Bogforum 2014 er forbi for i år, og for fjerde gang var jeg af sted sammen med skrivebuddierne: Anika Eibe, Carina Evytt og Louise Haiberg. Sidste år prøvede vi for første gang at tage bilen i stedet for toget, og det var sådan en succes, at det blev gentaget i år.
Og da jeg bor længst væk, skulle jeg også tidligst op. Faktisk skulle jeg ud af døren fem minutter i syv ifølge Anikas plan (hun er Planlæggeren i gruppen). Ikke så sent, egentligt. Ikke værre end til hverdag. Men jeg skulle jo også have bagage og lignende med mig, og belært af erfaringer fra sidste år, hvor jeg væltede ud af døren 25 minutter for sent på den, stod jeg op kl. 5.
En del af min hjerne mumlede noget om ”bare en halv time mere”, mens jeg vaklede ned ad gangen med kurs mod mit badeværelse, men det lykkedes mig at ignorere det tillokkende forslag. Det blev jeg glad for senere, for som forventet tog alt længere tid, men jeg kom da ud af huset hele fem minutter før planen.
Jeg satte min gps til, klar til en afslappende køretur på små fyrre kilometer før jeg skulle på motorvej og derfra videre mod Fyn, hvor Louise skulle samles op som den første.
”Drej til venstre, til venstre, til venstre …”
Sidst jeg var af sted, bemærkede jeg, at selvom jeg på udturen blev ført af en rute, så kom jeg hjem af en anden. Og denne ”anden rute” var nærmest motorvej hele vejen, indtil jeg endte i den by, hvor jeg arbejder. Jeg besluttede at køre over Arbejds-byen på vej mod Sjælland, for jeg kender vejen godt, og det ville være afslappende. Tænkte jeg. Troede jeg.
Og da jeg skulle på Børnescenen senere med min nye børneserie Merlin, ville jeg gerne have fred og ro og ingen stress til at tænke på foredraget.
Allerede da jeg forlod min carport kunne jeg se, at gps’en denne gang ville have mig af en helt tredje rute, men jeg ignorerede den og kørte mod Arbejds-byen. Så ville den vel beregne en ny rute.
Det gjorde den. Bare ikke den rute jeg regnede med. De næste fyrre minutter bad den mig om at dreje til venstre, hver gang det var muligt (hvilket jeg ignorerede). Og samtidig lavede den hele tiden om på mit ankomsttidspunkt.
Jeg blev mere og mere forsinket ifølge gps’en, og den afslappende tur blev i stedet erstattet af et hårdt greb om rattet, et øje på gps’en og hektisk hjerneaktivitet omkring hvorvidt jeg nu igen havde dummet mig.
”Hey, jeg bliver nok 50 minutter forsinket …”
Ved ankomsten til Arbejds-byen var der ingen ændring i min situation. Ikke andet end at gps’en nu ville have mig til at dreje til højre, hvilket jeg tillod mig at være skeptisk omkring. I stedet kørte jeg efter hukommelsen – og der ER altså en grund til at jeg bruger en gps! – i den retning, hvor jeg mente, jeg ville kunne komme på motorvejen.
På det her tidspunkt var jeg omkring 50 minutter forsinket, og jeg var stærk i tvivl om jeg huskede korrekt omkring ruten. Efter endelig at have givet efter for gps’ens forslag – og straks indset at det ikke kunne passe – endte jeg med at holde ind til siden, hive telefonen frem og ringe til Søster, min egen personlige 112.
Heldigvis gav hun mig ret i, at det var muligt at komme på motorvejen fra Arbejds-byen, og da jeg var så heldig, at et skilt viste mod E20, der hvor jeg holdt, sagde jeg hurtigt farvel og kørte videre, mens gps’en ihærdigt fortsatte med at foreslå mig at dreje mod venstre. Jeg nåede frem til en stor rundkørsel med hele to afkørsler mod E20 … men gps’en mente, at jeg skulle vælge en tredje vej.
Derfor var der måske en bilist eller to, som så en lille grå Peugeot tage adskillige ture rundt, mens chaufføren glanede ud på skiltene. Jeg måtte konsultere Søster igen, som atter gav mig ret i, at gps’en ikke havde ret, og jeg tog en af E20-afkørslerne. Hvorefter gps’en foreslog mig at forlade motorvejen igen om 17 kilometer.
På det her tidspunkt var jeg begyndt at frygte, at jeg aldrig nåede frem, så ved første rasteplads holdt jeg ind, ringede til Louise for at fortælle, at jeg vist blev liiiidt forsinket, samtidig med at jeg rodede med gps’en. Det virkede som om den forsøgte at holde mig væk fra motorvejen, så måske var der en fejl i opsætningen.
En lille stationcar
Heldigvis blev gps’en vist nærmest nulstillet ved, at jeg tog strømmen, for da jeg atter valgte adressen, var jeg kun små ti minutter forsinket, og nu måtte jeg gerne blive på motorvejen. Jeg sagde farvel til Louise og fræsede ud på motorvejen igen, men resten af turen var ikke videre afslappende, for jeg stolede overhovedet ikke på vejviseren i forruden.
Men jeg kom da frem, og med lidt besvær fik vi læsset Louises oppakning, der inkluderede rulleraceren (kørestol) ind i min lille dyt. Vi kørte videre, mens vi ivrigt knevrede, nåede frem til Anika, hvor vi flyttede både Louises og min bagage over i Anikas stationcar, som pludselig virkede som en meget lille en af slagsen.
Heldigvis pakker Carina let, men jeg vidste, at hun havde adskillige poser bøger med til Læs For Livet, så måske vi blive lidt udfordrede pladsmæssigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar