"Drifter" har fået lektørudtalelse

Antologien "Drifter: 13 mørke erotiske noveller" (hvoraf en af novellerne er skrevet af mig) har fået en lektørudtalelse. Og den er ret så fin.

Et lille citat: "En spændende og velskrevet antologi indenfor genren mørk erotik. En novellesamling der fortjener at blive læst af andre end de faste horror-læsere."

Det kan da næsten ikke blive bedre!
Min novelle er desuden en ud af tre, som nævnes for at fortælle lidt om indholdet:
"Vi møder fx den unge Annabel, som tager med rigmandssønnen Henri til fest, hvor hun møder en højst besynderlig værtinde [...]"

Deleted scene fra Fortidssynder

Vampyrer havde de sidste år haft en fanskare af både mænd og kvinder der fandt tanken om det udødelige liv charmerende. Tanken om at leve i natten, evigt forbandet og tynget af skæbnen … det talte åbenbart til dem. Nogle læste bøger og svælgede i film mens andre gik så langt som til at sætte hugtænder i munden og begynde at tro at de faktisk var vampyrer.

     Alle disse mennesker havde nok ikke forestillet sig at dette kunne være en del af livet som de fortabte.

     Anastasia befandt sig i elektronikafdelingen i et af de store varehuse og betragtede Daran der var ved at flytte rundt på udstillingen af tv-skærme. Den høje, tynd mand med den blå uniformsskjorte lignede modeludgaven af en nørd hvilket sikkert ikke var langt fra sandheden. Han bar lette briller der ikke havde anden funktion end at være et accessory.

     ”Hvad så med hende? Lyder hun som én du kender?” Anastasia prøvede at styre sin utålmodighed. Hun havde ikke lyst til at bruge sin tid her, men hun følte det var vigtigt. Efter det hun havde fundet ud af om Leo … hvad det så end betød … måtte hun tage nogle ting mere alvorligt. Det gav ingen mening, men hun kunne ikke ignorere det.

     ”Hun er ny, har muligvis en pjusket hestehale og ejer en stram kjole og støvler,” gentog han. Han rynkede panden let mens han fortsatte med at flytte på skærmene. ”Nej, det tror jeg ikke. Hun lyder heller ikke som en der færdes i mine kredse.” Han smilede et smil som ville få de intetanende kunder omkring dem til at standse i en tilstand af urrædsel, hvis han havde kigget på dem imens og de havde opdaget det. Det var et smil som ikke gik godt i spænd med hans look som uskadelig, hjælpsom nørd.

     Endnu et par skærme blev flyttet, og han lod hænderne glide kærtegnende langs kanterne som var det hans gode venner. En voksens mands teselskab med dukker.

     ”Okay.” Hun tog sig til panden og kæmpede for at lade være med at hvæse højt og frustreret. Det var ikke fordi hun ønskede at nogen skulle nikke genkendende til de vampyrer Leo havde beskrevet. Det var mere fordi hun havde en nagende følelse af noget skulle tages alvorligt ved hans frygt. Ikke at han ligefrem havde sagt det, men det behøvede han heller ikke. Frygten strålede ud fra ham som varmen fra en brændeovn.

     Og så hans snak om at han havde oplevet at blive til Terminator-Leo igen. Nøjagtigt som da han tog livet af Ricardo og hans to kammerater. Godt nok i drømme, men stadigvæk. Leo var bange, og hun var godt dum hvis hun ikke tog hans frygt alvorlig.

     Men hvis hun ikke fandt noget der beviste at der var grund til bekymring … skulle hun så bare tage det roligt? Det kunne hun ikke. Hun ville blive drevet til vanvid ved fornemmelsen af at hun bare ikke havde fundet den rigtige at spørge, ikke havde set i den rigtige retning … et eller andet.

     ”Hvorfor stiller du alle de spørgsmål?” spurgte han og så på hende mens han tørrede en rand af støv væk fra et af skiltene. ”Er de ofre for vampyrjægerne? Ligesom Hank?”

     Anastasia havde ikke lyst til at svare på om de var ofre for vampyrjægerne. Og hun havde slet ikke lyst til at fortælle nøjagtigt hvorfor hun spurgte. Fordi en sød, lille wicca-boy, som havde en både brugbar og skræmmende evne til at blive en farlig badass, havde bedt hende om at tjekke om bestemte vampyrer var i byen.

     ”Hvem er Hank? Ham kender jeg ikke.”

     ”Han er tilflytter, men jeg kender ham fra tidligere.” Daran stillede skiltet fra sig og tog et nyt som han tørrede fri for støv. ”Desværre fik han ikke glæde af vores smukke by længe. Han blev savnet af sine nærmeste, og efter at have søgt i hans kvarter, fandt de en lille bunke støv. Og blod.”

     ”Blod?”

     ”Ja.” Daran betragtede hende hen over kanten af brillerne, og det fik hende til at tænke på sin gamle lærerinde. ”Både i baggården og som små dråber der førte derind.” Han sukkede dybt. ”Hank foretrak at spise hjemme.”

     ”Okay, så han var ved at tage takeaway med hjem … og så blev han brændt af?” Hun følte sig ikke helt tryg ved den direkte samtale. Hvis nogen overhørte hvad de sagde … de ville nok aldrig gætte hele sandheden, men de ville nok studse en smule over indholdet.

     ”Brændt meget grundigt,” svarede Daran uden at fortrække en mine. ”Jeg vil gå så langt som til at sige at han fik svedne underbukser.”

     Anastasia var ikke helt klar over hvor han ville hen med den bemærkning … og helt ærligt var hun heller ikke sikker på hun ønskede at vide det. Derfor lod hun det fare.

     ”Hvordan ser … undskyld, så … Hank ud?” Hun forventede ikke at fyren matchede Leos beskrivelse af den ene mandlige vampyr, men viden var magt, og det var ikke til at vide om Hanks uheldige takeaway kunne få betydning.

     ”Cirka 180 centimeter høj, brunt hår, lidt langt … tror han havde grønne øjne.” Han trak på skuldrene.

     Grønne, ikke brune som Leo nævnte. Men Daran er ikke helt sikker.

     ”Ingen andre tydelige kendetegn?” Leo havde ikke givet hende meget at arbejde med. Kun nogle få oplysninger som lange øjenvipper, tydelige øjenbryn og en markeret hage på den mandlige vampyr.

     ”Næ, Hank er ret gennemsnitlig.”

     ”Så … han har almindelige øjenvipper? Altså, han er ikke velsignet med nogle som tøser ville begå overfald for?”

     Daran gloede på hende, men rystede så på hovedet.

     Anastasia følte sig som en idiot da hun fortsatte.

     ”Hvordan ser hans hage ud?”

     ”Hans … hage?”

     ”Ja, er den … veg? Maskulin?”

     ”Hank har kløft i hagen. Som et smilehul.” Det trak let i Darans mundvig. ”Tænk Kirk Douglas.”

     Et billede fløj forbi Anastasia indre blik. Et billede af skuespilleren i en af hans roller. Spartacus.

     Leo ville vel have nævnt det hvis hans mystiske vampyrfyr havde sådan et krater i hagen.

     ”Okay.” Der var ikke bingo, men i det her tilfælde var Anastasia ganske godt tilfreds med en nitte.

     ”Men … måske du skulle tale med en anden.” Daran gned omhyggeligt på en plet som om det var mere interessant end at tale med Anastasia. Det var tæt på at gøre hende en lille smule formærmet. Bare fordi hun ikke kom med højttalere og surroundsound … Ikke at hun plejede at få klager.

     ”Hvem er denne anden?” nærmest spandt hun, selvom hun mest af alt havde lyst til at flashe alle ti negle og give ham en klør fem i stereo.

     ”Kitty. Hendes søster er forsvundet. Måske er hun en af dem du eftersøger.”

Konkurrence: Vind Fortidssynder

I anledningen af at jeg har rundet 150 lines på min facebookside, afholder jeg en lille konkurrence.

Det er ret enkelt: Smut forbi min facebook-side, smid en kommentar i indlægget der omhandler konkurrencen.

Så er der mulighed for at vinde bind 7 i Blodets Bånd-serien.

Konkurrencen varer, til jeg har fået mine frieksemplarer, hvilket forhåbentligt sker i midten af juni. Så trækker jeg lod :)

Held og lykke!

”Jeg vil være forfatter” - vær kritisk

Kontrakten
Så skete det! Forlaget er vendt tilbage – måske på brev, mail eller en telefonopringning – men de er vendt tilbage med det fantastiske svar, at de vil udgive din historie!

Det er jo vidunderligt og værd at fejre.

Når armene er kommet ned – hvis det overhovedet er muligt – og konfettiregnen har lagt sig, er det tid til det spændende: Kontrakten på din kommende bog!

Kontrakter kan være svære at forstå, men det er værd at gøre en indsats, for man risikerer at indgå en aftale, hvor man ikke helt har indset konsekvenserne.

Til sammenligning kan man bruge den tidligere standardkontrakt for skønlitteratur, som var aftalt mellem Dansk Forfatterforening og Forlæggerforeningen. Den er ikke længere bindende, men man burde være på rimelig sikker grund, hvis ens kontrakt ligner.

Få andre gode råd om forlagskontrakter her.

Tjek dit forlag så du ikke får en ubehagelig overraskelse
Der er mange faldgruber i forlagsverden. Nogle af dem er desværre godt skjult, og det følgende handler ganske enkelt om at gøre de håbefulde forfattere opmærksomme på dem.

Jeg er både forfatter og bibliotekar. Som forfatter færdes jeg på sider for folk som skriver, og der kan jeg læse om andres oplevelser med visse forlag. Og det er til tider skræmmende læsning.

"Har du penge så kan du få ..."
Det handler ofte om, at forfatteren bliver tilbudt en udgivelse – men de skal selv lægge en del af pengene, for at udgivelsen kan lade sig gøre.

Jeg har ikke noget imod selvudgivelser eller medfinansiering. Men jeg har et problem med det, når forlagene snyder forfatterne på den ene eller anden måde i den forbindelse.

De forlag jeg har set nævnt, er overraskende nok forlag, som fremstår som ganske almindelige forlag, som har eksisteret i en hel del år. Og hvis man kigger på deres hjemmesider, fremgår det ikke tydeligt, at en del af deres udgivelser er baseret på medfinansiering.

Og igen: At udgive med selvfinansiering eller medfinansiering er der ikke noget galt med, men det må være noget af en overraskelse for forfatterne at få at midt i rusen over, at forlaget vil udgive deres bog … men at dette kræver penge.

Denne overraskelse er så ikke engang det, jeg finder mest alvorligt.

Dårlige oplevelser
Der er eksempler på:
Kontrakter hvor forfatteren overgiver alt for mange rettigheder.
Deciderede uforskammet behandling af forlagschefer.
Forfatteren der – trods medfinansiering – stadig kun modtager 15%.
Dårlig korrekturlæsning og redigering.
Og restlageret der skulle makuleres – men at forfatteren da kunne købe de sidste bøger.

Jeg har så selv engang modtaget en kontrakt på medfinansiering. Det fascinerende ved denne var, at selv hvis hele oplaget blev solgt, ville jeg ikke have tjent mine penge ind igen. Ikke overraskende har jeg aldrig samarbejdet med det forlag.

Hvad er egentlig inkluderet i prisen?
Ovenstående er en ting. Den anden er så, at jeg som bibliotekar får mange bøger mellem hænderne. Og ved et forlag kan jeg i mange tilfælde spotte deres udgivelser på forsiden alene – fordi forsiderne har noget billigt og amatøragtigt over sig. Det gælder ikke alle udgivelserne, så måske har disse forfattere valgt at spare på forsiden. Man skal ikke dømme en bog på dets omslag, men virkeligheden er, at det er nøjagtigt, hvad læserne gør. Og bliver en bog ikke lånt, bliver den i løbet at få år kasseret … og det koster i bibliotekspengene, som er baseret på antal bøger, der står på bibliotekerne. Og en bog som folk ikke engang vil låne gratis … vil de købe den?

Desværre lider en del af bøgerne også under manglende korrekturlæsning (manglende eller meget mangelfuld), samt redigering. Jeg ved ikke, om det koster ekstra, men ligegyldigt hvad hjælper det ikke på min opfattelse af de forlags arbejde.

Noget af det værste er dog, når jeg ser en ung, debuterende forfatters bog, og bogen har modtaget en virkelig dårlig lektørudtalelse. En dårlig lektørudtalelse betyder færre salg til bibliotekerne, og dermed er der det længere til at have tjent investeringen ind igen. 
Når jeg læser nogle af bøgerne, tænker jeg, at forfatteren skulle have skrevet til harddisken i endnu et par år og have forfinet sine evner, før den første bog blev udgivet. Men hvordan skulle de kunne vide bedre, når et forlag gerne vil udgive bogen?

Tjek forlaget
At vælge selvfinansieren eller medfinansiering er ikke nødvendigvis noget dårligt valg. Jeg håber bare, at forfatteren er kritisk og gør sit forarbejde ved at tjekke, hvordan andre forfattere har oplevet samarbejdet med det pågældende forlag, samt om tidligere udgivelser er af en tilfredsstillende kvalitet.

Søg på nettet, tjek fx debatterne på fyldepennen eller tag et kig på et udvalg af forlagets udgivelser. Lær af andres erfaring. Og tag din egen beslutning. Der er trods alt forfattere, som er glade for at udgive på de forlag.

Man er nok også nødt til at være kritisk over for sit eget værk. Måske er det ikke godt nok til at blive udgivet – endnu. Men det kan det blive. Det kræver bare en smule mere erfaring.

Dansk Forfatterforening har i deres blad Forfatteren udgivet en artikel med overskriften: "Nogle forfattere har storhedsvanvid". Den er at finde i nr. 1, 2014. Den kan pt. også læses på nettet. Tag et kig, hvis du vil vide mere om medfinansiering på forskellige forlag.

”Jeg vil være forfatter” – forlagsjagten og følgebrev

Så du har skrevet dit mesterværk, rettet på det i en uendelighed og fået gode tilbagemeldinger fra dine testlæsere og nu … nu er det tid til at præsentere det for resten af verden. Og det betyder, at du skal på forlagsjagt!

Forlagsjagten
Måske ved du allerede, hvilket forlag der skal modtage din historie. Hvis du er i tvivl, må du ud og snuse lidt rundt på forlagenes hjemmesider for at se, hvad de egentlig udgiver. Måske har du læst bøger i samme genre som din – forlagene til disse bøger kunne sikkert være interessante at kigge på.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, er forlagene ikke ens. Før du sender manuskriptet af sted, er det en god ide at bruge nogle minutter på at tjekke forlagets krav ud. Visse forlag vil kun have manuskripterne på papir, andre vil have dem tilsendt pr. mail. Og der er faktisk forlag, som ikke ønsker at modtage manuskripter i det hele taget.

Følgebrevet
Inden du smider den tykke konvolut i postkassen eller trykker ”Send” i din mailboks, skal du huske følgebrevet.

Følgebrevet er en kort præsentation af dig og din historie og giver forlaget et hurtigt overblik over, hvad de har fået imellem hænderne (roman til voksne, billedbog, fantasy …).

Jeg må indrømme, at jeg altid har syntes, følgebreve var svære at skrive. Nærmest som en jobansøgning. Og jeg har i mine unge dage fået et manus lige tilbage i hovedet, fordi forlaget – ud fra følgebrevet gætter jeg på – troede, jeg havde sendt til flere forlag på en gang. Det havde jeg så ikke, men min pointe er: Gør dig umage med følgebrevet.

Jeg har heller ikke skrevet et følgebrev i årevis, så tjek endelig andre forfattersider ud for at få inspiration til dit følgebrev.

Om din historie kan du oplyse genre, målgruppe og fortælle om ideen.
Om dig selv kan du fortælle, hvor gammel du er, hvad du laver til dagligt, hvor længe du har skrevet, og om du har taget kurser, samt tidligere udgivelser.

Og husk naturligvis dine kontaktoplysninger!

En eller to eller flere …
Du har sendt dit manus af sted til et forlag og har fået en kvittering, hvor forlaget fortæller, at de vil vende tilbage inden for 8-12 uger eller x antal måneder. Jeg er ked af at sige det, men min erfaring – og andres – siger, at det oftest tager længere tid at få svar.

Ventetid er en del af branchen, og man skal være i besiddelse af stor tålmodighed.

For mange år siden, da jeg læste bøger om at skrive, blev der nævnt, at man skulle vente mindst tre måneder, før man henvendte sig til forlaget for at høre nyt. Jeg tror stadig, denne uofficielle regel gælder. Den giver i hvert fald forlaget mulighed for at have gravet sig så langt ned i bunkerne med manuskriptet, at de måske er nået til dit.

Men når man nu skal vente så længe … hvorfor så ikke sende samme historie til flere forlag på en gang? Og spare lidt tid?

Det kan man naturligvis, men der er forskellige meninger om den sag.

Jeg kan se sagen fra begge sider. Forfattere kan komme til at vente ulideligt længe på at få hevet en udgivelses i hus, hvis de første fire forlag siger nej – og hver bruger 3-4 måneder på et afslag. Og forlagene risikerer at bruge tid på at vurdere et manus – kun for at få besked fra forfatteren om, at bogen er afsat til anden side.

Nogle forlag er muligvis ligeglade med, at forfatteren sender til flere. Men andre forlag er ikke, og du risikerer at gøre et dårligt indtryk på dem.

Afgør med dig selv, hvad du finder fair og hvad du kan leve med. Og det gælder også de mulige negative konsekvenser.


Når du er klar, er der ikke andet at gøre end at sende manus af sted og krydse fingre.
(Og bruge ventetiden på at skrive på dit næste mesterværk!)

"I månens skygge" og besøg hos Tellerup

Torsdag den 6. marts kunne jeg på Tellerups facebook-side se, at de havde modtaget min bog "I månens skygge" fra trykkeriet. Altså var det jo meget naturligt, at jeg stod op fredag morgen kl. 5 for at køre til Sjælland og besøge forlaget - hvorfor vente på postbuddet?

Nej, okay, så desperat var jeg da trods heller ikke efter endelig at lægge min hånd på bogen, men heldigvis havde jeg en aftale i forvejen. Det er første gang, at jeg har besøgt forlaget. Vi befinder os jo ikke ligefrem i samme landsdel, så der er en lille køretur.

Det var et superhyggeligt besøg, hvor jeg som noget af det første fik "I månens skygge" at se. Og hvilken skønhed:

 

 

Jeg elsker omslaget - det er dejligt drømmende og med smukke farver. Og mit navn og titlen er skrevet med en lækker skrifttype, der matcher stemningen. Det er desuden min første hardback, så det gør oplevelsen ekstra speciel.

 

Jeg skrev en lille hilsen i nogle af bøgerne, som skal være præmien i en konkurrence.

 

Bemærk i øvrigt reolen bag mig. Denne indeholder nogle af de nyere udgivelser, men der var en anden reol med ældre bøger. Den var et stort flashback til min barndom og ungdom. "Den har jeg læst ... og den der ... og den. Næ, er det en Tellerup-udgivelse? Det vidste jeg slet ikke." Der kunne jeg godt have brugt noget længere tid. Det var et hyggeligt gensyn med bøger, som gav mig gode læseoplevelser dengang. Det føles ganske passende, at jeg er endt hos Tellerup, for jeg tror ikke, der er noget andet forlag, som med så stor sandsynlighed kunne give mig en god læseoplevelse, da jeg var barn og teenager.

Vi var også et besøg forbi Sorø Børnebibliotek. Og ja, jeg var da lige nede og kigge i deres ungdomshjørne for at se, hvad de havde af mine bøger. Jeg sad i samme stol som Dennis Jürgensen, da han var på besøg. Eller ... med 50 procent chance gjorde jeg det - der var to identiske stole ;)



Som sagt var det et skønt besøg hos forlaget, og de var nær aldrig sluppet af med mig igen. Der er sikkert et par klomærker i dørkarmen fra, da jeg forsøgte at kæmpe mig ind gennem døren igen, haha. Det var også et inspirerende besøg, da vi snakkede så meget om bøger, og hvad jeg kunne kaste mig over, når jeg er færdig med Blodets Bånd-serien. Jeg var helt tændt på at skulle skrive en masse bøger, da jeg kørte hjem derfra.

Jeg må skaffe mig noget mere tid ... ;)

Vel hjemme igen opdagede jeg, at postbuddet havde været forbi med mine frieksemplarer af "I månens skygge".

Yay, min boghylde er meget tæt på at blive udvidet til to! Det bør ske i år, da skrivebuddierne alle tre har bøger på vej i år, og de er alle sammen af størrelse Mursten. Louise Haibergs andet bind om dæmonen Dom, Carina Evytts fantasy-roman og Anika Eibes historiske roman.

Og, nå ja, forhåbentligt kommer Blodets Bånd 7 også op at stå på hylden i år :)

Januar og februar 2014

Åh, som tiden dog går (ikke at det er noget nyt). Og rettelse: Den går ikke, den flyver!

Hvad har jeg så lavet de sidste to måneder? På den ene side føles det ikke som noget særligt, fordi jeg ikke har brugt størstedelen af tiden på at skrive. Så føles det let, som om jeg bare har dovnet den.

Udfordringen og skrive og lappe
Det nye år var ganske nyt, da jeg blev udfordret af en skrive-buddie til at få færdiggjort Blodets bånd 7. Udfordringen faldt en fredag aften, og færdiggørelsen skulle ske weekenden over. Så ville hun læse romanen og give mig feedback på den.

Hvilket altså betød, at jeg skulle skrive ganske hurtigt for at holde mig foran hende. Kl. 1 lørdag nat slingrede jeg i seng, og betalæser havde indhentet mig på side 219 i manuskriptet. Jeg manglede at skrive to kapitler mere, før hun kunne læse videre (havde et lille hul mellem to dele).

Søndag kravlede jeg ud af sengen lidt over 10, men det havde været svært at falde i søvn natten før, fordi jeg var høj på cola og skrivning.

I stedet for at gå i bad kastede jeg mig over computeren for at skrive de to kapitler, som skrive-buddien manglede for at komme videre. Jeg fik først morgenmad/frokost kl. 14 (lasagne), og så var det tilbage til computeren.

Kl. 14.30 kunne jeg sende en portion af sted, og så fortsatte jeg ellers med at skrive og lappe, skrive og lappe ... Det sidste blev sendt kl. 16, og den søde sejr blev fejret med et bad.

Heldigvis blev bogen vel modtaget af skrive-buddien, men efter den hektiske weekend håbede jeg på en lidt mere fredelig en af slagsen den kommende weekend. Bare tage den med ro, redigerer lidt på BB7 og læse i Blodsøstre.

Ikke at det kom til at ske ...

I stedet lavede jeg en manuspleje, kiggede på bagsidetekster til Merlin, fik læst en smule i Blodsøstre og rettet en anelse i BB7.

Men det var altså den weekend! Den næste burde blive bedre, ikke? Og hverdagene i det hele taget, ikke?

Naaah ... ikke rigtigt :o)

Tunnelsyn og manglende overblik
Jeg har lidt et problem, når det kommer til manuspleje og korrekturlæsning. Ja, og i det hele taget at redigere. Jeg udvikler et slags tunnelsyn. Mails og praktiske ting bliver skubbet til side, fordi jeg liiiige skal ...

Og her skulle jeg lige færdiggøre BB7 samt læse resten af serien. Ja, jeg havde skrevet bogen færdig, men der var stadig et væld af bemærkninger, jeg skulle tage mig af - og som jeg havde slettet i skrive-buddiens udgave af bogen for at give hende læseoplevelsen og ikke "put lige lidt mere beskrivelse ind her"-kommentarer.

De næste tre uger syntes at forsvinde i den verden. Det kan virke uforståeligt, at det kan tage så lang tid, men det gjorde det. Jeg kæmpede med "hængepartierne", lokkede skrive-buddie ind i en chat af flere omgange for at få hende til at fortælle mig om "kan man egentlig formulere det sådan?" og give mig svaret på andre korrektur-spørgsmål.

Samtidig læste jeg videre i de andre Blodets Bånd-bøger. Efter seks bøger var jeg efterhånden ved at miste overblikket, så jeg var nødt til at genlæse de andre bøger. Ikke mindst fordi Blodets Bånd 8 - slutningen på serien - venter forude, og det er her, jeg skal samle op på alle mine hint og spor og lignende og få det hele pakket sammen i en nydelig sløjfe.

Post-it og skiferie
Mens jeg læste mig igennem serien, indsatte jeg post-it hver gang jeg faldt over noget interessant. Meget af det vidste jeg i forvejen, men når jeg alligevel var i gang, kunne jeg jo lige så godt sætte en post-it og få overblikket.

Det var ikke kun spor, som kunne gøre sig fortjent til en post-it. Også beskrivelser og følelser kunne få en, hvis jeg fandt det interessant. Da jeg bagefter indskrev alle stederne i et word-dokument, var der adskillige sider, hvor jeg ikke kunne gennemskue, hvorfor jeg havde klistret en post-it på siden. Men det var sikkert ikke så vigtigt ;o)

Too much ... post-it?


Inden jeg nåede så langt, havde jeg dog en skiferie, jeg skulle på. Jeg glædede mig, men beklageligvis lå jeg stadig og soppede rundt i den tilsyneladende uendelige "gør-nu-bb7-færdig!" samtidig med, at jeg stadig var i gang med at læse. Den maniske tunnelsyn-udgave af mig følte næsten ikke, at hun havde tid til at tage af sted. Men af sted kom jeg da heldigvis og naturligvis, og i stedet pakkede jeg et par BB-bøger og to blokke post-it.

Her er et lille klip. Desværre yder videoen slet ikke oplevelsen retfærdighed. Man kan slet ikke se, hvor meget fart der var på, og hvor meget luft der var under skiene ...

Men okay, det var jo også min oplevelse af det lille øjeblik på vej over nogle små bakker, og alt er vel relativt ;o)

Vel hjemme fra skiferie igen - med et par novelleideer i bagagen - var jeg blevet færdig med Heksekunst og var gået i gang med at læse Forfald.

Og de næste par uger læste jeg videre i Forfald samtidig med, at jeg fortsatte Den Uendelige Kamp Mod Hængepartierne i BB7.

Faktisk er jeg ikke helt færdig endnu. Tæt på, men ikke helt. Har lige et par detaljer jeg skal have samlet op på, og så skal jeg have læst den igennem. Og rettet efter et par af skrive-buddiernes kommentarer. Meeen jeg er gået i gang med at planlægge BB8, og jeg håber, at jeg kan starte op med at skrive på den lige om lidt :o)

Og sådan fløj de to første måneder af 2014 af sted!