Jeg har på dette tidspunkt opsplittet det oprindelige dokument i et tekstdokument, som nu er på 44 sider, og så et notatdokument på omkring 6 sider.
Når jeg læser mine notater i dokumentet fra den 24. oktober, kan jeg se, at jeg – tilsyneladende – ikke vidste noget om Kassies fortid endnu. Men jeg ved mere den 6. november.
På grund af læsere, som ikke har læst bøgerne i serien, vil jeg afholde mig fra at citere mine egne tanker omkring hendes fortid, som mere eller mindre ender med at blive vedtaget. Jeg kan dog fortælle, at vampyren Zan bliver nævnt: ”Tænker at han hedder Zan.” Sjovt som en senere så vigtig person bare skødesløst bliver nævnt. Jeg anede åbenbart ikke, HVOR stor en rolle han ville komme til at spille! Hans rolle blev nu også noget anderledes end oprindeligt tænkt.
Handlingen i de første to bøger
Jeg har desuden fået mere styr på handlingen:
”I starten af første bog tror jeg, der sker mærkelige ting. Vampyrer forsvinder – Kassie ser måske en blive slæbt ind i en bil/inden da få en sølvbolt for panden uden at blive henrettet bagefter). Sikkert en usympatisk vampyr som vi har mødt før, så det er ok og forståeligt, at Kassie ikke sætter himmel og jord i bevægelse for at finde ham. Nå, men vampyrer forsvinder altså, og der dukker en masse unge fyre op, som ikke er vampyrjægere, men som har udstyret og en smule træning plus gejsten for at kaste sig ud i vampyrkampe.”
Jeg-person og 3. person
Jeg elsker at skrive mine historier i jeg-person. Det gør for mig personligt, at personerne kommer tættere på. I et par bøger har jeg haft to jeg-personer, fordi jeg ikke følte, jeg kunne nøjes med en enkelt. I Blodets Bånd-serien går jeg skridtet videre og har – ud over Leo og Kassie som jeg-personer – også andre synsvinkler, som beskrives i 3. person.
Det nævnes: ”Jeg har en ide om, at der også er kapitler set fra den vampyrs (Zans) synsvinkel. Jeg tror dog, at hans kapitler skal være i 3. person. Jeg tænker, at hans afsnit kan ”droppes” ud over den første bog. Han får nok ikke lov til at tale så tit, men han vil være med til at sætte spændingen i vejret.”
Søstrene får navne
De sidste søstre har også fået navn: ”Jeg tror faktisk, at hun skal hedde Wendy, mens den sexede skal hedde Anastasia (”Jeg tror, Bess må have en svaghed for skøre og fortabte pigebørn”).”
7. november 2010
Kassies – lad os bare kalde ham ekskæreste – Viking dukker pludselig op i et kapitel. Jeg har ingen andre notater om ham, og om hvad jeg egentlig havde af planer med ham. Set i bakspejlet er han lidt et mysterium for mig.
10. december 2010
Jeg har på nuværende tidspunkt næsten 117 wordsider af første bog. Og jeg er begyndt at gøre mig tanker om det, som bliver til Kampbrødre, bog tre i serien.
Opsummering: 22. oktober 2010 – 10. december 2010
Så på lidt under to måneder gik jeg fra ”Har du overvejet at skrive en vampyrroman?” til at have 117 sider af en roman og mennesker, wiccaer og vampyrer drønende omkring. Det føltes næsten, som om de bare ventede på, at jeg skulle begynde at koncentrere mig om dem. Og rejsen, der startede den 22. oktober, er slet ikke slut endnu.
I løbet af de tre år, der er gået siden begyndelsen, har jeg skrevet seks bøger i serien, er i gang med den syvende og regner med et bind otte. Og håber på at jeg får samlet op på alle mine røde tråde og små spor, inden det er for sent, og historien om Kassie, Leo og alle de andre ender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar