At være eller ikke at være ... fotogen

Jeg har egentlig ikke noget imod at blive fotograferet. Det er mere, at jeg tror, jeg har dårlig kamera-karma. En gang i fortiden må jeg havde fornærmet et kamera eller lignende. I hvert fald synes jeg, at jeg har en evne til at blive fanget og foreviget i knap så ... flatterende situationer.

Som vi siger i min familie: "Det kan ikke både ligne og se godt ud."

Jeg må så sige, at jeg virkelig ikke håber, at en stor del af billederne af mig ligner! Og ser godt ud ... det gør de så heller ikke.

Nå, men for noget tid siden stod jeg og skulle bruge et vellignende (og forhåbentligt pænt) billede til noget forfatter-relateret. Garderobeskabet blev endevendt, jeg tog en tur til frisøren for at få rettet pandehåret til (jeg kan godt med egen saks hæve det et stykke, når jeg synes old english sheepdog-looket bliver for slemt, meeen det bliver nok ikke helt så godt som hos frisøren) og greb fat i Søster som personlig fotograf.

Strategien var enkel: Tag billeder nok, for på et af billederne måtte jeg da slå den dårlige karma!

Og resultatet? Jamen, jeg blev meget positivt overrasket. De fleste var helt brugbare - og jeg er tilsyneladende bare pænest i gråtoner. Men en ting, jeg lagde mærke til, var: Timingen.

Det er i øvrigt også en sandhed, man kan bruge i forbindelse med at skrive og blive udgivet. Timing er alting! Skriv den rigtige roman på det rigtige tidspunkt. Send den til det rigtige forlag på det rigtige tidspunkt. Håb på at den falder i hænderne på den helt rigtige redaktør, som kan se kvaliteterne, og som kan lide den slags bøger, du skriver.

Tillad mig at demonstrere:

God timing                                                                                    Dårlig timing



 

 

 



Så lille en forskel i det store billede og SÅ stor en forskel i opfattelsen af hele det store billede!