Forfattervejen - ambitionerne

Jeg vil tro, den sjoveste tid som forfatter faktisk er den, hvor man skriver løs helt ukritisk og bare morer sig. Hvor man kaster sig ud i historien og bare lader sig føre med uden at tænke over, om man får beskrevet personen eller miljøet godt nok.

Men på et eller andet tidspunkt sker det for nogen, at ambitionerne stikker hovederne frem. Det skete i hvert fald for mig. Jeg elskede at skrive så meget, at jeg gerne ville gøre det så perfekt som muligt. Derfor begyndte jeg at finpudse historierne ekstra omhyggeligt. Jeg gjorde mit bedste for at sætte teksten op korrekt med indrykninger (og lad mig bare fortælle, at det gør man ikke ved at bruge space-knappen!) og ved at redigere igen og igen samt korrekturlæse.

Som barn stavede jeg ikke særligt godt. Jeg kunne sagtens læse, men det med at stave haltede åbenbart så meget, at jeg kom på "læseklinik". Det var særlige timer enten efter skoledagen eller sideløbende med mine klassekammeraters undervisning.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg egentlig fik ud af de timer, når det drejer sig om at stave. Jeg ved, at noget i mig nok led et knæk ved følelsen af, at jeg ikke var "god nok". Resten af min skoletid knoklede jeg på med lektierne, for hvis jeg ikke gjorde mit bedste, ville alt måske gå galt.

Jeg lærte måske ikke at stave på læseklinikken, men min passion for at skrive hjalp helt klart på det. Ikke nok med at jeg skrev mange ord igen og igen. Mit ønske om at få novellerne og romanerne til at fremstå så perfekte som muligt gjorde også, at jeg brugte lang tid på at læse og tjekke, at jeg havde stavet korrekt. Ligesom kryds og bolle blev brugt flittigt.

Jeg skriver ikke perfekt, og selvom jeg endte med at blive ret gode venner med det gamle komma, så har jeg ikke haft samme succes med det nye. Mange ord kan jeg skrive, når jeg har et tastatur under fingrene, men med en blyant i hånden må jeg tænke efter. Af og ad ligger jeg i konstant krig med, og jeg er tilsyneladende blind, når det kommer til det retningsbestemte.

Det hører med til at have ambitioner om at dele sine historier med andre. Man må lægge en masse arbejde i det. Forlagene lader sig naturligvis ikke stoppe af, at man måske ikke har styr på nutids-r, men de skal føle, at man har gjort en indsats for at finpudse manuskriptet.

Som teenager lånte jeg også bøger om at skrive. Dengang var der ikke så mange skrivekurser, og jeg kendte ingen, som havde samme hobby. Derfor måtte jeg klare mig selv, og det bedste jeg kunne gøre var at læse om, hvordan man skriver godt.

Så i flere år gik jeg rundt alene og drømte søde drømme om at blive forfatter, mens jeg skrev og overvejede hvor kommaerne skulle placeres.

Men jeg var heldigvis ikke alene ...