Deleted scene fra Fortidssynder

Vampyrer havde de sidste år haft en fanskare af både mænd og kvinder der fandt tanken om det udødelige liv charmerende. Tanken om at leve i natten, evigt forbandet og tynget af skæbnen … det talte åbenbart til dem. Nogle læste bøger og svælgede i film mens andre gik så langt som til at sætte hugtænder i munden og begynde at tro at de faktisk var vampyrer.

     Alle disse mennesker havde nok ikke forestillet sig at dette kunne være en del af livet som de fortabte.

     Anastasia befandt sig i elektronikafdelingen i et af de store varehuse og betragtede Daran der var ved at flytte rundt på udstillingen af tv-skærme. Den høje, tynd mand med den blå uniformsskjorte lignede modeludgaven af en nørd hvilket sikkert ikke var langt fra sandheden. Han bar lette briller der ikke havde anden funktion end at være et accessory.

     ”Hvad så med hende? Lyder hun som én du kender?” Anastasia prøvede at styre sin utålmodighed. Hun havde ikke lyst til at bruge sin tid her, men hun følte det var vigtigt. Efter det hun havde fundet ud af om Leo … hvad det så end betød … måtte hun tage nogle ting mere alvorligt. Det gav ingen mening, men hun kunne ikke ignorere det.

     ”Hun er ny, har muligvis en pjusket hestehale og ejer en stram kjole og støvler,” gentog han. Han rynkede panden let mens han fortsatte med at flytte på skærmene. ”Nej, det tror jeg ikke. Hun lyder heller ikke som en der færdes i mine kredse.” Han smilede et smil som ville få de intetanende kunder omkring dem til at standse i en tilstand af urrædsel, hvis han havde kigget på dem imens og de havde opdaget det. Det var et smil som ikke gik godt i spænd med hans look som uskadelig, hjælpsom nørd.

     Endnu et par skærme blev flyttet, og han lod hænderne glide kærtegnende langs kanterne som var det hans gode venner. En voksens mands teselskab med dukker.

     ”Okay.” Hun tog sig til panden og kæmpede for at lade være med at hvæse højt og frustreret. Det var ikke fordi hun ønskede at nogen skulle nikke genkendende til de vampyrer Leo havde beskrevet. Det var mere fordi hun havde en nagende følelse af noget skulle tages alvorligt ved hans frygt. Ikke at han ligefrem havde sagt det, men det behøvede han heller ikke. Frygten strålede ud fra ham som varmen fra en brændeovn.

     Og så hans snak om at han havde oplevet at blive til Terminator-Leo igen. Nøjagtigt som da han tog livet af Ricardo og hans to kammerater. Godt nok i drømme, men stadigvæk. Leo var bange, og hun var godt dum hvis hun ikke tog hans frygt alvorlig.

     Men hvis hun ikke fandt noget der beviste at der var grund til bekymring … skulle hun så bare tage det roligt? Det kunne hun ikke. Hun ville blive drevet til vanvid ved fornemmelsen af at hun bare ikke havde fundet den rigtige at spørge, ikke havde set i den rigtige retning … et eller andet.

     ”Hvorfor stiller du alle de spørgsmål?” spurgte han og så på hende mens han tørrede en rand af støv væk fra et af skiltene. ”Er de ofre for vampyrjægerne? Ligesom Hank?”

     Anastasia havde ikke lyst til at svare på om de var ofre for vampyrjægerne. Og hun havde slet ikke lyst til at fortælle nøjagtigt hvorfor hun spurgte. Fordi en sød, lille wicca-boy, som havde en både brugbar og skræmmende evne til at blive en farlig badass, havde bedt hende om at tjekke om bestemte vampyrer var i byen.

     ”Hvem er Hank? Ham kender jeg ikke.”

     ”Han er tilflytter, men jeg kender ham fra tidligere.” Daran stillede skiltet fra sig og tog et nyt som han tørrede fri for støv. ”Desværre fik han ikke glæde af vores smukke by længe. Han blev savnet af sine nærmeste, og efter at have søgt i hans kvarter, fandt de en lille bunke støv. Og blod.”

     ”Blod?”

     ”Ja.” Daran betragtede hende hen over kanten af brillerne, og det fik hende til at tænke på sin gamle lærerinde. ”Både i baggården og som små dråber der førte derind.” Han sukkede dybt. ”Hank foretrak at spise hjemme.”

     ”Okay, så han var ved at tage takeaway med hjem … og så blev han brændt af?” Hun følte sig ikke helt tryg ved den direkte samtale. Hvis nogen overhørte hvad de sagde … de ville nok aldrig gætte hele sandheden, men de ville nok studse en smule over indholdet.

     ”Brændt meget grundigt,” svarede Daran uden at fortrække en mine. ”Jeg vil gå så langt som til at sige at han fik svedne underbukser.”

     Anastasia var ikke helt klar over hvor han ville hen med den bemærkning … og helt ærligt var hun heller ikke sikker på hun ønskede at vide det. Derfor lod hun det fare.

     ”Hvordan ser … undskyld, så … Hank ud?” Hun forventede ikke at fyren matchede Leos beskrivelse af den ene mandlige vampyr, men viden var magt, og det var ikke til at vide om Hanks uheldige takeaway kunne få betydning.

     ”Cirka 180 centimeter høj, brunt hår, lidt langt … tror han havde grønne øjne.” Han trak på skuldrene.

     Grønne, ikke brune som Leo nævnte. Men Daran er ikke helt sikker.

     ”Ingen andre tydelige kendetegn?” Leo havde ikke givet hende meget at arbejde med. Kun nogle få oplysninger som lange øjenvipper, tydelige øjenbryn og en markeret hage på den mandlige vampyr.

     ”Næ, Hank er ret gennemsnitlig.”

     ”Så … han har almindelige øjenvipper? Altså, han er ikke velsignet med nogle som tøser ville begå overfald for?”

     Daran gloede på hende, men rystede så på hovedet.

     Anastasia følte sig som en idiot da hun fortsatte.

     ”Hvordan ser hans hage ud?”

     ”Hans … hage?”

     ”Ja, er den … veg? Maskulin?”

     ”Hank har kløft i hagen. Som et smilehul.” Det trak let i Darans mundvig. ”Tænk Kirk Douglas.”

     Et billede fløj forbi Anastasia indre blik. Et billede af skuespilleren i en af hans roller. Spartacus.

     Leo ville vel have nævnt det hvis hans mystiske vampyrfyr havde sådan et krater i hagen.

     ”Okay.” Der var ikke bingo, men i det her tilfælde var Anastasia ganske godt tilfreds med en nitte.

     ”Men … måske du skulle tale med en anden.” Daran gned omhyggeligt på en plet som om det var mere interessant end at tale med Anastasia. Det var tæt på at gøre hende en lille smule formærmet. Bare fordi hun ikke kom med højttalere og surroundsound … Ikke at hun plejede at få klager.

     ”Hvem er denne anden?” nærmest spandt hun, selvom hun mest af alt havde lyst til at flashe alle ti negle og give ham en klør fem i stereo.

     ”Kitty. Hendes søster er forsvundet. Måske er hun en af dem du eftersøger.”