Foredrag?! Fuck-e-lig-fuck!

Mandag

Jeg er på arbejde, da jeg lige tjekker min mailboks og har modtaget en mail. Den starter sådan her:

"Skriver lige for at tjekke om alt er ok med dit forfatterforedrag her på onsdag i forbindelse med et seminar om Den fantastiske litteratur. Vi glæder os til du kommer."

Øh, hvad? Hvad, hvad, hvad?!

Vi skruer lige tiden et par måneder tilbage. Der blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg kunne være interesseret i at lave et forfatterforedrag. Det var jeg da, og der blev skrevet lidt frem og tilbage, men så hørte jeg ikke mere.

"Okay," tænkte jeg, "de har nok valgt en anden forfatter."

Jeg var dog alligevel inde på deres side et par gange, bare for lige at tjekke, men der stod ikke noget om mig, så jeg gik ud fra, at aftalen var gået i vasken.

Altså, lige indtil denne mandag, hvor jeg indser, at der er sket en kommunikationsbrist.

Så nu er der folk, som forventer at se mig to dage senere ... lave et forfatterforedrag ... i Frederiksberg ... over 300 km væk hjemmefra.

Mine tanker i det øjeblik kan nogenlunde omskrives til: Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fåååååck!

Mens jeg passer mit arbejde, kører hjernen på højtryk. Kan jeg få fri? Hvordan kommer jeg til Frederiksberg? Kan jeg overhovedet nå at forberede mig?!

Det er en ret dårlig dag at skulle lægge planer, da både min chef og det der føles som halvdelen af bibliotekets ansatte er til et seminar. Så jeg kan ikke bare lige gribe fat i ham og høre, hvordan det ser ud med mulighederne for at få fri. Og jeg selv løber fra vagt til vagt, mens jeg prøver at regne ud, hvad jeg skal gøre.

Der bliver sendt en svarmail, hvor jeg forklarer kommunikationsbristen, men at jeg vil prøve at se, om jeg kan få fri. Jeg sender en sms til chefen og en længere forklarende mail. Og så arbejder jeg ellers videre, mens mine tanker kører i ring med Fuck-e-lig-fuck.

Planerne for resten af dagen kasseres. Min date med pensel, maling og døre må vente ligesom min aftale med at plante to stikkelsbærbuske, og det der mest af alt bare ligner en stikkelsbær-gren (krydser fingre for at de ikke visner i værkstedet før jeg får tid til at beskæftige mig med dem igen).

Jeg er hjemme kl. 17.30 med positiv tilbagemelding fra chef om, at jeg kan få fri. Jeg prøver at lægge planer om at komme til Frederiksberg. Første tanke er at køre selv, da det ikke plejer at være den letteste sag at komme til København med offentlige transportmidler. Så jeg lyder sikkert lidt som en af Askepots søstre: "Skaf mig en gps med opdateret kort!", "Find en brobizz!", mens jeg tjekker køretider på kraks.

Der bliver lige tid til hurtigt at kigge foredragsnoter igennem, men ikke noget der føles nær nok.

Jeg dejser om i sengen med et stille "Fuck-e-lig-fuck".
 

Tirsdag



 

Jeg halser rundt på arbejde, og vigtig arbejdsopgave gør, at jeg ikke tager tidligere fri, hvilket ellers var min plan, så jeg kunne få ekstra tid til forberedelse. Foredraget er i morgen! Venlige kollegaer udtrykker bekymring for muligheden for at parkere i København, og min hjerne er ved at overophede ved de praktiske aspekter i at ankomme til tiden og uden at fare vild.

 

På vej hjem fra arbejde køber jeg togbillet, en halv liter cola og to ruller kiks. Cola nedsvælges og en rulle kiks kværnes indenbords som aftensmad, mens jeg løber mine notater igennem, pakker taske med det meste af min bogproduktion (dog minus Drømmer-serien) og udprinter diverse togafgange samt vejbeskrivelser omkring, hvordan jeg kommer fra hovedbanegård til adressen. En lille gåtur på 16 minutter, men det er farlige 16 minutter, da jeg kan nå at fare ganske meget vild. Gudskelov er der ganske få venstre-højre sving, men jeg stirrer alligevel mistroisk på vejbeskrivelsen og forsøger at printe kortet ind i hjernen.

 

Forbander mig selv over, at jeg er så flintrende ligeglad med, hvad en telefon kan, så jeg ikke har smart udgave med gps.

 

Løber foredragsnoter igennem igen, igen, igen, inden jeg kravler under dynen og dobbelttjekker at vækkeuret er sat til.

 

Onsdag

 

Vågner syv minutter før vækkeuret ringer klokken seks. Bliver liggende udsplattet i sengen et par minutter før jeg står op, går i bad og spiser morgenmad. Min krop kan godt mærke, at noget skal ske, så den ved ikke helt, om morgenmad er en god ide. Jeg skovler insisterende allbran'en ind i munden, om end det går lidt langsommere end normalt.

 

Halv otte sidder jeg i bilen, klar til en lille køretur på 50 km. for at komme til togstation med en direkte rute til København, uden for meget ventetid og med fri parkering.

 

Kommer frem til stationen, stiger om bord da toget ankommer og tilbringer de næste tre timer med at løbe foredraget igennem. At holde foredrag - ligesom at undervise - handler for mig meget om at have en god start og glidende overgange imellem emnerne.

 

Det er som at køre bil og at være chaufføren. Hvis man får startet med hop og ryk, vil passagerne bemærke det. Og når man går fra et emne til et andet - som at skifte gear - skal det også helst ske uden den store opmærksomhed. Passagererne buh'er dig måske ikke ligefrem ud af bilen, men oplevelsen bliver ikke helt så behagelig, som den gerne skulle.

 

På et tidspunkt går jeg på jagt efter salgsvognen for at købe en sandwich. De er desværre helt udsolgt, så jeg ender med at købe en kitkat og en cola (hmmm, nærende!).

 

Morer mig lidt ved tanken om at kunne medbringe hele BB-crewet til foredraget og at have dem med i toget. At dele sæder med Kassie og Leo, at kunne høre Anastasia og Viking i munter samtale ... og se Zan og Viktor smile til uheldige passagerer, som skulle forvilde sig ind i kupeen. Se, det kunne være en underholdende tur!

 

Jeg når frem til hovedbanegården lidt i tolv og bruger lidt tid på at forsøge at gennemskue, fra hvilken perron toget hjem afgår fra. Har en aftale om aftenen, så det skal helst klappe og ved, at jeg ikke har ret meget tid at give af. Finder ikke ud af det og forlader banegården.

 

Har i sidste øjeblik medbragt min gps til bilen, og i toget indtastede jeg både adressen hvor seminaret afholdes og banegårdens adresse. Føler mig så meget på forkant. Knap så meget da gps ikke kan få kontakt til en satellit. Får flået kraks vejledning op af tasken og begynder at gå i den - forhåbentligt - rigtige retning, mens jeg skiftevis skæver til uret og tilbage mod alle de ventende taxaer foran hovedbanegården (også kaldet Panik-Plan-B).

 

Leder desperat efter vejskilte og bander indvendigt over, at jeg ikke har studeret i København. Tror jeg går i den rigtige retning, og så - halleluja! - begynder gps'en af virke. Jeg når frem til adressen en halv time før tid, og efter at have arbejdet mig op af en lille, snoet trappe er jeg helt, helt fremme.

 

Kursisterne er i gang med frokosten, og jeg får serveret en halv sandwich, som jeg spiser halvdelen af. Min krop er ikke videre stresset, men synes åbenbart ikke, at mad er noget den behøver synderligt meget af. Der er også kage, men takker nej, da det er en lækker, klæbrig en af slagsen, som helt sikkert vil klistre til hele tandrækken, og da det snart er showtime ...

 

Det går op for mig, at jeg er blandt fæller. Kursisterne er bibliotekarer (Fordel? Ulempe? Fordel? Ulempe?), og der er rent faktisk et par velkendte ansigter imellem.

 

Så er det mig. Jeg får hevet hele bogreolen (altså, minus Drømmer-serien) op af tasken og kaster mig ud i det. Føler jeg er en rimelig god chauffør, der ikke ryster mine passagerer hid og did, og tilbringer en hyggelig time med at fortælle om Blodets Bånd-serien, hvordan det hele startede, og hvordan ideen blev udviklet, og om hvordan personerne synes at leve deres eget liv. Der bliver også snakket om de paranormale romaner og om indre 16-årige.

 

Foredraget slutter, seminaret er forbi, og jeg bakser alle bøgerne ned i tasken igen. Mit tog kører om en halv time, så jeg sætter i rask trav, og Lyskurvenes Gudinde er med mig, så jeg rider på en grøn bølge.

 

Når frem til hovedbanegården, finder ud af hvilken perron jeg skal ned til og ser, at toget allerede er der. Har pladsbillet, så okser ned langs toget, mens jeg leder efter den og skæver til klokken. Toget er langt! Og toget kører snart. Finder endelig min vogn og mit sæde, kollapser på pladsen med bankende hjerte og vindblæst hår og et indre sejrsvræl over, at det hele lykkedes.

 

Turen hjem tilbringes i selskab med en bog (ikke en af mine egne), og jeg æder en rulle medbragte kiks, da salgsvognen ikke lige er at finde. 

 

Jeg er lettet over, at foredraget gik godt, at jeg ikke for vild, og at jeg nåede mit tog. Og jeg glæder mig til weekenden.



Foredrag igen igen

Huuhaaa!

Så har jeg atter prøvet at stå foran en skoleklasse og fortælle om at være forfatter. Faktisk gjorde jeg det to gange på en dag. Først den ene klasse og så den anden. Jeg var ikke sikker på, at min stemme kunne trænge igennem til omkring 40 elever. Den har vist bare ikke det rigtige toneleje :o) Jeg var engang på et kursus i at blive bedre til at undervise (det var arbejdsrelateret), og da jeg skulle "fremlægge" for resten af holdet, så jeg kunne få feedback ... bad læreren mig om på det nærmeste at brøle, hvad jeg ville fortælle.

Det virkede da, men det er ikke ligefrem den mest afslappende metode :o)

Nå, men jeg lavede altså to forfatterforedrag, og det foregik på min gamle folkeskole. Jeg har været der siden jeg gik ud, men det er nu stadig sjovt og lidt mærkeligt at vende tilbage. Mange år der blev tilbragt i den bygning, og det er mange år siden, at jeg forlod skolen.

Ligesom sidst var jeg på besøg i to fine klasser, der havde en del spørgsmål. Vi kom omkring lidt af hvert, for eksempel hvad jeg tjener på at være forfatter. Tror eleverne var imponerede, men penge for en 6. klasses elev er iiiiikke helt det samme for en voksen med hus, bil og regninger :o) Jeg blev også spurgt, om jeg havde en manager. Nej, ikke som sådan, men jeg har da en redaktør.

Bagefter kom jeg med ind på lærerværelset og fik lidt at spise og drikke. Jeg fortalte den ene klasselærer om mit største minde fra lærerværelset fra dengang jeg selv gik på skolen. Jeg kan ikke huske, om det var et blad eller selve bogen, men jeg husker, at jeg så "Kadavermarch" derinde. Og billede af zombierne med manglende lemmer og blottede tarme brændte sig ind i min letpåvirkelige hjerne.

Hmmm, oversharing?

Jeg skulle nok bare have holdt mig til et pænt "Tak for i dag" ;o)

Den første gang - forfatterforedrag

Så har jeg gjort det! Jeg har lavet et forfatterforedrag for allerførste gang!

Puh, det er stort. Ja, jeg ved godt, jeg var på Børnescenen til Bogforum i 2012, hvor jeg fortalte om Blodets Bånd. Og selvom det var skræmmende nok, så føltes tanken om et forfatterforedrag også skræmmende ... på sin egen måde.

At skulle stille sig op foran en klasse og fortælle om sig selv og sine bøger ... oh my! Kunne det virkelig være så interessant for tilhørerne? Ville jeg kunne finde ud af det? Jeg har på det sidste været til et par forfatterforedrag, hvor forfatterne har kunnet bruge en del tid på at fortælle om, hvorfor de har skrevet den eller den bog.

Jeg ville vel knap nok kunne bruge fem minutter. "Jeg gjorde det, fordi ideen virkede sjov. Og jeg havde lyst til at skrive den." Hmmm, ikke videre imponerende, vel?

Men jeg sagde alligevel ja, da jeg blev spurgt om jeg var interesseret. Der er en første gang for alt, og det var da helt klart værd at prøve.

Så jeg gik i gang med at forberede mig, jeg udspurgte andre forfattere omkring hvad man kunne fortælle, og jeg lavede et manuskript. Manuskriptet dækkede alt fra begyndelsen, hvor jeg startede med at skrive, til mine første forsøg med at besejre nåleøjet, mit møde med Fyldepennen, et udpluk af udtalelser ("Historien trænger til at blive skuret med en skuresvamp" - autch!), successen da "Kristines hjerte" blev godtaget til hvordan jeg skriver og om hvilke ideer, der startede nogle af de forskellige bøger.

Lad os bare sige, at jeg bekymrede mig en del om foredraget. Jeg kendte selvfølgelig til alt, hvad jeg kunne fortælle, men alligevel. Tænk hvis klappen gik ned?

Så jeg læste mit manuskript igennem, forsøgte at forestille mig i situationen og prøvede også at holde foredraget højt et par gange. Især starten var jeg koncentreret omkring. I mit arbejde som bibliotekar underviser jeg jævnligt, og det er virkelig vigtigt, at man kommer godt fra start. Man har ikke lyst til at stå og øh'e  og føle, at man kommer skævt fra start.

Dagen kom - noget forsinket på grund af lærerlockouten - og jeg pakkede alle mine bøger og drog af sted.

(meget spændende billede. Jeg pepper virkelig bloggen op med interessante illustrationer)

Efter lidt besvær lokaliserede jeg det rigtige lokale på skolen (og dobbelttjekket) gik jeg frem i døren til det store klasselokale, hvor 6. klassen holdt til. De var vist i gang med opgaver hver for sig, for de sad spredt.

Men ikke så snart var jeg dukket op i døren, før de første spørgsmål begyndte at komme.

"Er det dig, der er forfatteren?"

"Er det sjovt at skrive?"

"Kan man leve af det?"

Fantastisk, sikke en interesse :o)

Jeg nåede helt indenfor ("Ingen vej tilbage, Pernille!"), fik hilst på læreren der smuttede for at indfange resten af klassen ("Hvor skal du hen?! Don't go!") og var så alene tilbage med resten. De åd mig heldigvis ikke, men en lille flok drenge kom op og begyndte at undersøge kassen med bøger. Det var ret fascinerende at iagttage. Sikke en interesse for mine bøger!

Vi fik os en lille snak, inden læreren vendte tilbage med resten af eleverne og så var det showtime.

Noget af det, som jeg har været mest bekymret for ved at skulle holde et foredrag, var tanken om at skulle stå i 30-45 minutter og bare tale alene. Jeg var bange for, at min hjerne ville bryde sammen ovenpå belastningen ved at skulle høre på mig selv i så lang tid. Og når jeg er nervøs, taler jeg hurtig. Mine stemmebånd får kolibri-hastighed, og fart er ikke noget at eftertragte, når det kommer til stemmen. Jeg tror nærmere, det er jo langsommere jo bedre.

Men nu var det mig, der havde ordet, og jeg føler faktisk, at jeg kom godt fra start. Jeg var i hvert fald selv godt tilfreds, og det er jo - i det mindste når man står midt i det og stadig har 40 minutter at fylde ud - det vigtigste.

Vi tog spørgsmålene undervejs, og det fungerede fantastisk. Jeg slap for kun at skulle høre på mig selv i en meget lang periode, og det var interessant at få spørgsmålene i en lind strøm. Når spørgsmålene for en periode ebbede ud, genoptog jeg det planlagte foredrag, og så var der snart nye spørgsmål.

Ulempen var, at min tidsplan skred en del, og jeg slet ikke nåede ind på alle de planlagte områder. Men det fungerede nu stadig rigtig godt. Jeg havde en god fornemmelse for foredraget, jeg hyggede mig faktisk, og der var mange gode og interessante spørgsmål. Forhåbentligt var det også mere interessante for eleverne, at de ikke behøvede vente til allersidst med at få lov til at stille spørgsmål.

Jeg havde samme oplevelse af mit lille foredrag om Blodets Bånd-serien på Bogforum. Jeg speedsnakkede mig igennem de første ti minutter, nåede enden af det forberedte (og glemte vist noget undervejs). Heldigvis havde tilhørerne en masse spørgsmål, og resten af tiden var den rene leg.

Vi nåede til enden af skoletimen (alt, alt for tidligt), og inden jeg tog min lille kasse med bøger, kom en ny gruppe op og stod og bladrede igennem bøgerne, mens de snakkede løs om bøger de læste (og hey! I hvert fald to af pigernes mødre har læst starten af Blodets Bånd), mine bøger og om at være forfatter.

Det var rigtig hyggeligt. Og se: Jeg fik en fin gave.

Hvis alle klasser er som denne, så er det jo ingen sag at lave et forfatterforedrag.

Så tak til 6. klassen på Brorsonskolen, som gjorde det til en fantastisk oplevelse!

(Og undlod at traumatisere mig for livet ;o))