søndag den 8. juli 2012

Når den gode læseoplevelse ikke indfries

Når jeg skriver, gør jeg det først og fremmest, fordi det morer mig. Ja, det er ikke ren underholdning hele tiden, men det er værd at kæmpe engang imellem, og jeg vender altid tilbage.

Dernæst ønsker jeg egentlig bare for mine læsere, at de får en god læseroplevelse. Jeg har selv nydt mange bøger gennem livet, og mit liv er bygget på bøger igennem mit arbejde som bibliotekar og forfatter. Det er fantastisk at høre eller læse, at nogen har nydt en af mine bøger.

Desværre kan ingen stille alle tilfreds, og jeg faldt over denne anmeldelse af "Spejlsøstre" på hjemmesiden goodreads.

Kort fortalt vil læseren hellere tale om byldepest, gulerødder og fugleklatter end at læse "Spejlsøstre". Hun formulerer sig ganske underholdende, og jeg får helt ondt af hende. Jeg håber ikke, hun læste hele bogen. Livet er for kort til bøger, man ikke "svinger" med. Så er det bedre at returnere den til biblioteket og snuppe en ny fra stakken.

Jeg kan dog godt forstå, hvis hun blev skuffet. Hun forventede, at "Spejlsøstre" er en gyser. Det er den ikke, men mere en bog om kærlighed, tab og om hvorvidt der er noget efter døden.

Og for lige at vise, at smag og behag heldigvis er forskellig, er der her en anmeldelse fra Palles Gavebod.
Jeg citerer: "Jeg elsker simpelthen denne her bog, jeg synes at forfatteren skriver den faktisk så godt at man virkelige føler at man er Lucas." og "Så hvis du er til lidt overnaturlige bøger og romantiske og magiske og spændende bøger, så synes jeg du skal læse dennne magiske bog."

Så læs kun de bøger du kan lide (medmindre det selvfølgelig er en bundet opgave). Der er nok at vælge imellem.
Og, nå ja, lad mig lige slå et slag for nogle af mine medforfattere på Tellerup som skriver horror: Carina Evytt, Michael Kamp, Nick Clausen og Teddy Vork. De er gode :o)

2 kommentarer:

  1. En læseoplevelse er altid subjektiv, og jeg har også selv prøvet at gå med forkerte forventninger ind i et givent univers.
    Når det sker så kan man jo altid forsøge med én af to udveje. Enten levere de tilbage (hvis ens lyst ikke lige er i den retning), eller læne sig tilbage og lade sig overraske.
    Det kan der sommetider være gode oplevelser i.

    Når det så er sagt, så har jeg aldrig kunnet forstå denne slags anmeldelser. Hvorfor blive så grel i tonen? Hvem hjælper de?
    Det er dog ikke kun privatpersoner der anmelder på den måde. Jeg mindes en anmeldelse i weekendavisen for tusind år siden: "nogenlunde lige så behagelig læsning som at blive svirpet i ansigtet med et vådt viskestykke" (frit fra hukommelsen).
    Selv anmeldere har jo lov til at sige fra, hvis de ikke magter at læse en bog til ende. Jeg kan dog ikke forestille mig at våde viskestykker og byldepest er at foretrække for snart sagt hvilken som helst bog.

    Godt at læsning og smag er subjektiv! :-)

    SvarSlet
  2. Når man læser har man jo altid nogle favoritter. Det være sig genre eller forfattere. Men som folk ændre sig og bliver ældre ændre deres smag sig også engang imellem.
    I en længere periode satte jeg mig for at læse en ny forfatter og evt. genre om måneden. Dette resultere i nye yndlings forfattere på hylden, men også en god stak bøger, som jeg virkelig måtte kæmpe for at komme igennem (hele tiden med håbet om at de da måtte blive bedre) men jeg lærte noget nyt hver gang. Det var faktisk dem jeg hadede at læse, som jeg lærte mest af.

    Bare fordi man ikke kan fordrage en bog, så betyder det ikke at du ikke lære noget og hvis du stadig husker en af disse bøger efter mange år, så var den måske værd at genlæse, for smag ændre sig.

    God læsning. ;o)

    SvarSlet