Forfattervejen: Fyldepennen

I de første år, hvor jeg skrev, kendte jeg ingen andre med samme interesse. Det var også en anden tid, dengang jeg første gang skrev en novelle. Internettet var ikke en del af ens liv, og jeg kunne derfor ikke finde en online-fællesskab.

I det hele taget fandt jeg det svært at fortælle om min hobby og min drøm. At skrive er meget personligt. At lade andre læse, hvad man skriver, føles lidt som at invitere dem indenfor og lade dem se, hvad der foregår i ens hoved.

Meget privat. Meget grænseoverskridende. Ret afslørende.

Andre hobbyer er nemmere at gå til. De fleste kan se på en tegning og sige, at den er flot, men kvindens næse vist er lidt for stor. At læse er anderledes. Ikke alle har samme smag, og det kan være svært at bedømme, hvad der er godt, og hvad der trænger til en omskrivning.

Jeg tror også, jeg lå under for janteloven. Jeg skulle jo  nødig tro, jeg var noget. Og at blive forfatter? Ha! Store drømme, hva? Kom lige ned på jorden igen.

Jeg har stadig svært ved at snakke om mine bøger og min skrivning. At fortælle folk jeg ikke kender, at jeg er forfatter, giver mig følelsen af, at jeg opfører et mindre stepshow på en scene. Og spørger folk til mine bøger, er jeg ret sikker på, at jeg ligner et eller andet stakkels pelset kræ, der er blevet fanget i forlygternes skarpe lys.

Bare bær over mig og al min kejtethed ;o)

Nuvel: I mange år var jeg altså "aaaaall byyyy myyyyself". Jeg skrev på mine historier, drømte stadig drømmen om at blive forfatter, men havde ingen anelse om, hvor god jeg egentlig var.

Det var ret frustrerende. Hvor forkrampet jeg end bliver over fokus på mig selv og min skrivning, havde jeg også behov for ligesindede, som jeg kunne tale med.

Jeg vidste det ikke dengang, men svaret fandt jeg i 2003. Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ind på Fyldepennens side, men jeg fandt den, og den kom til at få stor betydning på mange måder.

Fyldepennen er en side for mennesker, som skriver. Man kan skrive dagbog, deltage i debatter, og man kan lægge sine tekster ud.

Jeg tog mod til mig og smed en novelle på. Jeg fik nogle fine tilbagemeldinger - og blod på tanden - så jeg lagde efterfølgende en roman op på siden. Romanen modtog også gode kommentarer, men bedst af alt skabte den kontakten til Carina Evytt.

Carina skriver overvejende horror og har fået udgivet tre bøger på forlaget Tellerup (den fjerde er på vej), men dengang havde ingen af os opnået en udgivelse.

Hvordan det gik til, husker jeg heller ikke længere, men vi begyndte at skrive til hinanden privat. Senere sluttede Anika Eibe sig til selskabet, og endelig kendte jeg ligesindede. Folk der forstod min interesse, som jeg kunne tale med og som kunne give den feedback, jeg havde manglet.

På den måde har Fyldepennen givet mig så meget. De mennesker, jeg mødte der, gav mig selvtilliden og troen på, at jeg faktisk godt kunne skrive. De hjalp mig til at blive bedre. De opmuntrede og støttede mig, krydsede fingre når jeg sendte et manuskript af sted til et forlag, gav mig et spark i røven, når det var nødvendigt.

Samarbejdet har udviklet sig, så vi ofte er med helt fra starten, når en ny roman påbegyndes. Fælles brainstorming og sparring har været en uvurderlig hjælp for mig i forbindelse med Blodets Bånd-serien. Meget ville nok have været anderledes, hvis jeg havde gjort det hele på egen hånd.

Jeg ville måske have opnået drømmen om at blive forfatter uden fyldepennen ... men de mennesker jeg mødte der og som stadig er i mit liv, gjorde turen så meget sjovere! Jeg tror slet ikke, jeg kan undvære dem nu :o)