Puh, det er stort. Ja, jeg ved godt, jeg var på Børnescenen til Bogforum i 2012, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd. Og selvom det var skræmmende nok, så føltes tanken om et forfatterforedrag også skræmmende ... på sin egen måde.
At skulle stille sig op foran en klasse og fortælle om sig selv og sine bøger ... oh my! Kunne det virkelig være så interessant for tilhørerne? Ville jeg kunne finde ud af det? Jeg har på det sidste været til et par forfatterforedrag, hvor forfatterne har kunnet bruge en del tid på at fortælle om, hvorfor de har skrevet den eller den bog.
Jeg ville vel knap nok kunne bruge fem minutter. "Jeg gjorde det, fordi ideen virkede sjov. Og jeg havde lyst til at skrive den." Hmmm, ikke videre imponerende, vel?
Men jeg sagde alligevel ja, da jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Der er en første gang for alt, og det var da helt klart værd at prøve.
Så jeg gik i gang med at forberede mig, jeg udspurgte andre forfattere omkring hvad man kunne fortælle, og jeg lavede et manuskript. Manuskriptet dækkede alt fra begyndelsen, hvor jeg startede med at skrive, til mine første forsøg med at besejre nåleøjet, mit møde med Fyldepennen, et udpluk af udtalelser ("Historien trænger til at blive skuret med en skuresvamp" - autch!), successen da "Kristines hjerte" blev godtaget til hvordan jeg skriver og om hvilke ideer, der startede nogle af de forskellige bøger.
Lad os bare sige, at jeg bekymrede mig en del om foredraget. Jeg kendte selvfølgelig til alt, hvad jeg kunne fortælle, men alligevel. Tænk hvis klappen gik ned?
Så jeg læste mit manuskript igennem, forsøgte at forestille mig i situationen og prøvede også at holde foredraget højt et par gange. Især starten var jeg koncentreret omkring. I mit arbejde som bibliotekar underviser jeg jævnligt, og det er virkelig vigtigt, at man kommer godt fra start. Man har ikke lyst til at stå og øh'e og føle, at man kommer skævt fra start.
Dagen kom - noget forsinket på grund af lærerlockouten - og jeg pakkede alle mine bøger og drog af sted.
Efter lidt besvær lokaliserede jeg det rigtige lokale på skolen (og dobbelttjekket) gik jeg frem i døren til det store klasselokale, hvor 6. klassen holdt til. De var vist i gang med opgaver hver for sig, for de sad spredt.
Men ikke så snart var jeg dukket op i døren, før de første spørgsmål begyndte at komme.
"Er det dig, der er forfatteren?"
"Er det sjovt at skrive?"
"Kan man leve af det?"
Fantastisk, sikke en interesse :o)
Jeg nåede helt indenfor ("Ingen vej tilbage, Pernille!"), fik hilst på læreren der smuttede for at indfange resten af klassen ("Hvor skal du hen?! Don't go!") og var så alene tilbage med resten. De åd mig heldigvis ikke, men en lille flok drenge kom op og begyndte at undersøge kassen med bøger. Det var ret fascinerende at iagttage. Sikke en interesse for mine bøger!
Vi fik os en lille snak, inden læreren vendte tilbage med resten af eleverne og så var det showtime.
Noget af det, som jeg har været mest bekymret for ved at skulle holde et foredrag, var tanken om at skulle stå i 30-45 minutter og bare tale alene. Jeg var bange for, at min hjerne ville bryde sammen ovenpå belastningen ved at skulle høre på mig selv i så lang tid. Og når jeg er nervøs, taler jeg hurtig. Mine stemmebånd får kolibri-hastighed, og fart er ikke noget at eftertragte, når det kommer til stemmen. Jeg tror nærmere, det er jo langsommere jo bedre.
Men nu var det mig, der havde ordet, og jeg føler faktisk, at jeg kom godt fra start. Jeg var i hvert fald selv godt tilfreds, og det er jo - i det mindste når man står midt i det og stadig har 40 minutter at fylde ud - det vigtigste.
Vi tog spørgsmålene undervejs, og det fungerede fantastisk. Jeg slap for kun at skulle høre på mig selv i en meget lang periode, og det var interessant at få spørgsmålene i en lind strøm. Når spørgsmålene for en periode ebbede ud, genoptog jeg det planlagte foredrag, og så var der snart nye spørgsmål.
Ulempen var, at min tidsplan skred en del, og jeg slet ikke nåede ind på alle de planlagte områder. Men det fungerede nu stadig rigtig godt. Jeg havde en god fornemmelse for foredraget, jeg hyggede mig faktisk, og der var mange gode og interessante spørgsmål. Forhåbentligt var det også mere interessante for eleverne, at de ikke behøvede vente til allersidst med at få lov til at stille spørgsmål.
Jeg havde samme oplevelse af mit lille foredrag om Blodets Bånd-serien på Bogforum. Jeg speedsnakkede mig igennem de første ti minutter, nåede enden af det forberedte (og glemte vist noget undervejs). Heldigvis havde tilhørerne en masse spørgsmål, og resten af tiden var den rene leg.
Vi nåede til enden af skoletimen (alt, alt for tidligt), og inden jeg tog min lille kasse med bøger, kom en ny gruppe op og stod og bladrede igennem bøgerne, mens de snakkede løs om bøger de læste (og hey! I hvert fald to af pigernes mødre har læst starten af Blodets Bånd), mine bøger og om at være forfatter.
Det var rigtig hyggeligt. Og se: Jeg fik en fin gave.
Hvis alle klasser er som denne, så er det jo ingen sag at lave et forfatterforedrag.
Så tak til 6. klassen på Brorsonskolen, som gjorde det til en fantastisk oplevelse!
(Og undlod at traumatisere mig for livet ;o))
Ih, hvor er jeg glad for at det gik godt. ;o))
SvarSletKnus
Louise
Hej Louise
SletNok ikke så glad som jeg ;oP