Bøger har haft en stor indflydelse på mit liv, det er der ingen tvivl om.
Jeg husker ikke, at jeg er kommet ned på det lokale bibliotek sammen med mine forældre, men det må jo være begyndt et sted. Jeg husker dog, hvordan jeg som barn og teenager cyklede ned til biblioteket, fyldte tasken med bøger og bragte dem hjem igen, hvor jeg slugte dem grådigt.
Og så skete der det magiske, at jeg en dag selv satte mig ned og begyndte at skrive en historie ... som blev til flere ... og jeg gav mig til at drømme om selv at blive forfatter engang.
Jeg læste stadig meget, jeg blev ældre og fremtiden rykkede noget tættere på. For hvad ville jeg gerne "være"? At kunne leve af at være forfatter er svært, og jeg har på det punkt altid været realist og gået med både livrem og seler: Jeg skulle have en solid, økonomisk grund under fødderne.
Barndommen ideer om at være dyrlæge, hundeopdrætter eller have egen gård (jeg var ret vild med dyr) virkede ikke længere så tillokkende. Jeg kom i praktik i en legetøjsbutik. Sjældent har jeg haft så ondt i fødderne, og da ugen var omme, vidste jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle stå i butik!
Året efter kom jeg i praktik på mit barndomsbibliotek, og jeg elskede det! Tiden fløj af sted, og da de fem dage var gået, var jeg så godt som sikker på, at jeg skulle arbejde på et bibliotek.
Så bøgerne, jeg elskede så højt, gav mig både et levebrød og en brændende passion. Hele ugen er jeg nu omgivet af fristende bøger, og jeg slæber stadig stakkevis med hjem. Når jeg har fri, synker jeg ned i mine egne universer og skriver historier, som andre vil læse.
Jeg havde bare aldrig forventet, at de to veje, som bøgerne gav mig, ville ende med en evig konflikt. Selvom jeg låner alle de bøger med hjem, bliver en stor del af dem aldrig læst. Og bøger, som jeg har ventet på med længsel, ender også ofte med at ligge urørte på toppen af min kommode derhjemme.
Jeg har simpelthen ikke tiden ... De særlig gode bøger, dem som jeg ved vil slå benene væk under mig, er en særlig stor trussel. Jeg "tør" nærmest ikke begynde at læse dem, fordi jeg ved, hvad der så vil ske: Jeg vil forsvinde ind i bogen og læse hæmningsløst, indtil der ikke er mere at læse.
Og det tager tid. Tid fra min egen skrivning.
Jeg læser ikke mange bøger længere, slet ikke så mange som jeg gerne ville, og det er en evig klagesang, som er ret irriterende at høre på i længden.
Men her i løbet af de sidste par uger, har jeg faktisk fået læst. Jeg var på skiferie i sidste uge, og jeg slæbte selvfølgelig ikke mindre end tre bøger med. Det lykkedes mig at læse 1½. Den ene bog var en del af en serie, og så snart jeg var igennem den, kastede jeg mig over den næste, Mit læsebegær var blevet vækket, og efter at den næste var blevet læst, greb jeg Løbeild, som jeg læste halvdelen af sidste sommer.
Fredag morgen lånte jeg bog 3 i serien, påbegyndte læsningen i min frokostpause og gik i seng kl. 2 om natten da jeg havde vendt sidste side og knap nok kunne fokusere. I dag kværnede jeg endnu en bog, og mit læsehjerte synger af lykke.
Skrivningen ligger brak.
Bøger er både en gave og en evig trussel ;o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar