Forfattervejen - kampen mod nåleøjet 2

Godt så. Jeg havde indsendt et manuskript til Tellerup, havde fået et par gode tilbagemeldinger og var tæt på at tro, at nu skete det. Nu blev jeg forfatter.

Det endelige svar var et nej.

Efter at have ømmet mig spurgte jeg, om de var interesserede i at se noget andet jeg havde skrevet. Ganske skræmmende spørgsmål at stille for tænk hvis de ikke ville!

Men det sagde de heldigvis ja til, og jeg sendte dem det næste manuskript.

Så ventede jeg. Igen.

Så modtog jeg en mail med en udtalelse. Den var ikke dårlig, men forlaget ville gerne have andre til at læse manuskriptet, så jeg måtte væbne mig med tålmodighed.

Næste gang jeg hørte fra forlaget var manuskriptet blevet læst af flere. En af udtalelserne indeholdt sætningen "Den er simpelthen fantastisk" (wuhuu!), mens en anden ikke kunne anbefale en udgivelse, men grundet forbedringen fra det første manuskript til det andet godt kunne håbe, at jeg med tiden ville kunne levere et godt produkt ... (ouuhhhh!).

Det er noget, der rammer ens forfatter-forfængelighed ;oP

Forlaget var dog ikke helt færdig med manuskriptet endnu, så jeg ... ja, ventede.

På det her tidspunkt boede jeg i Aalborg og læste på biblioteksskolen. En weekend var jeg hjemme hos min far, og jeg sad i hans stue, da hans telefon ringede. Jeg løb ind på hans kontor for at tjekke nummeret, da jeg tænkte, det sikkert var et af de her ”må jeg stille dig nogle spørgsmål” opkald.

Jeg nåede ikke at tage telefonen, men der var noget velkendt over telefonnummeret. Jeg søgte derfor efter det på nettet, men kunne ikke finde ud af, hvem der ejede det. Det lignede dog ret meget et nummer, der stod på Tellerups hjemmeside.

Så jeg tjekkede min mail, og forlæggeren havde lige sendt en til mig. Han skrev, at han havde forsøgt at komme i kontakt med mig og ville jeg ringe til ham på det her nummer?

Selvfølgelig! Jeg tog mig næsten ingen tid til at trække vejret roligt, men trykkede nummeret (med rystende fingre). Og så fortalte han, at de gerne ville udgive Kristines hjerte. Mit svar: ”Hvor fedt!”

Resten af samtalen står ret sløret, men min del af samtalen bestod vist ikke af ret meget andet end "Ja", "Nej", "Okay" og "Selvfølgelig", mens jeg kæmpede for at bevare fatningen.

Efter samtalen gik jeg ind i stuen, hvor min far var, satte mig ned og prøvede at sige de magiske ord: ”Der er et forlag, som vil udgive en af mine historier”. Det var ret svært, for jeg kunne mærke, at bare det at sige ordene ville få mig til at hyle. En meget passende reaktion!

Min far spurgte, om der var noget galt.

”Nej, nej,” svarede jeg. ”Det er ikke noget dårligt.” Så fik jeg kvækket det frem. Og gav mig til at hyle.

 

Jeg var kommet igennem nåleøjet! (nå ja, det første nåleøje)

 

Det skete den 25. april 2004, så man kan vel sige, at jeg har 9-års jubilæum som forfatter :oP