søndag den 7. oktober 2012

Fantasymessen 2012 - jeg var der!

I september måned blev der åbnet for den første fantasymesse. Rammerne var Herlufsholm, hvilket var meget passende. Da jeg var på vej op på første sal, hvor det hele foregik, kunne jeg sagtens forestille mig, at trappen rev sig løs - ligesom i Harry Potter.

Jeg besøgte messen sammen med mine to gode kollegaer, som jeg har søndagsdeadlines samt en fjerde person, som bogelskere nok kommer til at se mere til i fremtiden. Vi havde lavet en hel lille udflugt ud af det, og det var superhyggeligt, både at kunne mødes, men naturligvis også at nyde messen.

Indendøre foregik det spændende i Spisesalen og Festsalen. I begge rum var der stande med forskellige forlag, og Håbefulde Unge Forfattere var også til stede. Der var en lille scene både i Spisesalen og Festsalen, hvor forskellige arrangementer foregik. Der var interviews og foredrag, og i Mellerne - som jeg desværre aldrig fik at se - var der oplæsning.

I en lille gård kunne man købe noget at spise og drikke, der var levende musik og mulighed for at købe bøger.

På en græsplæne kunne man prøve kræfter med bueskydning, hvilket vi selvfølgelig prøvede. Og det var heeelt med vilje, at min ene pil vendte en halv omgang i luften og hånende ramte dukken lige i ansigtet med den fjerede ende. Sådan. Blændet og ydmyget, det er sådan, det skal gøres!

Der var også mulighed for at kæmpe med rollespils sværd, meeen det skulle jeg alligevel ikke nyde noget af.

Flere af eleverne på skolen var klædt ud, og man kunne jo blive helt inspireret af at kigge på riddere og orker, der som den naturligste ting i verden vandrede rundt imellem os. Jeg så også et par elever fra Hogwarts.

 Iøvrigt var servicen af de optrædende helt i top. Vi blev vist op i et VIP-rum, hvor vi fik informationer. Her kunne vi sidde ned, slappe lidt af med en kop kaffe eller et glas vand og forberede os til, når det var vores tur på scenen.

Jeg blev interviewet om min serie Blodets bånd.

Her er jeg på scenen.
Det var første gang, jeg var "på", og første gang jeg er blevet interviewet direkte på scenen. Jeg havde talt med intervieweren inden, og det var meget interessant at høre, hvordan hun havde oplevet bøgerne, og hvad hun havde fået ud af dem.

Bemærk de smarte headsæt vi har på. Det lykkedes mig at få min på, men da jeg skulle have den af igen, blev mit hår viklet godt og grundigt ind i den. Heldigvis havde jeg jo mine kære kollegaer med, og med et par ekstra hænder kunne jeg slippe fri og komme ned fra scenen.


Bagefter var der mulighed for en autograf.

Det var en rigtig god oplevelse at være på fantasymessen, og jeg håber, de gentager det næste år ... og at jeg også kan komme med!

Billederne i indlægget tilhører Forlaget Tellerup. For at se flere billeder fra Fantasymessen, hvor flere af Tellerups forfattere deltog, så besøg deres facebookside.

3 kommentarer:

  1. Jeg gik desværre glip af dig til Fantasymessen, da jeg ikke kom om lørdagen, hvilket jeg ærgrer mig rigtig meget over! Men jeg var jo så heldig at være din første "gæst", da du signerede bøger til sidste års BogForum og jeg ser frem til at se og høre dig på dette års BogForum til november.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mainia

      Næææ, var du den første på bogmessen 2011? Det var specielt for mig at sidde der for første gang ... og skrive mit navn i en af mine bøger - uden at modtageren var familie eller venner ;o)

      Jamen, så ses vi jo nok til Bogforum 2012 også!

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet