Læs bogen – læs forfatteren

Jeg har vist tidligere nævnt, at det at skrive er ret privat. Man øser en masse af sig selv ud på siderne, blotter dele af sig selv og kan så bare håbe, at man ikke bliver såret på den ene eller den anden måde.

Forfattere efterlader stumper af sig selv i teksterne. Tanker, de engang har haft. Følelser, de har mærket. Måske er der brudstykker af rigtige oplevelser. Men samtidig er det at skrive også et spørgsmål om at forestille sig.

Forestille sig, hvordan det er at være denne person og at opleve disse ting. Skabe personer, som slet ikke er, som man selv er, men som måske har en streng af ens egen personlighed. Og den streng må man så spille ekstra hårdt på.

 
Man kan ikke sætte lighedstegn mellem en forfatters tekst og så forfatteren selv. Jeg kender en forfatter, der havde en sexscene i sin historie, hvortil hendes mor bemærkede, at hun måske skulle være forsigtig med at udstille sine egne præferencer. Altså, kom nu! Nogle gange har de fiktive karakterer sex, men det er ikke ensbetydende med, at forfatteren inviterer læseren ind i deres egne soveværelser!

På Bogforum blev jeg stillet et rigtigt godt spørgsmål, nemlig: Hvorvidt jeg bruger min egen personlighed, når jeg skriver, og hvordan jeg får den ind i bøgerne. Svaret på det spørgsmål vender jeg tilbage til.

Da jeg var på fantasymessen, var der en som sagde, at hun troede, jeg ville være som Anastasia fra Blodets Bånd-serien. En femme fatale.

Hmmm … (undskyld mig lige, mens jeg griner småhysterisk).

Okay, alle, der har mødt mig i virkeligheden, vil nok karakteriserer mig som ”sød og stille”. Det er også sandt. Jeg er den tilbageholdende type, som egentlig ikke har behov for at sige en hel masse. Det er den ene side af mig. Den som de fleste mennesker får at se.

Jeg faldt over denne anmeldelse af ”For foden af trappen”, hvor skribenten omtaler mig på følgende måde:

”Pernille Eybye er én af de danske forfattere der virkelig har overrasket mig positivt de seneste år. Hun ser jo ikke ud af meget, når man møder hende, men hun er så bund sød og rolig at man tænker at hun umuligt kan gemme på noget mere dystert end en blomstereng og en enhjørning. Og dog.”

For se, hun rammer jo hovedet på sømmet der.

Jeg er andet end ”stille og sød” og ”blomstereng og enhjørning”. Bag det stille ydre (eller småkedelige omslag?) gemmer der sig noget mere. Den del som Fantasymessen-kvinden forventede at opleve. En af de strenge, som jeg bruger allermest, når jeg skriver, og som afspejler en del af min personlighed, som kun de færreste får at se.

Humoren.  

Humoren er til stede i alle mine bøger. I nogle får den ekstra gas, som for eksempel i ”Sol, sommer og scorereplikker” og ”Mission: Drømmeprins”. I de andre bøger er der for det meste en person, som ender som ”talerøret” for den del af mig.

Det er ret underholdende, at folk ikke tror, jeg kan indeholde den del. Ikke sådan en ”sød og stille” en. Jeg føler mig meget heldig, at jeg kan skrive, for derigennem får jeg afløb for noget, som ellers kun de udvalgte få kommer til at opleve.

Man skal ikke tro på alt, hvad man læser. Romaner er fiktion, og forfattere lader som om.

Men nogle gange ser man mere af sandheden, end man skulle tro.