Så blev det 2012, og det er tid til en ny forfatterstatus.
2011 var et blandet år for mig. På forfattersiden var det et godt år med hele tre udgivelser: De to første bind i serien Blodets Bånd ("Blodsøstre" og "Hyænelatter") samt "Spejlsøstre". Især mine to vampyrromaner har fået en rigtig fin modtagelse, og jeg håber, at jeg kan leve op til forventningerne i de næste bind.
Privat var det et år med sorg og tab. Året var knap nok begyndt før et nærtstående familiemedlem fik konstateret uhelbredelig kræft. Det er en forfærdelig sygdom, som jeg desværre har haft tæt inde på livet flere gange.
Det lykkedes mig at få skrevet "Blodsøstre" og "Hyænelatter" færdig inden sygdommen blev forværret, og der ikke var tid eller overskud til at skrive. Da det var slut. havde jeg måske nok tid, men overskud og lysten til at skrive var forsvundet, og jeg var egentlig ligeglad.
Der gik flere måneder før lysten vendte tilbage, og med tanke på hvilket år det har været, er jeg egentlig godt tilfreds med, hvad jeg har nået. Jeg fik ikke skrevet de noveller eller de letlæsningsbøger, som jeg nævnte i Forfatterstatus 2010, men jeg fik skrevet en roman og påbegyndt en anden.
Jeg håber, 2012 bliver et bedre år end 2011 på det private område og lige så godt i forbindelse med forfatterlivet.
På udgivelsesfronten kommer min første letlæsningsserie "Drømmer" og 3. bind i serien "Blodets bånd" - "Kampbrødre" - skulle efter planen også komme på markedet i årets første halvdel.
Ellers håber jeg, at jeg får skrevet 1-2 romaner (måske for optimistisk), og at jeg måske får kigget på de der noveller og flere letlæsningsromaner, som jeg skrev om for et år siden.
Så, 2012 ... hvad byder du på?
Kære Pernille
SvarSletJeg håber dit kommende år bliver produktivt, lykkeligt og tilfredsstillende på alle punkter.
Om nogen fortjener du det!
Kh
Anika Eibe