Mandag til fredag og nogle gange lørdag tilbringer jeg på biblioteket. Nej, jeg er ikke en læsehest med seriøs "ædeflip", men jeg arbejder som bibliotekar.
Det har et par gange bragt mig tæt på mine læsere - nogle gange uden at de selv ved det.
Forleden havde jeg vagt, og en pige kom for at hente en bog for sin søster. Hun havde ikke noget reserveringsnummer, men hvis hun ville låne på søsterens kort, skulle hun kende lånenummer og pinkode.
Hun ringede til sin søster, og jeg kunne så overhøre følgende samtale.
"Mor sagde, jeg skulle hente en bog til dig. Den der som er skrevet af ... Pernille ..." Og så fulgte en let forvrænget udgave af mit efternavn.
Hov, vent, hvad?!
Jeg var ret glad for, at hun stod med ryggen til, så hun ikke kunne se det grin, der pludselig levede sit eget liv på mit ansigt. Det blev ikke nemmere at styre, da jeg så reaktionen på den ungarbejder, jeg var på vagt sammen med. Hun stod henne ved reolen med reserveringer, men drejede hovedet med et ryk, da hun hørte navnet.
Sådanne små oplevelser er ret pudsige og sjove at opleve. Ikke mindst fordi pigen tydeligvis ikke anede, at forfatteren til omtalte bog sad lige bag hende, og så fordi hun ikke helt kunne huske mit efternavn eller vidste hvordan det udtales.
Desværre var søsteren så alligevel ikke interesseret i at få bogen (humf!), men jeg morede mig nu alligevel.
Og ja, jeg forstår godt, hvis Eybye kan være lidt drilsk. Hvad skal alle de y'er gøre godt for, og så er der et e til sidst, der bare hænger og flagrer.
Skulle jeg stave mit navn, som det udtales, må det være Aiby.
Pernille Aiby ;o)
Fnis. Hvis der i fremtiden nogensinde er nogen som kommer ind for at spørge efter mine bøger skal du være meget velkommen til at sige: "Jeg kender forresten forfatteren og hun vil gerne sige tak fordi du læser hende bog og håber du synes om den." ;o))
SvarSletHaha, Louise, det kunne ellers være fantastisk at kunne give en hilsen videre på den måde ;o)
SletBare rolig: Jeg skal nok anbefale dine bøger!