Jeg har ferie. Den sidste ferieuge skal brændes af, og som sædvanlig tror jeg, at den varer mere end dobbelt så lang tid. Der skal slappes af, hygges, nakkes hængepartier ligesom i påsken hvor Søster og Svoger rykkede ind i to dage.
Og så skal jeg selvfølgelig også være produktiv på forfatterområdet ligesom jeg da skal læse en masse bøger ...
Jeg arbejder som bibliotekar og er hver dag omringet af fristelser. Det betyder, at jeg nærmest konstant har omkring 30 bøger - hvis ikke flere - liggende derhjemme, som jeg da skal have læst på et eller andet tidspunkt.
30+ bøger burde være rigelig til en uges ferie, men alligevel kan jeg ikke lade være med at snuppe endnu flere bøger i ugen op til. Tænk nu hvis jeg kom til at mangle, må være min ubevidste tanke. Så der ryger hurtigt 4-5 stykker ekstra med hjem. Som hver er på 2-300 sider.
Såå ... jeg tænker, jeg vil se, nøjagtig hvor mange bøger jeg får læst i den her ferie. Som jeg vist har nævnt tidligere, har jeg brug for at få fyldt ord på. Andres ord. Det, tror jeg, vil gøre mig godt, før jeg skal til at skrive igen.
Jeg er allerede igang. Har lige færdiglæst en lille sag, som jeg læste, da jeg var teenager og fik lyst til at læse igen. "Du er bare skøn!" af Barbara Wersba.
Jeg har et par titler liggende, som jeg virkelig glæder mig til at læse, men ... jeg er også igang med manuspleje og er bange for at blive ledt på afveje, hvis jeg først begynder at læse i en af dem. Så jeg venter lidt og prøver at få manusplejen af vejen, før jeg tager fat på dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar