Blodets Bånd – begyndelsen del 2

6. november 2010
Jeg har på dette tidspunkt opsplittet det oprindelige dokument i et tekstdokument, som nu er på 44 sider, og så et notatdokument på omkring 6 sider.

Når jeg læser mine notater i dokumentet fra den 24. oktober, kan jeg se, at jeg – tilsyneladende – ikke vidste noget om Kassies fortid endnu. Men jeg ved mere den 6. november.

På grund af læsere, som ikke har læst bøgerne i serien, vil jeg afholde mig fra at citere mine egne tanker omkring hendes fortid, som mere eller mindre ender med at blive vedtaget. Jeg kan dog fortælle, at vampyren Zan bliver nævnt: ”Tænker at han hedder Zan.” Sjovt som en senere så vigtig person bare skødesløst bliver nævnt. Jeg anede åbenbart ikke, HVOR stor en rolle han ville komme til at spille! Hans rolle blev nu også noget anderledes end oprindeligt tænkt.

Handlingen i de første to bøger
Jeg har desuden fået mere styr på handlingen:
”I starten af første bog tror jeg, der sker mærkelige ting. Vampyrer forsvinder – Kassie ser måske en blive slæbt ind i en bil/inden da få en sølvbolt for panden uden at blive henrettet bagefter). Sikkert en usympatisk vampyr som vi har mødt før, så det er ok og forståeligt, at Kassie ikke sætter himmel og jord i bevægelse for at finde ham. Nå, men vampyrer forsvinder altså, og der dukker en masse unge fyre op, som ikke er vampyrjægere, men som har udstyret og en smule træning plus gejsten for at kaste sig ud i vampyrkampe.”

Jeg-person og 3. person
Jeg elsker at skrive mine historier i jeg-person. Det gør for mig personligt, at personerne kommer tættere på. I et par bøger har jeg haft to jeg-personer, fordi jeg ikke følte, jeg kunne nøjes med en enkelt. I Blodets Bånd-serien går jeg skridtet videre og har – ud over Leo og Kassie som jeg-personer – også andre synsvinkler, som beskrives i 3. person.

Det nævnes: ”Jeg har en ide om, at der også er kapitler set fra den vampyrs (Zans) synsvinkel. Jeg tror dog, at hans kapitler skal være i 3. person. Jeg tænker, at hans afsnit kan ”droppes” ud over den første bog. Han får nok ikke lov til at tale så tit, men han vil være med til at sætte spændingen i vejret.”

Søstrene får navne
De sidste søstre har også fået navn: ”Jeg tror faktisk, at hun skal hedde Wendy, mens den sexede skal hedde Anastasia (”Jeg tror, Bess må have en svaghed for skøre og fortabte pigebørn”).”


7. november 2010
Kassies – lad os bare kalde ham ekskæreste – Viking dukker pludselig op i et kapitel. Jeg har ingen andre notater om ham, og om hvad jeg egentlig havde af planer med ham. Set i bakspejlet er han lidt et mysterium for mig.


10. december 2010
Jeg har på nuværende tidspunkt næsten 117 wordsider af første bog. Og jeg er begyndt at gøre mig tanker om det, som bliver til Kampbrødre, bog tre i serien.


Opsummering: 22. oktober 2010 – 10. december 2010
Så på lidt under to måneder gik jeg fra ”Har du overvejet at skrive en vampyrroman?” til at have 117 sider af en roman og mennesker, wiccaer og vampyrer drønende omkring. Det føltes næsten, som om de bare ventede på, at jeg skulle begynde at koncentrere mig om dem. Og rejsen, der startede den 22. oktober, er slet ikke slut endnu.

I løbet af de tre år, der er gået siden begyndelsen, har jeg skrevet seks bøger i serien, er i gang med den syvende og regner med et bind otte. Og håber på at jeg får samlet op på alle mine røde tråde og små spor, inden det er for sent, og historien om Kassie, Leo og alle de andre ender.

Blodets Bånd – begyndelsen del 1

Jeg har skrevet seks bind i serien Blodets Bånd og er i gang med et syvende.

Bøgerne handler om Kassie, der har været vampyr i næsten tyve år. Hun husker ikke sit tidligere liv, hvilket plager hende. Hun bor sammen med sin nye familie, den moderlige Bess, Anastasia som er den festglade type og så den drømmende Wendy.

Alt ændrer sig, da Kassie løber i armene på en flok vampyrjægere, men disse er ikke som de andre. De jager i flok, de er meget muskuløse med skaldede isser eller kort hår, og de griner og fniser på en måde, som ikke virker helt naturligt. Hun døber dem derfor hyænedrengene. Kassie møder også Leo, som er menneske, men når hun ser ind i hans øjne, får hun følelsen af deja-vu.

Og snart vil Kassies fortid vende tilbage.

Men hvordan begyndte det alt sammen? Blodets Bånd-serien? Lad mig give jer et lille indblik i, hvordan en ide kan udvikle sig.

2009
Den allerførste kim til ideen til denne serie kom af ordet ’blodsøstre’. Jeg faldt over det, og det kildede min fantasi. Blodsøstre … blod … søstre … vampyrer … kvinder … En familie bestående af vampyrkvinder, som lever sammen og holder mænd på afstand. Men så forelsker den ene søster sig og …

Andet end det havde jeg ikke, og jeg skrev bare stumpen ned. Den fængede ikke nok til, at jeg ville udforske den noget mere, så den fik lov til at blive liggende.


22. oktober 2010
Cirka halvandet år senere skrev jeg til min redaktør om nogle børnebøger, jeg var ved at skrive (det var faktisk Merlin-serien, som udkommer til næste år). Hun svarede tilbage og spurgte i samme mail: ”Kunne du egentlig forestille dig at skrive en vampyrhistorie? Vi mangler virkelig en dansk forfatter til denne genre, og jeg forestiller mig at du måske kunne løfte byrden - du er jo ret god til de romantiske, men jeg ved ikke om det overhovedet er noget for dig?”

Jeg ville ikke bare sige nej, så jeg besluttede at overveje det. Jeg gravede den gamle ide-stump om vampyrkvinderne frem, men der var jo ikke meget gods i den.


23. oktober 2010
En del af min svarmail:

”En vampyrhistorie - det kan ikke udelukkes. Jeg går ud fra du tænker på noget i stil med Twilight med vampyrer, umulig kærlighed og spænding (som jeg har læst og jeg er dybt forundres over hvordan forfatteren er i stand til at lade sine personer have endeløse dialoger uden at det keder en).
Jeg har leget lidt med tanken i går og har nogle småideer, men der er jo stadig meget langt til en færdig bog :o)”


24. oktober 2010
Jeg har 18½ wordsider, der er en blanding af tanker og overvejelser og så skrevne scener.

Vampyrpigen
Nogle af mine noter:
”Har den her ide om en vampyr-pige som er atten år. Hun skal være myndig for at arbejde som bartender – det er ideen, at hun gør det (men hun ved så heller ikke, hvem hun er eller hvor gammel, så de har vel sjusset sig frem til hendes alder). En aften møder hun en fyr. Først bemærker hun måske ikke, at han er anderledes. Det kommer måske først senere? Men det kommer. Han er meget anderledes. Hun er ikke vildt glad for sit liv. Hun starter bogen med at sige, at hun ikke har tænkt sig at leve for evigt.”

Første kapitel i Blodsøstre er en del af det skrevne og starter med: ”Jeg har ikke tænkt mig at leve for evigt.”
Anastasia optræder i dette kapitel, men har ikke fået navn, så hun omtales bare som Søster, og ordet er markeret med fed, så jeg nemt senere kan finde det og rette.

Fyren
Jeg har overvejelser omkring, hvordan Fyren (der senere får navnet Leo) skal være. Han skal være en lidt sej fyr, som er tilbageholdende over for Kassie. Kan så afsløre her, at Leo ikke var enig i den tanke! Og han blev helt anderledes.

”Og så skal der være hemmeligheder, noget der skal opklares,” skriver jeg. ”Kassie har også en hemmelighed, eller hun ved ikke, hvem hun er. Det kan skabe en masse spænding. Hvem er hun egentlig? Og det må jo gerne være rigtig interessant, svaret altså. Jeg tror også, at Fyren er noget særligt.”

Jeg tænker også, at Kassie på et tidspunkt ”forsøger at snige sig ind i hovedet på sin fyr, men bliver hamret tilbage af en mur. Noget hun nok ikke har oplevet hos andre end andre vampyrer? Måske er det en meget normal evne at have som vampyr. En del af deres ”lokke-grej”. De kan fornemme, om malke-kvæget er nervøst eller på vej direkte i fælden.”

Vampyrjægerne og wiccaen
Nogle af mine notater:
”Jeg har en ide om, at hun skal møde en wicca – altså, en heks men med rigtige magiske egenskaber. Jeg forestiller mig, at hun render i armene på et par vampyrjægere – som ikke rigtigt er vampyrjægere. Den ene har måske en bedstefar, som var det, og det er hans grej, de bruger. Det lykkes dem at fange hende, og sadistiske som de er, slæber de hende med ud i skoven, hvor de lænker hende, så hun kan blive svitse af solen
Jeg ved ikke, hvor hun har været, men hun er måske på vej hjem, da hun kan lugte blod og beslutter at undersøge det.”

Jeg har skrevet lidt af hendes første møde med hyænedrengene – som på dette tidspunkt dog bare er almindelige drenge – og Kassie når også at møde den heks, som senere kommer til at hedde Liliana.

Søstrene
Og så har jeg følgende tanker omkring Kassies søstre:
” Hun bor sammen med tre andre vampyr-kvinder. Den ene er den, som har forvandlet dem alle. Hun er nærmest en mor for dem, mens de andre to er som søstre for Kassie.
Jeg tror ”moderen” hedder Bess. Hvad de andre to hedder, ved jeg ikke.
Jeg tænker at den ene søster faktisk er lidt ”vamp” – altså, sexet og fræk
Den anden er den, der ser yngst ud, selvom hun sikkert er myndig. Hun ser bare yngre ud. Det er lidt hendes problem. Hun kan selvfølgelig godt få arbejde, men det er nemmest at få arbejde, som om hun er teenager – altså, en umyndig teenager. Må være træls at have det sådan for altid. Hun har måske alternative indtægter – forfatter måske? ”Moderen” er nok den alvorlige. Hende der bestemmer.”

Kassies navnesøster
Når jeg arbejder på en ide, bliver teksten ofte en blanding af personerne, som selv fortæller og så mine notater. Som for eksempel her:
”Alle vampyrer får et nyt navn når de genfødes (eller hvad de nu kalder det). Det er deres skaber som navngiver dem. Bess gav mig navnet Kassandra. Alle kalder mig Kassie. Kassandra, min navnesøster, forudså Trojas fald, men ingen troede på hende, og hun blev stemplet som sindssyg (skal lige tjekke rigtigheden af de udsagn). Jeg føler mig lidt for nært beslægtet med hende på det punkt.” Tænker nemlig at Kassie har syner om natten. (de der syner er nok vigtige på en eller anden måde. Måske er hun lidt synsk – eller ser måske personer fra den fortid hun ikke kan huske? Det tænker hun måske også selv, altså, at de er skyggerne fra det liv hun ikke kan huske).”

Om at være vampyr
Notater der godt kunne antyde, at jeg har haft gang i en samtale med Kassie – samt en indskudt kommentar, der kunne tyde på at Anastasia lige blandede sig:
”Hun har mange tanker omkring det at være vampyr, og hvordan det funger. Hun har en ide om, at det er en virus – som en zombie.
Hun tænker virussen er i hjernen og hjertet – derfor kan man dræbe dem ved at stikke en kniv (eller pæl, hvad du nu foretrækker, skat) i hjertet på den eller halshugge dem. De er i stand til at føle smerte, men det er sollys og sølv. De kan gå ude i solen, men skal så have solcreme på, helst dækkes nogenlunde til og ikke være det for lang tid, før huden begynder at klø og senere udvikler blærer og – ja, så bliver det værre endnu. Sølv stjæler også deres kræfter og bruges af vampyrjægerne. Det der med om vampyrer er helt uden kontrol, når de er blevet lavet til vampyrer: Kassie fortæller, at det har meget at gøre med, hvordan man var som menneske. Hun selv må have været tålmodig, tilbageholdende eller opdraget til at udvise stor selvkontrol, for allerede fra starten havde hun styr på det (medmindre selvfølgelig de bliver rigtig sultne, og som Kassie siger: Hvor godt fungere en slankekur lige, hvis man skånselsløs sulter sig selv? Inden man får set sig om, sidder man pludselig foran køleskabet og propper sig med rester. Det er det samme med vampyrer. De er nødt til at holde tørsten nede for at bevare kontrollen. Hvis de er tørstige, er det nemmere at miste kontrolleren. Sollys og sølv tærer for resten også på den kontrol, som de kan opnå ved at spise – det er nærmest, som om der bliver tæret på deres energi, og de bliver sultne/tørstige.”

Må jeg præsentere: Merlin!

Næste år barsler jeg med en ny serie til børn. Det er en serie med afsluttende fortællinger, så hver bog kan læses for sig selv. Den er både til drenge og piger, men jeg håber, at især drengene vil kunne lide den. Historierne er en blanding af humor og gys, to genrer som jeg personligt er stor fan af.

11-årige Merlin flytter til byen Tusmørkedalen sammen med sin familie, men måske jeg skulle give ordet til Merlin og lade ham præsentere sig selv og familien:

”Mor har aldrig været helt som andre mødre. Hun er lidt flippet. Det må man da være, når man kalder sin ældste datter for Moon og sin søn for Merlin. Moon er tolv år, og jeg er elleve. Vores lillesøster har et andet navn, men vi kalder hende altid for Dippe-Dutten. Hun er lige blevet to år.
  Jeg er nok den mest almindelige i familien. Merlin den Almindelige. Der er ikke noget særligt ved mig udover mit navn og min skøre familie. Jeg har lyst hår og blå øjne. En leverpostejmad ved siden af smørebrødet.”

Merlin er måske meget normal, men det er Tusmørkedalen ikke og heller ikke hans familie, hvilket han finder ud af. I denne verden findes der magiske væsner og monstre, og Merlin kommer til at krydse spor med en del af dem. Det er i det mindste planen for serien.

I ”Merlin og Dippe-Duttens dukke” sker der mærkelige ting hjemme hos Merlin:

Der er en sær lyd. Jeg kan ikke høre, hvor den kommer fra, men den suser nærmest som et vandrør langt væk.
   Jeg lægger hovedet på skrå, og nu kan jeg høre, hvad det er.
   En stemme der hvisker.
   ”… perfekt … to … altid …”
   Jeg har gåsehud gange tusind over hele kroppen. Hvem er det som hvisker? Mor eller Moon? Men hvorfor hviske? Måske er det mor, som taler til Dippe-Dutten. Forsøger at få hende til at falde i søvn igen, hvis hun er vågnet.
   Det lyder bare ikke som mor. Stemmen er anderledes. Mærkelig. På en gang hæs og raspende og så med en lys tone.
   Langsomt tager jeg et par skridt i den mørke gang. Mest af alt har jeg lyst til at vende om og gå tilbage til min klovneseng, trække dynen over hovedet og bare klapre tænder til det bliver lyst.
   Og alligevel går jeg videre. Hårene stritter på mine arme, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Min blære er blevet lillebitte, og jeg har virkelig, virkelig, brug for et toilet. Snart.
   ”… dig og mig … mama …”
   Mama?
   Jeg åbner munden for at kalde på min mor, men lukker den så igen. Det er fuldstændig åndssvagt, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad hvis der bliver svaret? Og det ikke er mor?
   Dum tanke. Og stærk nok til at jeg ikke tør kalde.
   Jeg fortsætter.
  Der bliver stadig hvisket. Det må være mor. Moon sover, mormor er ikke hjemme, og oldemor bor to etager længere oppe. Og min lillesøster har et ordforråd på omkring ti ord.
   Den svage hvisken bliver ved. Den suser som en tv-kanal med sne på i ørerne. Det er meget få ord, som er så tydelige, at jeg kan forstå dem. Det generer mig. En eller anden har gang i en lang samtale med sig selv, og den må være ret vigtig.
   Jeg ville sikkert have det meget bedre, hvis jeg tydeligt kunne høre, hvad der blev sagt. Og det for eksempel viste sig at være mor, som lå og gentog indkøbssedlen for sig selv.
   Jeg er nået frem til Dippe-Duttens værelse. Døren står helt åben, og jeg kigger ind. Det er umuligt at se hende i tremmesengen fra døren, men jeg behøver heller ikke gå helt ind. Den hviskende stemme kommer ikke herfra, og mor er ikke på Dippe-Duttens værelse.
   Uden at tænke mig om rækker jeg ud efter Dippe-Duttens dør og lukker den. Den giver en langstrakt knagen fra sig, og jeg farer sammen.
   Så står jeg og lytter.
   Der er stille. Den hviskende baggrundsstøj er døet ud.
   Jeg venter, men den kommer ikke igen.
   ”Mor?” kalder jeg lavt. Min stemme skælver. Ingen svarer, og jeg går langsomt hen til hendes værelse. Døren er lukket, som den altid er, og jeg tager forsigtigt fat om dørhåndtaget. Jeg tøver. Det føles lidt, som om der ligger noget på lur derinde. Noget mørkt.
   Eller det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind. Det er så nemt at skræmme sig selv, når alt er mørkt, og resten af huset sover.
   I det mindste tilsyneladende.
   Jeg trykker håndtaget ned og skubber døren op. Den knager svagt. Nu kan jeg se mors seng, og jeg træder et par skridt ind i rummet. Hun ligger på siden, krummet let sammen. Ind mod hendes bryst ligger Dippe-Dutten og snorker.
   Utrolig så meget lyd der kan være i en lille unge.
   Jeg kan ikke lade være med at smile, men så dør smilet ud. Hvis mor sover … hvem var det så som hviskede?

Mig og mine spøgelser

Jeg har altid elsket en god spøgelseshistorie. At kunne følge med i hælene på hovedpersonerne, flytte ind i et nyt hus sammen med dem og opdage, at noget ikke er, som det skal være. Noget der ikke er helt til at forklare, men et eller andet er der. Og så forsøget på at opklare, hvad der egentlig foregår. Den skønne blanding af skræk for hvad der lurer et sted i mørket og så afdækningen af mysteriet – det elsker jeg!

Derfor kan det måske ikke undre, at jeg har skrevet flere romaner med spøgelser.


”Kristines hjerte”
Min første roman, som blev udgivet, hedder ”Kristines hjerte”. Den handler om pigen Diana, som efter en brand i familiens hus – hvor hun rent faktisk døde – bliver sendt på sommerferie hos sin ældre søster. Storesøsteren har købt en gammel gård sammen med sin kæreste … og snart føler Diana, at noget ikke er, som det skal være. Men ingen tror hende.

”Kristines hjerte” er, hvad jeg vil kalde en klassisk spøgelseshistorie. Hovedpersonen flytter ind et nyt sted, får følelsen af, at der er noget andet til stede og giver sig i kast med at opklare mysteriet.  Det er selvfølgelig ikke helt ligetil … eller ufarligt.


”For foden af trappen”
I denne bog har jeg to jeg-personer: Samson og Ella. Samson flytter med sin familie ind i et nyt hus, og stor er hans overraskelse, da han møder Ella på sit værelse. Og endnu større, da han forstår, at han er den eneste, som kan se hende!

Ella er nemlig død, myrdet, og Samson skal hjælpe hende med at finde ud af, hvem der gjorde det. Hun har allerede en gruppe mistænkte: Hendes fire bedste venner.

Denne roman er lidt anderledes end for eksempel romaner som ”Kristines hjerte”. Ella er meget mere bevidst om, hvem hun er, og hendes rolle er ikke at give læseren gåsehud op af nakken. I stedet er fokus mere på opklaringsdelen af, hvem der egentlig slog Ella ihjel og hvorfor. En opgave som viser sig at være ikke helt ufarlig for Samson.


”Spejlsøstre”
Denne roman startede ud fra den tanke, at jeg gerne ville prøve at skrive en mere letlæst ungdomsroman. Ideen til bogen kom ikke bare dumpende. Efter at have overvejet, hvilken slags historie, der mon kunne være god, valgte jeg at skrive en spøgelseshistorie. Nøjagtigt hvordan jeg kom på ideen, kan jeg desværre ikke huske, men jeg havde overvejelser, om spøgelset skulle være ”nyt” (som Ella fra ”For foden af trappen”) eller ”gammelt” (som Kristine i ”Kristines hjerte”).

En del af spændingen ved spøgelseshistorier er: Spøger det virkelig? Eller er det bare indbildning?
Det har jeg taget udgangspunkt i i denne roman. Og da det altid er godt at isolere sine personer, fik jeg dem ud i et forladt sommerhusområde. Hvis hovedpersonen ikke kan få hjælp, eller folk ikke tror på, hvad de oplever … det er skræmmende, og skræmmende er jo godt i spøgelseshistorier.

Lucas kæreste, Marie, er druknet, og han sørger over tabet. Maries tvillingesøster Inge er dog overbevidst om, at Marie går igen, og hun overtaler Lucas til at tage med hende ud til familiens sommerhus, hvor det skete.

Lucas tror ikke på spøgelser, men han er bekymret for Inge. Med på turen kommer Sære Sara, som tror på spøgelser, og i det hele taget er lidt alternativ. Lucas anser sig for at være Fornuftens Stemme, men der sker forskellige ting, og han ved ikke, om det er Inge eller Sara, som står bag dem … eller om Marie virkelig er til stede.

De fleste af mine bøger er ikke planlagt i detaljer. Jeg ved for det meste, hvordan historien skal starte, slutte og hvad der skal ske i midten, men jeg kender ikke indholdet af hvert eneste kapitel. I forbindelse med Blodets Bånd-serien er jeg dog blevet bedre til det, men ”Spejlsøstre” var før den tid. Alligevel planlagde jeg ret detaljeret med ”Spejlsøstre”.

Det skulle være en kort historie, så jeg havde ikke alverdens plads at gøre godt med. Og jeg skulle have flere begivenheder, som kunne gøre personerne usikre – spøger det eller ej? – en usikkerhed som også læseren gerne skulle mærke.

Derfor overvejede jeg, hvad det kunne være. For eksempel leger Lucas, Inge og Sara på et tidspunkt Ånden i glasset, og senere sker der noget mystisk med nogle scrabble-brikker. 
Begivenhederne blev skrevet på hver sin lap, og så begyndte jeg at pusle brikkerne på plads. De blev lagt i kronologisk orden – ”først sker der det, og så det bagefter og så …” – og jeg havde et overblik over handlingen. Så skulle der lappes huller imellem øjeblikkene med spænding.

Da det var gjort, havde jeg en vej at følge igennem historien, og jeg gav mig til at skrive. Den første udgave fyldte omkring 40 wordsider, men mit forlag syntes ikke helt, historien fungerede. Derfor tilføjede jeg scener og ”fedede” de allerede skrevne kapitler op. Det gjorde bogen dobbelt så lang, og den blev ikke helt så letlæst som oprindeligt tænkt.

Men den er nu stadig en lille, overkommelig bog :)

Om at skrive til børn og unge

Jeg er en kvinde på 31 år, så hvorfor skriver jeg bøger til børn og unge? Tja, først og fremmest skriver jeg, hvad jeg har lyst til at skrive. Jeg kan sagtens læse en voksenbog med stor fornøjelse – helst krimier, chik litt eller gyserromaner – men jeg foretrækker at finde mit læsestof i ungdomsafdelingen.

Min indre læsehest er vist stadig 16 år – og det samme gør sig gældende, når jeg skriver. Oftest er det teenagere, som kommer forbi og vil fortælle deres historie. De fiktive teenagere og jeg er helt på bølgelængde! De vil fortælle, og jeg vil gerne lytte og skrive deres historier. De er altså bare sjovere end de kedelige voksne med deres hverdagsproblemer.

Jeg vil hellere løbe igennem skumle gader i følgeskab med en flok vampyrer, undersøge et mystisk dødsfald og sætte livet på spil eller kæmpe for den store kærlighed end jeg vil traske rundt i den daglige trummerum med livskriser, skilsmisser og karriereræs i de fiktive voksnes verden. 
Min indre 16-årige er ganske veludviklet, så jeg målretter egentlig ikke min skrivning til de unge. Jeg skriver bare. Jeg gør mig nogle overvejelser, når jeg skriver for de lidt yngre, men de fleste af mine bøger har jeg bare skrevet.

Det kan dog til tider være en ulempe med en indre 16-årig. I hvert fald når mine hovedpersoner gerne skulle være lidt ældre. Et par gange har jeg fået udtalelser på manuskripter, hvor konsulenterne ikke har kunnet forstå, at mine hovedpersoner skulle have den alder, som jeg havde angivet. De virkede yngre, eller også var de temmelig naive.

Det er en ret nedslående besked at få, når man på det tidspunkt selv var et sted i tyverne!
Heldigvis er det blevet bedre. I min vampyrserie Blodets Bånd er personerne noget ældre – fra slutningen af teenageårene og til … ja, en DEL ældre, da mange er vampyrer. Og jeg har ikke fået tilbagemeldinger om, at de var naive eller deciderede dumme. Der er derfor håb for, at jeg kan beskrive personer ældre end 16 år på en troværdig måde.

Og selvom jeg elsker at skrive for børn og voksne, så kunne jeg også godt tænke mig en dag at prøve at skrive for voksne. Hvem ved, måske det sker, når jeg er fyrre eller halvtreds, og min indre 16-årige har forladt puberteten.

Indtil da er jeg ganske godt tilfreds med at blive, hvor jeg er.

Gode intentioner

Nogle gange ender gode intentioner og venlige påmindelser som en lille gul post-it ... skubbet ind under skærmen ... glemt og overset.

Nå ja, det var jo et forsøg værd med det lille ord "SKRIV!"



Foredrag?! Fuck-e-lig-fuck!

Mandag

Jeg er på arbejde, da jeg lige tjekker min mailboks og har modtaget en mail. Den starter sådan her:

"Skriver lige for at tjekke om alt er ok med dit forfatterforedrag her på onsdag i forbindelse med et seminar om Den fantastiske litteratur. Vi glæder os til du kommer."

Øh, hvad? Hvad, hvad, hvad?!

Vi skruer lige tiden et par måneder tilbage. Der blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg kunne være interesseret i at lave et forfatterforedrag. Det var jeg da, og der blev skrevet lidt frem og tilbage, men så hørte jeg ikke mere.

"Okay," tænkte jeg, "de har nok valgt en anden forfatter."

Jeg var dog alligevel inde på deres side et par gange, bare for lige at tjekke, men der stod ikke noget om mig, så jeg gik ud fra, at aftalen var gået i vasken.

Altså, lige indtil denne mandag, hvor jeg indser, at der er sket en kommunikationsbrist.

Så nu er der folk, som forventer at se mig to dage senere ... lave et forfatterforedrag ... i Frederiksberg ... over 300 km væk hjemmefra.

Mine tanker i det øjeblik kan nogenlunde omskrives til: Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fuck! Fuck-e-lig-fåååååck!

Mens jeg passer mit arbejde, kører hjernen på højtryk. Kan jeg få fri? Hvordan kommer jeg til Frederiksberg? Kan jeg overhovedet nå at forberede mig?!

Det er en ret dårlig dag at skulle lægge planer, da både min chef og det der føles som halvdelen af bibliotekets ansatte er til et seminar. Så jeg kan ikke bare lige gribe fat i ham og høre, hvordan det ser ud med mulighederne for at få fri. Og jeg selv løber fra vagt til vagt, mens jeg prøver at regne ud, hvad jeg skal gøre.

Der bliver sendt en svarmail, hvor jeg forklarer kommunikationsbristen, men at jeg vil prøve at se, om jeg kan få fri. Jeg sender en sms til chefen og en længere forklarende mail. Og så arbejder jeg ellers videre, mens mine tanker kører i ring med Fuck-e-lig-fuck.

Planerne for resten af dagen kasseres. Min date med pensel, maling og døre må vente ligesom min aftale med at plante to stikkelsbærbuske, og det der mest af alt bare ligner en stikkelsbær-gren (krydser fingre for at de ikke visner i værkstedet før jeg får tid til at beskæftige mig med dem igen).

Jeg er hjemme kl. 17.30 med positiv tilbagemelding fra chef om, at jeg kan få fri. Jeg prøver at lægge planer om at komme til Frederiksberg. Første tanke er at køre selv, da det ikke plejer at være den letteste sag at komme til København med offentlige transportmidler. Så jeg lyder sikkert lidt som en af Askepots søstre: "Skaf mig en gps med opdateret kort!", "Find en brobizz!", mens jeg tjekker køretider på kraks.

Der bliver lige tid til hurtigt at kigge foredragsnoter igennem, men ikke noget der føles nær nok.

Jeg dejser om i sengen med et stille "Fuck-e-lig-fuck".
 

Tirsdag



 

Jeg halser rundt på arbejde, og vigtig arbejdsopgave gør, at jeg ikke tager tidligere fri, hvilket ellers var min plan, så jeg kunne få ekstra tid til forberedelse. Foredraget er i morgen! Venlige kollegaer udtrykker bekymring for muligheden for at parkere i København, og min hjerne er ved at overophede ved de praktiske aspekter i at ankomme til tiden og uden at fare vild.

 

På vej hjem fra arbejde køber jeg togbillet, en halv liter cola og to ruller kiks. Cola nedsvælges og en rulle kiks kværnes indenbords som aftensmad, mens jeg løber mine notater igennem, pakker taske med det meste af min bogproduktion (dog minus Drømmer-serien) og udprinter diverse togafgange samt vejbeskrivelser omkring, hvordan jeg kommer fra hovedbanegård til adressen. En lille gåtur på 16 minutter, men det er farlige 16 minutter, da jeg kan nå at fare ganske meget vild. Gudskelov er der ganske få venstre-højre sving, men jeg stirrer alligevel mistroisk på vejbeskrivelsen og forsøger at printe kortet ind i hjernen.

 

Forbander mig selv over, at jeg er så flintrende ligeglad med, hvad en telefon kan, så jeg ikke har smart udgave med gps.

 

Løber foredragsnoter igennem igen, igen, igen, inden jeg kravler under dynen og dobbelttjekker at vækkeuret er sat til.

 

Onsdag

 

Vågner syv minutter før vækkeuret ringer klokken seks. Bliver liggende udsplattet i sengen et par minutter før jeg står op, går i bad og spiser morgenmad. Min krop kan godt mærke, at noget skal ske, så den ved ikke helt, om morgenmad er en god ide. Jeg skovler insisterende allbran'en ind i munden, om end det går lidt langsommere end normalt.

 

Halv otte sidder jeg i bilen, klar til en lille køretur på 50 km. for at komme til togstation med en direkte rute til København, uden for meget ventetid og med fri parkering.

 

Kommer frem til stationen, stiger om bord da toget ankommer og tilbringer de næste tre timer med at løbe foredraget igennem. At holde foredrag - ligesom at undervise - handler for mig meget om at have en god start og glidende overgange imellem emnerne.

 

Det er som at køre bil og at være chaufføren. Hvis man får startet med hop og ryk, vil passagerne bemærke det. Og når man går fra et emne til et andet - som at skifte gear - skal det også helst ske uden den store opmærksomhed. Passagererne buh'er dig måske ikke ligefrem ud af bilen, men oplevelsen bliver ikke helt så behagelig, som den gerne skulle.

 

På et tidspunkt går jeg på jagt efter salgsvognen for at købe en sandwich. De er desværre helt udsolgt, så jeg ender med at købe en kitkat og en cola (hmmm, nærende!).

 

Morer mig lidt ved tanken om at kunne medbringe hele BB-crewet til foredraget og at have dem med i toget. At dele sæder med Kassie og Leo, at kunne høre Anastasia og Viking i munter samtale ... og se Zan og Viktor smile til uheldige passagerer, som skulle forvilde sig ind i kupeen. Se, det kunne være en underholdende tur!

 

Jeg når frem til hovedbanegården lidt i tolv og bruger lidt tid på at forsøge at gennemskue, fra hvilken perron toget hjem afgår fra. Har en aftale om aftenen, så det skal helst klappe og ved, at jeg ikke har ret meget tid at give af. Finder ikke ud af det og forlader banegården.

 

Har i sidste øjeblik medbragt min gps til bilen, og i toget indtastede jeg både adressen hvor seminaret afholdes og banegårdens adresse. Føler mig så meget på forkant. Knap så meget da gps ikke kan få kontakt til en satellit. Får flået kraks vejledning op af tasken og begynder at gå i den - forhåbentligt - rigtige retning, mens jeg skiftevis skæver til uret og tilbage mod alle de ventende taxaer foran hovedbanegården (også kaldet Panik-Plan-B).

 

Leder desperat efter vejskilte og bander indvendigt over, at jeg ikke har studeret i København. Tror jeg går i den rigtige retning, og så - halleluja! - begynder gps'en af virke. Jeg når frem til adressen en halv time før tid, og efter at have arbejdet mig op af en lille, snoet trappe er jeg helt, helt fremme.

 

Kursisterne er i gang med frokosten, og jeg får serveret en halv sandwich, som jeg spiser halvdelen af. Min krop er ikke videre stresset, men synes åbenbart ikke, at mad er noget den behøver synderligt meget af. Der er også kage, men takker nej, da det er en lækker, klæbrig en af slagsen, som helt sikkert vil klistre til hele tandrækken, og da det snart er showtime ...

 

Det går op for mig, at jeg er blandt fæller. Kursisterne er bibliotekarer (Fordel? Ulempe? Fordel? Ulempe?), og der er rent faktisk et par velkendte ansigter imellem.

 

Så er det mig. Jeg får hevet hele bogreolen (altså, minus Drømmer-serien) op af tasken og kaster mig ud i det. Føler jeg er en rimelig god chauffør, der ikke ryster mine passagerer hid og did, og tilbringer en hyggelig time med at fortælle om Blodets Bånd-serien, hvordan det hele startede, og hvordan ideen blev udviklet, og om hvordan personerne synes at leve deres eget liv. Der bliver også snakket om de paranormale romaner og om indre 16-årige.

 

Foredraget slutter, seminaret er forbi, og jeg bakser alle bøgerne ned i tasken igen. Mit tog kører om en halv time, så jeg sætter i rask trav, og Lyskurvenes Gudinde er med mig, så jeg rider på en grøn bølge.

 

Når frem til hovedbanegården, finder ud af hvilken perron jeg skal ned til og ser, at toget allerede er der. Har pladsbillet, så okser ned langs toget, mens jeg leder efter den og skæver til klokken. Toget er langt! Og toget kører snart. Finder endelig min vogn og mit sæde, kollapser på pladsen med bankende hjerte og vindblæst hår og et indre sejrsvræl over, at det hele lykkedes.

 

Turen hjem tilbringes i selskab med en bog (ikke en af mine egne), og jeg æder en rulle medbragte kiks, da salgsvognen ikke lige er at finde. 

 

Jeg er lettet over, at foredraget gik godt, at jeg ikke for vild, og at jeg nåede mit tog. Og jeg glæder mig til weekenden.



Goodreads - over 200, wuhuu!

Næææ! Tillad mig at blære mig lidt. Jeg har fået 203 ratings på hjemmesiden goodreads.

Der er altså 203 gange nogen, som har været inde på siden for at give mine bøger stjerner! 203 vurderinger!

Jeg sad lidt og ventede på at komme op på 200 (ja, nogle fornøjelser skal man jo have og 200 er sådan et pænt tal) og vupti: Så var det sket.

Og 203 er et endnu pænere tal end 200. I like!