Jeg havde set frem til weekenden. Ikke kun fordi det er to fridage, men fordi det var to dage, hvor jeg kunne koncentrere mig om næste bog i min serie Blodets bånd.
Jeg startede dagen med at arbejde på min have-samvittighed. Græsset blev slået, terrassen og carporten fejet, to poser med haveaffald og et bundt grene samt en gammel vandslange blev transporteret på genbrugspladsen.
Med en skinnende ren glorie tillod jeg mig at dampe af med en kold cola og en bog. Bogen er en, jeg skal anmelde, og det betyder en deadline. Det hjælper på læsedisciplinen i en tid, hvor jeg efterhånden har svært ved at give mig selv lov til at læse.
Flere timer senere chattede jeg kortvarigt med en forfatterkollega, der skulle ud at spise. Hun mente, jeg skulle tage og lave de frikadeller, jeg havde købt ind til. Jeg var enig ... men endte med at læse videre i min bog, til jeg nåede slutningen.
Fint! Så kunne jeg jo gå i gang med Blodets Bånd.
Ja, det kunne jeg, men det gjorde jeg ikke. I stedet støvsugede jeg huset, rengjorde badeværelserne, afkalkede vaskene og en æggekoger (tror jeg lavede en fejl med æggekogeren. Den ser lidt mærkelig ud), vandede blomster, fjernede malingstreger fra et par vinduer og vindueskarme (ha! Så er de strøget fra hængeparti-listen) og fik filtret en plante ud af persiennen. Jeg havde godt set den tage en afstikker, men det var egentlig meget hyggeligt at se, hvordan den fortsatte op af vinduet. Jeg troede så, den havde valgt vejen mellem to lameller, men i stedet var det imellem snorene, der holder lamellerne. Efter en del asen og masen (og et bandeord eller to) var den fri.
Og nu sidder jeg så her og skriver et indlæg om mine overspringshandlinger ...
Jeg mangler vist lidt fokus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar