, da man jo aldrig ved, hvad der kan ske ... men stadigvæk! Min bogreol er meget tæt på at få en ny beboer :oP
mandag den 6. maj 2013
Helt udsolgt og kan ikke bestilles!
Sidste år i september prøvede jeg for første gang at have udsolgt ikke bare et oplag, men to. Dengang var det "Kampbrødre" og 4. del i min Drømmer-serie: "Drømmernes slot".
Og nu er det sørme sket igen! Kort tid efter mit 9-års jubilæum som Besejre af Nåleøjet er min debutroman "Kristines hjerte" udsolgt.
Jamen, se bare!
Og nu er det sørme sket igen! Kort tid efter mit 9-års jubilæum som Besejre af Nåleøjet er min debutroman "Kristines hjerte" udsolgt.
Jamen, se bare!
Det føles faktisk en smule mærkeligt. Min første roman ... snøft ... det ene øjeblik er den frisk fra trykkeriet, og bare små 8 år senere kan den ikke købes fra forlaget. Men hey! Det betyder jo bare, at bøgerne er spredt ud over bogreoler over landet. Det er da ikke så ringe.
"Kristines hjerte" ... det var med den, det hele begyndte :o)
Og forhåbentligt bliver det ved længe endnu!
Abonner på:
Opslag (Atom)