Forfattervejen - kampen mod nåleøjet

At være forfatter kan være en lang og sej kamp. Selvfølgelig er der tider, hvor det hele bare kører, og man svæver på en sky, alt er fedt, og man er ge-ni-al!

Det er de gode sider. De andre kan være problemer med at få en god ide, få tiden og overskuddet til at skrive den, kæmpe mod hovedpersoner som hellere vil gå deres egne veje, forsøge at holde på selvtilliden, udholde lange ventetider ... og naturligvis: Nåleøjet.

Hvis man når der til, at man faktisk gerne vil dele sine skriverier med andre - og det skal være igennem en trykt bog - er der den evige kamp mod Nåleøjet.

Forlagene bliver hvert år oversvømmet af uopfordrede manuskripter. Har man én gang forsøgt at sende til et forlag, ved man højst sandsynligt også, at der går meget lang tid, før man får svar. Et forlag som Gyldendal får årligt 1.000-1.500 uopfordrede manuskripter og mellem 4 og 8 personer får det svar, de drømmer om. Det store JA!

Deprimerende læsning, ikke sandt?

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg har fået flere afslag efter jeg første gang nåede igennem nåleøjet end før. Noget jeg ikke havde troet, da jeg stadig stod på den anden side og længselsfuldt stirrede på det lille hul med alle dets lokkende løfter.

Et sted i mine teenageår begyndte jeg at sende forskellige tekster ud i verden. Det blev vist ikke engang til så mange. Fire romaner vist nok (her ser jeg bort fra novellekonkurrencer). Jeg kan huske:

1. Børnebogen om en kat ved navn Tiger
2. Den første udgave af "Sol, sommer & scorereplikker" der deltog i en romankorrence og chokerende nok ikke vandt
3. En fantasyroman som jeg fik tilbage indenfor få uger, fordi forlaget troede, jeg havde sendt det til andre forlag på samme tid.

Den sidstnævnte fik mig til at holde en pause på flere år. Det var svært nok at få modet til at sende en historie af sted. At få den tilbage igen på grund af en misforståelse fjernede enhver lyst til at prøve foreløbigt.

Når jeg ser tilbage, var det ikke nogen dårlig ide. Manuskriptet havde da sine lyspunkter, og jeg kan se, at jeg så småt var begyndt at få styr på det at skrive. Men god nok til udgivelse? Bestemt ikke. Jeg tog ingen skade af at bruge lidt flere år på at forbedre mig.

Efter jeg fandt fyldepennen smed jeg en roman på siden. Den fik gode tilbagemeldinger, og den skabte kontakten til den første af de forfattere, som nu er med bag kulissen på Blodets Bånd-serien.

Det var fantastisk for første gang at få feedback på hvad jeg skrev. Det stivede selvtilliden gevaldigt af, og jeg sendte selvsamme roman af sted til Tellerup, som jeg altid havde haft en svaghed for. De lod et par konsulenter læse den, og jeg fik et par fine udtalelser ud af det. De ville dog lige kigge på manuskriptet igen, før jeg fik et endeligt svar.

Jeg begyndte at ... håbe. Var det nu? Ville det virkelig ske? Kunne jeg få et ja til udgivelse og få opfyldt drømmen?

Ventetiden var lang, og forhåbningerne skød i vejret. Jeg ville blive forfatter, min historie ville udkomme som bog og alt ville ...

Det blev et nej.

Det er aldrig sjovt at få et nej, men jeg ramte godt nok jorden hårdt denne gang. Jeg følte, jeg havde været så tæt på at kunne krybe igennem nåleøjet, så skuffelsen var stor.

Jeg fik lov til at læse udtalelsen, og mine tanker var ret modstridende efter afslaget.

"Jeg er elendig!"

"Nej, jeg er ej!"

"Jeg kan lige så godt holde op med at skrive."

"Sikke noget pjat. Bliv ved og bliv bedre!"

 

Heldigvis vandt de positive tanker, og efter jeg havde fået skrabet mig selv op fra gulvet igen, skrev jeg tilbage til Tellerup og spurgte, om de var interesserede i at læse mere fra min hånd.

 

Og det var de! Heldigvis :o)